Hornbæk i krig og kærlighed – på byvandring med William Leedgaard

P1090147
Der er styr på fakta, når William Leedgaard gør Hornbæks historie levende på en byvandring. Foto: Lotte Lund.

En byvandring i Hornbæk med William Leedgaard tager let 3 timer. Men det er ikke et sekund for længe. Hornbæk er overvældende fyldt med historier om helte, seje kvinder, krig, kunst, kærlighed.

William Leedgaard er selv en del af Hornbæks historie. Han er ud af Leedgaard-slægten, som i mange år havde en stor købmandsgård i hovedgaden i Hornbæk, der hvor Fakta ligger i dag. Købmandssønnen, der dog selv gjorde karriere som international forretningsmand, forstår da også at sælge historierne. Han taler med en overbevisning og indlevelse, som havde han selv været der, også når han taler om begivenhederne, der formede det lille fiskerleje helt tilbage for flere århundreder siden. Han er inkarnationen af Hornbæk, det venlige, hjælpsomme og stolte Hornbæk, der altid er parat til at gøre en ekstra indsats for sin by.

Denne søndag, hvor skyerne endnu en gang har spredt sig og ladet solen skinne over den hyggelige badeby cirka 13 kilometer op ad kysten fra Helsingør og Kronborg, har han stillet sig til rådighed for Facebook-gruppen Vores Hornbæk. Det er Hornbæks digitale informationstorv, hvor stort og småt dagligt udveksles mellem byens borgere. Knap 20 har meldt sig og vi mødes ved ankeret ved Havnekiosken på Hornbæk Havn.

Mindestenen om heltedåden i 1774, hvor otte hornbækfiskere satte livet på spil og fik reddet den engelske skipper Thomas Brown. Foto: Lotte Lund
Mindestenen om heltedåden i 1774, hvor otte hornbækfiskere satte livet på spil og fik reddet den engelske skipper Thomas Brown. Foto: Lotte Lund

Allerede her henføres vi til en af Danmarks-historiens store heltebedrifter, nemlig redningsdåden i 1774, hvor 8 fiskere fra Hornbæk satte livet på spil en vinternat og fik reddet den engelske kaptajn Thomas Brown i land fra den engelske skonnert Nelly & Isabel, der var stødt på grund. Rygtet om redningsaktionen nåede vidt omkring og inspirerede blandt andet digteren Johannes Ewald til skuespillet Fiskerne. Stykket var det første, der fortalte en historie om ‘almindelige mennesker’, der blev opført på Det Kgl. Teater, og det er fra dette stykke, kongesangen ‘Kong Christian stod ved højen mast’ stammer.

William Leedgaard fortæller og krig, kunst og kærlighed i Hornbæk gennem tiderne. Foto: Lotte Lund.
William Leedgaard fortæller og krig, kunst og kærlighed i Hornbæk gennem tiderne. Foto: Lotte Lund.

Turen går videre rundt mod Østre Stejleplads i retning mod plantagen . Her hører vi om den engelske flåde, der lå samlet ud for Hornbæk i sommeren 1807, inden englænderne gik til angreb på København og tog hele den danske flåde med sig. Nederlaget fratog Danmark landets historiske status som en førende søfartsnation. Syv år senere går Danmark statsbankerot.

Vi går hen mod det hvide hus på pynten ved plantagen. Huset har tilhørt kunstneren Carl Locher. Han var en del af den kunstnerkoloni som kom til Hornbæk i 1870’erne. Kolonien talte navne, som vi i dag ofte forbinder med Skagen. Blandt de meste kendte navne finder vi  også P.S. Krøyer, Holger Roed, Frantz Henningsen og Viggo Johansen. Men det var altså her i Hornbæk, de lagde grunden til deres kunstneriske karrierer, og billeder som ‘Morgen i Hornbæk, fiskerne kommer ind’, gjorde Krøyers kendt, selv om han blev lokket til Skagen af maleren Michael Ancher. På Skagen blev de to både venner og rivaler. En historie, som blev foldet smukt ud i foråret, på en stor udstilling på Arken.

I 1891 lånte Locher sit hus til P.S. Krøyer. I sit takkebrev skrev Krøyer blandt andet: Hornbæk er et smukt sted, men om sommeren er her desværre ikke mere til at være for sommergæster…’

Et andet stort kunstnernavn fra denne periode, som havde nær tilknytning til Hornbæk, var Holger Drachmann. Han kom til Hornbæk som maler, men blev digter og skildrede fiskermiljøerne med ord. Især indgik fiskeren Peter Andersen ‘Store Bjørn’, som digteren fik et tæt venskab med, ofte i Drachmanns digte. Drachmann døde i Hornbæk den 14. januar 1908 og William Leedgaard fortæller levende om begravelsestoget, en konge værdigt, der i isnende kulde førte den afdøde digter fra Hornbæk til stationen i Helsingør og videre til Skagen. I dag kan man se hans gravsted i en klit syd for på Grenen i Skagen, og på havnen i Hornbæk står en mindesten foran Skibsprovianten.

Historierne fortsætter. Vi hører om den svenske forfatter August Strindberg, der sammen med sin 30 år yngre hustru Harriet Bosse i 1901 havde et længere ophold i et hus på Ole Piis Vej 7.

Vi går ind i kirken – Hornbæks 3. kirke på stedet. Også historierne om, hvordan Hornbæk fik sin kirke er ganske dramatisk. Den seneste blev bygget i 1737 og altertavlen er malet af selveste guldaldermaleren C.W.Eckersberg.

Hornbæk Kirke med altertavlen af Eckersberg. Foto: Lotte Lund.
Hornbæk Kirke med altertavlen af Eckersberg. Foto: Lotte Lund.
Store Bjørns grav. Foto: Lotte Lund.
Store Bjørns grav. Foto: Lotte Lund.
P1090154
Stenen for Hornbæks faldne frihedskæmpere under 2. Verdenskrig. Foto: Lotte Lund.

På Kirkegården ser vi Store Bjørns grav og gravstedet for de danske frihedskæmpere. Under besættelsen var cirka 3.600 tyskere udstationeret i og omkring Hornbæk. De boede på badehotellerne, og det påvirkede livet i Hornbæk voldsomt. Her var drabelig modstandskamp og det lykkedes også på trods af de mange tyskere, at redde jøder til Sverige i oktober 1943. William Leedgaard fortæller levende om historierne – nu er vi ved at være oppe i hans levetid.

Før krigen var Hornbæk blomstret op, som det københavnske borgerskabs foretrukne badeby. Byens badehoteller var stort set alle ejet at kvinder. Her var liv og glade dage med Lommer-revyer og både ‘gamle’ og ‘nye’ penge. Allerede i 1890 var Trouville-kvarteret blevet udstykket som Danmarks første sommerhus område. Det blev også landets mest mondæne – en status, som er bevaret til i dag. Efter krigen vendte de muntre somre tilbage med moleræs hver aften på havnen. Her så man ‘de kendte’ på havnen, og man mødte op i sit bedste tøj for at hilse på hinanden – inden de gamle gik hjem og de unge gik på ‘Bondegården’, hvor der frem til cirka 1970 var levende musik. William Leedgaard mindes datidens store navne som Sitter Horne Rasmussen, Tony Rodian og Freddy Albeck. De blev i1970 afløst af disco med gogo-danserinder, indtil til lukningen omkring 1980. Vi passerer stedet, hvor Bondegården lå. Her ligger i dag SuperBrugsen og Netto.

Hotel og Restaurant Bondegården blev i slutningen af 1800 tallet drevet meget succesfuldt af frk. A.R. Friis – idag nok kendt fra A.R. Friis Vej, oprindeligt 1. tangvej mod vest. A. R. står for Anna Regine. Her byggede hun i 1904 sit eget badehotel med udsigt over Øresund. Og det går først nu op for mig, at en af byens centrale gader, der hvor Ilse Jacobsen i dag har anlagt butikker og Kurbadet, er opkaldt efter en kvinde. Jeg har altid troet, det var en mand.

Vi slutter på havnen. I dag kan man ikke forestille sig Hornbæk uden havn, men set i byens lange historiske perspektiv, er den relativt ny. Vi står på toppen af den store klit vest for havnen og William Leedgaard fortæller. I 1820 bliver der lavet en vestmole i stil med den vi i dag kender fra Langebro i Ålsgårde, men det er først i 1870, at Tikøb sogneråd bevilger 1.200 rigsdaler til anlæggelse af selve havnen. Den stod færdig 1875. Den første havnefest blev afholdt i 1881 – og indbragte hele 2.800 kr! Et formidabelt beløb. Og den dag i dag er havnefesten en fast tradition, hvor hele byen fester, knokler og samler penge – nu i hundredetusindvis af kroner – ind til byens ungdomsarbejde.

Inden vi går hjem, samles den lille trup i Hornbæk Bådeklubs hyggelige lokale. Her er kaffe og hjemmebagt kage – og øl og vin til særdeles rimelige priser.

Samtalen går hen over bordet og kaffen om Hornbæks historie gennem århundreder, som pludselig står lyslevende. Wiliam Leedgaard fortsætter beredvilligt med at svare på spørgsmål – pludselig er endnu et par timer gået. Der er enighed om, at det har været en strålende eftermiddag, hvor vi har lært vores by at kende på en helt ny måde.

I dette hus på Ole PIis Vej 7 boede August Strindberg med sin hustru i 1901. Foto: Lotte Lund.
I dette hus på Ole PIis Vej 7 boede August Strindberg med sin hustru i 1901. Foto: Lotte Lund.

Jeg har her kun nået at trække de helt store linjer op, men har fået lyst til at vide mere om dette lille, beskedne fiskerleje, der alligevel har formået at skabe mennesker og begivenheder, der har bidraget til den store fortælling om hvem vi er, ikke bare som hornbækkere, men som danskere. Mennesker og begivenheder, der trækker linjer ud i den store verden.

William Leedgaard er en af de mange frivillige i Historisk Forening i Hornbæk. Foreningen arrangerer i løbet af sommeren en række byvandringer. Jeg kan kun anbefale at gå med.

Byvandringen går også ad de små trillestier, hvor fiskerne kørte med fangst. Foto: Lotte Lund.
Byvandringen går også ad de små, idylliske trillestier i fiskerlejet i Hornbæk, hvor fiskerne kørte med fangst. Foto: Lotte Lund.

Læs mere på foreningens hjemmeside her

Du er også velkommen i Facebook-gruppen Vores Hornbæk. Læs mere om og meld dig ind her

Himmel & Hav – på fredag går det løs i kulturnatten i Hornbæk

Et sikkert hit bliver igen i år en gratis tur til børnene i brandstigen. Foto: Susanne Buhl.
Et sikkert hit bliver igen i år en gratis tur til tops i brandstigen – find brandbilen i Hovedgaden. Foto: Susanne Buhl.

Så er Hornbæk ved at gøre klar til verdens hyggeligste kulturnat. Det hele sker på fredag den 19. september fra kl. 17. Og i bedste Hornbæk-stil lover vejrudsigten den smukkeste sensommeraften.

Sidste år var første gang Hornbæk valgte at lægge sin kulturnat en uge før den store Kulturnat i Helsingør. Og det var en kæmpesucces. Over 5.000 mennesker hyggede sig over alt i byen, som i dagens anledning var helt lukket for trafik, så børnefamilier kunne færdes trygt.

– Sådan bliver det også i år – næsten. For den store evaluering viste, at sådan vil folk gerne have det igen, forklarer turistforeningens formand Olav Berntsen, der sammen med bibliotekar Lisbeth Jensen, Hornbæk Bibliotek, formand William Leedgaard, Hornbæk Bådeklub, Peter Marx fra Handelsstandsforeningen og Hornbæk Idrætsforenings formand Peter Poulsen har stået for planlægningen af dette års Kulturnat i Hornbæk.

Formand for Hornbæk Turistforening, Olav Berntsen, håber, at Kulturnatten i år også vil trække mange gæster ude fra til Hornbæk. Foto: Susanne Buhl.
Formand for Hornbæk Turistforening, Olav Berntsen, håber, at Kulturnatten i år også vil trække mange gæster ude fra til Hornbæk. Foto: Susanne Buhl.

– Kulturnatten i Hornbæk er for alle, slår Olav Berntsen samtidig fast. Han håber, at det spændende program og det gode vejr til sammen vil tiltrække ikke blot hornbækkere, men også masser af gæster ude fra, der har lyst til at opleve byen på en ny måde.

Årets tema er ‘Himmel & Hav’. Et sted, hvor man virkelig vil udleve temaet er i Hornbæk Bådeklub. Her vil man kunne opleve et lysbilledshow på 80 billeder, der viser, hvor vildt det gik for sig, da 1000 års-stormen Bodil ramte havnen i december sidste år. Der vil også være billeder, der viser, hvordan havnen med en enestående fælles indsats fra hornbækkernes side er blevet genetableret og igen præsenterer sig som en af Danmarks smukkeste lystbådehavne. Gå op i klubhuset på 1. sal i Bådeklubben og oplev billedshowet fra kl. 17 på klubbens storskærm. Mellem kl. 20 og 21 vil formanden for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen, være til rådighed og svare på spørgsmål.

Temaet for Kulturnat 2014 er 'Himmel & Hav'. Det vil blandt andet komme til udtryk i et billedshow i Hornbæk Bådeklub om stormen Bodil og det, der fulgte. Foto: Susanne Buhl.
Temaet for Kulturnat 2014 er ‘Himmel & Hav’. Det vil blandt andet komme til udtryk i Hornbæk Bådeklub i et billedshow om stormen Bodil og det, der fulgte. Foto: Susanne Buhl.
Mød formanden for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen, i Bådklubben kl. 20-21. Her vil han svare på alle spørgsmål om genopbygningen efter Bodil. Foto: Susanne Buhl.
Mød formanden for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen, i Bådklubben kl. 20-21. Her vil han svare på alle spørgsmål om genopbygningen efter Bodil. Foto: Susanne Buhl.

På havnen vil der også blive udstillet gamle biler og motorcykler, og er man frisk, vil man for alvor kunne opleve både himmel og hav ude ved Hornbæk Vinterbadelaug. Her vises badehuset frem kl. 18-20, og man er også velkommen til at tage en dukkert. Kl. 18.30  vil troubadourerne Yasmin, Asger Steenholdt og Henrik Munk, som man vil kunne opleve rundt om i byen hele kulturnatten, dukke op på havnen. Her vil der desuden aftenen igennem blive solgt røget sild og makrel fra havnens røgovn. Overskuddet fra dette salg går til Hornbæk Bådeklubs ungdomsafdeling

Når man alligevel er nede ved havnen kan det anbefales at besøge Afdelingen for Rygmarvsskader på Havnevej og få indblik i, hvordan rehabiliteringen foregår. Det sker mellem kl. 17 og 19. De voksne kan også stikke også hovedet inden for hos naboen Peter Leander og Nybolig. Ejendomsmægleren holder til i det, der en gang var Hornbæk Kro, og traditionen tro genoplives stemningen fra de gode gamle dage med pianobar i de hyggelige lokaler.

Hovedgaden vil også i år være spærret for bilkørsel og summe af liv i Kulturnatten. SuperBrugsen vil sørge for rigeligt at spise og drikke samt underholdning og sjove konkurrencer. Galleriet Hornbæk viser kl. 17-21 en meget spændende fotoudstilling med billeder fra bogen ‘Søren og Marie Krøyers jagt efter skønhed’. Både Søren og Marie Krøyer elskede også Hornbæks skønhed og boede i vinteren 1891 i Carl Lochers hus. Mød også bogens forfatter, Henriette Bjarne Hansen, der vil være til stede og signere sin bog.

Ingen børn kommer gennem hovedgaden uden at lægge vejen forbi den flotte brandbil fra Station Hornbæk som hører under Nordsjællands Brandvæsen. Her vil de frivillige brandmænd igen i år give ungerne lov til at prøve, hvordan det er at komme til tops i brandbilens stige. Hoppeborgen må også siges at være et must for børn.

For børn i alle aldre er der hestevognskørsel fra Bytorvet og skattejagt. Skattekort til den Kulturnattens stor skattejagt udleveres på Biblioteket og det gælder om at finde fiskene rundt om i vinduerne i Hornbæks mange forretninger.  De voksne kan deltage i Turistforeningens kulturnatskonkurrence, som afholdes af Turistinformationen i biblioteket.

Bytorvet vil i det hele taget være et centrum for mange aktiviteter – fra tryllekunst på biblioteket kl. 17.30 til koncert med Helsingør Shantykor kl. 18.30 og 19.30 og introduktion til argentinsk tango kl. 20.30. Her kommer troubadourerne også forbi kl. 21.30 – og aftenen igennem kan man også her få stillet sulten fra forskellige boder med mad.

Bytorvet vil også i år blive et centrum for Kulturnatten med trylleri, tango og dejlig mad m.m.m. Foto: Susanne Buhl.
Bytorvet vil også i år blive et centrum for Kulturnatten med trylleri, tango og dejlig mad m.m.m. Foto: Susanne Buhl.

Kl. 17-19 holder Hornbæk Vandværk også åbent hus. Hornbæk Vandværk leverer vand til cirka 2.650 husstande og erhverv. Der anvendes udelukkende grundvand af høj kvalitet fra 80 – 100 meter dybe boringer, der alle er placeret i nordkanten af Hornbæk Sø.

Der vil også være gymnastikopvisninger med gymnaster fra Hornbæk IFs gymnastikforening rundt om i byen.

Er man i det romantiske hjørne byder Lystfiskerforeningen Gedden på måneskinstur på Hornbæk Sø mellem kl. 17 og 22. Vil man virkelig være kulturel, inviteres både børn og voksne til at deltage i det store fællesmaleri ved skulpturen på A.R. Friis Vej. Her vil der også fra 20.30 blive vist et fantastisk lysshow arrangeret af Støtteforeningen Hornbæk Kunstmuseum.

På A.R. Friis Vej byder også Ilse Jacobsen inden for – både i Kurbadet og i forretningerne. Kl. 17-19 vil der være rundvisning i Kurbadet og introduktion til Ilse Jacobsens nye spa- og skønhedsserie, som hele denne aften sælges med 20 procent rabat. I tidsrummet kl. 17-19  serveres i restauranten en tapas tallerken med et glas cava til en yderst rimelig pris. Fra kl. 19 tilbyder restauranten mad fra det normale menukort. I Ilses butikker vil der aftenen igennem blive budt på et glas vin og gode tilbud og konkurrencer.

Hos Søstrene Olsen vil kulturnattens gæster kl. 18-21 kunne nyde en særlig kulturnatsmenu bestående af sprængt unghane med grøntsagsfrikasse og peberrod samt et glas vin eller øl for 98 kr. Bemærk, at der ikke kan bestilles bord til dette tilbud, som går efter først-til-mølle princippet og som kun gælder, så længe der er unghane tilbage.

Ønsker man at Kulturaftenen finder sin ro og sin afslutning i Hornbæk Kirke, fortæller Lone Kuhlmann kl. 21 om de kunstnere, der gennem tiden har besøgt Hornbæk, og kl. 21.30-22.00 fortæller sognepræst Bodil Olesen om  Hornbæk Kirke og holder aftenandagt.

Er man mere i humør til at fyre den af for alvor, skal man nok gå hen på Cafe Hornbæk Strand, hvor der frem til midnat afholdes Shu-bi-dua aften med shubberen Claus Asmussen og Hornbæk Almost Stars. Claus Asmussen har sammensat et repertoire bestående af hans egne personlige favoritter. Her bliver der tale om en aften, hvor publikum for alvor kan synge med. Claus Asmussen har nemlig alle sangteksterne med i hæfter, som bliver delt ud til publikum før koncerten. (Hvem behøver sanghæfter??, red.)

Og sådan får Historisk Forening endnu en historisk aften af skrive om til arkiverne. Glemte jeg at nævne, at de naturligvis også holder åbent hus Kulturnatten igennem i lokalerne på Sauntevej 4.

Der er med andre ord lagt op til endnu en magisk aften og nat i Hornbæk.

Find hele det samlede program for Hornbæk Kulturnat 2014 som pdf. her

Der bliver også en fotokonkurrence: Del dine oplevelser i Hornbæk Kulturnat og benyt #kulturnattenhornbæk på alle de sociale medier. Hornbæk Turistforening udlover præmie for det bedste foto. Du skal blot # det på instagram og #kulturnattenhornbæk – vinderen får sit foto fremkaldt i 75×50 cm.

Vi ses i Kulturnatten 🙂

PS! Jeg håber, jeg har fået alle arrangementer med – ellers skriv til mig. Der er plads til alle på Hornbæk Bloggen…

Vi elsker Vores Hornbæk. Men ved midsommer mest.

Midsommer ved Hornbæk - og ikke mindst Skt. Hans - er noget helt specielt. Foto: Jens Tellram-Thrane.
Lad os fejre midsommerens livgivende lys. Visualisering: Jens Tellram-Thrane.

Vi elsker vort land. Vi elsker Vores Hornbæk. Men ved midsommer mest.

Det var ikke helt, sådan Holger Drachmann skrev den berømte Midsommervise, men har man oplevet Skt. Hans på Hornbæk Havn, forstår man, hvorfor det giver mening med en lille omskrivning.

Vejrudsigten siger, det i år bliver en af de smukkeste Skt. Hans aftner – næsten uden skyer og uden regn.  Det betyder at hornbækkerne traditionen tro igen samles om bålet mandag 23. juni  2014 fra kl. 20, hvor molebaren på Hornbæk Havn åbner. Hvis alt går, som det skal dukker selv gamle Holger D. op.

Årets båltaler er borgmester Benedikte Kiær. Hun holder sin tale kl. 21.45 og derefter tændes bålet. Og mens alt dette sker går alt op i en højere enhed i solnedgangens beroligende skær.

Endnu en gang er det byens mange frivillige, der har stablet et fantastisk arrangement på benene. På forhånd tak til Hornbæk Havn, Hornbæk Havneforening, Hornbæk Bådeklub, Hornbæk Turistforening og Handelsstandsforeningen.

Har du planer om at komme udenbys fra eller vil du bare gerne have maden serveret inden du bevæger dig ned på stranden, anbefales byens dejlige restauranter. Det er en god idé at bestille bord i forvejen:

Søstrene Olsen

Strandpavillonen Hornbæk

Restaurant Hansens Café

Restaurant Oliva

Café Hornbæk Strand

Kurbadet by Ilse Jacobsen Restaurant

Dertil kan der købes varm mad i byens pizzariaer, sushibar og hos SunSpot ishuset på Hornbæk Strand.

VI SES PÅ HAVNEN!

Vil du gerne følge med i livet i Hornbæk, så meld dig ind i Facebook-gruppen ‘Vores Hornbæk’ her

 

Hornbæk udfordrer Klitmøller til at hoppe i havet!

Aldrig er så mange hornbækkere gået i vandet på samme tid på en gang. Foto: SusanneBuhl.dk
Aldrig er så mange hornbækkere gået i vandet på samme tid på en gang. Foto: SusanneBuhl.dk

Nu er det Klitmøller i Thisted Kommune, der skal samle tropperne. Efter torsdag den 19. juni 2014 kl. 17 at have knust Skagens udfordring om at hoppe i havet, har Hornbæk nu udfordret Jyllands surferby nummer 1.

Skagboerne må selv pille deres rejer. De må selv køle hvidvinen. Og på en eller anden måde må de også finde ud af, hvordan de vil give hinanden rygmassage. For Hornbæk kommer i al fald ikke til Skagen for at gøre det! Det står klart efter at ikke færre end 735 hornbækkere mødte op torsdag eftermiddag på Hornbæk Strand for at hoppe i havet – mere end det dobbelte af, hvad Skagen kunne mønstre!

Kun sølle 373 hornbækkere havde været nok til at slå Skagen, men i en knusende magtdemonstration mødte tæt på det dobbelte op på det aftalte sted på det aftalte tidspunkt. Det til trods for, Skagen med over 8.000 indbyggere er dobbelt så stor som Hornbæk! Det store antal lokale var blandt andet blevet mobilieret gennem  det uformelle netværk i Facebook-gruppen Vores Hornbæk, hvor over 1.600 er medlemmer. Alle, der elsker Hornbæk, kan blive medlem her

Blandt de mange fremmødte på Hornbæk Strand denne dag var Helsingør Kommunes borgmester Benedikte Kiær, som stod for nedtællingen til det store fællesbad.

Formand for Hornbæk Turistforening Olav Berntsen og Helsingørs borgmester Benedikte Kiær offentliggør at 735 hornbækkere har slået Skagens udfordring. Foto: SusanneBuhl.dk.
Formand for Hornbæk Turistforening Olav Berntsen og Helsingørs borgmester Benedikte Kiær offentliggør at 735 hornbækkere har slået Skagens udfordring. Foto: SusanneBuhl.dk.

Inden de mange fremmødte i alle aldre gik ud  i vandet – under professionelt opsyn af de indkaldte livreddere – fik borgmesteren mindet de lokale om, hvordan Hornbæk er en by med et udsædvanligt fasttømret sammenhold og humør, der gør byen til et fantastisk sted at være, uanset om man er fastboende eller turist.

– I hornbækkere er altid friske på en udfordring. Om det er en tusindårs-storm, som Bodil, hvor havnen skal genopbygges. Om I skal lave Danmarks skønneste havnefest eller gøre Hornbæk til Danmarks mest aktive by i Uge 31 – eller om Hornbæk skal være vært for et verdensmesterskab i 2016. Eller om det er skøre skagboer, der vil have jer til at hoppe i havet, så løfter Hornbæk i flok og står sammen og løser opgaven, lød det fra borgmesteren.

Hornbæks seje livreddere sørgede for at det var sikkert for de mange fremmødte at gå i vandet, selv om bølgerne gik højt. Foto: SusanneBuhl.dk
Hornbæks seje livreddere sørgede for at det var sikkert for de mange fremmødte at gå i vandet, selv om bølgerne gik højt. Foto: SusanneBuhl.dk

Det var også Benedikte Kiær, der afslørede, at lige som hornbækkerne gerne tager en udfordring op, så giver de den lige så gerne videre. Og valget faldt på Klitmøller – eller Cool Hawaii, som de kalder sig derovre ved Vesterhavet.

Udfordringen fra Hornbæk lyder: Hop i havet den 3. juli og se om I kan slå os. Ellers må I sende jeres bedste folk og omdanne Hornbæk til et surferparadis én dag i Uge 31.

Hornbæk uge 31 er en event som er sprængfyldt med tilbud om motion og sundhed på alle mulige måder og for alle aldersgrupper. På stranden, i havet, på havnen, i plantagen og i byen kan store og små styrke kroppen og livsglæden med et utal af gratis tilbud, og måske opdage en helt ny motionsform, som lige er sagen.

Efter det friske havbad mødtes hornbækkerne på Det Fedtede Hjørne, opkaldt efter frituredunsten fra en nu lukket, men navnkundig grillbar, der lå på stedet i mange år. Her underholdt byens vinterbaderlaug med sange til Hornbæks pris, mens der blev serveret Hornbæk-pølser med brød m.m.

Det var Hornbæk Turistforening, der havde taget udfordringen op, og der lyder et stort TAK til alle de gæve børnefamilier, bedsteforældre, turister, politikere, pensionister, vinderbadere, lokale handlende, idrætsfolk, livsnydere, skønhedsdroninnger m.fl., der mødte op på stranden, selv om det blæste en halv pelikan og bølgerne på det normalt blide Øresund var pisket op i Vesterhavsstyrke.

Oplevelsen var åbentbart så berigende fra hornbækkerne, at der fra flere sider er stillet forslag om, at gøre den 19. juni til Hornbæks officielle Store Badedag! Det kunne blive en skøn ny tradition. Turistforeningen vil tage forslaget op på mødet efter sommerferien.

Fotodokumentation: Fhv. kulturdirektør Peter Grønholt og denne blogs forfatter var også i vandet. Foto: SusanneBuhl.dk
Fotodokumentation: Fhv. kulturdirektør Peter Grønholt og denne blogs forfatter var også i vandet. Som resten af de mange øvrige fremmødte, virkede det forfriskende bad som om man var på lykkepiller. Foto: SusanneBuhl.dk

 

Se fotograf Susanne Buhls skønne billeder fra Hornbæk hopper i Havet her

Men inden da, bliver det en travl sommer i Hornbæk:

Fredag d.20. juni kl.21.00
Live musik: Klinke og Co.
Fri entré. Sted: Café Hornbæk Strand. A.R. Friisvej 17. Yderligere oplysninger http://www.hornbaekstrand.dk Arrangør: Café Hornbæk Strand.

Lørdag d.21. juni kl.8:30-10.30
l Functional 3D træning bootcamp for hele familien. Lær at træne og bevæge kroppen optimalt. Check in ved Kurbadet kl.8:15. Pris: voksne 100kr. børn 50 kr. Tilmelding i Kurbadets reception A.R. Friisvej 16. Yderligere oplysninger: http://www.steventraining.dk  Arrangør: Steven Training.

Lørdag d.21.juni kl.10.00
Sara Blædel hos Kurbadet
Pris: 295 kr. Sted: Kurbadet A.R. Friisvej 16. Tilmelding og yderligere oplysninger: http://www.ilsejacobsen.com/kurbadet Arrangør: Kurbadet.

Søndag d. 22. juni kl.10.00-13.00
Sankt Hans for børn og barnlige sjæle
Sted: Spejdergrunden, Sauntevej 142 B. Yderligere oplysninger: http://storebjornhornbak.gruppe.dds.dk Arrangør: Store Bjørn Hornbæk

Tirsdag d. 1.juli kl. 10.00 – 13.00
Lav sansekasser. Prøv at forvandle en skotøjsæske til en sansekasse. Elever fra Produktionsskolen i Helsingør hjælper med inspiration og gode råd.
For børn fra 3 år og opefter. Det er gratis at deltage. Sted: Bytorvet foran Biblioteket. Yderligere oplysninger: http://www.helsbib.dk Arrangør: Hornbæk Bibliotek.

Onsdag d. 2. juli kl.10.00- ca.12.00
Aktivitet på Strandlegepladsen: De flade fisk på stranden. For børn 3-9- år. Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Gratis adgang. Yderligere oplysninger: http://www.strandlegepladsen.dk Arrangør: Strandlegepladsen.

Fredag d.4. juli kl.18.00
Cirkus Baldoni besøger Hornbæk.  Sted: Vestre Stejlebakke. Billetter online, tlf. 20866010 hverdage 9-14, v/indgang 1 time før.
Yderligere oplysninger: http://www.baldoni.dk Arrangør: Cirkus Baldoni.

Fredag d.4. juli – søndag d.6. juli kl.13.00-18.00
Nisseværkstedet har åbent. Else Secher demonstrerer hvordan Hornbæk nissen modelleres, glaseres og brændes. Sted: Galleri Kisum og Secher Ndr. Strandvej 387. Yderligere oplysninger: http://www.kisum-secher.dk Arrangør: Galleri Kisum og Secher.

Lørdag d.5. juli kl.10.00-15.00
Børneloppemarked. Sted: Bytorvet ved Hornbæk Bibliotek. Tilmelding til Conny på mail conny.dixen@hotmail.com Arrangør: Hornbæk Handelstandsforening.

Lørdag d.5. juli og søndag d.6.juli kl.10.00-17.00
Kunst på Molen.
Sted: Hornbæk Havn. Gratis adgang. Yderligere oplysninger: http://www.hornbaekkunstnerne.dk Arrangør: Hornbækkunstnerne.

Onsdag d. 9. juli kl.10.00- ca.12.00
Aktivitet på Strandlegepladsen: Rejer mellem tæerne! For børn 3-9- år.
Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Gratis adgang. Yderligere oplysninger: http://www.strandlegepladsen.dk Arrangør: Strandlegepladsen.

Fredag d.11. juli – søndag d.13. juli kl.13.00-18.00
Raku. Geert P. Kisum demonstrer den 1000 år gamle japanske brændeteknik (hvis vejret tillader det). Sted: Galleri Kisum og Secher Ndr. Strandvej 387. Yderligere oplysninger: http://www.kisum-secher.dk Arrangør: Galleri Kisum og Secher.

Onsdag d. 16. juli kl.10.00- ca.12.00
Aktivitet på Strandlegepladsen: Krabbefiskeri. For børn 3-9- år.
Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Gratis adgang. Yderligere oplysninger: http://www.strandlegepladsen.dk Arrangør: Strandlegepladsen.

Lørdag d.19.juli og søndag d.20. juli kl.11.00-18.00
Kunst i teltet.
Sted: Museumsgrunden A.R. Friisvej. Program følger senere. Yderligere oplysninger: http://www.museumihornbaek.dk Arrangør: Støtteforeningen Hornbæk Kunstmuseum.

Søndag d.20. juli kl. 08.00
Hornbæk Open – En åben golfturnering i Hornbæk Golfklub.
Tilmelding: Til sekretariatet Sekretariate@Hornbaekgolf.dk eller via Golfbox
Mødested: Hornbæk Golfklub, Bøtterupvej 2c. Arrangør: Hornbæk Golfklub.

Onsdag d. 23. juli kl.10.00- ca.12.00
Aktivitet på Strandlegepladsen: De flade fisk på stranden.
For børn 3-9- år.Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Gratis adgang. Yderligere oplysninger: http://www.strandlegepladsen.dk Arrangør: Strandlegepladsen.

Torsdag d.24. juli kl. 11.00 – 14.00
Fotoworkshop med fotograf Lianne Ervolder.
For børn 6 – 13 år. Tilmelding på bibliotekerne eller på tlf. 49 28 26 30 fra den 10. juni. Sted: Hornbæk Bibliotek Vestre Stejlebakke 2A. Yderligere oplysninger: http://www.helsbib.dk Arrangør: Hornbæk Bibliotek.

Fredag d.25. juli kl.18.30
lCirkus Arena besøger Hornbæk. Yderligere oplysninger: http://www.arena.dk
Arrangø: Cirkus Arena

Fredag d.25. juli kl.20.00
Koncert: Big Fat Snake – summer of rock. afterparty med Sweet Charlie 5  og DJ Tommy Dahl. Indgangen åbner kl.18.00. Billetpris: 150 kr. + gebyr. Sted: Hornbæk Havn. Billetter via http://www.billetten.dk Arrangør: Hornbæk Havnefest.

Fredag d. 25. juli – søndag d.27. juli
Hornbæk havnefest
Yderligere oplysninger: http://www.hornbaekhavnefest.dk  Arrangør: Hornbæk Idrætsforening & Hornbæk Bådeklub i samarbejde med Hornbæk Havneforening & Fonden Hornbæk Havn.

Fredag d.25. juli – søndag d.27. juli kl.13.00-18.00
Croquis udstilling. Flere kunstnere udstiller og vil være til stede på udstillingen. Sted: Galleri Kisum og Secher Ndr. Strandvej 387. Yderligere oplysninger: http://www.kisum-secher.dk Arrangør: Galleri Kisum og Secher.

Lørdag d.26. juli kl.10.00-15.00
Børneloppemarked. Sted: Bytorvet ved Hornbæk Bibliotek. Tilmelding til Conny på mail conny.dixen@hotmail.com Arrangør: Hornbæk Handelstandsforening.

Lørdag d.26. juli kl.10.30
Hornbækløbet 2014
Yderligere oplysninger: http://www.hornbækløbet.dk. Der åbnes for tilmelding midt i juni. Arrangør: Hornbæk Rotaryklub.

Mandag d.28. juli – søndag d.3. august
Uge 31 i Hornbæk
Masser af sports- velvære- og sundheds aktiviteter. Læs mere på Facebook. Arrangør: Hornbæk Turistforening og en masse frivillige kræfter.

Mandag d.28.juli kl.15.30-16.30
Mal på strandsten. I anledning af Uge 31 inviterer Galleriet Hornbæk og lokal kunstner Jørgen W. Jensen børn og deres familie til maling af strandsten.  Medbring selv sten.  Det er gratis at deltage. Sted: Bytorvet ved Hornbæk Bibliotek.       Arrangør: Susanne Risum og Hornbæk Bibliotek

Onsdag d. 30. juli kl.10.00- ca.12.00
Aktivitet på Strandlegepladsen: Rejer mellem tæerne! For børn 3-9- år.
Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Gratis adgang. Yderligere oplysninger: http://www.strandlegepladsen.dk Arrangør: Strandlegepladsen.

Torsdag d.31. juli kl.11.00
Gadeteater: Ragnarok: Fenris
Sted: Hornbæk Bytorv ved biblioteket. Yderligere oplysninger: http://www.helsingor-teater.dk Arrangør: Helsingør Teater.

Torsdag d.31.juli kl.13.00
Gadeteater: Creature Feature: Gorillaerne.
Start: Hornbæk Bytorv ved biblioteket, gorillaerne fortsætter gennem byen til Hornbæk Havn. Yderligere oplysninger: http://www.helsingor-teater.dk Arrangør: Helsingør Teater.

Fredag d.1. august kl.10.00
Gadeteater: Etienne Borges: Fåret.
Sted: Hornbæk Bytorv ved biblioteket. Yderligere oplysninger: http://www.helsingor-teater.dk Arrangør: Helsingør Teater.

Fredag d.1. august kl.11.00-13.00
Gadeteater workshop: Skraldefigurer.
Kom og byg med Stylte-Signe. For børn fra 6 år. Sted: Fritidsklubben PUK Sauntevej 4. Yderligere oplysninger: http://www.helsingor-teater.dk Arrangør: Helsingør Teater.

Fredag d.1. august – søndag d.3. august kl.13.00-18.00
Raku. Geert P. Kisum demonstrer den 1000 år gamle japanske brændeteknik (hvis vejret tillader det). Sted: Galleri Kisum og Secher Ndr. Strandvej 387. Yderligere oplysninger: http://www.kisum-secher.dk Arrangør: Galleri Kisum og Secher.

Fredag d.1. august kl.20.00
Hornbæk Jazzklub: Luca Ciarla Trio. På rejse med Grappelli.
Sted: Strandpavillionen, A.R. Friis Vej 10. Billetsalg ved indgangen fra kl.19.30. Yderligere oplysninger: http://www.hornbaekjazzklub.dk . Arrangør: Hornbæk jazzklub.

Lørdag d.2. august kl.16.00
Gadeteater: Adrian Svarzstein: Dans
Sted: Hornbæk Havn. Yderligere oplysninger: http://www.helsingor-teater.dk Arrangør: Helsingør Teater.

Onsdag d. 6. august kl.10.00- ca.12.00
Aktivitet på Strandlegepladsen: Krabbefiskeri. For børn 3-9- år.
Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Gratis adgang. Yderligere oplysninger: http://www.strandlegepladsen.dk Arrangør: Strandlegepladsen.

Onsdag d.6. august kl. 10.00 – 15.00
Pokémon-byttedag. Få en snak om Pokémon og byt dine kedelige Pokémon-kort til nogle bedre. Sted: Hornbæk Bibliotek Vestre Stejlebakke 2A. Yderligere oplysninger: http://www.helsbib.dk Arrangør: Hornbæk Bibliotek.

 

Klar til folkefest i Hornbæk – hele byen hopper i havet

Turistforeningens formand Olav Berntsen er klar til at give stafetten videre. Torsdag afsløres det, hvilken kystby, som Hornbæk har valgt at udfordre.
Turistforeningens formand Olav Berntsen er klar til at give stafetten videre. Torsdag afsløres det, hvilken kystby, som Hornbæk har valgt at udfordre.

Alt tegner på, at der bliver folkefest i Hornbæk torsdag den 19. juni 2014  kl. 17, når byens borgere tager imod udfordringen og hopper i havet på byens hvide sandstrand på Sjællands nordkyst.

I skrivende stund er 273(!) meldt til begivenheden Hornbæk hopper i Havet via Facebook alene. 94 har skrevet, at de måske kommer, så selvfølgelig gør de det, sammen med alle dem, der har læst om det hos Bagt, Søstrene Olsen, Hornbæks Skibshandel og alle de andre, der har været med til at sprede det gode budskab. Helsingør Dagblad bringer for eksempel historien på forsiden med et flot billede af Turistforeningens formand Olav Berntsen. Avisen er godt nok komme til at skrive, at det er Frederikshavn, der har udfordret os, men det er altså SKAGEN.

Samlet betyder det, at Hornbæk Turistforening er meget tæt på målet, men at der stadig er brug for flere tilmeldinger, hvis Hornbæk skal slå de skøre skagboer for alvor! Så ryd kalenderen og kom ned på Hornbæk Strand til folkefest på torsdag kl. 17. Her vil det også blive afsløret, hvilken ny kystby, som Hornbæk giver stafetten videre til. Ifølge den aktuelle vejrudsigt bliver torsdag også den sidste varme dag i denne omgang. Nu plejer disse dystre udsigter jo ikke at gælde her i Hornbæk men det er nu endnu en god grund til ikke at misse denne begivenhed.

Programmet for Hornbæk hopper i Havet ser sådan ud:

Så er der et program for Hornbæk hopper i Havet

Mødested og tid: Turiststranden ved Sunspot, torsdag den 19. juni kl. 17-18.30 (Cirka tider)

Kl 16.45: Tælleslusen åbnes – der opfordres til god køkultur ellers ender det i kaos!

Kl. 17.00: Velkommen ved Turistforeningen – det afsløres, hvilken kystby Hornbæk udfordrer!

Kl. 17.15 Fælles nedtælling til Hornbæk hopper i Havet.

Kl. 17.30 Strandbar på Det Fedtede Hjørne – billige sodvand, grillpølser og is til de sultne. Hornbæk Vinterbaderlaug underholder med sange fra deres vinterbadersangskat på tagterrassen.

Kl. 18.30 Tak for i dag.

Alle er velkomne! Vi håber på 372+ glade hornbækkere i alle aldre. Gerne i sjovt badetøj!

– VI SKAL IKKE TIL SKAGEN OG PILLE REJER, lyder budskabet fra Hornbæk.

Du kan tilmelde dig Hornbæk hopper i Havet her

Alle er velkomne!!

Hornbæk hopper i Havet!

Sådan så det ud på Skagen Sønderstrand, da 372 skagboer med borgmester Birgit Stenbak Hansen  i slutningen af maj tog udfordringen fra Kerteminde om at hoppe i havet op! Det kan hornbækkerne helt sikkert gøre bedre!
Sådan så det ud på Skagen Sønderstrand, da 372 skagboer med borgmester Birgit Stenbak Hansen i slutningen af maj tog udfordringen fra Kerteminde om at hoppe i havet op! Det kan hornbækkerne helt sikkert gøre bedre!

Hornbækkerne er blevet udfordret. Denne gang er det ikke Bodil. Det er de skøre mennesker i Skagen, der mener, at hvis ikke den nordsjællandske badeby torsdag den 19. juni kl. 17 kan mønstre 372+ hornbækkere, der er parat til at hoppe i havet på ‘Turiststranden’, så skylder de skagboerne håndpillede rejer, kølig hvidvin og rygmassage.

Men alt typer på, at at hornbækkerne ikke har tænkt sig at tage nogen steder. Begivenheden blev lanceret på Facebook i gruppen Vores Hornbæk torsdag den 12. juni og inden der var gået en time var antallet af deltagere oppe på de første 50. Tag den, Skagen.

Hornbækkerne og alle andre gode mennesker, der tager imod udfordringen mødes på ved SunSpot og hornbækkerne er ikke i tvivl om, at Skagen nok skal blive slået!

Opfordringen lyder: Tag venner og slægtninge fra nær og fjern med!!! Mød op i badetøj – gerne festligt!

Medlemmerne i Hornbæk Turistforening har fået travlt, og der er ved at blive skaffet sponsorer. Cafe Hornbæk Strand har allerede lovet at sælge sodavand til kostpris. Der arbejdes også på, at Helsingørs borgmester Benedikte Kiær bliver overtalt til at gå forrest i vandet – og gerne resten af byrådet!

Det forventes også, at livredderen er på plads og ikke mindst den danske verdenspresse!!! Og mon ikke, der også dukker en lille delegation fra Skagen op for at kontrollere, at alt går rigtigt for sig.

Nu vil hornbækkerne vise, hvad de er lavet af.

Du kan tilmelde dig på Facebook-begivenheden ‘Hornbæk hopper i Havet’. Er du ikke på Facebook, så send en mail til Lotte Lund, så tæller du også med. Skriv til lotte.lund@mac.com

Ilse News: Cafe Hack besøger Ilse i Kurbadet m.m.

2014-03-26-08-03-49645232247

Ilse Jacobsen fortsætter med at få Hornbæk kendt, både i Danmark og i udlandet.

Den 10. maj lægger Kurbadet hus til det hyggelige Café Hack-program, når programmet tager på sit årlige sommertogt rundt i P4’s ni distrikter for at hilse på programmets mange lyttere. Turen ledes af værten Søren Dahl, der er klar til at berige æteren samtaler, sjove anekdoter og god musik.

Som satirisk indslag medvirker Lars le Dous fra programmet Selvsving på P1.

Når der sendes fra Kurbadet vil der ikke som sædvanligt blive spist kage, men blive budt på cava og tapas på den overdækkede terrasse.

Der er et begrænset antal billetter, der sælges efter ‘først til mølle’-princippet. De kan købes på kurbadets website her

Ilse by Ilse Jacobsen nomineret ved årets Beauty Awards

 

En anden god nyhed fra Ilse er, at hendes helt nye spa- og skønhedsserie Ilse by Ilse Jacobsen er nomineret i hele to kategorier til Danish Beauty Award 2014 – Årets Nye Brand og Årets Nye Serie.

Serien blev lanceret i Danmark i november 2013, i Norge i marts 2014, og bliver lanceret i Sverige d. 2.
april 2014.

– Jeg er rigtig stolt af disse flotte nomineringer, især efter kun at have været på markedet så
kort tid” siger Ilse Jacobsen.

Serien består af skønheds- og spaprodukter udviklet ud fra Ilse Jacobsens personlige præferencer og er
luksuriøse hudplejeprodukter, som renser, plejer og beskytter ansigt, krop og sjæl. Den afstressende og
naturlige duft samt indholdet af essentielle olier giver ny mental energi og velvære.

– Det vigtigste er, at produkterne skal give velvære, appellere til sanserne, samt dufte og føles lækre.
Karakteristisk nordisk design, naturlighed samt en lækker æstetisk og sansemæssig oplevelse er
hjørnestenene i spa- og skønhedsprodukterne, og med disse produkter kan man tage spa-oplevelsen
med hjem og forkæle sig selv, når man vil, siger Ilse Jacobsen.

Samtidig overholder produkterne anbefalingerne fra EU i forhold til indholdsstoffer, og indeholder derfor hverken de 26 særligt allergene stoffer som EU og Miljøstyrelsen advarer imod, parabener, MI (Methylisothiazolinone) og ej heller mikroplastik.

Produktserien er produceret af den velrenommerede danske prodcent, Dermapharm. Priserne for spa- og skønhedsprodukterne ligger fra 155-395 kr.

Ilse by Ilse Jacobsen er det nyeste livsstilsprodukt fra livssstilsvirksomheden Ilse Jacobsen Hornbæk og forhandles i Magasin, Kurbadet by Ilse Jacobsen, Ilse Jacobsen Hornbæk concept stores og i Ilse Jacobsens webshop her

Læs mere om Danish Beauty Awards her

 

Efter stormen 3: Vi ses til Charity Bar på Cafe Paradis den 24. januar i den gode sags tjeneste

Thea Hornbæk Havn
Her ses Thea på Hornbæk Havn i maj 2013. Det er sådan, vi gerne vil kunne sidde på havnen i maj 2014 vel vidende, at alt er godt på trods af stormen Bodils rasen. Og masser af gode initiativer er på vej. Foto: Lotte Lund.

Hornbækkerne fortsætter ufortrødent deres kamp for at genoprette skaderne på havnen efter 1000-års stormen Bodil. Og det behøver ikke være kedeligt. Den 24. januar samles byen til Charity Bar på Café Paradiset, Havnevej 3 i Hornbæk. Så sæt kryds i kalenderen og få lavet aftale med barnepigen!

Det er Hornbæk Rotary, der har taget initiativet til begivenheden, der også er slået op på Facebook – se under

Entréen koster kr. 100 og afregnes kontant ved døren. Det fulde beløb herfra går til Havnen. Udover dette, ønsker Cafe Paradis at donerer 10 procent af omsætningen.

Der vil være mulighed for at købe en tapas tallerken til kr. 150,00 hvoraf kr. 50,00 går til havnen. Bestilling af tapas-tallerken forgår efter først til mølle-princippet – dog senest den 20. januar.

Når aftenens regnskab er gjort op, fordobler Hornbæk Rotary klub det indkommende beløb på entré, drikkevarer og køb af tapas med op til 20.000 kr.

–  Vi har allerede mange tilmeldte, så jeg anbefaler, at lave sine bestillinger hurtigst muligt. Inviter dine venner eller dit firma og kom og støt op om arrangementet og hjælp med opbygningen af Hornbæk havn, siger advokat Mette Clemmensen præsident for Hornbæk Rotary.

På Hornbæk Havn glæder bestyrelsesformand Jørgen Haagen sig over den store opbakning i byen, selv om der er lang vej, før der er fuldstændigt overblik over skaderne og de samlede omkostninger. Det står dog klart at de løber op i minimum 2-3 millioner kr. Bestyrelsesformanden arbejder selv på fuld tid på opgaven i øjeblikket.

– Jeg er helt overvældet over den opbakning vi har fået. Ikke siden vi samlede ind til hallen for over 25 år siden, har jeg oplevet et så stærkt sammenhold blandt hornbækkerne. Det er fantastisk. Indsamlingen er i øjeblikket oppe på godt 260.000 kr., siger Jørgen Haagen, der for alvor har fået øjnene op for det sociale medie Facebook. Hornbækkerne har forenet sig i Facebook-gruppen ‘Vores Hornbæk’, som nu har knap 1000 medlemmer. Det har betydet, at det er blevet let både at kommunikere og mobilisere i lokalsamfundet.

Støtten er strømmet ind fra lokale foreninger og firmaer i form af forskellige donationer, både i kontanter og i form af diverse ydelser – hvem de er, kan ses på det flotte og voksende ‘juletræ’ bygget op af drivtømmer på havnens forplads. Og  bevæger man sig ned på havnen, vil man opleve, at man næsten ikke kan se stormens skader længere. Det skyldes ikke mindst indsatsen fra 110 frivillige hornbækkere har været med til at fjerne 40 tons tang og skidt m.m. fra havnen.

– De frivilllige har renset havnen, så den er helt ren. Jeg tør slet ikke gøre op, hvad det frivillige arbejde har betydet i kroner og ører. Det har været uvurderligt, men skal vi sætte et beløb på, er det er flere hundredetusinde kroner. Og nævnes skal også SuperBrugsen, som har organiseret en indsamling, hvor de lokale kan donere 25 kr. i kassen, når de betaler og så deltage i konkurrencen om et ugentligt gavekort på 500 kr. Det er indtil videre løbet op i et samlet støttebeløb på knap 30.000 kr., siger Jørgen Haagen.

Foran ligger nu det lange seje træk, hvor det gælder om at holde gejsten oppe. Men heldigvis er flere gode initiativer på vej. Foruden Charity Baren den 24. januar har den kendte Skagensmaler Peder Ravn doneret et maleri på 2 x 2,8 meter, som skal bortauktioneres til fordel for Hornbæk Havns genopbygning. Fodboldens Venner i Hornbæk er i gang med at arrangere et kæmpe bankospil, hvor man håber på 400 deltagere, og Hornbæk Idrætsforening har planer med at arrangere en større støttekoncert til fordel for havnen.

Den store lokale opbakning giver Jørgen Haagen gode kort på hånden, når han skal mødes med kommunen, ministerier og fonde og måske endda EU for at søge økonomisk støtte til reetableringen af havnen. Indtil videre er der aftalt møde med dels Helsingør Kommunes nye borgmester Benedikte Kjær og den afgående borgmester Johannes Hect-Nielsen, der nu er formand for for Teknik- og Miljøudvalget.

– Havnen fungerer, som det nu. Men det er ikke optimalt med el-installationerne. Vores målsætning er, at havnen skal være helt klar til brug ved sæsonstarten til 1. maj. Den helt store udgift bliver reparationerne af stenmolerne. Dertil kommer 8-10 mindre opgaver, som vi håber, at kunne løse ved hjælp af lokale håndværkeres frivillige arbejdsindsats. Vi er ved at indhente tilbud. Før vi har dem, har vi ikke det endelige overblik over, hvad det kommer til at koste at udbedre skaderne, siger Jørgen Haagen.

Hvis du gerne vil støtte Hornbæk Havn er der mange måder at gøre det på.

Læs mere om det på Hornbæk Havns hjemmeside her

Tilmeld dig Charity Bar på Facebook her

Bestil tapas-tallerkener til Charity Bar-arrangementet på Cafe Paradiset direkte her

Jørgen Haagen
Jørgen Haagen, bestyrelsesformand i Hornbæk Havn, er overvældet over hornbækkernes opbakning efter stormen Bodil. Han har ikke oplevet noget lignende siden man samlede penge ind til Hornbæk Hallen for mere end 25 år siden. Foto: Lotte Lund