21. december – lys forude

En af de aftner, hvor hornbækkerne mødes på stranden er som her til Sankt Hans. Sådan burde det være oftere. Foto: Lotte Lund
En af de aftner, hvor hornbækkerne mødes på stranden er som her til Sankt Hans. Sådan burde det være oftere. Foto: Lotte Lund

Her på årets korteste dag, er det vigtigt at huske, at der nu er lys forude.

Jeg kommer til at tænke på sommerens uendelige dage, hvor solen skinner over Hornbæk og spreder lys og glæde og udløser de smukkeste minder, der lever i os for evigt. Hvid sandstrand. Sommerforelskelse. Børn, der leger i vandkanten. Kold hvidvin og duften fra Weber-grillen. Ny opgravede kartofler. Friskplukkede jordbær. Kø ved ishuset. Krabbefiskeri. Skt. Hans. Havnefest. Kunst på Molen. Kunst i teltet.  Cykelture til Tegners Museum. Du kan selv fortsætte den smukke strøm af billeder på din indre nethinde.

Og dagens gode julenyhed er, at Havnefestkomitéen er i fuld gang med at tilrettelægge programmet for 2013. Og allerede på nuværende tidspunkt ligger det fast, at fredagens koncert indleder Havnefesten med ingen ringere end Dodo And The Dodos. Og dermed følger man op på succes’en i 2012, hvor man for første gang tog fredagen med i festen, og hvor The Storm henrykkede et talstærkt publikum på festpladsen.

Jeg glæder mig til jul. Jeg glæder mig til sommer.

 

Dette er en af forhåbentlig 24 små juleblogs. Julebloggen er mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må meget gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’

 

 

Kulturnatten i Hornbæk er UNPLUGGED

Hvis Michelin-guiden var kommet forbi Strandlegepladsen på Kulturnatten sidste år, så var der faldet mindst 2 stjerner. Det er fædrene fra Ellekildehus Skovbørnehaven, der står for at levere det bedste fra det nordiske køkken – grillpølser fra slagteren, friskbagte pølsebrød fra Hornbæk Bageri serveret med håndbajere og sodavand. Foto: Lotte Lund

På fredag er det Kulturnat i Hornbæk ligesom i resten af Helsingør Kommune. Men Kulturnatten i Hornbæk er noget særligt, naturligvis. Det er bare så hyggeligt og nok det mest børnefamilievenlige sted at fejre denne tradition. Her kan man virkelig tale om UNPLUGGED som er årets officielle tema. Sådan en aften er som i et eventyr. Det starter sidst på dagen, når solen sænker sig i det blødeste efterårslys, byen lukkes for trafik, så alle kan bevæge sig sikkert rundt. Man hilser på alle dem man kender. Og så oplevede vi sidste år oven i købet en uforglemmelig Indian Summer lige præcis på Kulturnatten. Bed til Gud, at det mirakel gentager sig.

Kulturnatten afholdes i år for 18. gang. Også i år, er der god grund til at tro, at det bliver et tilløbsstykke og uden sammenligning den mest samlende og lokalt forankrede begivenhed i Helsingør Kommune. Der er lavet et officielt program, men så vidt jeg kan se, kommer der til at ske meget mere end man kan læse der, i hvert fald i Hornbæk.

Denne families bidrag til kulturnatten bliver igen i år, at Peter sammen med de øvrige fædre fra Ellekildehus Skovbørnehave griller  de bedste råvarer, nemlig kvalitetspølser med bagerens usædvanligt lækre, friskbagte pølsebrød og serverer dem med håndbajere og sodavand på den lille spiseplads ved Strandlegepladsen. Som jeg husker det, så var den den pølse med brød jeg indtog sidste år i Michelin-klassen. Selv om priserne var særdeles rimelige, gav pølsesalget lige de sidste nødvendige penge til at  vi kunne købe en ny kåte til børnehaven. I år går pengene til udstyr, så de kan lave mad over bålstedet, som er blevet bygget inde i kåten.

Her er lidt af, hvad der venter:

Kl. 16-21 kan man møde de lokale brandmænd og se byens flotte brandbil i Hovedgaden. Sådan et syn, kan jeg ikke gå glip af. Min svigermor var også helt vild med brandmænd.

Kl. 16.45 spiller Rytmisk Centers Big Band på Vestre Stejlebakke 12.

Kl. 17 starter serveringen af byens bedste grillpølser med brød som nævnt på Strandlegepladsen. Åbent til kl. 20 eller når pølserne er udsolgt.

Kl. 17-20 er der åbent hus på Vandværket.

Kl. 17-21 holder butikken Ansos åbent med masser af gode tilbud på børnetøj. Der vil samtidig være en konkurrence om et gavekort på 1000 kr. og lidt lækkert til ganen.

Kl. 17-19 er der rundvisninger på Afdelingen for Rygmarvsskader. Jeg kikkede inden for et år, og det var dybt fascinerende at se, hvordan og hvor opfindsomt de rygmarvsskadede, som vi alle kender fra gadebilledet, bliver genoptrænet til igen selv at kunne klare det meste i hverdagen.

Kl. 17-21 festes der i teltet på Torvet. Her keder man sig aldrig.

Kl. 17.30-18.30 synger Ungdomsskolens piger viser unplugged. Pigerne var på turné rundt på nogle af Helsingørs Plejehjem med kendte viser og sange – nu får vi andre også lov at synge med.

Kl. 17.30-20 går det løs i Galleri Hornbæk. Kl. 17.30 starter kunstneren Søs Brysch fra bunden med at skabe et af sine sprudlende malerier. Fra kl. 18 er det din tur – skab dit eget kunstværk. Søs Brysch vejleder. Der vil også være flere kunstnere til stede sammen med kunsthandler Susanne Risom, der altid er klar til en snak om kunst og hvordan vi får mere kunst ud i gadebilledet i Hornbæk.

Kl. 18-21 kan du udfordre din ejendomsmægler fra Home og bankrådgiver fra Danske Bank fra på din viden om boligmarkeet og går det ikke, kan du se om du så ikke kan banke ham i bordfodbold. Det sker foran Home og Danske Bank i hovedgaden.

Kl. 19.15-20 spiller Dr. Gladers Sextett op på Stejlepladsen. Der er tale om blandt andet en præst og en læge i autentiske kostumer – og de er svenskere. Det skal nok komme til at swinge.

Kl. 21-21.30 Årets afslutning på Kulturnatten ligger i tråd med temaet UNPLUGGED, hvor der fokuseres på roen og æstetikken. Når mørket er faldet på, skal vi i fællesskab have sendt 150-200 flyvende lanterner til vejrs fra Cirkuspladsen.

Hvis I vil være med til at sende dem op, kan I købe en lanterne for 20,- kr., som går ubeskåret til UNICEF By 2012 indsamlingen, og stille jer op på Cirkuspladsen sammen med alle de andre. Vi sørger for lanterner til at tænde lanternerne med.

For os som har set Disney-filmen To på flugt om den bortførte prinsesse Rapunzel, som er en af Theas yndlingsfilm, en 600-800 gange bliver det en stor oplevelse at se sådanne lanterne i virkeligheden.

Kl. 21:00 sender vi lanternerne af sted i forhåbentlig samlet flok fra Vestre Stejleplads. Lanternerne kan købes på biblioteket eller i teltet på torvet fra kl. 20:30 for 20 kr. som går ubeskåret til UNICEF by 2012 indsamlingen.

Som nævnt tror jeg godt jeg kan love, at dette kun var et udpluk af Kulturnattens begivenheder i Hornbæk.

Når lanternerne er sendt op, er det så at børnefamilierne kan gå glade hjem. Men er man til mere fest, anbefaler jeg varmt at tage Hornbæk-toget ind til Helsingør, hvor Kulturnatten officielt fortsætter lidt længere, men uofficielt meget længere.

Vi ses i Kulturnatten.

Glemte jeg at sige, hvor meget kærlighed, der er i luften på Kulturnatten i Hornbæk. Her er dokumentationen. Foto: Lotte Lund

Gadeteaterfestivalen kommer også til Hornbæk – 3 gratis forestillinger for alle i den kommende uge

Det internationalt anerkendte franske kompagni KompleXKapharnaüM (KXKM) tager livtag med Helsingørs skjulte mangfoldighed, og byen forvandles til en scenografi, hvor byens og borgernes egne historier danner afsættet for en helt unik fortolkning af Helsingørs nutid og historie, set i lyset af Europas fælles arvegods. Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor hører vi til? Foto: KXKM

Er det en fest at bo i Hornbæk? Ja. Her på min feries sidste dag, må jeg konstatere, at jeg dårligt har tid til at vende tilbage til arbejdet. Efter flere dages intens indsats på Havnefesten, venter flere højdepunkter i den kommende uge. Helsingør Teaterfestival har i år valgt at lægge hele tre forestillinger i Hornbæk. Gratis til glæde for hele familien – og kassekreditten.

Inden jeg fortæller om de tre forestillinger, vil jeg gerne lige skrive nogle ord om selve festivalen, som jeg selv havde fornøjelsen at lave presse på for et par år siden. Gadeteaterfestivalen, som også har navnet Passage 2012, afvikles i år for 9. gang. Undervejs har den vokset sig fra at være en lokal begivenhed til at være Nordeuropas største internationale og transnationale gadeteaterfestival. I 2012 samarbejder gadeteaterfestivalen med flere kommuner og byer i både Danmark og Sverige end nogensinde før. Derfor kan dele af festivalen i år også opleves i Höganäs, Landskrona og Åstorp i Sverige og i en række byer i Danmark, bl.a. Skive, Næstved, Roskilde, en række byer på Bornholm  og Sønderho på Fanø.

Helsingørs eget kuglelyn

Manden bag Passage 2012 er Helsingørs eget kuglelyn Jens Frimann Hansen, som til daglig er direktør for Helsingør Teater. Han gør sammen med sit team en kæmpeindsats for Helsingørs udvikling som kulturby og som inkluderende by. Med Passage 2012 henter han Europas bedste gadekunstnere til byen. Med enkle midler og sig selv som indsats får de os til at se nye dimensioner, til at grine og græde på gader og pladser, hvor vi normalt ikke viser de store følelser. Men Passage 2012 er mere end teater. Med projektet Hjemstavn.com har gadeteaterfestivalen sat nyt fokus på hjemstavnsbegrebet i en globaliseret verden. Tak for det Jens!

Hjemstavn.com ser mangfoldighed som en væsentlig resurse i lokalsamfundet og i kunsten. Hvordan skal vi definere fremtidens by og provins og hvilken rolle skal kunsten spille i fremtiden samfund? Vigtige spørgsmål at finde svar på, ikke mindst her i Helsingør Kommune, som befinder sig i en svær brydningstid i overgangen fra værftsby til inkluderende kulturby. Projektet har kørt i tre år og afsluttes i år med franske kunstnergruppe KomplexKapharnäums (KXKM) store finale, en åben og kompleks fortælling om Helsingør, den hidtil største forestilling skabt specifikt til Helsingørs byrum. Læs mere længere nede på siden.

Officiel åbning af Passage 2012

Den officielle åbning afPassage 2012 finder sted på tirsdag den 31. juli kl. 18. I den anledning fyrer Kammercafeen op i grillen og serverer fra kl. 18.00 mad fra deres forrygende udekøkken i Toldkammergården. Kl. 19 går alle til Kongekajen, hvor der er premiere på Extremisten, en eksplosiv cocktail af nycirkus og musik. Det er den franske trampolinist fra Cirque Inextremiste der byder indenfor i Extremistens univers: I bogstave­ligste forstand jonglerer han med gasflasker, bomber og andet brandbart materiel. Tilsæt en trampolin og du har en vanvittigt akrobatisk nycirkus­ forestilling med masser af drama, humor, klovnerier og ekvilibrisme.

Pris: Mad + 1 drikkevare: 100,- kr. Madbilletter kan købes på Helsingør Teater og Billetcenter på Havnepladsen 1  i Helsingør eller på telefon 49 20 08 11

Og så til forestillingerne i Hornbæk – her møder du bare op på rette tid og sted:

Onsdag 1. august kl. 14.00: Kloss (S) på pladsen foran Hornbæk Bibliotek:

Tre venner udfordres af en bunke byggeklodser og lærer om vigtigheden af at kunne samarbejde. Foto: Teatertre.

Kloss er et sjovt show for alle, men ikke mindst de små. Forestillingen fokuserer på menneskelige kvaliteter som samarbejde og venskab. Det er situationskomedie med stærke elementer af fysisk udfoldelse og slapstick humor om tre venner, der hver især synes at de er den bedste til at få nytte af en bunke legetøjsklodser.

Torsdag 2. august kl. 10: Mosekonens Bryg på Strandlegepladsen:

Birgit Løkke og Tineke Noordhoek spiller rollerne i Mosekonens Bryg. Foto: Asterions Hus

I Mosekonens Bryg kommer børnene kommer ud på en lille vandring, for at hjælpe Mosekonen med at finde den magiske klokke, så hun kan brygge sit mosekonebryg. Undervejs møder vi sammen med Mosekonen en trold, en fe og den helt skøre musikgartner, der dyrker de mest forunderlige musikinstrumenter. Med børnenes hjælp ender eventyret godt, og magisk musik opstår. Alder: 3-6 år og familien.

Fredag 3. august kl. 19: What’s cooking? på Hornbæk Havn:

What’s cooking? En kok – en suppe – en mission! Foto: Il Cataldo.

Jacques Couteau, en excentrisk fransk kok, har lige åbnet sin nye eksklusive restaurant “Fudeh”. Hans køkken byder på en unik blanding af friske ingredienser: velkrydrede cirkusfærdigheder, spicy teaterøjeblikke og lokalt opdrættede fritgående publikummer! Alt hvad der mangler er en kunde … og noget mad. Hvem bliver det? Hvad skal de spise? Forlader de stedet med et smil på læben? Denne nycirkus-teaterforestilling er en velsmagende blanding af linedans, komedie, improvisation og en solid dosis publikumsdeltagelse, der holder dig fanget fra forret til dessert.

Jeg ønsker alle endnu en fantastisk uge. Jeg behøver vel ikke nævne, at jeg er dybt misundelig på alle jer, der fortsat kan holde fri. Men når dagens dont er forbi, lover jeg at I kan finde mig ude til en forestilling sammen med min familie et eller andet sted i Helsingør. Lad festen fortsætte!

PS! Onsdag skal Peter og jeg til premiere på Kronborg, hvor HamletScenen præsenterer det verdensberømte London-teater The Globe’s Shakespeare-forestilling As You Like It (eller som vi kender den på dansk, Som man behager). Her skal man dog købe billet!  Jeg ser frem til en eventyrlig og sprudlende kærlighedskomedie, fyldt med poesi, satire, humor og passion, hvor unge adelskvinder forklæder sig som mænd og adelsmænd fordrives. Jamen, jeg bliver helt høj, af at sidde og skrive det her. Det er skønt at opleve kulturbyen Helsingør i fuld blomst! Foto: HamletScenen

Læs hele gadeteaterfestivalens overflødighedshorn af et program her

Læs om Hjemstavn.com, ideerne og kunstnerne her

Læs mere om HamletScenen her

Sommerens aktiviteteter i Hornbæk 2012

Så er Hornbæk klar til sommer – tid til masser af aktiviteter, tid til ro. Foto: Lotte Lund

Her en lille serviceblog. Sommeren har ramt Hornbæk og kalenderen er fyldt med spændende og hyggelige aktiviteter. Jeg planlægger at rapportere løbende fra sommerlivet i Hornbæk, men jeg kan desværre ikke love at skrive om alt, selv om jeg faktisk gerne ville. Derfor bringer jeg her den officielle oversigt over de mange tilbud til både børn og voksne. Jeg er sikker på, at der også vil dukke nogle uofficielle op, her på bloggen.

Lørdag d. 7. juli kl. 9.00
Strandpetanque. Sted: Hornbæk strand ca. 1 km øst for Hornbæk havn ved første parkeringsplads i Hornbæk Plantage i retning mod Helsingør. Pris 480 kr. pr. hold. Tilmelding senest fredag d. 29. juni kl. 18.00 til Kirsten Madsen Tlf. 2362 4518 / email: frumadsen@frumadsen.dk  Arrangør: Hornbæk Petanque.

Onsdag d. 11. juli kl. 10.00 – 11.30
Rejer mellem tæerne! Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk. Arrangør: Strandlegepladsen.

Onsdag d. 18. juli kl. 10.00 – 11.30
Onkel Tromme Torsk spiller op. Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk.
Arrangør: Strandlegepladsen.

Torsdag d. 19. juli kl. 18.30
Cirkus Arena. Sted: v/Karl Olsens Vej, Saunte. Yderligere oplysninger: www.arena.dk.
Arrangør: Cirkus Arena.

Onsdag d. 25. juli kl. 10.00 – 11.30
Krabbefiskeri. Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk. Arrangør: Strandlegepladsen.

Fredag d. 27. juli – søndag d. 29. juli
Hornbæk Havnefest 2012. Sted: Hornbæk Havn. Yderligere oplysninger: www.hornbaekif.dk og www.hornbaekhavnefest.dk. Arrangør: Hornbæk Bådeklub, Hornbæk Idrætsforening, Fonden Hornbæk Havn og Hornbæk Havneforening.

Lørdag d. 28. juli kl. 10.30
Hornbækløbet 2012. Løb 5/10 km eller gå 5 km. Sted: Hornbæk Havn. Tilmelding og yderligere oplysninger: www.hornbækløbet.dk. Arrangør: Hornbæk Rotaryklub.

Tirsdag d. 31. juli kl. 12.00 – 14.45
Fysik/kemishow med Cirkus Naturligvis. Sted: Bibliotekstorvet foran Hornbæk Bibliotek, Vestre Stejlebakke 2A. Gratis adgang. Yderligere oplysninger: www.helsbib.dk Arrangør: Hornbæk Bibliotek

Onsdag d. 1. august kl. 10.00 – 11.30
Om at fiske og flå en rødspætte. Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk.
Arrangør: Strandlegepladsen.

Onsdag d. 1. august kl. 14.00
Gadeteaterfestival Passage 12: Kloss. Sted: Bibliotekstorvet foran Hornbæk Bibliotek, Vestre Stejlebakke 2A. Gratis adgang. Yderligere oplysninger: www.passagefestival.nu. Arrangør: Helsingør Teater.

Torsdag d. 2. august kl. 10.00 – 11.30
Gadeteaterfestival Passage 12: Mosekonens bryg. Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Gratis adgang. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk og www.passagefestival.nu. Arrangør: Strandlegepladsen og Helsingør Teater.

Fredag d. 3. august kl. 19.00
Gadeteaterfestival Passage 12: What’s cooking. Sted: Hornbæk Havn. Gratis adgang. Yderligere oplysninger: www.passagefestival.nu. Arrangør: Helsingør Teater.

Fredag d. 3. august kl. 21.00
Hornbæk Jazzklub. Benni Chawes med band. Sted: Hotel Bretagne, Sauntevej 18. Entré. Yderligere oplysninger: www.hornbaek-jazzklub.dk.   Arrangør: Hornbæk Jazzklub.

Onsdag d. 8. august kl. 10.00 – 11.30
Krabbefiskeri. Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk. Arrangør: Strandlegepladsen.

Onsdag d. 15. august kl. 10.00 – 11.30
SNUS til spejderlivet. Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk.
Arrangør: Strandlegepladsen.

Onsdag d. 22. august kl. 10.00 – 11.30
Krabbefiskeri. Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk. Arrangør: Strandlegepladsen.

Fredag d. 31. august kl. 14.00 – 17.00
Børnefestival. Sted: PUK, Sauntevej 4. Entré 20 kr. Armbånd kan købes fra medio august på Hornbæk Bibliotek. Yderligere oplysninger:Hornbæk Bibliotek Tlf. 4928 1700. Arrangør: Hornbæks børneinstitutioner.

Fredag d. 31. august kl. 14.00 – 16.00
Fredagstræf. Thomas Viggo Pedersen fortæller om Grundtvigskirken som besøges d. 14.08. Sted: Sognehuset, Kirkevej 1. Gratis adgang. Yderligere oplysninger: www.hornbaekkirke.dk eller Ruth Svendsson Tlf. 49 70 06 69. Arrangør: Hornbæk Kirke.

Vi ses.