Hornbæk inviterer til moleræs med bobler på søndag 3. august fra kl. 19

Traditionen med moleræs blev genindført i Hornbæk sidste år. Her et billede fra begivenheden, som gentages i år på søndag den 3. august. Foto: Susanne Buhl.
Traditionen med moleræs blev genindført i Hornbæk sidste år. Her et billede fra begivenheden, som gentages i år på søndag den 3. august. Foto: Susanne Buhl.

Alle er inviteret med til moleræs og bobler på badebyens hyggelige havn søndag den 3. August kl. 19.30. Det vil være muligt at møde tre af FC Helsingørs kendte fodboldspillere og høre Danmarks kommende stjerne, Mathilde Passer, synge solen ned akkompagneret af guitarist Victor Fenger.

Moleræset blev genoplivet sidste år og er allerede en tradition, hvor fortid og fremtid mødes.

– Vi håber, at se rigtigt mange til moleræs, som er en stolt Hornbæk-tradition. Denne aften skifter vi træningstøjet ud med vores pæne tøj på og mødes på havnen og nyder hinandens selskab over et glas bobler. Sidste år samlede vi omkring 500 deltagere til en utroligt hyggelig og stemningsfuld aften. Flere havde som i gamle dage gjort rigtigt meget ud af påklædningen, og nogle havde endda fundet stråhatten frem. Vi håber, at se mindst lige så mange i alle aldre i år. Og vi er meget stolte over i den forbindelse at kunne præsentere nogle supertalentfulde unge mennesker, siger Lotte Lund, der står for moleræset i samarbejde med Dorthe Lykkegaard.

Arrangementet starter på Hornbæk Havn kl. 19, hvor den mobile molebar åbner. Her vil blive solgt champagne og Faxe Kondi til meget rimelige priser. Der er rabat til dem, der medbringer egne champagneglas!

Kl. 20 ankommer årets VIP-gæster på havnen efter at have indtaget en middag på Strandpavillonen i Hornbæk.

De tre FC Helsingør-spillere fra venstre Kasper Enghardt, Mikkel Bruhn og Frederik Frick kaster glans over afslutningen på Uge 31 i Hornbæk. Stil op imod dem eller få deres autograf. Foto: FC Helsingør.
De tre FC Helsingør-spillere fra venstre Kasper Enghardt, Mikkel Bruhn og Frederik Frick kaster glans over afslutningen på Uge 31 i Hornbæk. Stil op imod dem eller få deres autograf. Foto: FC Helsingør.

FC Helsingør stiller med tre af sine førende fodboldspillere, anfører Kasper Enghardt, målmand Mikkel Bruhn og angriberen – Hornbæks egen – Frederik Frick, som vil blive introduceret af Hornbæk IFs hovedformand, Peter Poulsen. De tre gæster vil blandt andet udfordre spillere fra Hornbæk IF og publikum for at se, hvem der er bedst med en bold – med spændende FC Helsingør-præmier på spil. De tre fodboldspillere er inviteret, fordi de er forbilleder for en positiv, sund og aktiv livsstil, som netop er det Uge 31 står for. Det vil i forbindelse med arrangementet også være muligt at blive fotograferet med de tre lokale fodboldstjerner og få deres autograf.

Guitaristen Victor Fenger (til venstre) og multitalentet Mathilde Passer (til højre) giver en eksklusiv mini-koncert ved moleræset i Hornbæk på søndag, hvor de står for den musikalske ledsagelse til solens sidste stråler. Foto: Mathilde Passer.
Guitaristen Victor Fenger (til venstre) og multitalentet Mathilde Passer (til højre) giver en eksklusiv mini-koncert ved moleræset i Hornbæk på søndag, hvor de står for den musikalske ledsagelse til solens sidste stråler. Foto: Mathilde Passer.

Blandt aftenens talere er også initiativtager til Uge 31 og næstformand i Hornbæk Turistforening, Ann Christin Mahrt, som vil runde ugens begivenheder af. Kl. 21.00 kan gæsterne på molen se frem til en eksklusiv optræden af Mathilde Passer og guitarist Victor Fenger, som vil spille solen ned inden, der bliver sagt tak for i aften og flagene stryges kl. 21.15.

Med Mathilde vender Passer-dynastiet tilbage til Hornbæk, da hun er barnebarn af Dirch Passer. Multitalentet Mathilde Passer er netop sammen med en håndfuld andre ud af flere tusinde ansøgere blevet optaget på skuespilleruddannelsen på Aarhus Teater, hvor hun starter til september. Dette er hendes første offentlige optræden for et større publikum, og da hun agter at koncentrere sig om sin uddannelse de næste fire år, bliver det en af de meget sjældne muligheder for at høre denne kommende stjerne, der vil synge solen ned med en række inciterende jazz-numre.

Moleræset bliver i lighed med resten af Uge 31 stablet på benene med frivillig arbejdskraft.

Det er gratis at deltage.

Vi elsker Vores Hornbæk. Men ved midsommer mest.

Midsommer ved Hornbæk - og ikke mindst Skt. Hans - er noget helt specielt. Foto: Jens Tellram-Thrane.
Lad os fejre midsommerens livgivende lys. Visualisering: Jens Tellram-Thrane.

Vi elsker vort land. Vi elsker Vores Hornbæk. Men ved midsommer mest.

Det var ikke helt, sådan Holger Drachmann skrev den berømte Midsommervise, men har man oplevet Skt. Hans på Hornbæk Havn, forstår man, hvorfor det giver mening med en lille omskrivning.

Vejrudsigten siger, det i år bliver en af de smukkeste Skt. Hans aftner – næsten uden skyer og uden regn.  Det betyder at hornbækkerne traditionen tro igen samles om bålet mandag 23. juni  2014 fra kl. 20, hvor molebaren på Hornbæk Havn åbner. Hvis alt går, som det skal dukker selv gamle Holger D. op.

Årets båltaler er borgmester Benedikte Kiær. Hun holder sin tale kl. 21.45 og derefter tændes bålet. Og mens alt dette sker går alt op i en højere enhed i solnedgangens beroligende skær.

Endnu en gang er det byens mange frivillige, der har stablet et fantastisk arrangement på benene. På forhånd tak til Hornbæk Havn, Hornbæk Havneforening, Hornbæk Bådeklub, Hornbæk Turistforening og Handelsstandsforeningen.

Har du planer om at komme udenbys fra eller vil du bare gerne have maden serveret inden du bevæger dig ned på stranden, anbefales byens dejlige restauranter. Det er en god idé at bestille bord i forvejen:

Søstrene Olsen

Strandpavillonen Hornbæk

Restaurant Hansens Café

Restaurant Oliva

Café Hornbæk Strand

Kurbadet by Ilse Jacobsen Restaurant

Dertil kan der købes varm mad i byens pizzariaer, sushibar og hos SunSpot ishuset på Hornbæk Strand.

VI SES PÅ HAVNEN!

Vil du gerne følge med i livet i Hornbæk, så meld dig ind i Facebook-gruppen ‘Vores Hornbæk’ her

 

Hornbæks Ildsjæl holder årets Sankt Hans tale

Når bålet er blevet til gløder og midsommersolen sænker sig, så er Hornbæk himlen på Jorden. Foto: Lotte Lund

Noget jeg hvert år ser frem til, er Sankt Hans på Hornbæk Strand. Lyset og nærværet er så overvældende og intenst, at det næsten føles uvirkeligt, når hundredevis af glade, smukke mennesker samles om for at fejre midsommeren på stranden ud mod svenskekysten. Så står man der på bare fødder i det hvide sand og hører talen. Bålet tændes, heksen hyler og vi synger Holger Drachmanns Midsommervise om kærligheden til Danmark. Alt imens solen langsomt sænker sig i det blødeste lyserøde lys i horisonten. Børnene leger grillkylling og ser hvem, der kan komme tættest på flammerne. I sådan et øjeblik er Hornbæk himmel på Jorden. Og så elsker jeg i sandhed mit land og min by.

I år bliver oplevelsen noget helt særligt, for det er lykkedes Hornbæk Havn at overtale Hornbæks Ildsjæl Numero Uno, designer Ilse Jacobsen, til at holde årets båltale. Og er der er nogen, der elsker og utrætteligt arbejder for  Hornbæk året rundt, så er det Ilse. Er der en, der også kan give en opsang – og det må man indrømme kan være tiltrængt – så er det Ilse. Hun sætter den standard, Hornbæk skal måles på.

Programmet for Sankt Hans Aften på Hornbæk Strand 2012 ser sådan ud:

Kl. 20.00 Musik på molen ved Leif Hauge Christensen. Molebaren åbner.

KL. 21.15 Båltale ved Ilse Jacobsen, Hornbæk.

KL. 21.30 Fakkeloptog fra Hornbæk Bådeklub ved 7.A fra Hornbæk Skole.

Kl. 21.45 Bålet tændes.

Vild med Ilse J

Jeg er vild med, at Ilse skal holde båltalen. Ilse repræsenterer for mig det bedste ved globaliseringen. Nemlig, at den starter her. Lige præcis, her, hvor hun med udgangspunkt i sit eget behov for et et par smarte gummistøvler skabte et dansk stilikon, der har gjort det trendy for kvinder over hele verden at gå i gummistøvler fra Hornbæk.

Som ung, indfødt hornbækker og modebevidst kvinde med iværksættertrang var Ilse i sin tid træt af at gå i sure, grimme røjsere. For, som vi alle ved, når man bor i Hornbæk og omegn, hører vandtæt fodtøj til hverdagsbeklædningen en stor del af året. Historien om gummistøvlerne starter helt tilbage i 1990’erne, hvor hun efter halvandet års udviklingsarbejde i 1993 havde designet klart og en klassiker var født – en  kraftig, håndlavet gummistøvle i 100 procent naturprodukter med snøre fra fod til skaft og varmeisolerende og støddæmpende EVA-såler, som også kendes fra blandt andet sports- og sejlersko.

I dag finder man hendes gummistøvler i kongehuset, hjemme hos Mick Jaggers kæreste, ja, selv i Sex & the City har støvlerne gjort sig. Hemmeligheden bag støvlen er, at her kan vi alle være med – fra celebrities til undertegnede – og føle os lidt lækrere, selv i gråvejr og regn.

Men gummistøvler er  ikke det eneste hun laver. Til støvlerne hører Rain-serien med regnfrakker og andet overtøj til dage med regn og rusk. Hun har også lige lanceret sin nye linje Cruise, som primært henvender sig til det maritime univers med tøj, sko, regntøj, håndlavede gummistøvler. Det er en linje, der er på en gang funktionel og luksuøs og holdt i  falmede farver.

Tre dage efter Sankt Hans, den 27. juni lancerer hun sin forår/sommer kollektion 2013 (følg med på Hornbæk Bloggen – jeg vil som en af de første skrive om den her på siden). Desuden har hun overtaget sine konceptbutikker i Charlottenlund og Lyngby, som hun gerne vil føre tilbage til sin egen stil og smag. De genåbner i starten af juli. Og så arbejder hun naturligvis på sit Kurbad på Friisvej. Vi er mange, der glæder os til at lade os forkæle.

Det bliver spændende at høre, hvad hun har at sige.

Uden mad og drikke…

Før vi går på stranden, har vi her i huset en tradition med at fejre Sankt Hans med gode venner og grill i haven, før vi bevæger os ned på stranden – naturligvis med et lille pitstop ved ishuset på vejen derned. Orker man ikke at lave mad selv eller kommer man udenbys fra, skal man bede om godt vejr. De fleste af byens restauranter melder alt udsolgt. Hvis vejret holder, kan der dog findes ekstra pladser uden for. Det eneste sted, man kan komme ind fra gaden er Cafe de Place på Friis Vej. Stedet er netop genåbnet som Cafe Hornbæk Strand. Stedet tilbyder Sankt Hans Aften en grillbuffet til særlig åbningspris på 149 kr. – og her kan man ikke reservere plads.

Restaurant La Vista, der ligeledes tilbyder en stor Grill Buffet til 295 kr – inkl. dejlig italiensk musik, melder på forhånd fuldt hus. Det samme gør Søstrene Olsen og Cafe Hansen, men alle tre steder skriver folk op på ventelister. Restaurant Oliva skriver ikke noget specielt om Sankt Hans på deres hjemmeside, men her bliver der nok også hurtigt fyldt op, så det kan kun anbefales at se at få bestilt et bord, hvis du/Ivil være sikker på en plads.

Endelig vil jeg gerne anbefale vores lokale sushi-sted 9-9 Sushi og vores glimrende pizzariaer, der gør det muligt nemt at tage på stranden og spise aftensmad. Også her kan det anbefales at bestille i forvejen. Fra på lørdag introducerer La Vista desuden et Grab&Go koncept, hvor man blandt andet kan købe lækre sandwiches og tage med på stranden.

Som det ser ud nu, er både Strandpavillonen og Kongehuset (det, der tidligere hed Bertrams og før det Cafe Paradis)  jo desværre alle lukkede af forskellige årsager.

Tak til de frivillige

At Sankt Hans i Hornbæk er noget særligt, skyldes også den særlige ånd, der findes heroppe, hvor mange frivillige fra byens foreninger på Havnen som en naturlig ting gør en stor indsats. Allerede nu vil jeg gerne takke Hornbæk Havn, Hornbæk Bådeklub, Hornbæk Havneforening, Hornbæk Handelsstandsforening, Hornbæk Turistforening og Havnens Venner.

Vi ses på stranden på lørdag.

Links til Hornbæks restauranter og takeaway:

Sushi:

9-9 Sushi klik her

Pizza:

Mama Mia Pizza Cafe klik her

Seher Pizza klik her

Restauranter:

Hansens Cafe klik her

Restaurant Oliva klik her

Søstrene Olsen klik her

Restaurant La Vista klik her

Foråret bringer jobs til Hornbæk

Hovedrengøring på Strandpavillonen er i fuld gang. Der skal også ansættes nyt personale til åbningen den 1. april. Foto: Lotte Lund

Lige som vintergækker og erantis i disse dage pibler op af jorden, er der alle mulige tegn på nyt liv, når man går en tur rundt i Hornbæks gader. Nye ansigter dukker op. I dag mødte jeg den nye bestyrer af Strandpavillonen, Babak Sari Beelverdi. Han er dog aldrig blevet kaldet andet end Bobby, fortæller han. Det er hans storebror, som har købt restauranten.

Bobbys familie stammer fra Iran. De kom i 1985 til Danmark som flygtninge. Bobby blev født i Danmark i 1988. Efter ankomsten åbnede familien et pizzaria på Østerbro. Der blev arbejdet hårdt og sparet op. I dag ejer familien med Strandpavillonen i alt syv restauranter og cafeer, de seks andre ligger i København. Blandt dem er Cafe Sommersko i Kronprinsensgade og Cafe Stella i Kompagnistræde, fortæller Bobby. Vi er gået inden for og overalt i restauranten står der stablet stole, borde og inventar. Der gøres hovedrent og friskes op, så alt er klart til åbningen den 1. april.

Efter planen vil de nye ejere ikke lave meget om på Strandpavillonen. De vil hellere lære området at kende og tage ros og ris til sig, før de ændrer på noget. Også Bodegaen fortsætter med traditionel dansk mad som smørrebrød, pariserbøf og biksemad. Bobby håber også at kunne præsentere et stort udvalg af spændende øl. Endelig overvejer han at åbne et ishus.

Med åbningen kommer der også nye jobs til Hornbæk. Bobby har brug for personale til både køkken og til servering samt ‘under-18 personale’ på både fuldtid og deltid. I alt leder han efter fire kokke og cirka 15 tjenere. Ansøgninger kan sendes på mail til lene@sariholding.dk. Bobby svarer på eventuelle spørgsmål på mobil 31 18 17 25.