Hornbæk Blog

Bloggen for alle, der elsker Hornbæk

Tag: shankespeare in concert

Tysk rockstjerne laver smuk Shakespeare-fest på Kronborg

_OX_8316_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Christian Friedel og bandet Wood of Birnam viser, at Shakespeares ord kan løftes ind i vores tid som de smukkeste pop- og rocktekster med plads til både kærlighed og vanvid. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Christian Friedel er et af Tysklands store unge navne – både som skuespiller og som sanger. I denne uge er han og bandet Woods of Birnam tilbage i Helsingør med teaterkoncerten ”Searching for William” – en jagt, hvor William Shakespeares ord endnu en gang viser sig fra en ny side – som smukke pop- og rocktekster. Og endnu en gang holder de – ordene.

Unge helsingoranere burde – som da Jude Law stod på scenen – strømme til denne forestilling, der fortolker Shakespeare helt tæt på den tid og den verden, som de kender og lever i. Hvis bare man kunne overbevise dem om den store oplevelse, de kunne få…

_OS_0138_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Teaterkoncerten Searching for William er et mashup mellem en teaterforestilling og en koncert, der viser, at Shakespeare også i 2018 er både forførende og aktuel. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Friedel er som sagt tilbage på Kronborg, hvor han i 2016 spillede Hamlet i en potent og ungdommelig opsætning, hvor musikken også spillede en stor rolle. Denne gang har han dog i endnu højere grad hovedrollen – for vi møder ham ikke blot som Hamlet denne gang. Bakket musikalsk op af sit band giver han også stemme og liv til Macbeth, Shakespeares skotske magtliderlige tyran af en konge, og som Puk, den lumske drilleånd i en Skærsommernatsdrøm. Endelig betager Friedel os med sin utrolige sangstemme i fortolkninger af Shakespeares vidunderlige kærlighedssonetter. Shakespeare som stadionrock – hvem skulle have troet det…

Forestillingen er på en gang elitær og helt nede på jorden. Man både griner, græder og røres. Aftenen endte da også med stående ovationer til Christian Friedel og bandet, der takkede for at være tilbage på Kronborg og kvitterede med et ekstranummer, der gjorde den skønne sommernat endnu skønnere. En virkelig happy ending på en forestillling, hvor alle følelser havde været i spil.

Christian Friedel er født i det tidligere Østtyskland, hvor Olsen-Banden var kult, da han voksede op. Det fornægtede sig da heller ikke i forestillingen. Men hvordan Olsen-Banden bliver blandet ind i en tysk Shakespare-teaterkoncert, ja, det må man altså ind på Kronborg i denne uge for at få opklaret.

_OS_0171_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Så smuk tager Kronborg sig ud for publikum til teaterkoncerten Searching for William, som spiller i denne uge. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Ros til HamletScenen for endnu en gang at have bragt en blændende flot fortolkning af Shakespeare til Kronborg. Jeg håber, som nævnt, at ikke mindst de unge er opmærksomme på, at selv om der er Smukfest i Skanderborg i disse dage, så er der altså også en meget smuk fest, som de ikke bør gå glip af, på Kronborg.

_OX_8097_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Christian Friedel er en af Tysklands største unge kunstnere. Med sin imponerende stemme styrer han forestillingen. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Læs alt om Shakespeare Festivalen her og køb billetter online:

Shakespeare Festival – HamletScenen

 

Læs også:

Kinesisk Hamlet er tilbage ”Jackie Chan-style”

Shakespeare under åben himmel for 10. gang

 

Hamlets slot klar til at vise Shakespeare

The_Globe_Much_Ado_About_Nothing__Presse_1_LilleHamletScenens Shakespeare Festival 2014 fylder Kronborgs slotsgård med teater, film og sang – Shakespeare Festival at Hamlets Castle afholdes 1.-10. august

Det summer af international stemning når teater, film og sang i verdensklasse udspiller sig mellem de tykke mure på Kronborg slot i august. HamletScenen byder i år velkommen til Shakespeare´s Globe, Stockholms Musikteater, storfilmen King Lear af instruktøren Peter Brook og Shakespeare in Concert. Der venter derfor publikum nogle helt unikke oplevelser under den åbne himmel i slotsgården.

Festivalen åbner med Shakespeare´s Globe fra London, som opfører deres sprudlende nyopsætning af Much Ado About Nothing, Stor ståhej for ingenting fra den 1.-4. august. Hero og Claudio har deres på det tørre og skal giftes om en uge. De elskende forsøger at gøde den spirende forelskelse mellem Benedick og Beatrice. I kulissen lurer den ærkeonde Don John med planer om at beskylde Hero for utroskab. Forviklingerne og forvekslinger bliver hurtigt mange, og et sandt virvar af drama- og komediespil folder sig lynhurtigt ud når det er allerbedst. En perlerække af Englands bedste skuespillere vækker en af verdens mest elskede folkekomedier til live.

Stockholms MusikTeater opfører den 6. og 7. august en engelsk udgave af deres musikforestilling om den unge William Shakespeare.  Den prisbelønnede musikalske teaterforestilling William forsøger at finde svaret på et 400 år gammelt mysterium – hvem var William Shakespeare? En fantastisk musikforestilling, der afslører meget om Shakespeare og hans tid ved, at dykke ned i de berømte 154 sonetter. Året er 1592 og William Shakespeare er 28 år. Den talentfulde svenske skuespiller og sanger Jonas Nerbe spiller William og han har selskab af en kvindelig strygekvartet bestående af to violiner, en bratsch og en cello. Sammen fortæller de på virtuos vis historien om verdens meste kendte dramatiker William Shakespeare.

Årets Open Air Cinema præsenterer den 9. august en eksklusiv visning af King Lear fra 1971 filmatiseret af den legendariske og kontroversielle britiske mesterinstruktør Peter Brook. Historien om den forfængelige konge, der bliver vanvittig, da hans afkom begynder at bekrige hinanden er den barske historie om kronen og magt, som bliver vigtigere end noget familiebånd. Et spændende dansk/engelsk filmsamarbejde med bl.a. den danske skuespiller Anne-Lise Gabold i rollen som Cordelia. En filmrolle, som resulterede i et livslangt venskab med instruktøren Peter Brook, der samtidig blev hendes mentor. Titelrollen blev spillet af den oscar-vindende britiske karakterskuespiller Paul Scofield. Optagelserne fandt sted i det isnende kolde Råbjerg Mile i Nordjylland. Storfilmen præsenteres i samarbejde med CINEMATEKET/Det Danske Filminstitut og CPH PIX.

Når Shakespeare in Concert afslutter Shakespeare Festivalen den 10. august bliver det med en af Danmarks absolut største operasolister. Trods en travl sæson på Operaen og et flot 25 års solist-jubilæum har Anne Margrethe Dahl fra Det Kongelige Teater sagt ja til at medvirke ved koncerten. En af de helt unikke oplevelser denne aften bliver genopførelsen af kantaten Danmarks Have af Anders Koppel, der blev skabt eksklusivt til Dronningens 40 års jubilæum. Kantaten har ikke været opført siden Dronningens jubilæum og opførelsen på Kronborg bliver derfor helt speciel. Koncerten dirigeres af Frans Rasmussen, tidligere kapelmester ved både Det Kongelige Teater og Den Jyske Opera. Aftenens konferencier er Christian Eugen Olsen og udover Anne Margrethe Dahl kan solisterne Søren Launbjerg og Signe Sneh Schreiber opleves i musikalsk samspil med Greve Harmoniorkester og Skt. Olai vokalensemble. Hele slotsgården smelter sammen når publikum inviteres til også at synge med på udvalgte sange. Shakespeare in Concert er et samarbejde mellem HamletScenen og Dansk Folkehjælp til fordel for Dansk Folkehjælps arbejde for udsatte danskere.

FAKTA:

HamletScenens Shakespeare Festival afholdes fra den 1.-10. august
Forestillinger, film og koncert præsenteres på Kronborg Slot – Slotsgården – 3000 Helsingør
Billetsalg: http://www.teaterbilletter.dk http://www.hamletscenen.dk og billetten +45 7020 2096
Yderligere information: http://www.hamletscenen.dk

Forestillinger:

The_Globe_Much_Ado_About_Nothing__Presse_1_Lille
Much Ado About Nothing
Shakespeare´s Globe- London
Arrangør: HamletScenen- http://www.hamletscenen.dk
Produktion: Shakespeare´s Globe http://www.shakespearesglobe.com
Iscenesættelse: Max Webster
Spilledage: 1., 2., 3., 4. august kl. 20:00
Varighed: Ca. 3 timer inkl. pause
Forestillingen opføres på engelsk og tekstes til dansk

 

The Globe indtager Kronborg med en Shakespeare-klassiker den 1. august. Foto:

The Globe indtager Kronborg med en Shakespeare-klassiker den 1. august. Foto:

William
Stockholms Musikteater
Arrangør: HamletScenen – http://www.hamletscenen.dk
Produktion: Stockholms Musikteater http://www.stockholmsmusikteater.nu
Iscenesættelse: Andreas Boonstra
Spilledage: 6., 7. august kl.20:00
Varighed: Ca. 2 timer og 15 min. inkl. pause
Forestillingen opføres på engelsk og tekstes til dansk

KingLear

King Lear – Filmversion fra 1971
Arrangør: HamletScenen – http://www.hamletscenen.dk
I samarbejde med CPH PIX og Cinemateket
Produktion: Athena Film
Instrueret og filmatiseret: Peter Brook
Format: 35 mm, widescreen s/h
Spilledag: 9. august kl. 21:00
Varighed: ca. 2 timer og 15 min. uden pause
Filmen vises på engelsk med danske undertekster

 

signe

Shakespeare in Concert
Producent: HamletScenen – http://www.hamletscenen.dk
I samarbejde med Dansk Folkehjælp
Dirigent: Frans Rasmussen
Spilledag: 10.. august kl. 20:00
Varighed: Ca. 1 time og 15 min. uden pause
Koncerten opføres på dansk

%d bloggers like this: