Hornbæk Blog

Bloggen for alle, der elsker Hornbæk

Tag: jørgen haagen

Peter Poulsen i båltale: Hornbæk-hjerter bliver aldrig tvivlende kolde

1908111_10206621811242071_6370545427482518594_n

Så smukt så det ud. Man tænker P.S. Krøyer, men det er fotograf Torben Sørensen, der står bag dette vidunderlige, stemningsbillede.

Traditionen tro var der fyldt med glade mennesker, unge, gamle, børn og studenter, hornbækkere og turister på Hornbæk Strand til fejringen af midsommer og Skt. Hans. Vigtigst af alt: det regnede ikke!

Årets båltaler var hornbækkeren Peter Poulsen, formand for byens idrætsforening og medlem at Helsingør Byråd, valgt ind for Socialdemokraterne. Han lod ingen i tvivl. Hornbæk er det bedste sted at bo – ikke bare fordi vi har skov og strand, men fordi der her findes nogle helt fantastiske mennesker, der, på trods af at de ikke nødvendigvis er enig om alt, hjælper hinanden, passer på hinanden og og løfter i fællesskab, når det kræves.

P1090252

Peter Poulsen holder båltalen. Foto: Lotte Lund.

Her er, hvad Peter Poulsen sagde i sin tale:

Så er vi samlet til Sankt Hans igen, som vi har været det Sankt Hans efter Sankt Hans her i Hornbæk.
Det er en dejlig tradition, hvor vi fejrer de lyse nætter, synger midsommervise og holder båltale.
Og i år er det så mig, der har fået æren og fornøjelsen at holde talen, inden bålet bliver tændt.
Det er en ære, for Hornbæk er fyldt med ildsjæle, der hver dag gør en kæmpe forskel for vores by.

Og det er en fornøjelse, for Hornbæk fylder rigtig meget i mit liv.
Det er her jeg bor.
Det er her jeg er opstillet og valgt til byrådet.
Og det er her jeg bruger det meste af min fritid som formand for Hornbæk Idrætsforening.

Så jeg siger om Hornbæk, som H.C. Andersen sagde om Danmark:
Der har jeg rod, derfra min verden går.

Og sådan er vi mange, der har det.
Det er noget af det helt specielle ved Hornbæk.
Vi bor her ikke bare.
Vi står ikke bare op om morgen, går på arbejde, køber ind efter fyraften og lukker døren til omverdenen, når vi kommer hjem.

Vi nyder vores by.
Vi nyder vores natur.
Og vi bakker op om hinanden.
Og det sidste er det vigtigste.
For selvom Hornbæk ikke ville være det samme uden havet, stranden, søen og plantagen, så er det ikke, der gør Hornbæk til den bedste plet på jorden. Der findes trods alt hav, strand og skov over hele kloden.
Det, der er det største privilegium ved at bo i Hornbæk – det er menneskene.
Det er, at vi står sammen i medgang og modgang. Både i stort og i småt.
I stort som da stormen Bodil tævede havnen gul og blå. Hundreder af mennesker hjalp til med oprydningen og der er blevet samlet 946.345 kroner ind til reparationerne.
Derfor er Hornbæk Havn stærkere i dag end nogensinde.
Og i småt, som man kan læse på Facebook i gruppen Vores Hornbæk.
Tabte nøgler, ure og punge. Stjålne cykler og bortløbne katte. Har du mistet noget, så kan du altid få hjælp eller i hvert fald støtte og opbakning her.
For sådan er vores Hornbæk. På facebook og ude i virkeligheden.
Der er altid nogle, der er klar med hjælp eller opmuntrende ord.
Det mærkede jeg personligt, da jeg mistede min far i juli sidste år.
Næsten uanset, hvor jeg kom i Hornbæk blev jeg mødt af kondolencer og måske en god historie om min far.
De oplevelser har gjort det meget tydeligt for mig, hvor vigtigt det er at bo et sted, hvor mennesker bekymrer sig om hinanden.
Det er derfor jeg siger, at det ikke bare er havet og havnen, der gør Hornbæk til noget særligt.
Det er først og fremmest Hornbæks borgere – jer – der gør Hornbæk til det bedste sted at bo.

Der var også en anden ting, der blev meget tydelig for mig sidste sommer.
Det blev tydeligt, hvor kort tid vi har med hinanden – og hvor vigtigt det er, at vi nyder den tid, vi er sammen.
Det kan godt være svært, når hverdagen kører.
Der er børn, vi skal hente og bringe. Der er arbejde, vi skal passe. Vi skal holde os i form, og græsset slår jo heller ikke sig selv.
Der er masser at se til – og så kan man godt ind i mellem blive lidt blind for det, der er det vigtigste:
Nuet med dem vi holder af, og at vi nyder at de og vi er til og har hinanden.
Hverdagen er en hel stribe af ”nu’er” der bare drøner forbi, men til Sankt Hans har vi chancen for at sætte tiden lidt i stå.

For om lidt når vi tænder bålet, har vi lidt tid, hvor vi bare kan nyde øjeblikket og hinanden.
Og være taknemmelige for at vi er sammen her på den bedste plet på jorden.

Jeg ved godt, at alt ikke er fryd og gammen i Hornbæk.
Der er selvfølgelig ting, vi ikke alle sammen er enige om.
Må de unge knægte godt køre på knallert og larme i gaderne?
Skal havnen være bilfri eller ej?
Og skal Hornbæk være en sommerby med fest og farver eller med fred og fuglesang?
Der er nogle, der synes den slags er ligegyldigt at diskutere. Det synes jeg ikke.
Vi har forskellige ønsker for vores by ind imellem. Det er helt fair.
Det vigtige er, at vi finder løsningerne i fred og fordragelighed og med blik for fremtiden.
Og især at vi husker, hvilket privilegium det er at bo her i Hornbæk, så vi får de rigtige proportioner på det, vi er uenige om.
Det er faktisk også værd at huske på efter de godt tre ugers folketingsvalgkamp, vi lige har været igennem.
I 23 dage har folketingskandidaterne forsøgt at overbevise os om, at de kan gøre Danmark bedre.
Men som det er i Hornbæk, sådan er det også i resten af Danmark:
Det er først og fremmest menneskene, der gør Danmark bedre.
Når vi står sammen i medgang og modgang – i stort og i småt.
Når vi passer på hinanden i hverdagen – også selv om den er travl og stresset.
Og når vi holder os for øje, hvor usandsynligt heldige vi er, at vi bor her.
Når vi holder fast i alt det, så finder vi også bedre løsninger.
Vi gør hverdagen bedre for os selv og hinanden.
Det har jeg set igen og igen, at vi gør i Hornbæk.
For som Drachmann skriver i Midsommervisen, som vi skal synge om lidt, så kan freden vindes, ”hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde”.

Og ”tvivlende kolde” – det bliver ægte Hornbæk-hjerter aldrig nogensinde.

Rigtig god Sankt Hans aften.

Det er en lille gruppe på 4 personer med Hornbæk Havns formand, Jørgen Haagen, i spidsen, der arrangerer Sankt Hans festen på Hornbæk Strand. De øvrige tre er Havneforeningens formand Finn Svendsen, tidligere formand for Bådeklubben William Leedgaard, formanden for Sagalauget Harry Duus.

Arrangementet støttes økonomisk af følgende 4 foreninger: Bådeklubben, Havneforeningen Turistforeningen og Havnen. Havnen styrer økonomien, som udgør en årlig indbetaling på 1.500 kr. pr. forening. Eller i alt 6.000. kr. (Tidligere var også Handelsstandsforeningen med). Beløbet forventes at stige til næste år.

Pengene anvendes til musik, sange, højttaleranlæg, plakater, fakler, gave til båltaler og et honorar til den skoleklasse som medvirker ved fakkeltoget.

Havnens Venner står for bemanding af teltet med salg af øl, vand og vin for egen regning. De opstiller selv telt og rydder op.

Stor tak til alle de frivillige! I er netop den type mennesker, som Peter Poulsen fremhævede i årets tale.

Midsommervisen gjaldede over Hornbæk Strand. Foto: Lotte Lund.

Midsommervisen gjaldede over Hornbæk Strand. Foto: Lotte Lund.

Smukke studiner i solnedgangen. Foto: Lotte Lund.

Smukke studiner i solnedgangen. Foto: Lotte Lund.

Freja og Thea varmer sig ved bålet. Foto: Lotte Lund.

Freja og Thea varmer sig ved bålet. Foto: Lotte Lund.

På fredag 26. juni 2015 kl. 15-17 samles byens borgere igen på stranden til Store Badedag, hvor badesæsonen officielt åbnes:

Læs mere om Store Badedag her

Himmel & Hav – på fredag går det løs i kulturnatten i Hornbæk

Et sikkert hit bliver igen i år en gratis tur til børnene i brandstigen. Foto: Susanne Buhl.

Et sikkert hit bliver igen i år en gratis tur til tops i brandstigen – find brandbilen i Hovedgaden. Foto: Susanne Buhl.

Så er Hornbæk ved at gøre klar til verdens hyggeligste kulturnat. Det hele sker på fredag den 19. september fra kl. 17. Og i bedste Hornbæk-stil lover vejrudsigten den smukkeste sensommeraften.

Sidste år var første gang Hornbæk valgte at lægge sin kulturnat en uge før den store Kulturnat i Helsingør. Og det var en kæmpesucces. Over 5.000 mennesker hyggede sig over alt i byen, som i dagens anledning var helt lukket for trafik, så børnefamilier kunne færdes trygt.

– Sådan bliver det også i år – næsten. For den store evaluering viste, at sådan vil folk gerne have det igen, forklarer turistforeningens formand Olav Berntsen, der sammen med bibliotekar Lisbeth Jensen, Hornbæk Bibliotek, formand William Leedgaard, Hornbæk Bådeklub, Peter Marx fra Handelsstandsforeningen og Hornbæk Idrætsforenings formand Peter Poulsen har stået for planlægningen af dette års Kulturnat i Hornbæk.

Formand for Hornbæk Turistforening, Olav Berntsen, håber, at Kulturnatten i år også vil trække mange gæster ude fra til Hornbæk. Foto: Susanne Buhl.

Formand for Hornbæk Turistforening, Olav Berntsen, håber, at Kulturnatten i år også vil trække mange gæster ude fra til Hornbæk. Foto: Susanne Buhl.

– Kulturnatten i Hornbæk er for alle, slår Olav Berntsen samtidig fast. Han håber, at det spændende program og det gode vejr til sammen vil tiltrække ikke blot hornbækkere, men også masser af gæster ude fra, der har lyst til at opleve byen på en ny måde.

Årets tema er ‘Himmel & Hav’. Et sted, hvor man virkelig vil udleve temaet er i Hornbæk Bådeklub. Her vil man kunne opleve et lysbilledshow på 80 billeder, der viser, hvor vildt det gik for sig, da 1000 års-stormen Bodil ramte havnen i december sidste år. Der vil også være billeder, der viser, hvordan havnen med en enestående fælles indsats fra hornbækkernes side er blevet genetableret og igen præsenterer sig som en af Danmarks smukkeste lystbådehavne. Gå op i klubhuset på 1. sal i Bådeklubben og oplev billedshowet fra kl. 17 på klubbens storskærm. Mellem kl. 20 og 21 vil formanden for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen, være til rådighed og svare på spørgsmål.

Temaet for Kulturnat 2014 er 'Himmel & Hav'. Det vil blandt andet komme til udtryk i et billedshow i Hornbæk Bådeklub om stormen Bodil og det, der fulgte. Foto: Susanne Buhl.

Temaet for Kulturnat 2014 er ‘Himmel & Hav’. Det vil blandt andet komme til udtryk i Hornbæk Bådeklub i et billedshow om stormen Bodil og det, der fulgte. Foto: Susanne Buhl.

Mød formanden for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen, i Bådklubben kl. 20-21. Her vil han svare på alle spørgsmål om genopbygningen efter Bodil. Foto: Susanne Buhl.

Mød formanden for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen, i Bådklubben kl. 20-21. Her vil han svare på alle spørgsmål om genopbygningen efter Bodil. Foto: Susanne Buhl.

På havnen vil der også blive udstillet gamle biler og motorcykler, og er man frisk, vil man for alvor kunne opleve både himmel og hav ude ved Hornbæk Vinterbadelaug. Her vises badehuset frem kl. 18-20, og man er også velkommen til at tage en dukkert. Kl. 18.30  vil troubadourerne Yasmin, Asger Steenholdt og Henrik Munk, som man vil kunne opleve rundt om i byen hele kulturnatten, dukke op på havnen. Her vil der desuden aftenen igennem blive solgt røget sild og makrel fra havnens røgovn. Overskuddet fra dette salg går til Hornbæk Bådeklubs ungdomsafdeling

Når man alligevel er nede ved havnen kan det anbefales at besøge Afdelingen for Rygmarvsskader på Havnevej og få indblik i, hvordan rehabiliteringen foregår. Det sker mellem kl. 17 og 19. De voksne kan også stikke også hovedet inden for hos naboen Peter Leander og Nybolig. Ejendomsmægleren holder til i det, der en gang var Hornbæk Kro, og traditionen tro genoplives stemningen fra de gode gamle dage med pianobar i de hyggelige lokaler.

Hovedgaden vil også i år være spærret for bilkørsel og summe af liv i Kulturnatten. SuperBrugsen vil sørge for rigeligt at spise og drikke samt underholdning og sjove konkurrencer. Galleriet Hornbæk viser kl. 17-21 en meget spændende fotoudstilling med billeder fra bogen ‘Søren og Marie Krøyers jagt efter skønhed’. Både Søren og Marie Krøyer elskede også Hornbæks skønhed og boede i vinteren 1891 i Carl Lochers hus. Mød også bogens forfatter, Henriette Bjarne Hansen, der vil være til stede og signere sin bog.

Ingen børn kommer gennem hovedgaden uden at lægge vejen forbi den flotte brandbil fra Station Hornbæk som hører under Nordsjællands Brandvæsen. Her vil de frivillige brandmænd igen i år give ungerne lov til at prøve, hvordan det er at komme til tops i brandbilens stige. Hoppeborgen må også siges at være et must for børn.

For børn i alle aldre er der hestevognskørsel fra Bytorvet og skattejagt. Skattekort til den Kulturnattens stor skattejagt udleveres på Biblioteket og det gælder om at finde fiskene rundt om i vinduerne i Hornbæks mange forretninger.  De voksne kan deltage i Turistforeningens kulturnatskonkurrence, som afholdes af Turistinformationen i biblioteket.

Bytorvet vil i det hele taget være et centrum for mange aktiviteter – fra tryllekunst på biblioteket kl. 17.30 til koncert med Helsingør Shantykor kl. 18.30 og 19.30 og introduktion til argentinsk tango kl. 20.30. Her kommer troubadourerne også forbi kl. 21.30 – og aftenen igennem kan man også her få stillet sulten fra forskellige boder med mad.

Bytorvet vil også i år blive et centrum for Kulturnatten med trylleri, tango og dejlig mad m.m.m. Foto: Susanne Buhl.

Bytorvet vil også i år blive et centrum for Kulturnatten med trylleri, tango og dejlig mad m.m.m. Foto: Susanne Buhl.

Kl. 17-19 holder Hornbæk Vandværk også åbent hus. Hornbæk Vandværk leverer vand til cirka 2.650 husstande og erhverv. Der anvendes udelukkende grundvand af høj kvalitet fra 80 – 100 meter dybe boringer, der alle er placeret i nordkanten af Hornbæk Sø.

Der vil også være gymnastikopvisninger med gymnaster fra Hornbæk IFs gymnastikforening rundt om i byen.

Er man i det romantiske hjørne byder Lystfiskerforeningen Gedden på måneskinstur på Hornbæk Sø mellem kl. 17 og 22. Vil man virkelig være kulturel, inviteres både børn og voksne til at deltage i det store fællesmaleri ved skulpturen på A.R. Friis Vej. Her vil der også fra 20.30 blive vist et fantastisk lysshow arrangeret af Støtteforeningen Hornbæk Kunstmuseum.

På A.R. Friis Vej byder også Ilse Jacobsen inden for – både i Kurbadet og i forretningerne. Kl. 17-19 vil der være rundvisning i Kurbadet og introduktion til Ilse Jacobsens nye spa- og skønhedsserie, som hele denne aften sælges med 20 procent rabat. I tidsrummet kl. 17-19  serveres i restauranten en tapas tallerken med et glas cava til en yderst rimelig pris. Fra kl. 19 tilbyder restauranten mad fra det normale menukort. I Ilses butikker vil der aftenen igennem blive budt på et glas vin og gode tilbud og konkurrencer.

Hos Søstrene Olsen vil kulturnattens gæster kl. 18-21 kunne nyde en særlig kulturnatsmenu bestående af sprængt unghane med grøntsagsfrikasse og peberrod samt et glas vin eller øl for 98 kr. Bemærk, at der ikke kan bestilles bord til dette tilbud, som går efter først-til-mølle princippet og som kun gælder, så længe der er unghane tilbage.

Ønsker man at Kulturaftenen finder sin ro og sin afslutning i Hornbæk Kirke, fortæller Lone Kuhlmann kl. 21 om de kunstnere, der gennem tiden har besøgt Hornbæk, og kl. 21.30-22.00 fortæller sognepræst Bodil Olesen om  Hornbæk Kirke og holder aftenandagt.

Er man mere i humør til at fyre den af for alvor, skal man nok gå hen på Cafe Hornbæk Strand, hvor der frem til midnat afholdes Shu-bi-dua aften med shubberen Claus Asmussen og Hornbæk Almost Stars. Claus Asmussen har sammensat et repertoire bestående af hans egne personlige favoritter. Her bliver der tale om en aften, hvor publikum for alvor kan synge med. Claus Asmussen har nemlig alle sangteksterne med i hæfter, som bliver delt ud til publikum før koncerten. (Hvem behøver sanghæfter??, red.)

Og sådan får Historisk Forening endnu en historisk aften af skrive om til arkiverne. Glemte jeg at nævne, at de naturligvis også holder åbent hus Kulturnatten igennem i lokalerne på Sauntevej 4.

Der er med andre ord lagt op til endnu en magisk aften og nat i Hornbæk.

Find hele det samlede program for Hornbæk Kulturnat 2014 som pdf. her

Der bliver også en fotokonkurrence: Del dine oplevelser i Hornbæk Kulturnat og benyt #kulturnattenhornbæk på alle de sociale medier. Hornbæk Turistforening udlover præmie for det bedste foto. Du skal blot # det på instagram og #kulturnattenhornbæk – vinderen får sit foto fremkaldt i 75×50 cm.

Vi ses i Kulturnatten 🙂

PS! Jeg håber, jeg har fået alle arrangementer med – ellers skriv til mig. Der er plads til alle på Hornbæk Bloggen…

Hornbækkerne støttede havnen på Charity Bar

Bandet Class Jazz donerede skøn live jazz til Charity Baren. Foto: Mette Clemmensen.

Bandet Class Jazz donerede skøn live jazz til Charity Baren. Foto: Mette Clemmensen.

Uden at det endelige regnskab er gjort op, kan man roligt konstatere, at Rotary Hornbæks Charity Bar den 24. januar 2014 til fordel for genopbygningen af Hornbæk Havn var en succes.

149 betalende gæster lagde 100 kr. i døren, som ubeskåret går til Hornbæk Havns genopbygning efter stormen Bodil i december 2013. Dertil kom knap 100 solgte tapastallerkner, hvoraf 50 kr. af prisen gik til Hornbæk Havn. Rotary Hornbæk dobler begge beløb op. Dertil kommer 10 procent af omsætningen mellem kl. 17 og 21. Med lidt hurtig hovedregning er vi oppe på godt 40.000 kr.

Stemningen var lige så god, som man kan forvente af de gode hornbækkere, når de byder en 1000 års-storm trods.

Soundtracket til begivenheden blev leveret i form af live jazz af bandet Class Jazz og loungemusik af Troels Hammer. Alle musikere stillede gratis op! Tak for det.

Alt i alt var der bred enighed om, at Charity Baren er kommet for at blive, og at der er nok at sager at bakke op omkring, som kunne give anledning til at gå i byen for en god sag.

Her følger lidt stemningsbilleder. Var du ikke med, kan du stadig støtte indsamlingen direkte. Klik på linket herunder.

Høj stemning til Charity Bar på Cafe Paradiset. Foto: Mette Clemmensen.

Høj stemning til Charity Bar på Cafe Paradiset. Foto: Mette Clemmensen

Troels Hammer leverede den smukkeste lounge musik. Foto: Mette Clemmensen.

Troels Hammer leverede den smukkeste lounge musik. Foto: Mette Clemmensen.

Blandt gæsterne i Charity Bar sås også advokat og byrådsmedlem Anders Drachmann og hans søde hustru Charlotte. Foto: Mette Clemmensen.

Blandt gæsterne i Charity Bar sås også tidligere præsident for Rotary Hornbæk, advokat og byrådsmedlem Anders Drachmann og hans søde hustru Charlotte. Foto: Mette Clemmensen.

Fra venstre: Bitten Hammer Kjølsen, Lotte Lund, Mette Larsen og Bella Wirth gjorde hvad de kunne for at få genoprettet havnen på Charity Bar. Foto: Mette Clemmensen.

Fra venstre: Bitten Hammer Kjølsen, Lotte Lund, Mette Larsen og Bella Wirth gjorde hvad de kunne for at få genoprettet havnen på Charity Bar. Foto: Mette Clemmensen.

Læs mere Hornbæk Havns Indsamling her

Se Cafe Paradisets hjemmeside her

Efter stormen 3: Vi ses til Charity Bar på Cafe Paradis den 24. januar i den gode sags tjeneste

Thea Hornbæk Havn

Her ses Thea på Hornbæk Havn i maj 2013. Det er sådan, vi gerne vil kunne sidde på havnen i maj 2014 vel vidende, at alt er godt på trods af stormen Bodils rasen. Og masser af gode initiativer er på vej. Foto: Lotte Lund.

Hornbækkerne fortsætter ufortrødent deres kamp for at genoprette skaderne på havnen efter 1000-års stormen Bodil. Og det behøver ikke være kedeligt. Den 24. januar samles byen til Charity Bar på Café Paradiset, Havnevej 3 i Hornbæk. Så sæt kryds i kalenderen og få lavet aftale med barnepigen!

Det er Hornbæk Rotary, der har taget initiativet til begivenheden, der også er slået op på Facebook – se under

Entréen koster kr. 100 og afregnes kontant ved døren. Det fulde beløb herfra går til Havnen. Udover dette, ønsker Cafe Paradis at donerer 10 procent af omsætningen.

Der vil være mulighed for at købe en tapas tallerken til kr. 150,00 hvoraf kr. 50,00 går til havnen. Bestilling af tapas-tallerken forgår efter først til mølle-princippet – dog senest den 20. januar.

Når aftenens regnskab er gjort op, fordobler Hornbæk Rotary klub det indkommende beløb på entré, drikkevarer og køb af tapas med op til 20.000 kr.

–  Vi har allerede mange tilmeldte, så jeg anbefaler, at lave sine bestillinger hurtigst muligt. Inviter dine venner eller dit firma og kom og støt op om arrangementet og hjælp med opbygningen af Hornbæk havn, siger advokat Mette Clemmensen præsident for Hornbæk Rotary.

På Hornbæk Havn glæder bestyrelsesformand Jørgen Haagen sig over den store opbakning i byen, selv om der er lang vej, før der er fuldstændigt overblik over skaderne og de samlede omkostninger. Det står dog klart at de løber op i minimum 2-3 millioner kr. Bestyrelsesformanden arbejder selv på fuld tid på opgaven i øjeblikket.

– Jeg er helt overvældet over den opbakning vi har fået. Ikke siden vi samlede ind til hallen for over 25 år siden, har jeg oplevet et så stærkt sammenhold blandt hornbækkerne. Det er fantastisk. Indsamlingen er i øjeblikket oppe på godt 260.000 kr., siger Jørgen Haagen, der for alvor har fået øjnene op for det sociale medie Facebook. Hornbækkerne har forenet sig i Facebook-gruppen ‘Vores Hornbæk’, som nu har knap 1000 medlemmer. Det har betydet, at det er blevet let både at kommunikere og mobilisere i lokalsamfundet.

Støtten er strømmet ind fra lokale foreninger og firmaer i form af forskellige donationer, både i kontanter og i form af diverse ydelser – hvem de er, kan ses på det flotte og voksende ‘juletræ’ bygget op af drivtømmer på havnens forplads. Og  bevæger man sig ned på havnen, vil man opleve, at man næsten ikke kan se stormens skader længere. Det skyldes ikke mindst indsatsen fra 110 frivillige hornbækkere har været med til at fjerne 40 tons tang og skidt m.m. fra havnen.

– De frivilllige har renset havnen, så den er helt ren. Jeg tør slet ikke gøre op, hvad det frivillige arbejde har betydet i kroner og ører. Det har været uvurderligt, men skal vi sætte et beløb på, er det er flere hundredetusinde kroner. Og nævnes skal også SuperBrugsen, som har organiseret en indsamling, hvor de lokale kan donere 25 kr. i kassen, når de betaler og så deltage i konkurrencen om et ugentligt gavekort på 500 kr. Det er indtil videre løbet op i et samlet støttebeløb på knap 30.000 kr., siger Jørgen Haagen.

Foran ligger nu det lange seje træk, hvor det gælder om at holde gejsten oppe. Men heldigvis er flere gode initiativer på vej. Foruden Charity Baren den 24. januar har den kendte Skagensmaler Peder Ravn doneret et maleri på 2 x 2,8 meter, som skal bortauktioneres til fordel for Hornbæk Havns genopbygning. Fodboldens Venner i Hornbæk er i gang med at arrangere et kæmpe bankospil, hvor man håber på 400 deltagere, og Hornbæk Idrætsforening har planer med at arrangere en større støttekoncert til fordel for havnen.

Den store lokale opbakning giver Jørgen Haagen gode kort på hånden, når han skal mødes med kommunen, ministerier og fonde og måske endda EU for at søge økonomisk støtte til reetableringen af havnen. Indtil videre er der aftalt møde med dels Helsingør Kommunes nye borgmester Benedikte Kjær og den afgående borgmester Johannes Hect-Nielsen, der nu er formand for for Teknik- og Miljøudvalget.

– Havnen fungerer, som det nu. Men det er ikke optimalt med el-installationerne. Vores målsætning er, at havnen skal være helt klar til brug ved sæsonstarten til 1. maj. Den helt store udgift bliver reparationerne af stenmolerne. Dertil kommer 8-10 mindre opgaver, som vi håber, at kunne løse ved hjælp af lokale håndværkeres frivillige arbejdsindsats. Vi er ved at indhente tilbud. Før vi har dem, har vi ikke det endelige overblik over, hvad det kommer til at koste at udbedre skaderne, siger Jørgen Haagen.

Hvis du gerne vil støtte Hornbæk Havn er der mange måder at gøre det på.

Læs mere om det på Hornbæk Havns hjemmeside her

Tilmeld dig Charity Bar på Facebook her

Bestil tapas-tallerkener til Charity Bar-arrangementet på Cafe Paradiset direkte her

Jørgen Haagen

Jørgen Haagen, bestyrelsesformand i Hornbæk Havn, er overvældet over hornbækkernes opbakning efter stormen Bodil. Han har ikke oplevet noget lignende siden man samlede penge ind til Hornbæk Hallen for mere end 25 år siden. Foto: Lotte Lund

 

 

 

Efter stormen 2: Hornbækkerne løfter i flok

Sådan ser det ud, når hornbækkerne løfter i flok på Hornbæk Havn. Foto: Lotte Lund.

Sådan ser det ud, når hornbækkerne løfter i flok efter 1000-års stormen på Hornbæk Havn. Foto: Lotte Lund.

Siden stormens rasen har hornbækkerne vist, at sammenhold i en lille by kan gøre en forskel. For en uge siden lå havnen næsten ukendelig hen efter stormen Bodil. En storm, hvor vandstanden stod så højt, at det ifølge Kystdirektoratet kun sker sjældnere end hvert 1000. år. Men efter stormen har op mod i alt 100 hornbækkere to søndage i træk  stillet med frivillig arbejdskraft på havnen og ryddet op.

Det har kunnet lade sig gøre, fordi havnens foreninger har skrevet ud, og fordi Hornbæk har forenet sig i en Facebook-gruppe ‘Vores Hornbæk’, hvor mere end 900 af byens indbyggere er medlem. Det er op med hver 3. hornbækker. Samtidig er der også spontant blevet startet en indsamling, som i løbet af den første uge har givet over 50.000 kr. fra lokale foreninger, virksomheder og privatpersoner. Og der planlægges flere velgørenhedsarrangementer i løbet af de kommende måneder.

De mange frivillige mandetimer, har betydet, at tonsvis af tang, skidt og sand er blevet ryddet af vejen. Det har gjort situationen nogenlunde overskuelig for havnefoged Allan Vodder, der til dagligt har opsynet med havnen, og ikke mindst bestyrelsen, som nu skal forholde sig til, hvordan man finder pengene til at dække de millionregninger, der ligger og venter.

– Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg mangler ord for at beskrive den store opbakning. Det er storslået, at så mange støtter, og at vi møder så stor velvilje. Vi får penge, og folk er i gang med at planlægge støttearrangementer. Og Hornbæk Havn er kommet på Facebook. Jeg kan jo se, at det er en meget effektiv måde at kommunikere på, siger Jørgen Haagen, bestyrelsesformand i Hornbæk Havn.

Dagen startede kl. 10. Bådeklubben lagde lokaler til en omgang morgenmad med frisk brød leveret af Bagt uden beregning. Så gik arbejdet i gang. Dagen igennem kunne de frivillige få en kop varm kaffe i Fiskehuset Hornbæk.

En af dagens store opgaver var, at flytte den ødelagte flydebro, som til dagligt bruges af Mini12-gruppen til glæde for patienterne fra Rigshospitalets Afdeling for Rygmarvsskader i Hornbæk.

I 25 år har gruppen udført det frivillige arbejde et par gange om ugen inden for sæsonen at give de handicappede fra hospitalet en god oplevelse omkring sejlerlivet. Resten af tiden fanger Hornbæks børn krabber fra flydebroen. Nu skulle den trækkes op og undersøges for om, den kunne repareres. Alt tyder på, at det kan lade sig gøre, og en lokal håndværker har påtaget sig opgaven – uden betaling! Grete Heisel fra Mini12-gruppen var på havnens søndag og kunne med glæde konstatere, at de kommer ud at sejle igen. For selve Mini12-gruppen har ingen penge, men skulle først til at søge. Men problemet blev løst på stedet.

Mini12'ernes bro var meget skadet, men kan reddes, viste et nærmere eftersyn. Et lokal håndværker har taget opgaven - gratis! Grete Heisel fra Mini12- gruppen var glad. Foto: Lotte Lund.

Mini12’ernes bro var meget skadet, men kan reddes, viste et nærmere eftersyn. Et lokal håndværker har taget opgaven – gratis! Grete Heisel (med lilla tørklæde) fra Mini12- gruppen var glad. Her omgivet nogle af de mange frivillige. Foto: Lotte Lund.

Blandt de mange frivillige var også Jens Kristian Pedersen, som fyldte 50 år. Han er bruger af havnen, og så er det da klart, at man sætter nogle timer af – også selv om tilfældigvis fylder rundt. Efter dagens dont skulle han hjem og hygge med familien. Festen holdes til sommer. Stort til lykke skal lyde herfra!!

Jens Krisitan Pedersen (th) fejrede sin 50 års fødselsdag med at rydde op på Hornbæk Havn. Havnefoged Allan Vodder (tv) var et stort smil hele søndagen. Foto: Lotte Lund.

Jens Krisitan Pedersen (th) fejrede sin 50 års fødselsdag med at rydde op på Hornbæk Havn. Havnefoged Allan Vodder (tv) var et stort smil hele søndagen. Foto: Lotte Lund.

Bådeklubbens medlemmer var i det hele taget mødt op i stort tal denne søndag. Blandt dem var klubbens næstformand Peter Leander. Klubben vil holde et bestyrelsesmøde i den kommende uge, hvor man vil tage stilling til, hvad Bådeklubben kan gøre for at hjælpe havnen. Han antyder, at det også vil inddrage hornbækkerne i nogle spændende events. Nogle vigtige detaljer skal dog falde på plads, før det kan afsløres, hvad der arbejdes på.

Bådeklubbens næstformand Peter Leander og lystsejler Erik Kobberholm gav en hånd med. Foto: Lotte Lund

Bådeklubbens næstformand Peter Leander og lystsejler Erik Kobberholm gav en hånd med. Foto: Lotte Lund

Jacob Pociot er altid frisk, når der skal gives en hånd med i Hornbæk. Her med trillebør. Samtidig giver hans virksomhed Pava 10.000 kr. til genopbygningen af havnen. Foto: Lotte Lund.

Hornbæks svar på James Bond, Jacob Pociot, er altid frisk, når der skal gives en hånd med i Hornbæk. Selv med trillebør er der lidt Agent 007 over ham. Samtidig giver hans virksomhed Pava 10.000 kr. til genopbygningen af havnen. Foto: Lotte Lund.

Maria Dalsgaard er en anden af de personer, der altid er aktive til Hornbæk og havnens bedste!. Foto: Lotte Lund.

Maria Dalsgaard er en anden af de personer, der altid er aktive til Hornbæk og havnens bedste!. Foto: Lotte Lund.

Hornbæks føremde tangopar, David Angelo og Pernille Emborg fra Tangoymiel, viste, at de også kan håndtere en skovl, hvis der er behov for det. Foto: Lotte Lund.

Hornbæks føremde tangopar, David Angelo og Pernille Emborg fra Tangoymiel, viste, at de også kan håndtere en skovl, hvis der er behov for det. Foto: Lotte Lund.

Blandt de kommende initiativer til fordel for genopretning af havnen er Rotarys Charity Bar, som afholdes på Cafe Paradis den 24. januar. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen. Fodboldens Venner arbejder på at gennemføre et bankospil i Hornbæk Hallen til fordel for Havnen. Datoen er ikke fastsat endnu. Det bør nævnes, at Fodboldens Venner donerede 10.000 kroner af overskuddet fra Julebanko til Vinterbadelauget, så de kan få reetableret badehuset, og 3.000 kr. til udbedring af skader på strandlegepladsen.

Endelig er der for alvor kommet gang i indsamlingen. Private firmaer, der giver over 5.000 kr. får deres logo på et skilt på ‘juletræet’ lavet af drivtømmer på havnens forplads. Det bliver spændende at at se, om træet bliver pyntet helt op til toppen inden jul.

På juletræet kan man følge med i de større virksomhedsdonationer til Hornbæk Havns indsamling efter stormen Bodil. Foto: Lotte Lund

På juletræet kan man følge med i de større virksomhedsdonationer til Hornbæk Havns indsamling efter stormen Bodil. Foto: Lotte Lund

Og i SuperBrugsen har uddeler Bjarne Mikkelsen sat indsamlingen i system. Praktikken er, at man kan donere 25 kr. i kassen. Alle, der donerer, får et lod i en lodtrækning på et gavekort på 500 kr. SuperBrugsen udtrækker gavekort de næste tre mandage.

Endelig kan alle, der ønsker det, støtte Hornbæk Havns indsamling direkte. Havnen har oprettet en speciel konto til formålet i Nordea Helsingør, mærket Hornbæk Havn, Stormen 2013. Konto nr.: 2255 3498 273 369 .

Havnen vil helst have pengene overført. Derfor måtte Finn Svendsen gå hjem med sine 1000 kr. i kontanter. Han ville ellers gerne overrække dem på vegne af sin billiardklub Pot, hvor alle medlemmer er hornbækkere. Nu bliver de overført via netbank.

Sådan er ånden i Hornbæk i disse dage. Hvis der er et sted i Danmark, hvor man mærker sammenhold og den positive julestemning sænke sig over byen, så er det her.

Finn Svendsen kom med kontanter til indsamlingen, men blev bedt om at overføre elektronisk. Penge var doneret af hans billardklub Pot. Foto: Lotte Lund.

Finn Svendsen kom med kontanter til indsamlingen, men blev bedt om at overføre elektronisk. De 1000 kr. var doneret af hans billardklub Pot. Foto: Lotte Lund.

– Jeg håber, at folk forstår, hvor dybt, dybt, dybt taknemmelige vi er. Hornbæk har en fantastisk sammensætning, der betyder, at der både er nogle der er gode til at organisere og nogle, der kan deres håndværk. Og alle stiller op, siger Allan Vodder, som på trods af en enormt arbejdspresi disse uger går rundt og ser utrolig glad ud på sin havn.

Efter stormen: Havnens helte

Bådene ligger stadig på molerne i Hornbæk Havn. De spærrer blandt andet for adgangen til vinterbadernes hus. Foto: Lotte Lund.

Bådene ligger stadig på molerne i Hornbæk Havn. De spærrer blandt andet for adgangen til vinterbadernes hus. Men selve havnen er nu ryddet af frivillige hornbækkere. Foto: Lotte Lund.

Det var det smukkeste syn på Hornbæk Havn den 2. søndag i advent 2013. Ganske vist var der tydeligvis sket skader for millioner af kroner efter den historiske storm Bodil, der hærgede torsdag og fredag. Molerne var smadret, både var kastet rundt og det meste af havnen var dækket af tang og skrammel. Men som i en lille myretue vrimlede havnen af liv. Det var godt 50 hornbækkere, måske flere, der var mødt op for at give en hånd med i oprydningen. De kom fra nær og fjern med koste, skovle og trillebører og masser af positiv energi.

Efter 2 timer var Hornbæk Havn ryddet på overfladen. Og kl. 13 samledes dem, der ikke var taget hjem, til en improviseret julefrokost i Havneforeningens lokaler.

Havnefoged Allan Vodder og  Jørgen Haagen, formand for bestyrelsen i Hornbæk Havn, var overvældede over den store opbakning.

– Da jeg tog hjem fredag aften var vandstanden høj og jeg kunne næsten ikke bære tanken om hvilket syn, der ville møde mig næste dag. Men da jeg kommer på havnen lørdag morgen kl. 10, er de gamle fiskere på eget initiativ gået i gang med at rydde op. De beder mig om at skaffe en container. Sammen med fiskerne fik vi lørdag formiddag ryddet forpladsen og spiste derefter frokost sammen, fortæller AllanVodder.

– Vi lavede også en plan for resten af oprydningen, hvor der lå skidt og møg over alt. Men vi er kun halvanden ansat på havnen, så det var en helt uoverskuelig opgave at løse, hvis ikke vi fik hjælp, siger Allan Vodder.

Hjælpen kom med Facebook. Hornbækkerne har en gruppe på Facebook, Vores Hornbæk hedder den. Den har over 800 brugere – det vil sige det meste af byen. Der blev slået opråb op af blandt andre Kirsten Storminger, sekretær i Hornbæk Vinterbadelaug, på Vores Hornbæk-siden i løbet af lørdag eftermiddag og søndag morgen mødte altså et halvt hundrede hornbækkere op og tog en tørn, så havnen næsten ligner sig selv. Det samme kan siges om Strandlegepladsen på havnen. For selv om det principielt tilhører Naturstyrelsen og vedligeholdelsen er kommunens ansvar, så kunne hornbækkerne ikke lade den ligge dækket i skidt.

– Jeg vil gerne sige tusinde tak til alle. I har vist herregodt initiativ. Jeg er voldsomt glad for, at turisterne igen kan komme til Hornbæk og opleve en pæn havn. Og jeg vil sige, at det er helt fantastisk, hvad man kan med de nye sociale medier, siger Allan Vodder.

Flere lokale forretningsdrivende gav også forskellige former for bidrag til søndagens indsats. Entreprenør John Nielsen stillede gratis gravemaskiner til rådighed for oprydningn, vognmand Benny Rasmussen donerede frokosten, Fiskehuset sørgede for, at der var frisk kaffe til rådighed hele formiddagen og for et godt sildebord til frokosten. Café Hansen donerede to kasser julebryg og to kasser sodavand. Havnekiosken gav to flasker snaps. Havneforeningen lagde lokaler til, og jeg kan sige, at stemningen var i top.

Men altså, når alt det gode er sagt, så ligger der kæmpe udfordringer og venter for  Hornbæk Havni de kommende måneder. Mandag skal skaderne vurderes af fagfolk og der skal beregnes et realistisk budget for, hvad skaderne kommer til at koste at udbedre. Vi taler millioner af kroner.

Hvor pengene skal komme fra er et åbent spørgsmål. I 2012 blev der indført en ny stormflodsordning, der betyder, at blandt andet havnekonstruktioner er undtaget fra at kunne opnå erstatning. Det er dermed op til havnene selv at punge ud.

– Aktuelt er det ikke muligt at finansiere de udgifter, der ligger og venter. Vi havde en god sommer, der har givet os en lille opsparing, men den rækker ikke langt, siger Jørgen Haagen.

Skål, Bodil. Du får aldrig hornbækkerne til at miste deres gode humør! Sådan sluttede oprydningsarbejdet på havnen søndag! Foto: Lotte Lund.

Skål, Bodil. Du får aldrig hornbækkerne til at miste deres gode humør! Sådan sluttede oprydningsarbejdet på havnen søndag! Foto: Lotte Lund.

 

Hvis du vil følge med i, hvad der sker i Hornbæk, er du velkommen til at melde dig ind

i Facebook-gruppen ‘Vores Hornbæk’!

 

 

 

 

%d bloggers like this: