4. december – husk at handle lokalt – også på nettet

Danske Hospitalsklovnes malebog er en dejlig gave med timevis af hygge. Og så går overskuddet til et godt formål. Her ses grafiker Anne Sofie Obel, guitarist Asger Steenholdt fra Big Fat Snake og Anja Lytzen, grundlægger af Lirumlarumleg, som alle har bidraget til bogens tilblivelse. Foto: Mathilde Andersson.
Danske Hospitalsklovnes malebog er en dejlig gave med timevis af hygge. Og så går overskuddet til et godt formål. Her ses grafiker Anne Sofie Obel, guitarist Asger Steenholdt fra Big Fat Snake og Anja Lytzen, grundlægger af Lirumlarumleg, som alle har bidraget til bogens tilblivelse. Foto: Mathilde Andersson.

Har du fået skrevet ønskeseddel? Har du styr på, hvad alle de andre ønsker sig? Har du overvejet, hvordan du får købt alle de gaver – og hvordan de skal bringes ud til alle de forskellige små hjem? Eller overlader du det hele til julemanden?

Husk julen kræver planlægning og overblik.

Her i huset har vi afleveret juleønskerne, men juleindkøbene er ikke for alvor startet endnu. Jeg tror, det bliver en blanding af indkøb på internettet, aftalte køb på tværs af landsdelene og så indkøb i nogle af Hornbæks glimrende butikker. Det er så vigtigt, at huske at handle lokalt i disse tider. Vores butikker har virkelig brug for vores opbakning!

Du kan også handle lokalt på nettet – i hvert fald gaverne til de mindste, det vil sige op  til 10 år. Jeg tænker naturligvis på Lirumlarumleg.dk.

Hvis du ikke synes, det er så personligt at handle på nettet, så lav en god kop te og tænd et stearinlys ved siden af computeren inden du går i gang. Sæt måske også lidt julemusik på.

I en travl juletid, hvor elektroniske gadgets som smartphones, iPads og bærebare computere, fylder meget på på børnenes ønskesedler, tilbyder Lirumlarumleg.dk, et alternativ, som holder børnene og legen i gang, hvad enten vi taler om fysisk udfoldelse, kreativ udvikling eller bare gode gammeldags rollespil – gerne sammen med de voksne. Tak for det!

En god gaveidé er den malebog, som Lirumlarumleg for nyligt været med til at lancere i samarbejde med Danmarks hospitalsklovne. 37 kendte danskere har bidraget med tegninger og tekster, heriblandt Asger Steenholdt, hornbækker, far og guitarist i Danmarks mest børnerige band, Big Fat Snake. (De 5 medlemmer i bandet har tilsammmen 17 børn!)

Overskuddet går til Danske Hospitalklovnes arbejde. Som en del af sit tætte samarbejde med Danske Hospitalsklovne har grundlæggeren af Lirumlarumleg, Anja Lytzen, også samlet 45.000 kr. ind blandt andet ved salg af klovnenæser. De 20 kr. næsen koster,  går ubeskåret til foreningen. Så det kunne man også overveje at lægge under træet, hvis man vil sikre, at familien får grinet juleaften.

Find inspiration til IKKE- elektroniske julegaver til børnenes gaver på nettet her

Dette er den 4. af forhåbentlig 24 små juleblogs. Det bliver mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’

Klovneløbet kommer til Hornbæk

Den flotte plakat er jo kun blevet endnu flottere, fordi hospitalsklovnen Ludo er med på billedet – og så fordi min elskede Thea sidder der midt i billedet med rose i håret og ligner verdens sødeste klovn – ligesom de andre søde Hornbæk-unger.

 

Det er sundt at grine, det er sundt at motionere og man kan vel også sige, at det er sundt at støtte et godt formål. Det er altså tre ting på en gang, man får ud af det, hvis man tilmelder sig Klovneløbet, der afholdes lørdag den 16. juni kl. 12 i store og små byer landet over. Løbet, der afholdes for at støtte Danske Hospitalsklovne, er i år også kommet til Hornbæk, hvor hospitalsklovnen Ludo vil skyde løbet i gang fra Vestre Stejleplads.

Ruten for Klovneløbet er to kilometer og alle kan deltage. Startnumre udleveres fra Vestre Stejleplads på dagen fra kl. 10.30. Løbet starter efter en let opvarmning. Tilmelding til løbet sker på www.klovnelob.dk

Det koster 50 kr. at deltage. De 40 kr. går til hospitalsklovnene og 5 kr. går til den medarrangerende klub. De sidste 5 kr. går til reklame og administration.

Det er Anja Lytzen fra Lirumlarumleg, der har taget initiativ til at få løbet til Hornbæk. Lirumlarumleg har siden december støttet Danske Hospitalsklovne gennem salg af klovnenæser. Indtil videre har projektet solgt mere end 1000 klovnenæser af 20 kr. stykket, og det samlede beløb er gået ubeskåret videre til Danske Hospitalklovne. Desuden har lokale bakket godt om projektet både som sponsorer, med PR og som plakatophængere.

– Jeg gør det her, fordi hospitalsklovnene gør et fantastisk arbejde. For det andet vil jeg gerne være med til at give børn en god oplevelse med motion. Man må selv vælge om man vil gå, løbe eller hoppe eller køre i barnevogn, siger Anja Lytzen. Hun har fået den erfarne Hornbæk-løber Linn Bertram til at hjælpe sig med at lægge ruten og Kristian Uhd fra Running 26 til at stå for det praktiske.

På landsplan er det løbeklubben Pinen og Plagen, der står for arrangementet.

De første 300, der melder sig til, vil få en goodiebag. Brugsen sponsorerer frugt og juice og BuyAid sponsorerer vand til arrangementet. Efter løbet vil der være lodtrækning om flotte præmier på startnumrene. Hovedpræmien bliver et spritnyt Rockboard, der er spået at blive sommerens helt store dille herhjemme. Rockboard er baseret på et amerikansk patent hvor man ganske enkelt ”rocker” decket op og ned med en fod i hver ende af decket. Derved driver kæden baghjulet fremad.

Man vil også kunne vinde præmier fra Ishuset, Codimu og Lirum Larum Leg. Desuden vil legetøjsfirmaet Bobles etablere et legeområde, hvor børnene kan prøve kræfter med de populære tumledyr, der både udfordrer og styrker motorikken.

Rockboard er baseret på et amerikansk patent hvor man ganske enkelt ”rocker” decket op og ned med en fod i hver ende af decket. Derved driver kæden baghjulet fremad. Man vil også kunne vinde gavekort fra Ishuset og Lirumlarumleg. Desuden vil legetøjsfirmaet Bobles etablere et legeområde, hvor børnene kan prøve kræfter med firmaets tumledyr, der både styrker og udfordrer motorikken.

Anja Lytzen håber at mange vil bakke op om arrangementet, så løbet fremover kan blive en Hornbæk-tradition. Den institution eller skoleklasse, der tilmelder flest under Team, får et gavekort på 1500 kr.

Tilmelding til Klovneløbet – klik her

Jeg har tidligere skrevet om Anja Lytzen og hendes støtte til Danske Hospitalsklovne – læs mere her

 

Fakta om Danske Hospitalsklovne:

Danske Hospitalsklovne har siden 2003 eksisteret ud fra grundidéen, at humor letter og fremmer helbredelse. Hvert år sender organisationen mere end 20 hospitalsklovne rundt på danske hospitaler. Danske Hospitalsklovne er desuden ansvarlige for uddannelsen af hospitalsklovne. Foreningen får ingen offentlig støtte og er dermed afhængig af donationer fra private.

Organisationen er inspireret af lægen Patch Adams, som i 1970’erne gjorde oprør mod den kynisme og manglende menneskelighed han mødte blandt sine lægekolleger. Han fik i stedet stor succes med sine patienter ved at tilføre behandlingen sin egen ’medicin’, der bestod i at lave sjov med patienterne og ved lejlighed at iføre sig den røde klovnenæse. Hans historie er kendt af mange fra filmen ’Patch Adams’ med Robin Williams i hovedrollen som Patch.