Hornbæk Blog

Bloggen for alle, der elsker Hornbæk

Tag: hornbæk blog

Hornbæk Kirke inviterer til ”Ni læsninger” Lillejuleaften

Alle er velkomne til en stemningsfuld optakt til juledagene efter engelsk tradition

Lillejuleaften, den 23. december 2018 kl. 19.30, inviterer Hornbæk Kirke alle til komme og starte julen med ”Ni læsninger”, som er en tradition hentet fra England. 

”Det er en dejlig og stemningsfuld optakt til juletiden. Udvalgte hornbækkere læser ni tekster fra Det Gamle og Det Nye Testamente ledsaget af sang og musik,” fortæller sognepræst Bodil Olesen fra Hornbæk Kirke. 

De ni bibeltekster spænder fra skabelsen og syndefaldet til profetier om Jesus og slutter med juleevangeliernes beretning om Jesu fødsel. Den særlige form for gudstjeneste, hvor teksterne får lov at stå alene sammen med musikken, stammer ifølge Bodil Olesen fra Den Anglikanske Kirke. Første gang ”Ni læsninger” blev afholdt var den 24. december 1880 i domkirken i Truro i Cornwall.

Siden har traditionen spredt sig til ikke blot mange kirker i England, den afholdes nu i kirker over hele verden, og altså også i Hornbæk. 

Den mest berømte udgave af ”Ni læsninger” er uden sammenligning den juleaftensgudstjeneste, der hvert år afholdes i King’s College Chapel i Cambridge under medvirken af det berømte King’s College Choir. Siden 1928 er disse læsninger sammen med musikken er blevet transmitteret ud til hele verden gennem BBC World Service.

I Hornbæk Kirke går traditionen ikke helt så langt tilbage, men her er den også blevet en både festlig og højtidelig indgang til juledagene.

”Vi håber, at mange vil tage sig tid til dette dejlige pusterum inden juletravlheden kulminerer,” siger Bodil Olesen.

Lillejuleaften kan du møde Charlotte Weirsøe i Hornbæk Kirke, hvor hun er en af dem, der vil læse op. 



Program for Jul og Nytår 2018 i Hornbæk Kirke

Søndag 23. december kl. 19.30: De 9 læsninger ved Bodil Olesen

Mandag 24. december kl. 13.00: Julegudstjeneste ved Bodil Olesen

Mandag 24. december kl. 14.30: Julegudstjeneste ved Rasmus Markussen

Mandag 24. december kl. 16.00: Julegudstjeneste ved Bodil Olesen

Mandag 25. december kl. 10.00: Gudstjeneste Juledag ved Bodil Olesen

Tirsdag 26. december kl. 10.00: Anden Juledag gudstjeneste ved Rasmus Markussen

Søndag 30. december kl. 10.00 Julesøndag gudstjeneste ved Bodil Olesen

Tirsdag 1. januar 2019 kl. 14.00: Nytårsdag gudstjeneste ved Bodil Olesen med Nytårkur

Læs mere på Hornbæk Kirkes hjemmeside – klik her

Følg Hornbæk Kirke på Facebook – klik her


Syng julen ind i Hornbæk Kirke den 4. december kl. 19.30

Billede1

Tirsdag den 4. december 2018 kl. 19.30 er alle velkomne til det traditionsrige ”Syng min salme”-arrangement i Hornbæk Kirke, hvor seks udvalgte hornbækkere præsenterer en salme, som de holder særligt meget af.

Julens salmer er så smukke – både tekster melodier – at de fortjener at blive sunget som meget som muligt i december. Derfor inviterer Hornbæk Kirke traditionen tro til arrangementet ”Syng min julesalme”. Her synges julen i fællesskab ind sammen med seks personer, der er kendt fra forskellige sammenhænge i byen. I år sker det i Hornbæk Kirke tirsdag den 4. december 2018 kl. 19.30.

De udvalgte personer præsenterer hver en julesalme, som de holder særligt meget af og begrunder, hvorfor det lige præcis er den salme, de gerne vil have, skal synges denne aften.

”Det er en 25 år gammel tradition, som altid vi afholder i den første uge efter advent. Alle er velkomne. Vi plejer at få en rigtig dejlig aften med nogle af vores skønneste julesalmer,” siger sognepræst Bodil Olesen fra Hornbæk Kirke.

De seks hornbækkere, der denne aften, vil præsentere deres yndlingssalmer er:

Merete Gulstad, som er frivillig i Hornbæk Kirke i forbindelse med Fredagstræf, som hver anden fredag året rundt byder på spændende foredrag og socialt samvær i Sognehuset

Susanne Kongsted, ny formand for Lokalt Samvirke i Hornbæk, medindehaver af Kongsted Arkitekter

Michael Birch, formand for Helsingørs Praktiserende Læger, selv praktiserende læge i Hornbæk siden 1995.

Mads Højbjerg, præsident elect i Rotary Hornbæk, indehaver af Højbjerg VVS i Hornbæk

Lotte Lund, journalist og kvinden bag ”Vores Hornbæk”, indehaver af Lotte Lund Media Lab

Rasmus Markussen, konstitueret præst i Hornbæk Kirke, skriver aktuelt på ph.d.-projekt om Tidehverv og dansk kirkeliv 1930-1965 på Københavns Universitets Teologiske Fakultet. Rasmus Markussen fik selv sin ”ilddåb” som præst på Kulturnatten, da Hornbæk Kirke med sin drop-in bryllupper fik hele den danske presses bevågenhed.

Hornbækkoret under ledelse af Hornbæk Kirkes organist Jan Reich er også med i kirken denne aften, hvor de både vil synge for på de udvalgte salmer samt give et par numre fra deres julerepertoire.

Hornbæk Kirke går frem mod jul og nytår ind i en travl tid.

Det sker i Hornbæk Kirke december 2018:

Søndag 2. december kl. 10: 1. søndag i advent gudstjeneste ved Bodil Olesen

Søndag 2. december kl. 15: Børnegudstjeneste ved sognepræst Bodil Olesen

Tirsdag 4. december kl. 19.30: Syng min julesalme.

Torsdag 6. december kl. 14.00: Julemøde for sognets ældre

Søndag 9. december kl. 10.00 2. søndag i advent gudstjeneste ved Rasmus Markussen

Søndag 9. december kl. 16.00: Sjølund kammerkor

Søndag 16. december kl. 10.00: 3. søndag i advent gudstjeneste ved Bodil Olesen

Torsdag 20. december kl. 10.00: Juleafslutning for børneinstitutionerne

Torsdag 21. december kl. 8.45: Juleafslutning for Hornbæk Skole

Torsdag 21. december kl. 9.45: Juleafslutning for Hornbæk Skkole

Søndag 23. december kl. 19.30: De 9 læsninger ved Bodil Olesen

Mandag 24. december kl. 13.00: Julegudstjeneste ved Bodil Olesen

Mandag 24. december kl. 14.30: Julegudstjeneste ved Rasmus Markussen

Mandag 24. december kl. 16.00: Julegudstjeneste ved Bodil Olesen

Mandag 25. december kl. 10.00: Gudstjeneste Juledag ved Bodil Olesen

Tirsdag 26. december kl. 10.00: Anden Juledag gudstjeneste ved Rasmus Markussen

Søndag 30. december kl. 10.00 Julesøndag gudstjeneste ved Bodil Olesen

Tirsdag 1. januar 2019 kl. 14.00: Nytårsdag gudstjeneste ved Bodil Olesen med Nytårkur

Læs mere på Hornbæk Kirkes hjemmeside – klik her

Følg Hornbæk Kirke på Facebook – klik her

Tysk rockstjerne laver smuk Shakespeare-fest på Kronborg

_OX_8316_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Christian Friedel og bandet Wood of Birnam viser, at Shakespeares ord kan løftes ind i vores tid som de smukkeste pop- og rocktekster med plads til både kærlighed og vanvid. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Christian Friedel er et af Tysklands store unge navne – både som skuespiller og som sanger. I denne uge er han og bandet Woods of Birnam tilbage i Helsingør med teaterkoncerten ”Searching for William” – en jagt, hvor William Shakespeares ord endnu en gang viser sig fra en ny side – som smukke pop- og rocktekster. Og endnu en gang holder de – ordene.

Unge helsingoranere burde – som da Jude Law stod på scenen – strømme til denne forestilling, der fortolker Shakespeare helt tæt på den tid og den verden, som de kender og lever i. Hvis bare man kunne overbevise dem om den store oplevelse, de kunne få…

_OS_0138_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Teaterkoncerten Searching for William er et mashup mellem en teaterforestilling og en koncert, der viser, at Shakespeare også i 2018 er både forførende og aktuel. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Friedel er som sagt tilbage på Kronborg, hvor han i 2016 spillede Hamlet i en potent og ungdommelig opsætning, hvor musikken også spillede en stor rolle. Denne gang har han dog i endnu højere grad hovedrollen – for vi møder ham ikke blot som Hamlet denne gang. Bakket musikalsk op af sit band giver han også stemme og liv til Macbeth, Shakespeares skotske magtliderlige tyran af en konge, og som Puk, den lumske drilleånd i en Skærsommernatsdrøm. Endelig betager Friedel os med sin utrolige sangstemme i fortolkninger af Shakespeares vidunderlige kærlighedssonetter. Shakespeare som stadionrock – hvem skulle have troet det…

Forestillingen er på en gang elitær og helt nede på jorden. Man både griner, græder og røres. Aftenen endte da også med stående ovationer til Christian Friedel og bandet, der takkede for at være tilbage på Kronborg og kvitterede med et ekstranummer, der gjorde den skønne sommernat endnu skønnere. En virkelig happy ending på en forestillling, hvor alle følelser havde været i spil.

Christian Friedel er født i det tidligere Østtyskland, hvor Olsen-Banden var kult, da han voksede op. Det fornægtede sig da heller ikke i forestillingen. Men hvordan Olsen-Banden bliver blandet ind i en tysk Shakespare-teaterkoncert, ja, det må man altså ind på Kronborg i denne uge for at få opklaret.

_OS_0171_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Så smuk tager Kronborg sig ud for publikum til teaterkoncerten Searching for William, som spiller i denne uge. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Ros til HamletScenen for endnu en gang at have bragt en blændende flot fortolkning af Shakespeare til Kronborg. Jeg håber, som nævnt, at ikke mindst de unge er opmærksomme på, at selv om der er Smukfest i Skanderborg i disse dage, så er der altså også en meget smuk fest, som de ikke bør gå glip af, på Kronborg.

_OX_8097_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Christian Friedel er en af Tysklands største unge kunstnere. Med sin imponerende stemme styrer han forestillingen. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Læs alt om Shakespeare Festivalen her og køb billetter online:

Shakespeare Festival – HamletScenen

 

Læs også:

Kinesisk Hamlet er tilbage ”Jackie Chan-style”

Shakespeare under åben himmel for 10. gang

 

Skyerne skiller, når shubberne spiller

20431616_1587402447993841_1212756973088281934_n

Shu-bi or not Shu-bi trak fuldt hus på Hornbæk Havn. Foto: David Mandrup.

Shu-bi-dua-guitaristen Claus Asmussen gav sammen med sit band Shu-bi or not Shu-bi en forrygende koncert lørdag kl. 18 på Hornbæk Havnefest. Efter nogle grå regnvejrstimer klarede det op, da Asmussen & Ko gik på scenen. Men som Asmussen citerede, er der et gammelt ordsprog, der siger “Skyerne skiller, når shubberne spiller”.

Og publikum var mødt talstærkt op for at rocke med på de kendte Shu-bi-dua-klassikere. Hornbækbloggen var med på de forreste rækker og tøver ikke med at uddele seks store hjerter ♥️♥️♥️♥️♥️♥️ for koncerten, hvor musikerne gav den gas og fik skabt både den rigtige Shu-bi-dua-lyd, men ikke mindst også den sjove og letterede gakkede Shu-bi-dua stil ud over scenen.

Forsanger Karsten Lagermann, som til daglig bor i Hornbæk, var glad og lettet efter koncerten. Tanken om at stå over for et stort publikum, hvoraf mange er dem, han møder, når han afleverer børn i skolen eller handler i SuperBrugsen, havde fået nerverne til at fylde lidt mere end de plejer. Men han gjorde det supergodt og balancerer fint mellem at lyde som den klassiske Shub-di-dua og alligevel og gøre sangene til sine egne.

Lagermann kunne da også fortælle, at der er rift om at få Shu-bi or not Shu-bi ud og spille – det er ved at løbe op i 50 koncerter om året.

De øvrige medlemmer i Shu-bi or not Shu-bi er er foruden Claus Asmussen og Karsten Lagermann, Bosse Hall Christensen, der også spillede med i det oprindelige Shu-bi-dua, Klaus Poulsen på klaver og John Sørensen på bas.

Læs alt om Shu-bi or not Shu-bi her​

Nederst i bloggen finder du sæt-listen fra koncerten på Hornbæk Havn 29. juli 2017

 

Læs det eksklusive interview fra Dit Hornbæk med Claus Asmussen:

IMG_2683

Claus Asmussen ved annekset, der en gang var omklædningsrum til familiens tennisbaner. Foto: Lotte Lund.

Et mystisk brev fik os til Hornbæk

Shu-bi-duas berømte guitarist Claus Asmussen holdt som barn aldrig ferie i Hornbæk, men kom herop på udflugter med sine forældre for at bade og drikke te på Trouville. In sin ungdom spillede han med Tommy Seebach og Sir Henry & His Butlers på Bondegården. For 40 år siden modtog modtog han et mystisk brev fra Helsingør Kommune, der gjorde Hornbæk til et fast holdepunkt. Lørdag 29. juli spiller han og Shu-bi or Not Shu-bi på Havnefestens store scene.

Vi har fået lov at komme inden for hos Claus Asmussen, den berømte guitarist fra Shu-bi-dua, som er begyndt at dukke op i nye musikalske sammenhænge i Hornbæk og rundt om i landet. Han og fruen Lise Lotte Asmussen, der i hverdagen bare kaldes Lotte, tager imod med te på terrassen. Deres hyggelige træhus ligger på en af Hornbæks eksklusive sommerhusveje. Stemningen er afslappet. Solen skinner fra en blå himmel. De har lige fejret 50-års kærestedag, fortæller de, og ser lige så nyforelskede ud, som var det for 14 dage siden, de havde mødt hinanden for første gang.

Han har efter en længere selvvalgt pause taget musikken op igen. Hun har gjort karriere i modebranchen og været moderedaktør på IN. I dag underviser hun i yoga, blandt andet i Yogapraxis her i Hornbæk – og hun er også at finde blandt de frivillige i Uge 31 Hornbæk. Parret elsker begge Hornbæk og sommerhuset, som de købte i fællesskab med Claus Asmussens mindst lige så berømte far, jazzmusikeren Svend Asmussen, som i februar gik bort i en alder af 100 år.

Indtil for 40 år siden havde parret ikke nogen særlig relation til Hornbæk. Claus Asmussen var kommet her på dagsture fra København og havde badet og drukket te på det daværende badehotel Trouville. Han havde også spillet i på diskotek Bondegården, som lå, der hvor Netto ligger i dag. Det var tiden før, han kom med i Shu-bi-dua, så han kom her sammen med Tommy Seebach og Sir Henry & His Butlers, et af datidens helt store danske band.

”Det var et sted, hvor der blev delt øretæver ud,” mindes Claus Asmussen om sine oplevelser på Bondegården.

Det mystiske brev

Claus Asmussens karriere fortsatte herefter i Shu-bi-dua, som han blev medlem af i 1974. Gruppen fik kæmpesucces med deres sange med gakkede tekster, der alligevel fangede tidsånden og den danske folkesjæl og i dag udgør en del af den danske sangskat. I 1977 udkom lp’en Shu-bi-dua 4, der til dato er Shu-bi-duas største kommercielle succes med numre som ”Vuffelivov” og ”Sommergryder”. Samtidig dumper et mystisk brev ind gennem brevsprækken hos Claus Asmussen hjemme i Taarbæk. Det er fra Helsingør Tinglysning, som beder ham godkende salget af en grund i Hornbæk.

”Jeg kendte ikke noget til nogen grund og spurgte min far og hans bror, Johann Asmussen, der var advokat. De fortæller mig, at min farfar var en stor handelsmand, der havde købt et sommerhus på en kæmpegrund på tæt på vandet i Hornbæk. Desværre gik han nedenom og hjem under depressionen i 1930’erne, men, viser brevet, han fik indført en klausul om, at grundene i Hornbæk, skulle tilbydes arvingerne i tilfælde af salg. Det var aldrig sket, men pludselig var der en, der var vågen i Helsingør Kommune,” fortæller Claus Asmussen.

Far og søn, Svend og Claus Asmussen, besluttede sig for at tage op og se på grunden.

Det lille røde hus

”Der var et lille rødt hus. Min far genkendte det. Det var det gamle omklædningshus, der havde hørt til min farfars tennisbaner. Jeg anede ikke, at min far var kommet her som barn. Og han fortæller, hvordan han om aftenen kravlede ud af sit vindue i sommerhuset og sneg sig hen for at høre danseorkestrene på Trouville og der fandt ud, at han skulle være musiker. Og orkesterlederen spillede jo violin,” fortæller Claus Asmussen.

Far og søn beslutter sig for at købe grunden og huset sammen.

IMG_2695

Claus Asmussen og hustruen Lotte. Foto: Lotte Lund.

”Lotte og jeg havde råd til at købe grunden sammen med mine forældre på grund af Vuffelivov,” fortæller Claus Asmussen og smiler af den tid, som fik så stor betydning.

Der blev bygget et hovedhus til den ældre generation på grunden. Lotte og Claus Asmussen indrettede omklædningsnuset, som står der endnu, til et anneks, hvor de kunne bo med deres dengang to små drenge.

Siden er somrene blevet tilbragt i Hornbæk med helårsboligen beliggende i Tårbæk. Parret mindes de første år, hvor alle hver aften gik tur på havnen. De nød at kunne slappe af og være private heroppe ved vandet, når Claus kom hjem fra det hektiske turnéliv med Shu-bi-dua. Så man så ikke meget til dem i Hornbæks natteliv – heller ikke fordi, de havde små børn.

Vejen tilbage til musikken

Efter 10 års selvvalgt pause er Claus Asmussen igen ved at finde vejen ind i musikken. Det startede for cirka fem år siden med nogle lidt tilfældige kontakter til blandt andet Hornbæks ældste boyband, Sunshine Boys, og gæsteoptræden i Vise Vers Teltet til Havnefesten. Da musikken begyndte at spille på Café Hornbæk Strand på hjørnet af A.R. Friis Vej og Øresundsvej lod han sig også lokke til at spille nogle af de gamle Shu-bi-dua-klassikere dér.

Claus Asmussen var også på banen, da der efter den historisk voldsomme storm Bodil i 2012 skulle indsamles millioner blandt hornbækkerne til genopbygning af havnen, som var raseret af de voldsomme naturkræfter. Han var blandt initiativtagerne til udgivelsen af en støtte-cd og den store støttekoncert på Hornbæk Havn. Der deltog også andre store lokale navne som Stig Skovlind, Johnny Reimar, Yeah Yeah Yeah og Sunshine-boys. Selv Michael Hardinger dukkede op denne aften.

Shu-bi or not Shu-bi

I 2015 ringede han til sin gamle band-ven Bosse Hall Christensen, et af de originale medlemmer af Shu-bi-dua. De blev hurtigt enige om, at den danske rock-scene savnede et band som på værdig vis kunne løfte arven fra Shu-bi-dua, et band som kunne formidle den velkendte lyd, den særegne humor og den frække attitude som i de muntre år. Og hvem kunne gøre det bedre end de to? Så da mødet var slut var Shu-bi or not Shu-bi en realitet.

”Derefter samlede vi et band med Karsten Lagermann fra Beatles-bandet Yeah Yeah Yeah som sanger.

”Han er pissegod til at fortolke de sange,” siger Claus Asmussen. Foruden Claus Asmussen, Bosse Hall Christensen og Karsten Lagermann består Shu-bi or nor Shu-bi i dag af John Sørensen og Klaus Poulsen.

Fra at hygge sig i øvelokalerne og spille i Hornbæk, er Shu-bi or not Shu-bi i dag et band, der året rundt er på turné over hele landet med de gamle sange og en masse fis of ballade. Og til Claus Asmussen store glæde og overraskelse oplever han, at også de yngre generationer møder op og synger med.

Det gjorde de også, da Shu-bi or not Shu-bi spillede op til havnefesten. Lad os håbe, det ikke er sidste gang, det sker.

Blå bog: Claus Asmussen

Claus Asmussen er født i 1949.

Gift med fhv. moderedaktør, yogalærer Lise Lotte Asmussen.

Søn af violinisten Svend Asmussen.

Medlem af Shu-bi-dua 1975-2005

2015-? Aktiv i Shu-bi or not Shu-bi

Derfor elsker Claus Asmussen Hornbæk:

  • Luften er helt fantastisk heroppe – her en duft af hav og klitroser.
  • Her højt til himlen – det er en lise at komme her
  • Vi drikker vandet fra hanen – det er helt fantastisk…
  • Badevandet er det skønneste

Sætliste fra koncerten på Hornbæk Havn 29. juli 2017

  1. DEN RØDE TRÅD
  2. NAM NAM
  3. COLOUR PÅ TOSSEN
  4. FOLKEVOGNEN
  5. HVALEN HVALBORG
  6. ONE NOTE SAMBA
  7. MINUS TIL PLUS
  8. DANMARK
  9. NYLON BRANDO
  10. MELANKOLI
  11. McARINE
  12. VUFFELIVOV
  13. JEG HAR KØBT EN GUITAR
  14. ÆRMELUNDEN
  15. BRDR. GEBIS
  16. ROM & COCA COLA
  17. UNITED STEAKS
  18. FED ROCK
  19. STÆRK TOBAK
  20. ALPETOPPEN
  21. DEN RØDE TRÅD

 

Skærmbillede 2017-07-31 09.25.49.png

Følg Shu-bi or not Shu-bi på Facebook

 

Hornbæk Havnefest klar med version 136

18301401_1533728493326306_6608115150494366504_n

Når Hornbæk Havnefest den 28 – 30. juli 2017 for 136. gang sætter alle sejl til årets sommerfest i Hornbæk, bliver det med et program spækket med musik, hygge for hele familien, masser af traditioner og en række nye festlige indslag. Igen i år er der ’Havnefest i børnehøjde’ med sjov og ballade på Strandlegepladsen, Damefrokost med en menu ud over det sædvanlige, Plankedyst og Slidskeræs og – selvfølgelig – musik for enhver smag og mad til hver en mave.

SE DET FULDE PROGRAM NEDERST I BLOGGEN!

Damefrokost – stadig billetter tilbage

20294014_1617549084944246_5060454885524706143_n

Igen i år byder Hornbæk Havnefest på en hyggelig sammenkomst med masser af lækkerier og underholdning med absolut fest-garanti. Menuen serveres i samarbejde med Kanne’s Catering og Bageriet Bagt, og musikken leveres af Human Sound, der vanen tro byder på en go´ gang 70’er og 80’er-stemning. Man kan sikre sig og veninderne en billet hos Hornbæk Havnekiosk. Pris 225 kr. pr. kuvert. Billetten giver adgang til havnefesten hele lørdag den 29. juli.

For børn: Krabberæs, sækkevæddeløb og Sandormene!

Fotograf susannebuhl hornbæk havnefest boern i oejen hoederHornbæk Havnefest er en fest for hele familien – også de mindste – så igen i år er der masser af sjove aktiviteter på molen ved Strandlegepladsen. Lørdag står den på krabberæs, sækkevæddeløb og ansigtsmaling, hvor kun fantasien sætter grænser. Har man inden søndag tilmeldt sig Sildekasse Grandprix Ræs for børn på festpladsen (og det gør man på info@hornbaekhavnefest.dk) kan man søndag deltage i ræset.  Søndagens program byder foruden Sildekasse Grandprix Ræs – på børnedansefest i sandet, når byens gladeste band, Sandormene, optræder på scenen ved Strandlegepladsen.

Big Fat Snake åbner ballet fredag

20246314_10155595359792899_5701584850899598244_nMed et mantra om at levere ”Rockmusik med ærlighed, kærlighed, begærlighed, nerve, nærvær, bæredygtighed, sammenhold og energi i nuet” har Danmarks bedste drengeklub i snart tre årtier sørget for musik så hofterne vugger, hovedet rokker og at hjertet er med. Fredag den 28. juli sætter de strøm til og skruer op for anlægget og åbner ballet med et ’Bonsoir’ til alle madames, mandfolk og festparate tilhørere.

Shu-bi Or Not Shu-bi sætter scenen lørdag

Skærmbillede 2017-07-27 kl. 17.45.43To af de mest toneangivende medlemmer af det originale Shu-bi-dua, Claus Asmussen & Bosse Hall Christensen, spiller lørdag op til folkefest, når du kan genhøre nogle af de største hits fra det folkekære band. Så mon ikke både der er mulighed for at finde den røde tråd, få et glimt af Hvalborg og lade rocken gå med Lul?

 

 

Sweet Charlie 5 sørger for efterfesten 

Sweet Charlie 5Gennem en årrække har de 5 dygtige medlemmer i Sweet Charlie 5 stået for suveræne cover-versioner, der giver originalerne eftertrykkeligt baghjul. Igen i år kan Havnefestens gæster glæde sig til at garnere de skummende fadøl med – som bandet har som tagline – ’musik for enhver smag’.

***

PROGRAMMET for HORNBÆK HAVNEFEST 2017:

Fredag

Kl. 17.00                                     Festpladsen, alle madboder og Ankers Tivoli åbner

Kl. 20.00                                     Big Fat Snake på Store Scene

Kl. 21:30                                     Underholdning i Piratbaren med Jacob Andersen

Afterparty i Vise Vers-teltet med Sweet Charlie 5

Underholdning i Hyttefadet med Ramblin Bandits

Kl. 01.00                                     Godnat

 

Lørdag

Kl. 10.30                                    Hornbæk-løbet

Kl. 11.30                                    Adgang til fotografering og hygge for deltagere til  Dame frokosten

Kl. 12.00                                     Damefrokost i ViseVers-teltet

Kl. 13.00                                     Festpladsen, alle boder og Ankers Tivoli åbner

Kl. 13.00                                     Havnefest i børnehøjde på Strandlegepladsen

                                                  Krabberæs – hvem kommer hurtigst i vandet

Sækkevæddeløb – op og hop

Ansigtsmaling – kun fantasien sætter grænser

Kl. 14.00                                    Plankedyst

Kl. 15.30                                    Hit med 80’erne på Store Scene

Kl. 18.00                                    Shu-bi or not Shu-bi på Store Scene

Kl. 20:00                                    Underholdning i Piratbaren med Grand Duo

Underholdning i Hyttefadet med Smokie Jam

Underholdning i Vise Vers-teltet med YOTAK

Kl. 22.30                                    Underholdning i Vise Vers-teltet med Sweet Charlie 5
Kl. 01.00                                    Godnat

 

Søndag

Kl. 09.00                                     Festpladsen åbner

Kl. 10.00                                    Gratis Sildebord serveres fra Kabyssen (ekskl. drikkevarer) hvis du har betalt
entré inden kl. 10.00

Kl. 10.00                                     Musik-underholdning til Sildebordet v/Duo-Visti

Kl. 12.00                                     Øvrige boder og Ankers Tivoli åbner
Sildekasse Grandprix Ræs for børn på festpladsen

Kl. 13.00                                     Havnefest i børnehøjde på Strandlegepladsen

Kl. 13.30                                     Sandormene spiller på Strandlegepladsens scene

Kl. 15.00                                    Slidskeræs

Kl. 16.00                                    Sandormene spiller på Strandlegepladsens scene / 
                                                  Husk Lige Tandbørsten m. Top Tours på Store Scene

Kl. 17:00                                     Bomles Venner (Bamses venner jam) på Store Scene

Kl. 19.00                                     Underholdning i Hyttefadet/Vise Vers-teltet med Sticks’n Bricks

Kl. 19:00                                     Underholdning i Piratbaren med Lars Grand

Kl. 21.30                                    Godnat og på gensyn i 2018

 

Følg med på facebook.com/HornbaekHavnfest, samt instagram #hornbaekhavnefest når vi løbende fortæller mere om årets program.

Hornbæk Havnefest arrangeres hvert år af følgende foreninger Hornbæk Bådeklub og Hornbæk Idrætsforening i samarbejde med Hornbæk Havneforening og Fonden Hornbæk Havn. Overskuddet fra Hornbæk Havnefest går ubeskåret til de arrangerende foreningers ungdomsarbejde.

For mere information, kontakt Anne Borg på tlf. 26 14 90 10.

Www.hornbaekhavnefest.dk

***

Fakta om Hornbæk Havnefest.

Hornbæk Havnefest er Helsingør Kommunes største tilbagevendende begivenhed med ca. 12.000 besøgende over 3 dage. Her er musik og underholdning for hele familien. Hornbæk Havnefest fra den 28 – 30. juli 2017.www.Hornbaekhavnefest.dk

Ny gourmet-is præsenteres i Hornbæk

Kramers-Is-700x467.jpg

Holdet bag Kramer’s Is glæder sig til at komme og dele smagsprøver af deres ny gourmetis med højt proteininhold ud tirsdag den 11. april kl. 14-16 i SuperBrugsen i Hornbæk. Foto: Jacob Pedersen – MadeByMarble.

Så er der godt nyt til alle sundhedsbevidste is-elskere. De kan nu glæde sig til Kramer’s Is, den første danske protein-is som smagsmæssigt kan matche de bedste mærker inden for kvalitets-is. Det er lykkedes tre unge gutter fra Aarhus, at udvikle en hamrende lækker is med meget mere protein, men betydeligt færre kalorier samt mindre fedt end traditionel is. Fra denne uge, hvor is-sæsonen for alvor starter, vil Kramer’s Is være at finde i kølediskene i 850 COOP-butikker over hele landet – også i Hornbæk!

På tirsdag den 11. april 2017 kl. 14-18 kommer holdet bag Kramer’s Is som det første sted uden for Aarhus til SuperBrugsen i Hornbæk og uddeler smagsprøver af den nye is.

“Vi ved, at hornbækkerne elsker at være både aktive og spise is, så vi tror på, at de vil elske vores is. Nu kan alle jo starte med at komme forbi og få en smagsprøve,” siger Buster Kramer, som har lagt navn til isen. De to øvrige på holdet bag Kramer’s er Mikkel Ole Egmont Glarbo og Frederik Søgaard Poulsen.

Kramer’s Is laves på en italiensk isbase fra Livigno i det nordlige Italien, hvor den friske luft i bjergene giver køerne de bedste vilkår og dermed den bedste smag. Isen færdig produceres hos det prisvindende Aabybro Mejeri i Nordjylland.

”Det er en fornøjelse at arbejde sammen med de tre gutter. De spiller rigtig godt sammen og kommer med mange gode ideer, og er meget lyttende overfor det, som vi gamle, kan fortælle dem. De har hele tiden nye kunder og smage i tankerne, og vi ser meget frem til et godt og udbytterigt samarbejde,” fortæller mejeriejer NH Lindhardt fra Aabybro Mejeri.

Kramer’s Is laves på økologisk letmælk, som udgør en tredjedel af protein-indholdet i den færdige is, resten stammer fra tilsat valleprotein. Den færdige is indeholder 35 procent mindre sukker end traditionel is, men har alligevel en lækker, sød smag – uden brug af kunstige sødestoffer. Dette kan lade sig gøre, fordi noget af sukkeret i Kramer’s Is er udskiftet med druesukker. Ved hjælp af en traditionel italiensk fremstillingsmetode får Kramer’s Is samtidig en dejlig cremet konsistens.

Der er tale om et vaskeægte iværksættereventyr. Det handler om tre aarhusianere i 20erne, alle studerende, der savnede at kunne købe en sund is. Derfor satte de sig i foråret 2016 for at lave en protein-is, hvor der ikke blev gået på kompromis på med smag og kvalitet, men som samtidig var så sund, at den kunne nydes med god samvittighed efter træning.

De fik kontakt til den lokale isproducent Okkels Is, som i 2016 blev kåret til “Byens bedste søde tand” af AOA. Direktør Thomas Okkels Larsen var vild med deres idé og gav dem lov til at stå i isbaren efter lukketid og udvikle en opskrift og fremstillingsmetode, som sikrer at isen har både en cremet konsistens og en fantastisk smag på trods af et højt proteinindhold.

”Det var lettere sagt end gjort, men efter mange nætter i baglokalet lykkedes det,” siger Buster Kramer. Med Kramer’s Is fortsætter han en stolt familietradition, da både hans tipoldefar og oldefar var mejerister med isproduktion som speciale. De to andre på holdet bag Kramers Is er Mikkel Ole Egmont Glarbo og Frederik Søgaard Poulsen.

Prøvesalget af Kramer’s Is startede i juli 2016 på flere udvalgte steder i Aarhus – Salling Super, Kvickly Odder, Søstrenes Grenes cafe på Strøget, Seier Fitness og helsebutikken Ren Kost.

”Salget gik godt, og tilbagemeldingerne var, at smagen og kvaliteten rammer plet, og at næringsindholdet, der matcher Sundhedsstyrelsens anbefalinger, tiltaler den bevidste forbruger. Siden er det gået stærkt,” siger Buster Kramer.

I starten af 2017 blev der indgået en aftale om at komme fast ind i sortimentet hos COOP, hvor Kramer’s fire varianter ”Chokolade”, ”Jordbær”, ”Hasselnød” og ”Lakrids” fra i dag vil være at finde i COOPs kølediske over hele landet. ”Vanilje” er på vej i løbet af kort tid.

”Vores målsætning er, at Kramer’s Is bliver sundhedsbevidste danskeres foretrukne is – både efter træning, og når de gerne vil forkæle sig selv og deres familie. Og vi ser også store muligheder for at eksportere produktet flere steder i Europa, hvor der er øget efterspørgsel på proteinprodukter. Vi satser indledningsvis på det skandinaviske og det engelske marked,” siger Buster Kramer, der håber, at kunne lukke en aftale en aftale med en svensk supermarkedskæde i løbet af foråret.

Men først glæder de sig til at komme til Hornbæk!

Læs mere om Kramer’s Is her

International prisregn over hornbækker: Han er verdens bedste cykeldesigner

Brian.jpg

Brian Hoehl fra Hornbæk med priserne German Design Award 2017, som han modtog for

Industriel designer Brian Hoehl fra Hornbæk har fået en usædvanlig god start på 2017. Brian Hoehl er specialiseret i at design cykler, og alene i år har han været nomineret til adskillige internationale designpriser – og vundet tre af dem. Og de er i en klasse, så man godt kan sige, at han designer verdens bedste cykler.

I Tyskland har han vundet German Design Award. I Taiwan  modtog han guld-versionen af  Taipei d&I Design Award. Senest fik han en IF Design Award. Det er ikke første gang Brian henter designpriser hjem, men tre i løbet af årets første måneder er alligevel over normalen – selv for ham.

Brian Hoehl er uddannet som art director og har været kreativ direktør på et af Danmarks største reklame bureauer. For ti år siden skiftede han karriere og blev i stedet industriel designer. At valget faldt på cykler er ikke en tilfældighed. Brian har været elite cykelrytter og har en stor passion for det to-hjulede køretøj.

Inspirationen til de designvindende cykler henter Brian Hoehl i og omkring Hornbæk, hvor han bor. Men han da får produceret sine cykler i udlandet – steder som Asien, Kroatien, Italien og Holland – er han på rejse  200 dage om året.

“Her  er ro og en smuk natur.  Det skandinaviske lys og havet er inspirerende for en designer som mig. Der kommer masser af ideer på en gåtur gennem Hornbæk plantage,”siger Brian.

Han er allerede et kendt navn i den international cykelbranche og arbejder for de fleste kendte cykelmærker. Men også bilbranchen og modebranchen har fået øje på designeren fra Hornbæk.

“Cykelsegmentet er en voksende og lukrativ kategori. Især oplever vi en nærmest eksplosionsagtig vækst inden for el-cykler. I Tyskland og Holland er indtjeningen på el-cykler endda større end på almindelige cykler. Vi ser også at el-cyklerne i nogen grad begynder at tage markedsandel fra de små biler. Derfor har bilbranchen fået øjnene op for at ville have cykler under deres brands,” forklarer Brian Hoehl

Et af Brians 2017 prisvindende designs er netop for et bil firma. Det er Italienske Pininfarina, som mest er kendt for at designe alle Ferraris biler. Sammen med Pininfarina har han udviklet en el-cykel, som i øjeblikket sætter standarden for, hvordan en moderne el-cykel skal se ud.

productimage_large.jpg

Med designet af Pininfarinas Diavelo el-cykel vandt Brian Hoehl i år en stor designpris i Tyskland, German Design Award 2017. Foto: PR.

Flere internationale brands står i kø for at arbejde med designeren fra Hornbæk. Senest har et af verdens mest kendte yacht-firmaer meldt sig i rækken af kunder. Men også store retail-kæder fra Tyskland, Italien, Holland og Schweiz er på kundelisten. Og senest har også tech-industrien meldt sig på banen og vil have cykler og elcykler.

“Ordrebogen er fuld, og der er nok af spændende projekter, der skal designes og produceres,” lyder det fra en glad Brian Hoehl.

HornbækBloggen ønsker til lykke!

Læs mere om  Brian Hoehl i denne artikel fra Scandinavian Traveler her

Læs mere om Brian Hoehls prisvindende Pininfarina Diavelo electric bicycle her

 

 

 

 

Ilse Jacobsen debuterer som talkshow-vært: Kom helt tæt på Stine Bosse

IMG_6885.jpg

Ilse Jacobsen i sin nye rolle som talkshow vært udspørger Stine Bosse om alt fra EU til hunde. Foto: PR/Ilse Jacobsen Hornbæk.

Med sit nye live talkshow ’Kvinden bag navnet’ fik Ilse Jacobsen søndag morgen i ’Kurbadet’ bevist, at Hornbæk kan noget hele året – ikke kun om sommeren.

Premiereudgaven med erhvervskvinden Stine Bosse som gæst var totalt udsolgt. Konceptet appellerer helt tydeligt til det feminine køn, men man kunne da spotte en lille håndfuld mænd bagerst i lokalet.

Efter en lækker brunch med cava indtog de to stærke damer på slaget 10 hver deres flødefarvede øreklapstol på et mindre podie midt i lokalet, og så gik samtalen ellers i gang.

Der var et intimt nærvær og oprigtighed i samtalen og i forhold til publikum, uanset om den drejede sig som de aktuelle problemer i EU, udveksling af erfaringer som topledere eller det helt private.

Som formand for Europabevægelsen mindede Stine Bosse om, hvorfor EU er så vigtig en institution og om, hvorfor EU i det hele taget opstod efter 2. verdenskrig: Fordi de mennesker, der havde oplevet netop krig var enige om, at dette blodbad aldrig måtte gentage sig. Et af disse mennesker var Stine Bosses mor, som indprentede dette budskab i sin datter.

’I dag er Europabevægelsen jo nærmest en modstandsbevægelse, men vi vil ikke finde os i at Donald Trump forsøger at splitte Europa,’ lød det fra stålsat Stine Bosse – og det blev der skålet på i hele salen. Og hun mindede om, at 2017 kan blive et skæbneår for Europa med det franske præsidentvalg, hvor første runde afvikles den 23. april.

”Vinder Marine LePen, er der risiko for et ’Frexit’ – og så er der ikke længere noget EU. Situationen bliver kaotisk, ja, vi oplever allerede kaos med det engelske Brexit. Det er farligt, når der ikke længere er nogle spilleregler. Og et Frexit vil komme til at gå ud over Danmark. Så jeg kæmper for, at en anden end Le Pen bliver præsident,” sagde en stålsat Stine Bosse.

I andre dele af samtalen viste hun stor følsomhed og delte dyrekøbte livserfaringer, ikke mindst, når hun talte åbent om sin opvækst, kræftsygdom, sin familie.

Hun fortalte også om en af de første gange, hvor hun blev bevidst om, at hun ikke er typen, der finder sig i nogen form for diskrimination.

Hun var som helt ung blevet hyret til at servere til en fest i Søborg Forsamlingshus, der ligger lidt inde i landet mellem Hornbæk og Gilleleje. En af de mandlige gæster blev under serveringen af hovedretten lige lovligt nærgående. Det fik den unge Stine til at stille fadet fra sig og højt og tydeligt sige ’Grabberne væk’, og så smækkede manden et par på siden af hovedet. Lettere chokeret fortalte hun chefen om det. Til hendes glædelige overraskelse svarede han, at hvis nogen havde været nærgående, var det helt ok.

Så de kom vidt omkring, de to kvinder. Det var tydeligt, at de begge følte sig trygge og ’hjemme’ i Kurbadets rammer, rundet som de er af en af den nordsjællandske natur. Ingen er vel længere i tvivl om, at Ilse Jacobsen er vokset op i Hornbæk – og hendes mor, Gusti, sad i går på første række og lyttede med.

Stine Bosse er opvokset i Gilleleje, og det længste hun er flyttet væk er Helsingør, hvor hun i dag bor tæt på havet sammen med sine to hunde. Hun har forlod i 2011 posten som direktør i forsikringsselskabet Tryg.  Nu kombinerer hun sig gennem at være en nærværende mormor og aktivt bestyrelsesmedlem i en række større og mindre danske og internationale virksomheder og samtidig aktivistisk formand i henholdsvis Europabevægelsen og Børnefonden – og som foredragsholder. Travl, men ikke for travl.

I sidste del af talkshowet blev de to karrierekvinder på trods af deres fantastiske liv med rejser, storbyer og forretningssucces’er enige om, at intet i længden kan konkurrere med livskvaliteten her i Nordsjælland, hvad enten det er de daglige ture med hundene, duften af skov, udsigten over det åbne hav.

Ind i mellem de mange ord var der plads til levende musik, hvor den kvindelig pianist og sangerinde Sanne Graulund  smukt fortolkede flere af Stine Bosses yndlingssange, blandt andet Lis Sørensens hit ’Verden er i farver’ fra 1991 – skrevet af Kasper Winding. Sanne Graulund vil være et fast indslag ved de kommende talkshow.

Ilse Jacobsen sluttede formiddagens program af med at citere en prædiken Stine Bosse i november sidste år holdt i kirken i Kirke Sonnerup – en lille by på Midtsjælland.

’Jeg tror, at vi alle kan tage Jesus ord til os. Holde benene på jorden, stole på vores indre kompas og lade være med at frygte. Men vi opfordres ikke til at lukke øjnene. Vi opfordres ikke til fornægtelse, nej byrderne er virkelige. Åget ér tungt, men energien til at løfte findes. I det nære. Uden skelen til høj eller lav, sort eller hvid. Kun med ét in mente; næsten og med næsten in mente et fast blik rettet mod det Jesus har lært os.’

På den måde blev der også tanket op med åndelig føde i Kurbadet søndag morgen. En rigtig flot start for Ilse Jacobsens nye karriere som talkshow-vært.

Der bliver ganske sikkert også kamp om pladserne når direktør for Gigtforeningen Mette Bryde Lind sætter sig i den flødefarvede øreklapstol den 26. februar og siden formanden for LO, Lizette Risgaard den 19. marts.

Læs mere om Stine Bosse på hendes hjemmeside www.bosse.biz

Læs mere om live talkshowet ’Kvinden bag navnet’ og bestil billet her

IMG_6852.jpg

Der var mange kendte hornbækkere blandt Ilses gæster til premieren på hendes live talkshow. Her ses hun med Margit Fritzbøger, som indtil for nylig drev Salon Musette ved siden af Ilses oprindelige butik på A.R. Friis Vej. Foto: PR/Ilse Jacobsen Hornbæk.

IMG_6873.jpg

Gæsterne fik en lækker brunch tallerken med i købet. Foto: PR/Ilse Jacobsen Hornbæk.

IMG_6879.jpg

Det var to stærke damer, der mødtes i Kurbadet – til venstre erhvervskvinden Stine Bosse og til højre Ilse Jacobsen, der fik debut som talkshow vært. Foto: PR/Ilse Jacobsen Hornbæk.

Stolt teatertradition vender tilbage til Hornbæk Skole

Hornbæk Skole var i mange år kendt for sine store teaterproduktioner. I en årrække har den tradition af forskellige årsager ligget stille, men nu kommer Hornbæk Skole stærkt tilbage med forestillingen  ‘De skjulte i mørket’. Stor premiere den 23. januar!

Der er tale om en nytænkende gyser, hvor fortid og nutid blandes sammen, og hvor grænsen mellem virkelighed og skuespil udfordres. Det er med andre ord ikke et stykke for de mindste. Målgruppen går fra 5. klasse og op.

Forestillingen er produceret af elever fra 7., 8. og 9. årgang. Eleverne har selv været med til at idéudvikle, skrive og koreografere stykket. Foruden de mange aktører på scenen, står en stor gruppe bag scenen og styrer slagets gang.

Gå ikke glip af denne fantastiske forestilling! Støt Hornbæks teatertalenter!

Forestillingen opføres den 23., 24. og 25. januar 2017 i Hornbæk Skoles Store Sal – alle dage kl. 19. Billetter kan købes i SuperBrugsen og hos Matas i Hornbæk samt på skolens kontor og ved indgangen.

Billetpriser: Voksne: 40 kr. Børn: 20 kr.

Adresse:

Hornbæk Skole
Søren Kannesvej 6
3100 Hornbæk

Find vej (Google Maps)

Tlf.: 4928 1680

Læs mere om Hornbæk Skole

 

Hornbæk får ny rundkørsel på Sauntevej

Hornbæk Plejehjem_plancher_final.indd

Her ses det kommende Hornbæk Plejehjem på Sauntevej – og den nye rundkørsel ved Toftemosevej kan også skimtes. Illustration: JJW Arkitekter.

I dag flyttede anlægsarbejdet med rundkørslen ud på Sauntevej. Hermed blev der sat gang i et vejarbejde, som først afsluttes i september måned 2017.

Kommunen forventer, at trafikken gennem hele anlægsperioden opretholdes på Sauntevej i begge retninger for alle trafikanter om end vejarbejdet vil få konsekvenser for fremkommeligheden.

Til en start flyttes cyklister og fodgængere til nordsiden af Sauntevej, hvorved denne strækning kommer til at fungere som en dobbeltrettet sti. I den sydlige side udføres ledningsarbejder og ledningsflytninger fra TDC, HMN Gasnet mfl. Når ledningsarbejderne er udført etableres den sydlige del af rundkørslen. Arbejdet pågår så længe vejret tillader det.

I anden fase i april/maj måned retableres den sydlige sti midlertidigt og cyklister og fodgængere i begge færdselsretninger flyttes tilbage til sydsiden af Sauntevej. Samtidig benyttes den sydlige del af rundkørslen til afvikling af biltrafikken. Ledningsarbejder og ledningsflytninger, samt etablering af den nordlige del af rundkørslen påbegyndes.

I juni/juli måned forventes Hornbæk Fjernvarme at være klar til at nedlægge deres fjernvarmeledning.

Når vi kommer frem til september måned , forventes Hornbæk Fjernvarme at være færdig sin del af opgaven. Derfor asfalteres de nye sti- og kørebanearealer og der etableres en midlertidig vejafmærkning. Rundkørslen færdiggøres ikke fuldstændigt, idet der tages højde for, at byggeriet af det ny plejehjem påbegyndes i begyndelsen af 2018.

I forventning om at der kommer store og tunge køretøjer med elementer til plejehjemsbyggeriet, udføres de nødvendige afværgeforanstaltninger i den ny rundkørsel. Først når plejehjemmet er opført, bliver det endelige slidlag og vejafmærkning lagt på Sauntevej ved rundkørslen.

Såfremt der spørgsmål til anlægsarbejdet omkring rundkørslen på Sauntevej, kan der rettes henvendelse til Center for By, Land og Vand Thomas Gjerulff, tlf. 4928 2479 eller mail blv@helsingor.dk

%d bloggers like this: