Himmel & Hav – på fredag går det løs i kulturnatten i Hornbæk

Et sikkert hit bliver igen i år en gratis tur til børnene i brandstigen. Foto: Susanne Buhl.
Et sikkert hit bliver igen i år en gratis tur til tops i brandstigen – find brandbilen i Hovedgaden. Foto: Susanne Buhl.

Så er Hornbæk ved at gøre klar til verdens hyggeligste kulturnat. Det hele sker på fredag den 19. september fra kl. 17. Og i bedste Hornbæk-stil lover vejrudsigten den smukkeste sensommeraften.

Sidste år var første gang Hornbæk valgte at lægge sin kulturnat en uge før den store Kulturnat i Helsingør. Og det var en kæmpesucces. Over 5.000 mennesker hyggede sig over alt i byen, som i dagens anledning var helt lukket for trafik, så børnefamilier kunne færdes trygt.

– Sådan bliver det også i år – næsten. For den store evaluering viste, at sådan vil folk gerne have det igen, forklarer turistforeningens formand Olav Berntsen, der sammen med bibliotekar Lisbeth Jensen, Hornbæk Bibliotek, formand William Leedgaard, Hornbæk Bådeklub, Peter Marx fra Handelsstandsforeningen og Hornbæk Idrætsforenings formand Peter Poulsen har stået for planlægningen af dette års Kulturnat i Hornbæk.

Formand for Hornbæk Turistforening, Olav Berntsen, håber, at Kulturnatten i år også vil trække mange gæster ude fra til Hornbæk. Foto: Susanne Buhl.
Formand for Hornbæk Turistforening, Olav Berntsen, håber, at Kulturnatten i år også vil trække mange gæster ude fra til Hornbæk. Foto: Susanne Buhl.

– Kulturnatten i Hornbæk er for alle, slår Olav Berntsen samtidig fast. Han håber, at det spændende program og det gode vejr til sammen vil tiltrække ikke blot hornbækkere, men også masser af gæster ude fra, der har lyst til at opleve byen på en ny måde.

Årets tema er ‘Himmel & Hav’. Et sted, hvor man virkelig vil udleve temaet er i Hornbæk Bådeklub. Her vil man kunne opleve et lysbilledshow på 80 billeder, der viser, hvor vildt det gik for sig, da 1000 års-stormen Bodil ramte havnen i december sidste år. Der vil også være billeder, der viser, hvordan havnen med en enestående fælles indsats fra hornbækkernes side er blevet genetableret og igen præsenterer sig som en af Danmarks smukkeste lystbådehavne. Gå op i klubhuset på 1. sal i Bådeklubben og oplev billedshowet fra kl. 17 på klubbens storskærm. Mellem kl. 20 og 21 vil formanden for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen, være til rådighed og svare på spørgsmål.

Temaet for Kulturnat 2014 er 'Himmel & Hav'. Det vil blandt andet komme til udtryk i et billedshow i Hornbæk Bådeklub om stormen Bodil og det, der fulgte. Foto: Susanne Buhl.
Temaet for Kulturnat 2014 er ‘Himmel & Hav’. Det vil blandt andet komme til udtryk i Hornbæk Bådeklub i et billedshow om stormen Bodil og det, der fulgte. Foto: Susanne Buhl.
Mød formanden for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen, i Bådklubben kl. 20-21. Her vil han svare på alle spørgsmål om genopbygningen efter Bodil. Foto: Susanne Buhl.
Mød formanden for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen, i Bådklubben kl. 20-21. Her vil han svare på alle spørgsmål om genopbygningen efter Bodil. Foto: Susanne Buhl.

På havnen vil der også blive udstillet gamle biler og motorcykler, og er man frisk, vil man for alvor kunne opleve både himmel og hav ude ved Hornbæk Vinterbadelaug. Her vises badehuset frem kl. 18-20, og man er også velkommen til at tage en dukkert. Kl. 18.30  vil troubadourerne Yasmin, Asger Steenholdt og Henrik Munk, som man vil kunne opleve rundt om i byen hele kulturnatten, dukke op på havnen. Her vil der desuden aftenen igennem blive solgt røget sild og makrel fra havnens røgovn. Overskuddet fra dette salg går til Hornbæk Bådeklubs ungdomsafdeling

Når man alligevel er nede ved havnen kan det anbefales at besøge Afdelingen for Rygmarvsskader på Havnevej og få indblik i, hvordan rehabiliteringen foregår. Det sker mellem kl. 17 og 19. De voksne kan også stikke også hovedet inden for hos naboen Peter Leander og Nybolig. Ejendomsmægleren holder til i det, der en gang var Hornbæk Kro, og traditionen tro genoplives stemningen fra de gode gamle dage med pianobar i de hyggelige lokaler.

Hovedgaden vil også i år være spærret for bilkørsel og summe af liv i Kulturnatten. SuperBrugsen vil sørge for rigeligt at spise og drikke samt underholdning og sjove konkurrencer. Galleriet Hornbæk viser kl. 17-21 en meget spændende fotoudstilling med billeder fra bogen ‘Søren og Marie Krøyers jagt efter skønhed’. Både Søren og Marie Krøyer elskede også Hornbæks skønhed og boede i vinteren 1891 i Carl Lochers hus. Mød også bogens forfatter, Henriette Bjarne Hansen, der vil være til stede og signere sin bog.

Ingen børn kommer gennem hovedgaden uden at lægge vejen forbi den flotte brandbil fra Station Hornbæk som hører under Nordsjællands Brandvæsen. Her vil de frivillige brandmænd igen i år give ungerne lov til at prøve, hvordan det er at komme til tops i brandbilens stige. Hoppeborgen må også siges at være et must for børn.

For børn i alle aldre er der hestevognskørsel fra Bytorvet og skattejagt. Skattekort til den Kulturnattens stor skattejagt udleveres på Biblioteket og det gælder om at finde fiskene rundt om i vinduerne i Hornbæks mange forretninger.  De voksne kan deltage i Turistforeningens kulturnatskonkurrence, som afholdes af Turistinformationen i biblioteket.

Bytorvet vil i det hele taget være et centrum for mange aktiviteter – fra tryllekunst på biblioteket kl. 17.30 til koncert med Helsingør Shantykor kl. 18.30 og 19.30 og introduktion til argentinsk tango kl. 20.30. Her kommer troubadourerne også forbi kl. 21.30 – og aftenen igennem kan man også her få stillet sulten fra forskellige boder med mad.

Bytorvet vil også i år blive et centrum for Kulturnatten med trylleri, tango og dejlig mad m.m.m. Foto: Susanne Buhl.
Bytorvet vil også i år blive et centrum for Kulturnatten med trylleri, tango og dejlig mad m.m.m. Foto: Susanne Buhl.

Kl. 17-19 holder Hornbæk Vandværk også åbent hus. Hornbæk Vandværk leverer vand til cirka 2.650 husstande og erhverv. Der anvendes udelukkende grundvand af høj kvalitet fra 80 – 100 meter dybe boringer, der alle er placeret i nordkanten af Hornbæk Sø.

Der vil også være gymnastikopvisninger med gymnaster fra Hornbæk IFs gymnastikforening rundt om i byen.

Er man i det romantiske hjørne byder Lystfiskerforeningen Gedden på måneskinstur på Hornbæk Sø mellem kl. 17 og 22. Vil man virkelig være kulturel, inviteres både børn og voksne til at deltage i det store fællesmaleri ved skulpturen på A.R. Friis Vej. Her vil der også fra 20.30 blive vist et fantastisk lysshow arrangeret af Støtteforeningen Hornbæk Kunstmuseum.

På A.R. Friis Vej byder også Ilse Jacobsen inden for – både i Kurbadet og i forretningerne. Kl. 17-19 vil der være rundvisning i Kurbadet og introduktion til Ilse Jacobsens nye spa- og skønhedsserie, som hele denne aften sælges med 20 procent rabat. I tidsrummet kl. 17-19  serveres i restauranten en tapas tallerken med et glas cava til en yderst rimelig pris. Fra kl. 19 tilbyder restauranten mad fra det normale menukort. I Ilses butikker vil der aftenen igennem blive budt på et glas vin og gode tilbud og konkurrencer.

Hos Søstrene Olsen vil kulturnattens gæster kl. 18-21 kunne nyde en særlig kulturnatsmenu bestående af sprængt unghane med grøntsagsfrikasse og peberrod samt et glas vin eller øl for 98 kr. Bemærk, at der ikke kan bestilles bord til dette tilbud, som går efter først-til-mølle princippet og som kun gælder, så længe der er unghane tilbage.

Ønsker man at Kulturaftenen finder sin ro og sin afslutning i Hornbæk Kirke, fortæller Lone Kuhlmann kl. 21 om de kunstnere, der gennem tiden har besøgt Hornbæk, og kl. 21.30-22.00 fortæller sognepræst Bodil Olesen om  Hornbæk Kirke og holder aftenandagt.

Er man mere i humør til at fyre den af for alvor, skal man nok gå hen på Cafe Hornbæk Strand, hvor der frem til midnat afholdes Shu-bi-dua aften med shubberen Claus Asmussen og Hornbæk Almost Stars. Claus Asmussen har sammensat et repertoire bestående af hans egne personlige favoritter. Her bliver der tale om en aften, hvor publikum for alvor kan synge med. Claus Asmussen har nemlig alle sangteksterne med i hæfter, som bliver delt ud til publikum før koncerten. (Hvem behøver sanghæfter??, red.)

Og sådan får Historisk Forening endnu en historisk aften af skrive om til arkiverne. Glemte jeg at nævne, at de naturligvis også holder åbent hus Kulturnatten igennem i lokalerne på Sauntevej 4.

Der er med andre ord lagt op til endnu en magisk aften og nat i Hornbæk.

Find hele det samlede program for Hornbæk Kulturnat 2014 som pdf. her

Der bliver også en fotokonkurrence: Del dine oplevelser i Hornbæk Kulturnat og benyt #kulturnattenhornbæk på alle de sociale medier. Hornbæk Turistforening udlover præmie for det bedste foto. Du skal blot # det på instagram og #kulturnattenhornbæk – vinderen får sit foto fremkaldt i 75×50 cm.

Vi ses i Kulturnatten 🙂

PS! Jeg håber, jeg har fået alle arrangementer med – ellers skriv til mig. Der er plads til alle på Hornbæk Bloggen…

Kulturnatten i Hornbæk er UNPLUGGED

Hvis Michelin-guiden var kommet forbi Strandlegepladsen på Kulturnatten sidste år, så var der faldet mindst 2 stjerner. Det er fædrene fra Ellekildehus Skovbørnehaven, der står for at levere det bedste fra det nordiske køkken – grillpølser fra slagteren, friskbagte pølsebrød fra Hornbæk Bageri serveret med håndbajere og sodavand. Foto: Lotte Lund

På fredag er det Kulturnat i Hornbæk ligesom i resten af Helsingør Kommune. Men Kulturnatten i Hornbæk er noget særligt, naturligvis. Det er bare så hyggeligt og nok det mest børnefamilievenlige sted at fejre denne tradition. Her kan man virkelig tale om UNPLUGGED som er årets officielle tema. Sådan en aften er som i et eventyr. Det starter sidst på dagen, når solen sænker sig i det blødeste efterårslys, byen lukkes for trafik, så alle kan bevæge sig sikkert rundt. Man hilser på alle dem man kender. Og så oplevede vi sidste år oven i købet en uforglemmelig Indian Summer lige præcis på Kulturnatten. Bed til Gud, at det mirakel gentager sig.

Kulturnatten afholdes i år for 18. gang. Også i år, er der god grund til at tro, at det bliver et tilløbsstykke og uden sammenligning den mest samlende og lokalt forankrede begivenhed i Helsingør Kommune. Der er lavet et officielt program, men så vidt jeg kan se, kommer der til at ske meget mere end man kan læse der, i hvert fald i Hornbæk.

Denne families bidrag til kulturnatten bliver igen i år, at Peter sammen med de øvrige fædre fra Ellekildehus Skovbørnehave griller  de bedste råvarer, nemlig kvalitetspølser med bagerens usædvanligt lækre, friskbagte pølsebrød og serverer dem med håndbajere og sodavand på den lille spiseplads ved Strandlegepladsen. Som jeg husker det, så var den den pølse med brød jeg indtog sidste år i Michelin-klassen. Selv om priserne var særdeles rimelige, gav pølsesalget lige de sidste nødvendige penge til at  vi kunne købe en ny kåte til børnehaven. I år går pengene til udstyr, så de kan lave mad over bålstedet, som er blevet bygget inde i kåten.

Her er lidt af, hvad der venter:

Kl. 16-21 kan man møde de lokale brandmænd og se byens flotte brandbil i Hovedgaden. Sådan et syn, kan jeg ikke gå glip af. Min svigermor var også helt vild med brandmænd.

Kl. 16.45 spiller Rytmisk Centers Big Band på Vestre Stejlebakke 12.

Kl. 17 starter serveringen af byens bedste grillpølser med brød som nævnt på Strandlegepladsen. Åbent til kl. 20 eller når pølserne er udsolgt.

Kl. 17-20 er der åbent hus på Vandværket.

Kl. 17-21 holder butikken Ansos åbent med masser af gode tilbud på børnetøj. Der vil samtidig være en konkurrence om et gavekort på 1000 kr. og lidt lækkert til ganen.

Kl. 17-19 er der rundvisninger på Afdelingen for Rygmarvsskader. Jeg kikkede inden for et år, og det var dybt fascinerende at se, hvordan og hvor opfindsomt de rygmarvsskadede, som vi alle kender fra gadebilledet, bliver genoptrænet til igen selv at kunne klare det meste i hverdagen.

Kl. 17-21 festes der i teltet på Torvet. Her keder man sig aldrig.

Kl. 17.30-18.30 synger Ungdomsskolens piger viser unplugged. Pigerne var på turné rundt på nogle af Helsingørs Plejehjem med kendte viser og sange – nu får vi andre også lov at synge med.

Kl. 17.30-20 går det løs i Galleri Hornbæk. Kl. 17.30 starter kunstneren Søs Brysch fra bunden med at skabe et af sine sprudlende malerier. Fra kl. 18 er det din tur – skab dit eget kunstværk. Søs Brysch vejleder. Der vil også være flere kunstnere til stede sammen med kunsthandler Susanne Risom, der altid er klar til en snak om kunst og hvordan vi får mere kunst ud i gadebilledet i Hornbæk.

Kl. 18-21 kan du udfordre din ejendomsmægler fra Home og bankrådgiver fra Danske Bank fra på din viden om boligmarkeet og går det ikke, kan du se om du så ikke kan banke ham i bordfodbold. Det sker foran Home og Danske Bank i hovedgaden.

Kl. 19.15-20 spiller Dr. Gladers Sextett op på Stejlepladsen. Der er tale om blandt andet en præst og en læge i autentiske kostumer – og de er svenskere. Det skal nok komme til at swinge.

Kl. 21-21.30 Årets afslutning på Kulturnatten ligger i tråd med temaet UNPLUGGED, hvor der fokuseres på roen og æstetikken. Når mørket er faldet på, skal vi i fællesskab have sendt 150-200 flyvende lanterner til vejrs fra Cirkuspladsen.

Hvis I vil være med til at sende dem op, kan I købe en lanterne for 20,- kr., som går ubeskåret til UNICEF By 2012 indsamlingen, og stille jer op på Cirkuspladsen sammen med alle de andre. Vi sørger for lanterner til at tænde lanternerne med.

For os som har set Disney-filmen To på flugt om den bortførte prinsesse Rapunzel, som er en af Theas yndlingsfilm, en 600-800 gange bliver det en stor oplevelse at se sådanne lanterne i virkeligheden.

Kl. 21:00 sender vi lanternerne af sted i forhåbentlig samlet flok fra Vestre Stejleplads. Lanternerne kan købes på biblioteket eller i teltet på torvet fra kl. 20:30 for 20 kr. som går ubeskåret til UNICEF by 2012 indsamlingen.

Som nævnt tror jeg godt jeg kan love, at dette kun var et udpluk af Kulturnattens begivenheder i Hornbæk.

Når lanternerne er sendt op, er det så at børnefamilierne kan gå glade hjem. Men er man til mere fest, anbefaler jeg varmt at tage Hornbæk-toget ind til Helsingør, hvor Kulturnatten officielt fortsætter lidt længere, men uofficielt meget længere.

Vi ses i Kulturnatten.

Glemte jeg at sige, hvor meget kærlighed, der er i luften på Kulturnatten i Hornbæk. Her er dokumentationen. Foto: Lotte Lund