Vi elsker Vores Hornbæk. Men ved midsommer mest.

Midsommer ved Hornbæk - og ikke mindst Skt. Hans - er noget helt specielt. Foto: Jens Tellram-Thrane.
Lad os fejre midsommerens livgivende lys. Visualisering: Jens Tellram-Thrane.

Vi elsker vort land. Vi elsker Vores Hornbæk. Men ved midsommer mest.

Det var ikke helt, sådan Holger Drachmann skrev den berømte Midsommervise, men har man oplevet Skt. Hans på Hornbæk Havn, forstår man, hvorfor det giver mening med en lille omskrivning.

Vejrudsigten siger, det i år bliver en af de smukkeste Skt. Hans aftner – næsten uden skyer og uden regn.  Det betyder at hornbækkerne traditionen tro igen samles om bålet mandag 23. juni  2014 fra kl. 20, hvor molebaren på Hornbæk Havn åbner. Hvis alt går, som det skal dukker selv gamle Holger D. op.

Årets båltaler er borgmester Benedikte Kiær. Hun holder sin tale kl. 21.45 og derefter tændes bålet. Og mens alt dette sker går alt op i en højere enhed i solnedgangens beroligende skær.

Endnu en gang er det byens mange frivillige, der har stablet et fantastisk arrangement på benene. På forhånd tak til Hornbæk Havn, Hornbæk Havneforening, Hornbæk Bådeklub, Hornbæk Turistforening og Handelsstandsforeningen.

Har du planer om at komme udenbys fra eller vil du bare gerne have maden serveret inden du bevæger dig ned på stranden, anbefales byens dejlige restauranter. Det er en god idé at bestille bord i forvejen:

Søstrene Olsen

Strandpavillonen Hornbæk

Restaurant Hansens Café

Restaurant Oliva

Café Hornbæk Strand

Kurbadet by Ilse Jacobsen Restaurant

Dertil kan der købes varm mad i byens pizzariaer, sushibar og hos SunSpot ishuset på Hornbæk Strand.

VI SES PÅ HAVNEN!

Vil du gerne følge med i livet i Hornbæk, så meld dig ind i Facebook-gruppen ‘Vores Hornbæk’ her

 

Peter Bonnén skulptur afsløres på lørdag

Det er et af Peter Bonnéns helt nye værker, der bliver opstillet i bybilledet på lørdag. Alle er inviteret med til afsløringen kl. 15-17 på Restaurant Oliva. Foto: Galleriet Hornbæk

Har du også undret dig over, hvorfor der er sat en sokkel på hjørnet af Havnevej og Nordre Strandvej. Den står der med en paraply over lige uden for restaurant Oliva.

Jeg kan ikke forklare paraplyen, men jeg kan afsløre den gode nyhed, at soklen skal prydes af en skulptur af billedhuggeren Peter Bonnén. Han er en af Danmarks mest anerkendte kunstnere, berømt og kontroversiel. Han er repræsenteret med værker på de fleste danske museer, samt på flere udenlandske.

Kvinden bag opsætningen er indehaveren af Galleriet Hornbæk, Susanne Risom, der utrætteligt kæmper for at højne Hornbæks kulturelle niveau og bringe kunsten ind i bybilledet.

Nu har hun fået tilladelsen til at sætte den helt nye rødbrune skulptur op på et af byens centrale hjørner, hvor den vil byde alle velkommen til byen.

Opsætningen er sket i tæt dialog med Rina Bank Nielsen og Jakob Ekman, der driver Restaurant Oliva, en af Hornbæks lækreste restauranter.

Kom og vær med til at fejre opsætningen af skulpturen lørdag den 8.september 2012 kl. 15.17 i restauranten. Både Peter Bonnén og Susanne Risom vil være til stede. 
 
Og så må vi nyde skulpturen, så længe vi har den. Den er til salg gennem Galleriet Hornbæk.

Tak til Peter Bonnén, Susanne Risom og Restaurant Oliva for initiativet.

Læs mere om Peter Bonnén her

Læs mere om Restaurant Oliva her

Læs mere om Galleriet Hornbæk her

Vi ses….