Hornbæk Blog

Bloggen for alle, der elsker Hornbæk

Tag: tradition

Syng julen ind i Hornbæk Kirke den 4. december kl. 19.30

Billede1

Tirsdag den 4. december 2018 kl. 19.30 er alle velkomne til det traditionsrige ”Syng min salme”-arrangement i Hornbæk Kirke, hvor seks udvalgte hornbækkere præsenterer en salme, som de holder særligt meget af.

Julens salmer er så smukke – både tekster melodier – at de fortjener at blive sunget som meget som muligt i december. Derfor inviterer Hornbæk Kirke traditionen tro til arrangementet ”Syng min julesalme”. Her synges julen i fællesskab ind sammen med seks personer, der er kendt fra forskellige sammenhænge i byen. I år sker det i Hornbæk Kirke tirsdag den 4. december 2018 kl. 19.30.

De udvalgte personer præsenterer hver en julesalme, som de holder særligt meget af og begrunder, hvorfor det lige præcis er den salme, de gerne vil have, skal synges denne aften.

”Det er en 25 år gammel tradition, som altid vi afholder i den første uge efter advent. Alle er velkomne. Vi plejer at få en rigtig dejlig aften med nogle af vores skønneste julesalmer,” siger sognepræst Bodil Olesen fra Hornbæk Kirke.

De seks hornbækkere, der denne aften, vil præsentere deres yndlingssalmer er:

Merete Gulstad, som er frivillig i Hornbæk Kirke i forbindelse med Fredagstræf, som hver anden fredag året rundt byder på spændende foredrag og socialt samvær i Sognehuset

Susanne Kongsted, ny formand for Lokalt Samvirke i Hornbæk, medindehaver af Kongsted Arkitekter

Michael Birch, formand for Helsingørs Praktiserende Læger, selv praktiserende læge i Hornbæk siden 1995.

Mads Højbjerg, præsident elect i Rotary Hornbæk, indehaver af Højbjerg VVS i Hornbæk

Lotte Lund, journalist og kvinden bag ”Vores Hornbæk”, indehaver af Lotte Lund Media Lab

Rasmus Markussen, konstitueret præst i Hornbæk Kirke, skriver aktuelt på ph.d.-projekt om Tidehverv og dansk kirkeliv 1930-1965 på Københavns Universitets Teologiske Fakultet. Rasmus Markussen fik selv sin ”ilddåb” som præst på Kulturnatten, da Hornbæk Kirke med sin drop-in bryllupper fik hele den danske presses bevågenhed.

Hornbækkoret under ledelse af Hornbæk Kirkes organist Jan Reich er også med i kirken denne aften, hvor de både vil synge for på de udvalgte salmer samt give et par numre fra deres julerepertoire.

Hornbæk Kirke går frem mod jul og nytår ind i en travl tid.

Det sker i Hornbæk Kirke december 2018:

Søndag 2. december kl. 10: 1. søndag i advent gudstjeneste ved Bodil Olesen

Søndag 2. december kl. 15: Børnegudstjeneste ved sognepræst Bodil Olesen

Tirsdag 4. december kl. 19.30: Syng min julesalme.

Torsdag 6. december kl. 14.00: Julemøde for sognets ældre

Søndag 9. december kl. 10.00 2. søndag i advent gudstjeneste ved Rasmus Markussen

Søndag 9. december kl. 16.00: Sjølund kammerkor

Søndag 16. december kl. 10.00: 3. søndag i advent gudstjeneste ved Bodil Olesen

Torsdag 20. december kl. 10.00: Juleafslutning for børneinstitutionerne

Torsdag 21. december kl. 8.45: Juleafslutning for Hornbæk Skole

Torsdag 21. december kl. 9.45: Juleafslutning for Hornbæk Skkole

Søndag 23. december kl. 19.30: De 9 læsninger ved Bodil Olesen

Mandag 24. december kl. 13.00: Julegudstjeneste ved Bodil Olesen

Mandag 24. december kl. 14.30: Julegudstjeneste ved Rasmus Markussen

Mandag 24. december kl. 16.00: Julegudstjeneste ved Bodil Olesen

Mandag 25. december kl. 10.00: Gudstjeneste Juledag ved Bodil Olesen

Tirsdag 26. december kl. 10.00: Anden Juledag gudstjeneste ved Rasmus Markussen

Søndag 30. december kl. 10.00 Julesøndag gudstjeneste ved Bodil Olesen

Tirsdag 1. januar 2019 kl. 14.00: Nytårsdag gudstjeneste ved Bodil Olesen med Nytårkur

Læs mere på Hornbæk Kirkes hjemmeside – klik her

Følg Hornbæk Kirke på Facebook – klik her

15.december – tid at købe juletræ

Årets juletræ blev købt i Saunte. Det var lidt som at være med i Jul i Gammelby - på den fede måde. Foto: Lotte Lund

Årets juletræ blev købt i Saunte. Det var lidt som at være med i Jul i Gammelby – på den fede måde. Bemærk den dampende gløgg-gryde over bålet. Et glas varmt gløgg er med i prisen. Foto: Lotte Lund

Så er årets juletræ indkøbt. I år gik turen til Lars Miller på Smedevænget i Saunte. Her får man juletræer, vildænder, og meget andet – ja og varm gløgg og gratis ture i hestevogn mellem kl. 11 og 15.

Jeg lader billederne tale for sig selv, og minder om, at hvis man vil have et godt juletræ, så er det nok nu. Vi gav 170 kr. pr. meter for en smuk ædelgran. Rødgran koster 100 pr. meter. Man får fod sat på for en halvtredser.

Hvorfor er det egentlig, at vi tager juletræer ind i stuen juleaften?

Ifølge Gyldendals åbne Encyklopædi, Den Store Danske, udspringer vores hang til juletræer fra en tysk skik, der kendes tilbage til 1500-tallet. Hvorfor tyskerne begyndte at tage træer ind i husene vides ikke, men måske de har haft brug for lidt grønt ‘med besked derudefra, at det lysner dag for dag.’

Her i Danmark har vi haft juletræet siden begyndelsen af 1800-tallet. Ifølge familietraditionen blev det første danske juletræ tændt i 1808 på godset Holsteinborg, som ligger uden for Skælskør. Holsteneren Martin Lehmann er den første, man kender, der indførte skikken i København, hvilket skete 3 år efter i 1811. Uden for København bredte juletræet sig gennem  lærer- og præstehjem. Dér havde man kontakterne til København og til de kredse, der ikke blot selv havde juletræ, men som også skrev om dem i tidens magasiner og dagblade, almanakker og julebøger. Først omkring 1900 var juletræsjulen indført i de fleste hjem., og det på trods af, at N.F.S. Grundtvig  i  1817 skrev at “Juletræet er Udtryk for udvandet Kristendom” i sit tidsskrift Dannevirke.

I de fleste danske hjem er det i dag almindeligt, at man går rundt om træet med hinanden i hænderne, mens man synger julesalmer og Peter Fabers og Emil Hornemans verdslige Høit fra Træets grønne Top.  Den er skrevet i 1848, og teksten er et veritabelt katalog over klassisk juletræspynt.

 1848 er også kendt som revolutionsåret. Næsten alle europæiske lande blev det år berørt at nationale oprør i mere eller mindre grad. For Danmark blev revolutionsbølgen den direkte årsag til kong Frederik VIIs opgivelse af enevælden og vedtagelsen af grundloven. Revolutionsbølgen blev i de forskellige lande båret frem af en stigende nationalisme og liberalisme. Man blandede ønsket om selvstændige nationalstater for de enkelte folkeslag med indførelsen af demokratiske systemer og liberal frigørelse, der kunne sikre landets borgere lige rettigheder og et opgør med kongemagtens autoritære magtbeføjelser. Og det er forklaringen på, at vi i Danmark stadig pynter vores juletræer med flag og militærtrommer. De er symboler for opgøret med kongemagten og fødslen af en nation. En form for julepynt, som mange udlændige finder ganske besynderlig, men nu kan I altså forklare dem hvorfor.

I Danmark brugte man oprindelig mest rødgran og almindelig ædelgran, idet juletræer udelukkende blev taget i eksisterende tømmerproduktionsbevoksninger. Fra først i 1960’erne begyndte en mere målrettet og intensiv dyrkning af juletræer i særlige plantager af først og fremmest nordmannsgran, Abies nordmanniana, og i mindre udstrækning nobilis, A. procera. I dag er Danmark et førende land inden for juletræsproduktion, og juletræer er blevet en stor eksportvare. I år sælger vi 11 millioner juletræer til udlandet.

Her ses Lars Miller og Thea med det juletræ, der skal stå i vores stue juleaften - 170 cm. ædelgran. Foto: Lotte Lund

Her ses Lars Miller og Thea med det juletræ, der skal stå i vores stue juleaften – 170 cm. ædelgran. Foto: Lotte Lund

Juleudstilling i stalden.Foto: Lotte Lund

Juleudstilling i stalden.Foto: Lotte Lund

Stof til eftertanke. Foto: Lotte Lund

Stof til eftertanke fra juletræshandlen i Saunte. Foto: Lotte Lund

%d bloggers like this: