Hornbæk Blog

Bloggen for alle, der elsker Hornbæk

Tag: pris

KLAR TIL LÆKRE SILD PÅ HORNBÆK HAVN

De skønne mennesker i Hornbæk Havneforening har haft travlt i denne uge, så de på lørdag den 19. oktober kl. 12 – 16 for 11. gang kan byde på fem slags sild på Sildens Dag. Læs alt her. Bonusopskrift i bunden af blog

Sildens Dag i Hornbæk Havneforening er blevet en årlig tradition med omkring 400 gæster. 

De fem slags sild tilberedes på stejlebakken og spises enten i Havneforeningens klubhus, på terrassen eller i teltet på stejlebakken. Der kan købes øl, vin, vand og snaps i baren til rimelige priser. Jarl Eriksen kommer forbi og underholder på sin harmonika. Billetter købes ved indgangen og koster kr. 60,-. Børn gratis. Salget af de 400 billetter begynder kl. 11.30 ved indgangen til Havneforeningens klubhus.

På stejlebakken ved siden af skurbyen tilbereder Hornbæk Havneforening fem forskellige sildespecialiteter på Sildens Dag:

  • Sild røget på krydderurter og lune, lige fra ovnen
  • Flækkesild – saltet sild flækket og stegt på panden med tyttebær til
  • Kogte saltsild med laurbær og peber
  • Stegt sild i fløde- og løg sauce
  • Hornbæk Silden

Hornbæk Havneforening har til huse på havnepladsen ved ”indgangen” til skurbyen.

Hornbæk Havneforenings hyggelige samlingssted på Hornbæk Havn.

Kom og oplev den helt unikke skurby og Havneforeningens hyggelige lokale, som til dagligt er forbeholdt foreningens medlemmer. 

Forening blev stiftet i 1976 som protest mod at fiskerne, på grund af havnens trængte økonomi, nu skulle til at betale leje af deres skure. Der var ikke megen tiltro til foreningens overlevelse, men det skulle vise sig at blive mere end blot en protestforening. Med over 280 medlemmer og med 43 år på bagen lever Hornbæk Havneforening i bedste velgående og lever stadig op til de vedtægter, som man på den stiftende generalforsamling i 1976 vedtog:

”At støtte Hornbæk Havn og evt. i samarbejde med andre foreninger, at søge miljøet i og omkring havnen bevaret, at udøve oplysende virksomhed, afholde fiskekonkurrencer og fælles sejlads, samt medvirke til bevarelse af smakkejoller”.

Danskernes kærlighed til sild er en del af vores kulturarv og går mange århundrede tilbage.

Det store sildeeventyr fandt sted i 12- og 1300-årene langs hele Øresundskysten. Her samledes op til 20.000 personer i fiskerlejerne omkring Øresund – et sandt virvar af fiskere, købmænd, fulde søfolk, smuglere, gællekoner, spioner, gøglere og letlevende kvinder. Det anslås, at sildefangsterne i gode år i hele Øresundsområdet kunne nå op på 200 – 300.000 tønder.

Silden skabte et stort og omfattende marked på grund af den katolske kirkes bestemmelser, der gjorde alle onsdage og fredage samt de 40 dage mellem fastelavn og påsken til kødløse dage, og var derfor også en afgørende faktor for den danske økonomi i middelalderen. 

Med det dyrebare salt fra de store salthorste ved Lüneburg blev det muligt at konservere sildene, nedsalte dem i tønder, så de kunne holde sig under den lange transport til steder i hele Europa. 

For os danskere i dag, er silden lidt af et nationalt klenodie. Specielt til højtiderne er silden en vigtig og traditionsrig spise. I gamle dage spiste danskerne flere sild end man gjorde i noget andet land, og de var en vigtig del af vores daglige kost. F.eks. var det almindeligt at spise øllebrød og sild til morgenmad. 

Der er mange lækre sild på Hornbæk Havn på lørdag.

Opskrifter fra Sildens Dag 

Der kan fanges sild hele året. Dog betragtes den fede høstsild, som fanges fra sidst i juli og frem til starten af november, som den mest velsmagende og den, der er bedst egnet til røgning, saltning og marinering. Vårsilden og sommersilden, som er magre og derfor bliver hurtigere tørre, egner sig bedst til stegning. 

Traditionsrige og kendte sildeopskrifter fra Hornbæk kan man smage til Sildens Dag i Hornbæk Havneforening. Måske får I efterfølgende selv lyst til at lave vores sildespecialiteterne efter at have smagt dem den 19. oktober til Sildens Dag:

Karens sild i fløde- og løgsauce:

8 sildefileter

2 store løg i skiver

Eddike, sukker og fløde efter behag 

Sildefileterne steges på panden og lægges i et fad

Løgene steges derefter i det samme fedtstof.

Løgene hældes over fileterne

Sukker, eddike og fløde blandes sammen og hældes over de varme fileter.

Lagen smages til inden den hældes over sildene

Retten trækker et døgn i køleskabet.

Kan lunes i ovnen inden servering eller serveres kold.

Tilbehør: kartofler eller rugbrød

Læs alt om Hornbæk Havneforening her

Det store Sildeeventyr – kom til Sildens Dag 2018 på Hornbæk Havn

Sildens dag 4På lørdag den 20. oktober 2018 kl. 12-16 fejrer Hornbæk Havneforening for 11. gang Sildens Dag. Det foregår i Havneforeningens hyggelige lokaler på Hornbæk Havn og i den omkringliggende skurby på stejlepladsen på østsiden af havnen. Sildens Dag er for alle. Her køber man billet til at smage sild tilberedt efter fem traditionelle opskrifter: røget sild, flækkesild, kogte saltsild, stegte sild i flødeløgsovs og Hornbæksilden. Prisen er kun 60 kr. og børn op til 12 år er gratis. Vand, vin, øl og snaps kan købes til yderst rimelige priser. Billetsalget åbner kl. 11.30. Overskuddet går til Havneforeningens arbejde og vedligeholdelse af røgovnen på Hornbæk Havn.

For os danskere er silden lidt af et nationalt klenodie. Specielt til højtiderne er denne fisk en højt skattet og traditionsrig spise. Tænk bare på alle de forskellige slags sild jule- eller påskebordet byder på! I gamle dage spiste danskerne flere sild end man gjorde i noget andet land, og de var en vigtig del af den daglige kost. For eksempel var det almindeligt at spise øllebrød og sild til morgenmad. Silden har gennem mange hundrede år spillet en vigtig rolle for danskerne såvel ernæringsmæssigt som økonomisk.

Flere havnebyer langs Øresundskysten afholder den dag i dag ”Sildens Dag” som en årligt tilbagevendende tradition for på den måde at hylde, fejre og nyde silden for dens velsmag og traditionsrige historie.

Det store Sildeeventyr

Det store sildeeventyr fandt sted i 12- og 1300-årene langs hele Øresundskysten. Her samledes op til 20.000 personer i fiskerlejerne omkring Øresund – et sandt virvar af fiskere, købmænd, fulde søfolk, smuglere, gællekoner, spioner, gøglere og letlevende kvinder. Man ved fra optegnelser, at et skib der sejlede fra Rostock i 1267 med kurs mod Skanør havde 40 skøger om bord. Det anslås, at sildefangsterne i gode år i hele Øresundsområdet kunne nå op på 200 – 300.000 tønder.

Silden skabte et stort og omfattende marked på grund af den katolske kirkes bestemmelser, som gjorde alle onsdage og fredage samt de 40 dage mellem fastelavn og påsken til kødløse dage, og var derfor også en afgørende faktor for den danske økonomi i middelalderen.

Med det dyrebare salt fra de store salthorste ved Lüneburg blev det muligt at konservere sildene, nedsalte dem i tønder, så de kunne holde sig under den lange transport til steder i hele Europa. Historien beretter – om det er sandt skal være usagt – at denne rigdom af ”sølv” stod så tæt, at man kunne gå tørskoet over sundet mellem Helsingør og Helsingborg og fange sildene med de bare næver.

Der kan fanges sild i de danske farvande hele året rundt. Dog betragtes den fede høstsild, som fanges fra sidst i juli og frem til starten af november, som den mest velsmagende og den der er bedst egnet til røgning, saltning og marinering. Vårsilden og sommersilden, som er magre og bliver derfor hurtigere tørre, egner sig bedst til stegning.

Om Sildens Dag i Hornbæk

Sildens Dag afholdes af Hornbæk Havneforening og er et åbent arrangement, hvor alle er velkomne og hvor man har mulighed for også at opleve Hornbæk Havns helt unikke skurby og Havneforeningens hyggelige klublokale, som til dagligt er forbeholdt foreningens medlemmer.

Hornbæk Havneforening har til huse på havnepladsen ved ”indgangen” til skurbyen. Foreningen blev stiftet i 1976 som protest mod at fiskerne, på grund af havnens trængte økonomi, nu skulle til at betale leje af deres skure. Der var ikke megen tiltro til foreningens overlevelse, men det skulle vise sig at blive mere end blot en protestforening. På den stiftende generalforsamling i 1976 vedtog man foreningens hovedformål:

”At støtte Hornbæk Havn og evt. i samarbejde med andre foreninger, at søge miljøet i og omkring havnen bevaret, at udøve oplysende virksomhed, afholde fiskekonkurrencer og fælles sejlads, samt medvirke til bevarelse af smakkejoller”.

Med frivillig arbejdskraft blev klubhuset, som oprindeligt var fiskehusets gamle garage, en realitet. Bygningen er gennem årene løbende blevet udvidet og moderniseret og er i dag samlingssted for foreningens ca. 280 medlemmer og rammen om Havneforeningens mange arrangementer.

Læs alt om Sildens Dag på Hornbæk Havneforenings hjemmeside

En af Danmarks store stemmer besøger Hornbæk Kirke

Pia Raug 2017

Sangerinden Pia Raug fotograferet af Karsten Højen.

Sangerinden Pia Raugs beskedenhed skal man ikke tage fejl af. Hendes smukke, varme og solidariske stemme vil man altid huske, når man én gang har hørt den. Stemmen er blevet sammenlignet med store navne som Joan Baez og Joni Mitcell.

Den danske sangerinde troede ellers selv indtil for nyligt, at hun var glemt. Men så blev hendes livsværk i 2015 udgivet på pladeselskabet Ex Libris under titlen ”Fugleflugt” – en box med ikke færre end 10 cd’er. Og så optrådte hun i det populære musik-tvprogram ”Sommersang i Mariehaven” på Kanal 4. Herefter stod det klart, at selv om hun ikke havde givet koncerter i flere år, var hun selvfølgelig ikke glemt. Hun var savnet. Og i 2017 var hun tilbage på musikkens vej.

Hendes fans ved hvorfor, hun er noget særligt. Kender man ikke Pia Raug kan man forvisse sig om det, når hun den søndag den 7. oktober 2018 besøger Hornbæk Kirke tog giver både foredrag og koncert.

Sangerinden Pia Raug troede hun var gået i glemmebogen. I stedet opdagede hun, at hun var savnet. Nu er hun tilbage på de danske scener og søndag den 7. oktober 2018 giver hun både foredrag og koncert i Hornbæk Kirke. Alle er velkomne og det er gratis.

Om eftermiddagen vil Pia Raug kl. 15 i Hornbæk Sognehus fortælle om sin lange læreproces. Om at tage det første, forsigtige skridt ind i drømmen om et liv ved musikken. Om at turde kalde sig sangskriver. Om med Inger Christensens digte at opleve sig selv som rigtig ”komponist”. Om at lede efter og finde sin stemme. Om at tage livtag med ordene. Men også om sit helt særlige samarbejde med den amerikanske jazzpianist Steve Dobrogosz fra 1987-1997. Et samarbejde, som blandt andet blev til fire cd’er med danske sange og salmer, som nu er samlede i boksen ”De elsked ungt – De drømte langt”.

Koncerten i Hornbæk Kirke starter kl.19.00. Der er gratis adgang – alle er velkomne. Mellem foredraget og koncerten inviterer Hornbæk Kirke til fællesspisning i Hornbæk Sognehus. Menuen står på hjemmelavet forloren skildpadde. En madbillet koster 125 kr. inkl. et glas vin, øl eller vand. Madbilletterne skal købes i forvejen i kirkekontoret – eller i kirken i forbindelse med Hornbæk Kulturnat den 21. september 2018. Sognehuset kan huse op til 45 personer – det begrænsede antal billetter sælges efter først-til-mølle-princippet.

Programmet lægger op til en ekstraordinær musikalsk efterårs-eftermiddag og -aften i nærværets tegn i Hornbæk Kirke.

Fra Hej lille drøm til Inger Christensens digte

Pia Raugs karriere startede for snart 40 år siden i 1979 med albummet ”Hej lille drøm”. Her vandt hun danskernes hjerter med sange som titelnummeret og ”Regnvejrsdag i november”, som begge blev dansk fælleseje.

Som kunstner udviklede hun sig hurtigt, da hun på opfordring af Peter Abrahamsen i 1981 udgav en musikalsk gennemskrivning af Inger Christensens banebrydende digte under titlen ”det”. Som Politikens nu afdøde anmelder Torben Bille skrev: ” Pludselig var der mere Joni Mitchell i hende end Joan Baez, og genrerne flød organisk sammen på et album, der føltes som en renselse for lytteren og for hende selv. På det indledende nummer synges der »endnu er det uvist om lyden når frem…« Det var det ikke, da pladen var færdig. Den holder stadig som dokument om, at ikke alle sangerinder gik i Anne, Sanne & Lis-skolen dengang, og beviste, at feminister ikke behøver gå i rødstrømper.”

Gav nyt liv til danske salmer og sange

I 1990’erne fandt hun, som nævnt, sammen med jazzpianisten Steve Dobrogosz’ hvis smidigt meddigtende klaverspil ledsagede hendes vokale vellyd. Havde man ikke holdt af danske sange og salmer før, så var det svært, for ikke at sige umuligt, ikke at gøre, når man havde hørt parrets smukke fortolkninger.

Pia Raugs liv har gennem årene også handlet om andet end musik. Hun har været dybt involveret i kunstpolitik, både herhjemme og i udlandet, hvor hun blandt andet har repræsenteret Danmark som vicepræsident for European Counsil of Artists. Hun har sit udgangspunkt på den politiske venstrefløj og har også i flere omgange stillet op for både Enhedslisten og Junibevægelsen.

Men det er stemmen, det handler om, når hun spiller op. Det gælder også den søndag 7. oktober i Hornbæk Kirke.

Tid og Sted:

Søndag 7. oktober 2018 – Hornbæk Kirke og Sognehus, Kirkestien 1, 3100 Hornbæk

Program:

Kl. 15.00 Foredrag med Pia Raug i Sognehuset ved Hornbæk Kirke (gratis – alle er velkomne)

Kl. 17.00 Fællesspisning i Sognehuset ved Hornbæk Kirke (kræver madbillet købt på forhånd i kirkekontoret – kan desuden købes i kirken på kulturnatten i Hornbæk den 21. september 2018 )

Kl. 19.00 Koncert med Pia Raug i Hornbæk Kirke (gratis adgang – alle er velkomne)

 

Følg med i Hornbæk Kirkes Facebook-side og på kirkens hjemmeside

 

Stolt teatertradition vender tilbage til Hornbæk Skole

Hornbæk Skole var i mange år kendt for sine store teaterproduktioner. I en årrække har den tradition af forskellige årsager ligget stille, men nu kommer Hornbæk Skole stærkt tilbage med forestillingen  ‘De skjulte i mørket’. Stor premiere den 23. januar!

Der er tale om en nytænkende gyser, hvor fortid og nutid blandes sammen, og hvor grænsen mellem virkelighed og skuespil udfordres. Det er med andre ord ikke et stykke for de mindste. Målgruppen går fra 5. klasse og op.

Forestillingen er produceret af elever fra 7., 8. og 9. årgang. Eleverne har selv været med til at idéudvikle, skrive og koreografere stykket. Foruden de mange aktører på scenen, står en stor gruppe bag scenen og styrer slagets gang.

Gå ikke glip af denne fantastiske forestilling! Støt Hornbæks teatertalenter!

Forestillingen opføres den 23., 24. og 25. januar 2017 i Hornbæk Skoles Store Sal – alle dage kl. 19. Billetter kan købes i SuperBrugsen og hos Matas i Hornbæk samt på skolens kontor og ved indgangen.

Billetpriser: Voksne: 40 kr. Børn: 20 kr.

Adresse:

Hornbæk Skole
Søren Kannesvej 6
3100 Hornbæk

Find vej (Google Maps)

Tlf.: 4928 1680

Læs mere om Hornbæk Skole

 

Frederik Lindberg vinder Hamlets Talentpris

13336321_1362603800422049_152064927_n

Frederik Lindberg vinder Hamlets Talentpris 2016 i kategorien Iværksætteri. Foto: Fam. Lindberg.

Der var Oscar-stemning i Kulturværftets store sal, da Helsingør Kommune fredag eftermiddag for anden gang uddelte Hamlets Talentpris til fem unge, der har vist, at de kan noget unikt. Blandt de nominerede var  som tidligere beskrevet Hornbæks unge iværksætter Frederik Lindberg., Han var nomineret for Citybook, Hornbæks digitale online-platform, der skaber lokalt overblik til glæde for turister og borgere. Lige som de øvrige nominerede vidste han ikke på forhånd, om han ville få prisen.

Men så kom øjeblikket, hvor borgmester Benedikte Kiær skulle afsløre vinderen: “Og vinderen af Iværksætteriprisen er… Frederik Lindberg,” lød det. Borgmesteren begrundede valget med, at Citybook har potentiale nationalt og internationalt, men ikke mindst lokalt.

“Frederik Lindbergs ide og firma, Citybook, har potentiale, både nationalt, internationalt og især lokalt. Citybook kan gavne beskæftigelsen og turismen i Helsingør Kommune, og Citybook kan derfor få betydning for såvel Frederik som for Helsingør. Frederik har udviklet en forretningsmæssig bæredygtig idé, der både kan skabe overskud, men også er en gevinst for det lokalsamfund, han lever i. Derfor skal han belønnes med Hamlets Talentpris 2016,” læste borgmesteren op fra dommerkomiteens begrundelse.

Frederik selv var positivt overrasket.

“Jeg havde ikke forventet at få prisen. Jeg var oppe imod et stærkt felt, og jeg stikker noget ud i forhold til dem på min egen nørdede måde, siger han dagen derpå, hvor han møder HornbækBloggen på Albis Kaffebar.

Hidtil har Citybook kun været udbredt i Hornbæk, men allerede fra 1. juli i år får også Helsingør og Espergærde deres egen version. Dermed dækker Citybook hele Helsingør Kommune.

“Vi har lavet et nyt styresystem, så vi hurtigt kan vokse. Og vi har optimeret over hele linjen, så vi giver kunderne en bedre oplevelse, siger Frederik Lindberg. Han er klar til vækst og er på udkig efter en investor, som han kan arbejde tæt sammen med og bruge som mentor og hjælpe med at få Citybook udbredt.

Frederik blev for to år siden student. Siden har han dagligt knoklet for at få Citybook etableret. Sideløbende har han om aftenen og i weekenderne arbejdet som opvasker. Han er derudover frivillig i lokale aktiviteter som IT Café, Hornbæk Fodboldskole og Uge 31, hvor han er medansvarlig for IT, hjemmeside og sociale medier.

Efter sommerferien forventer Frederik at starte på en it-uddannelse med fokus på forretningsudvikling. Men han vil fortsætte sit arbejde med Citybook.

“Jeg vil gerne have en uddannelse, og jeg vil også gerne ind i nogle iværksætter-netværk af unge, der ligesom jeg har opbygget deres egen forretning, siger den unge prisvinder.

I alt 24 unge talenter i alderen 17-24 år har været indstillet til Hamlets Talentpris 2016. Priserne er blevet uddelt i kategorierne naturvidenskab, idræt, kunstnerisk talent, iværksætteri og håndværk. Hver vinder kunne gå hjem med en check på 10.000 kr. og en statuette i form af et kranium – en reference til Hamlets berømte monolog, hvori indgår det eksistentielle spørgsmål, vi alle må og bør stille os selv løbende: To be or not to be. (Slå den op – Hamlet er som bekendt uddelt til alle husstande i Helsingør i år!)

HornbækBloggen ønsker stort til lykke med prisen!

Du kan opleve Citybook ved at klikke på linket: citybook.dk

Læs også: Hornbæks unge iværksætter kæmper om Hamlets Talentpris 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

%d bloggers like this: