Hornbæk Blog

Bloggen for alle, der elsker Hornbæk

Tag: hornbæk skole

Få ekstra frivillige er nok til at redde madordning på Hornbæk Skole

Peter Grønholt og frivillige madordning Hornbæk Skole foto Lotte Lund

Med Peter Grønholt i midten ses her de fantastiske frivillige, der er parat til at sikre, at eleverne kan få varm mad i spisefrikvarteret. I første omgang frem til jul. Stormøde for frivillige på onsdag 11. oktober 2017 kl. 19 på Hornbæk Skole.  Foto: Lotte Lund

Efter et hastigt indkaldt borgermøde på Hornbæk Skole torsdag aften ser det nu ud til, at skolens lukningstruede madordning alligevel kan fortsætte efter efterårsferien. En række frivillige mødte op og erklærede sig parat til at stå for serveringen af skolemaden, der leveres gennem en privat leverandør.

Madordningen på Hornbæk Skole leveres gennem app’en Madvognen.dk, hvor eleverne/forældrene frem til kl. 8 om morgenen kan bestille og betale for et varmt måltid mad til servering i Hornbæk Skoles kantine samme dag. Prisen for et måltid er 27 kr. Hver dag er det en ny ret, og i retten indgår 100 gram kød og 200 gram grønsager. Det er nok til at stille sulten hos elever i alle aldersklasser. Da maden betales på forhånd, er der ingen transaktioner i forbindelse med udleveringen – og der er i øvrigt heller ikke madspild, da der kun laves det antal måltider, som er bestilt.

På mødet, der var indkaldt af Peter Grønholt, blev det besluttet at lave en frivillig ordning i en prøveperiode frem til jul. Flere af de fremmødte meldte sig klar til at tage tjansen med at dele mad ud på bestemte ugedage. Man møder ind kl. 11 og det tager et par timer at uddele de 50-100 portioner, alt efter hvor mange, der har bestilt maden på forhånd.

På mødet stod klart, at man allerede nu har en minimumsbemanding alle ugens fem dage, men der er behov for flere til at dele opgaverne på. Og nu går arbejdet i gang med at finde de sidste frivillige, der vil gøre ordningen bæredygtig.

Frivillige kan melde tilbage til Peter Grønholt på mail peter@groenholt.com eller melde sig ind i den til formålet oprettede Facebook-gruppe ”Frivillige til madordning på Hornbæk Skole”. I beskeden skal stå, hvilken dag eller dage, der passer bedst. Så vil der blive oprettet selvkørende grupper for hver skoledag. Hvis man er fleksibel og gerne vil være ’bagvagt” efter behov kan man også skrive det.

De, der stiller op, skal servere den færdige mad, som hver dag leveres til skolens kantine. Serveringen forventes at foregå i hold af to personer, så der altid er backup ved akut sygdom eller andet, der betyder at en må melde forfald. Hvem der skal have mad fremgår af lister fra Madvognen. Maden skal serveres i engangs-service, som børnene kan tage med ned i klasserne, hvor de spiser den.

De frivillige får som tak for indsatsen selv et gratis måltid mad på dagen.

Der blev nedsat en styregruppe, som vil arbejde på at gøre planerne endnu mere konkrete og forsøge at rekruttere flere frivillige. Styregruppen består af Peter Grønholt, Vibeke Bjerre Nielsen, Lotte Frederiksen og Bente Fritzen. Styregruppen mødes tirsdag.

Det blev desuden aftalt, at der afholdes endnu et stormøde dagen efter, hvor man håber at se så mange frivillige som muligt, på onsdag den 11. oktober kl. 19 i kantinen på Hornbæk Skole.

”Hornbæk viser endnu en gang, at hornbækkerne kan, hvor andre giver op,” lød det optimistisk fra Peter Grønholt efter mødet.

Meld dig som frivillig til madordningen på Hornbæk Skole

Hvis du vil være med til på frivillig basis at servere skolemad for eleverne på Hornbæk Skole skal du skrive eller ringe til Peter Grønholt på mobil 22 30 36 88 eller skrive til ham på mail peter@groneholt.com. Du skal skrive hvilke dage, der passer dig bedst og/eller du stiller dig til rådighed som “bagvagt”. Man forpligter sig ikke til at servere hver uge, men bliver en del af en gruppe, der er ansvarlig for bemanding på den enkelte ugedag.

Du kan også melde dig ind i Facebook-gruppen ”Frivllige til madordning på Hornbæk Skole”, hvor der står mere information og du kan kommunikere med de øvrige frivillige.

Stormøde for frivillige på onsdag den 11. oktober kl. 19 på Hornbæk Skole

Deltag i Stormøde for frivillige. Det afholdes på onsdag den. 11. oktober kl. 19.-21 i kantinen på Hornbæk Skole. Lotte Lund Media Lab – Hornbæks lille, men effektive mediehus – sponsorerer et lettere traktement af øl og vand samt snacks.

Flot dækning af mødet og kampen for madordningen på Hornbæk Skole i dagens udgave af Helsingør Dagblad:

IMG_3617

Når iPad’en ikke spiller – gratis foredrag med Nina Tram på torsdag

IMG_3220

På torsdag vil Nina Tram  fortælle om værktøjer, der kan hjælpe med at planlægge en hverdag uden digitalt overforbrug. Foto: Lotte Lund.

Moar, hvor er iPad’en”, “Moar, må jeg spille iPad”? Hvor tit hører I mon de sætninger hjemme hos jer? Mange forældre vil kunne nikke genkendende til, at de her sætninger skærer igennem luften hjemme – særligt lige der midt i ulvetimen, hvor ungerne er flade og de selv er godt trætte efter en lang dag.

Faktum er at Ipad’en efterhånden fylder en mere og mere hos de danske børnefamilier og ofte beskriver forældre forholdet til den lille tablet, som et had/kærlighedsforhold der trænger til faste rammer.

De seneste par år har flere og flere forskere interesseret sig for iPad’ens påvirkning af vores børn samtidig med at forældre efterspørger hjælp til håndering af brugen af iPads rundt omkring i de små hjem.

På torsdag den 28. september 2017 kl. 19 kan du og dine børn (fra 4. klasse og op) på Hornbæk Skole opleve et foredrag med familiekonsulent Nina Tram, der vil tale om, hvad der sker, hvis vi er for meget online, og hvordan man planlægger en hverdag uden overforbrug af digitale medier – både for de voksne og for børnene.

 

Nina Tram er blandt andet kendt fra TV2. Hun er uddannet lærer og har arbejdet professionelt med børn i 19 år, primært i folkeskolen. Hun er også uddannet relationskonsulent fra Institut for relationspsykologi i 2014. Derudover er hun uddannet familiekonsulent hos EFT- Instituttet i 2016.  Hendes mission er at hjælpe familier med at trives bedre og skabe de bedste rammer for det gode børneliv.

 

Tid og sted:

TID: Torsdag den 28. september 2017 kl. 19

STED: Kantinen på Hornbæk Skole – Søren Kannes Vej 6 i Hornbæk.

HVEM: Voksne og elever fra 4. klasse er velkomene. Deltagelse er gratis.

 

Stolt teatertradition vender tilbage til Hornbæk Skole

Hornbæk Skole var i mange år kendt for sine store teaterproduktioner. I en årrække har den tradition af forskellige årsager ligget stille, men nu kommer Hornbæk Skole stærkt tilbage med forestillingen  ‘De skjulte i mørket’. Stor premiere den 23. januar!

Der er tale om en nytænkende gyser, hvor fortid og nutid blandes sammen, og hvor grænsen mellem virkelighed og skuespil udfordres. Det er med andre ord ikke et stykke for de mindste. Målgruppen går fra 5. klasse og op.

Forestillingen er produceret af elever fra 7., 8. og 9. årgang. Eleverne har selv været med til at idéudvikle, skrive og koreografere stykket. Foruden de mange aktører på scenen, står en stor gruppe bag scenen og styrer slagets gang.

Gå ikke glip af denne fantastiske forestilling! Støt Hornbæks teatertalenter!

Forestillingen opføres den 23., 24. og 25. januar 2017 i Hornbæk Skoles Store Sal – alle dage kl. 19. Billetter kan købes i SuperBrugsen og hos Matas i Hornbæk samt på skolens kontor og ved indgangen.

Billetpriser: Voksne: 40 kr. Børn: 20 kr.

Adresse:

Hornbæk Skole
Søren Kannesvej 6
3100 Hornbæk

Find vej (Google Maps)

Tlf.: 4928 1680

Læs mere om Hornbæk Skole

 

Borgermøde om trafikplan den 26. april kl. 19

704501_605_0_0_0_0_0_2

Helsingør Kommune er i gang med at udarbejde en Trafikplan for Hornbæk. Det er målet, at planen til alle tider – sommer og vinter, skal sikre, at trafikken i byen kan fungere, også når der er særlige store kulturelle eller sportslige aktiviteter i byen.

Der bliver afholdt et åbent borgermøde om trafikplanen tirsdag den 26. april kl. 19 på Hornbæk Skole i kantinen.

Bemærk,at datoen er ændret i forhold til det tidligere oplyste!

Trafikplanen skal følger op på de mange spørgsmål om trafikken i Hornbæk, som blev rejst, da lokalplanen for Hornbæk Bymidte var til debat i 2011-12.

Det drejer sig bl.a. om omfanget af lastbiltrafik i byen, bilernes hastigheder og forholdene for fodgængere og cyklister. Et andet vigtigt emne er parkeringen, hvor dilemmaet er de alt for få pladser i badesæsonen og en markant overkapacitet om vinteren.

På borgermødet bliver der lejlighed til at diskutere forskellige mulige løsningsmodeller for trafikken i Hornbæk og ideer til, hvordan trafikken i fremtiden skal prioriteres i Hornbæk.

Helsingør Kommune har hyret det rådgivende ingeniørfirma MOE A/S til at bistå med trafikanalyser og udarbejdelse af selve trafikplanen.

Kontaktpersoner:
Thomas Gjerulff, Trafikplanlægger. Team Trafik, Helsingør Kommune
49 28 24 79
tgj02@helsingor.dk
Jakob Høj, Seniorrådgiver, MOE A/S
33 73 71 23
jah@moe.dk

Dette er en servicemeddelelse fra HornbækBloggen på vegne af Team Trafik, Helsingør Kommune

 

Hornbæk-sommeren sættes i gear i næste uge!!!

Lyset er tilbage. Farverne er tilbage. Solen er nogen gange tilbage. Hornbæk-sommeren er ved at komme op i omdrejninger, og næste uge starter det for alvor med indvielse af nye volley-net og fodboldmål på stranden, Sankt Hans og ikke mindst Store Badedag!

INDVIELSE AF NYE FODBOLDMÅL OG VOLLEYNET PÅ HORNBÆK STRAND

Uge 31 i Hornbæk er for alle. Foto: Uge 31.

Der bliver aktivitet og sjov på Hornbæk Strand hele sommeren.. Foto: Uge 31.

Søndag den 21. juni 2015 kl. 14 indvies de nye volley-net og fodboldmål på Hornbæk Strand. Der vil være en lille fodboldturnering for børn og is fra Iskagehuset til dem, der stiller op. Bichoy og Sunspot give så sodavand, hvis nogen er frisk på at spille strandvolley. Der er som nogle har bemærket også blevet opsat bøjer til kystsvømmerne.

Bøjer, volley-net og -bolde er finansieret af Hornbæks Rotary, som har givet 5.000 kr – en del af overskuddet fra sidste års Hornbækløb. Livredder-John, Jens og Lise Bertram har taget initiativet. Fodboldmål og -bolde er doneret af Christian Uldahl fra Uldahls Begravelsesforretning.

SANKT HANS PÅ HORNBÆK STRAND

En af de aftner, hvor hornbækkerne mødes på stranden er som her til Sankt Hans. Sådan burde det være oftere. Foto: Lotte Lund

Hornbækkerne mødes traditionen tro også i år til Sankt Hans på byens smukke strand lige vest for havnen. Foto: Lotte Lund

Tirsdag den 23. juni 2015 fejrer hele Danmark Sankt Hans. Men det bedste sted at fejre det, er naturligvis i Hornbæk, hvor de lokale foreninger traditionen tro sørger for molebar, musik på molen, båltaler, fakkeloptog, midsommersang og skrigende hekse.

Programmet ser sådan ud:

Kl. 20.00: Molebaren åbner

Kl. 20.30: Musik på molen ved Leif Hauge Christensen

Kl. 21.45: Velkomst ved Jørgen Haagen Nielsen på vegne af arrangørerne. Derefter båltale ved formand for HIF og medlem af Helsingør Kommunes byråd, Peter Poulsen.

Fakkeloptog til bålet ved 7. klasserne fra Hornbæk Skole.

Arrangørerne bag Sankt Hans er Hornbæk Havn, Hornbæk Havneforening, Hornbæk Bådeklub, Hornbæk Turistforening og Hornbæk Handelsstandsforening.

Læs mere på Hornbæk Havns hjemmeside

På StrandPavillonen gæsteoptræder denne aften selveste Lille Palle.

Læs mere på StrandPavillonens hjemmeside

STORE BADEDAG

Sådan så det ud sidste år, da Hornbæk åbnede badesæsonen med Store Badedag. Foto: Susanne Buhl.

Sådan så det ud sidste år, da Hornbæk åbnede badesæsonen med Store Badedag. Foto: Susanne Buhl.

Fredag den 26. juni åbner Hornbæk Turistforening igen i år  badesæsonen med manér.

Hornbæk Turistforening inviterer ALLE, både hornbækkere og tilrejsende, til at hoppe i havet og få en helt fantastisk, frisk start på sommeren.

Det sker den dag, hvor skolebørnene får sommerferie, og hvor livredderne er på plads med at sørge at sikkerheden.

Program:

Sted: Ved SunSpot og livredderne (Vestre Strand for enden af A.R.Friis Vej)

Kl. 15.00: Pladsen åbner med et lille strandmarked

– Rexwine byder på lækre smagsprøver af egne vine

– Lad hele familien blive udfordret af træner Lotte Hornemann Søjborg fra træningscentret Your Healthy Life.

– Mød drengene bag City Book i deres strandlounge og se, hvor man i dag kan finde alt, hvad der er værd at vide om Hornbæk ét sted.

– Hornbæk Bibliotek og Turistinformationen uddeler materiale om alle de skønne tilbud til børn og voksne, som sommeren i Hornbæk byder på. Få et visitkort fra resturant Il Vero – og få rabat på pizzaslices på hjemvejen.

– Iskagehuset på Havnevej giver 20 procent på is, hvis du kommer i badetøj.

Kl. 16.45: Hornbæks eget Vinterbaderkor synger til samling

Kl. 17.00: Hornbæk hopper i havet

Kl. 1730: Slut

Tiderne ligger fast, men programmet er stadig under udvikling.

Deltagelse er gratis!

Tilmeld dig allerede nu! Invitér gerne dine venner og slægtninge, dit fodboldhold, dine arbejdskolleger eller, hvem du gerne vil have med til at blive en del af denne livsbekræftende begivenhed.

Sidste år var vi 735, der gik i havet på én gang – og slog samtlige kystbyer i Danmark af banen! Det blev en født klassiker. Vi er nu 290 tilmeldte på Facebook, men vi satser på, at endnu flere møder op og slår fast, at Hornbæk bare er Danmarks dejligste og mest aktive badeby.

Bag arrangementet står Hornbæk Turistforening. Arrangørerne er Susanne Buhl, Jens Tellramm-Thrane og Aase Kjær og Lotte Lund.

Tilmeld dig gerne på Facebook-begivenheden Den Store Badedag i Hornbæk

%d bloggers like this: