1. december – nu starter julen i Hornbæk

Dette billede er mit yndlingsbillede af Thea, min far og mig. Det er taget af min veninde Ana, som er en af Danmarks bedste portrætfotografer.
Dette billede er mit yndlingsbillede af Thea, min far og mig. Det er taget af min veninde Anastazia Anjo Jørgensen, som er en af Danmarks bedste portrætfotografer. Min far ville være fyldt 75 år i dag. Foto: Anjofoto.dk

I dag er det den 1. december. For alle, der fejrer jul, er det den særlige dag, hvor man åbner sin julekalender for første gang, og hvor vintermørket endelig overskygges af julens glade budskab om julehygge, kærlighed, gaver og lys, mens forventningerne til juleaften stiger dag for dag.

Thea, der ellers ikke er til at få til at vågne om morgenen, sprang da også ud af sengen i det øjeblik, hun kom i tanke om denne magiske dato. To julekalendere har hun fået. En med prinsessechokolader og for første gang en pakkekalender, som hendes mor (mig) havde lavet.

Jeg kom til at sige, at det måtte være julemanden, der havde stillet den. Det skulle jeg ikke have gjort, for så mente hun at have krav på endnu en pakkekalender – den som jeg havde lovet at lave til hende. Så måtte jeg jo bryde sammen og tilstå, at det faktisk var mig, der havde pakket alle gaverne ind, og at det med julemanden var noget, som jeg havde fundet på. Nå, men den fine Barbie-kjole gjorde stor lykke, og vi har ikke hørt meget til hende siden hun forsvandt op på værelset for at afprøve den på sine Barbie-dukker.

Resten af dagen står i høj grad også i julens tegn, for Hornbæk er den bedste by, når det kommer til julehygge. Kl. 11 åbner julemarkedet i Den Gamle Skurby på Hornbæk Havn. Her kan man frem til kl. 17 og i samme tidsrum i morgen købe alverdens juleting og julelækkerier. Kl. 13.30-16 er der Juletræsfest for alle børn i Hornbæk Hallen. I aften spiller Big Fat Snake op til julerock – også i Hallen.

I morgen er der som nævnt julemarked i Skurbyen kl. 11-17, Jul i Hornbæk Kirke kl. 15 og kl. 16 tændes byens juletræ på Torvet.

For mig personligt er denne 1. december også en lidt vemodig dag. Det er min kære fars fødselsdag, og hvis han havde levet, ville han være fyldt 75 år. Den fest ville jeg også gerne have været med til, men jeg håber, han lader sig fejre, hvor han end er. I dag mindes jeg ham med et billede, som blev taget for to år siden. Som man kan se, var han en mand, der elskede livet og elskede sin familie – og elskede julen. Vi kommer til at savne ham den 24.

Dette er den 1. af forhåbentlig 24 små juleblogs. Det bliver mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’

Foråret bringer jobs til Hornbæk

Hovedrengøring på Strandpavillonen er i fuld gang. Der skal også ansættes nyt personale til åbningen den 1. april. Foto: Lotte Lund

Lige som vintergækker og erantis i disse dage pibler op af jorden, er der alle mulige tegn på nyt liv, når man går en tur rundt i Hornbæks gader. Nye ansigter dukker op. I dag mødte jeg den nye bestyrer af Strandpavillonen, Babak Sari Beelverdi. Han er dog aldrig blevet kaldet andet end Bobby, fortæller han. Det er hans storebror, som har købt restauranten.

Bobbys familie stammer fra Iran. De kom i 1985 til Danmark som flygtninge. Bobby blev født i Danmark i 1988. Efter ankomsten åbnede familien et pizzaria på Østerbro. Der blev arbejdet hårdt og sparet op. I dag ejer familien med Strandpavillonen i alt syv restauranter og cafeer, de seks andre ligger i København. Blandt dem er Cafe Sommersko i Kronprinsensgade og Cafe Stella i Kompagnistræde, fortæller Bobby. Vi er gået inden for og overalt i restauranten står der stablet stole, borde og inventar. Der gøres hovedrent og friskes op, så alt er klart til åbningen den 1. april.

Efter planen vil de nye ejere ikke lave meget om på Strandpavillonen. De vil hellere lære området at kende og tage ros og ris til sig, før de ændrer på noget. Også Bodegaen fortsætter med traditionel dansk mad som smørrebrød, pariserbøf og biksemad. Bobby håber også at kunne præsentere et stort udvalg af spændende øl. Endelig overvejer han at åbne et ishus.

Med åbningen kommer der også nye jobs til Hornbæk. Bobby har brug for personale til både køkken og til servering samt ‘under-18 personale’ på både fuldtid og deltid. I alt leder han efter fire kokke og cirka 15 tjenere. Ansøgninger kan sendes på mail til lene@sariholding.dk. Bobby svarer på eventuelle spørgsmål på mobil 31 18 17 25.