24. december – husk kærligheden!

Alle ønskes en glædelig jul 2012. Tegning: Thea Grønholt
Alle ønskes en glædelig jul 2012. Tegning: Thea Grønholt

Så blev det den 24. december. Årets store dag, hvor vi fejrer troen på Jesu fødsel, vinterhvervet og håbet om lysere tider med nisser og gaver og julemad og traditioner.  Men mest af alt handler julen om kærlighed.

For uden kærlighed er julen intet.

Vi ved alle, hvad kærlighed er, når vi har den. Og vi ved alle, at både vi og kærligheden kan blive sat på prøve i julen.

Her får du årets sidste opskrift – opskriften på kærlighed. Nedskrevet af profeten Paulus i hans første brev til Korintherne.

Den er lige til og kan bruges af alle:

Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klingende bjælde.

Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet.

Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.

Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde; thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde.

Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, drømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige. Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.

GLÆDELIG JUL!

12. december – jul på toppen

Hvad er der galt hjemme hos familien Lykkegaard. Som billedet antyder er, det ikke antydningen af julepynt at se nogen steder.
Hvad er der galt hjemme hos familien Lykkegaard i Hornbæk? Som  man kan se på billedet, der er taget tidligere i dag, er der ikke antydningen af julepynt at se nogen steder.

Julehygge er, hvad man gør det til. Kikker man inden for hos familien Lykkegaard i Hornbæk, skulle man tro, at julen er aflyst. Uanset, hvor man kigger hen, er der ikke skyggen af julehygge, ikke så meget som et lille julehjerte er der til at få øje på. Glæder de sig slet ikke til jul? Er der opstået Kokkedal-agtige tilstande i hjertet af vores lille by?

Lad mig straks slå fast, at er der nogen, der glæder sig til den 24. december, så er det familien Lykkegaard. Men det bliver en meget speciel jul. Man kan sige, at de planlægger at holde jul på toppen. Det vil sige på toppen af Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg, i knap 6000 meters højde.

Selve juleaften afholdes i et lille telt. Kl. 23 bliver familien vækket, så de kan gå de sidste meter op og opleve solopgangen fra bjergets top.

Familien, det vil sige otte personer i alderen 19-59 år, siger farvel til Danmark den 19. december. De stiger på et fly i Kastrup, Mellemlander i Qatars hovedstad Doha, hvor der lige er blevet afholdt klimatopmøde, og tager straks videre til Nairobi i Kenya. Efter en sidste flyvetur ender rejsen i Kilimanjaro Airport i Tanzania. Familien får lige en enkelt overnatning, så starter opstigningen. Det tager 7 dage at tage hele turen op og ned igen. Nytårsaften fejres efter planen ved bjergets fod.

Derefter står den på safari på den afrikanske slette efterfulgt af badeferie på Zanzibar. Alt i høj sol og med minimal risiko for regn.

Jamen, så er der vel ikke andet end at ønske familien Lykkegaard en uforglemmelig jul. For at alle, kan få en fornemmelse af, hvordan Kilimanjaro tager sig ud juleaften, bringer jeg lige dette billede af dvæle ved. Man kan næsten se et lille juletræ på toppen og høre familien Lykkegaard afsynge Dejlig er jorden, ikke?

Kilimanjaro i december.
Kilimanjaro i december.

Læs mere om Kilimanjaro her

Dette er en af forhåbentlig 24 små juleblogs. Julebloggen er mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må meget gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’