Shakespeare for begyndere: Romeo er en spade, Julie er en kost

Dukkefører, skuespiller og mimiker Finn Rye spiller går i sin have med sine redskaber - og pludselig udspiller historiens største kærlighedsdrama sig. Foto: HamletScenen.
Dukkefører, skuespiller og mimiker Finn Rye går i sin have med sine redskaber – og pludselig udspiller historiens største kærlighedsdrama sig. Foto: HamletScenen.

Romeo er en spade. Julie er en kost. Sådan helt bogstaveligt talt. Det er udgangspunktet, for HamletScenens nye fortolkning af verdenshistoriens mest berømte kærlighedsdrama, der for tiden opføres på Kronborg som et utraditionelt, men dybt fascinerende dukketeater for børn i alderen 6-100+ år.

Jeg var meget betaget. Næsten bedre endnu var det, at mine ledsagere Thea og Conrad, begge 6 år, syntes det var rigtigt godt!

De sad begge (for en sjælden gangs skyld) musestille i samtlige de 30 minutter forestillingen varer og betragtede skuespilleren og mimikeren Finn Rye og hans dukker. Så optagede var de af forestillingen.

Normalt skriver jeg kun om Hornbæk, men denne forestilling er så skøn, at den også fortjener at være en del af sommerferien i vores dejlige by.

Uden ord giver skuespiller, mimiker og dukkefører Finn Rye den store fortælling om de to unge elskende nyt liv gennem en række haveredskaber. Ingen sprogbarrierer her, hvis man er fra det store udland. Vi ler, vi føler forelskelsen og vi er næsten ved at græde, da tragedien når sin slutning og det sidste haveredskab udånder.

Stor ros til Jacques S. Matthiessen, der har kastet sig ud i den hovedløse opgave at omsætte og iscenesætte en af Shakespeare’s mest kendte og ordrige forestillinger til en 30 minutters ordløs dukkeforestilling, som man tror på. Også stor ros til Rolf Søborg Hansen, som har skabt scenografien og dukkerne.

Mangler ordene, spiller musikken til gengæld en vigtig rolle. Og med komponisten Fredrik Lundins magiske lydunivers, er man aldrig i tvivl om, hvor vi er i fortællingen.

Forestillingen spilles i HamletScenens nye anneks scene, der er stillet op ude på Helsingborg Ravelinen. Man kommer derned gennem slottets gård. Her åbner sig en fantastisk kulisse omgivet af Kronborg, havets brusen og mågeskrig i baggrunden og grønt græs under fødderne. Intet andet sted i verden kan børn få en stor teateroplevelse som denne.

Thea og Conrad syntes, at alle deres venner skulle tage ind og se det. Anbefalingen er hermed givet videre.

Man skal købe billetter til Romeo og Julie.

Tre onsdage i juli er det dog også muligt at opleve forestillingen gratis, når HamletScenen og Biblioteket på Kulturværftet inviterer børn i alderen 8-12 år til dukketeater-workshop i tidsrummet kl. 10-13.30.

Først laver børnene deres egne dukker på Kulturværftet, derefter ledsages de til Kronborg Slot, hvor de får lov at se Romeo og Julie.

Underviserne på workshoppen er Josephine Marqvart Lundgren og Ulrikke Gercke. Sidstnævnte er blandt andet en af forfatterne bag bogen Årstider med børn – Eventyrlige ideer for børn og voksne. En inspirationsbog med madopskrifter og ideer til legetøj, man selv kan fremstille.

Praktisk information:

Dukketeater-workshoppen afholdes onsdag den 3. juli, 10. juli og 17. juli. Arrangementerne er gratis og for børn i alderen 8-12 år, men tilmelding er nødvendig ved personlig henvendelse i børnebiblioteket eller på telefon 49 28 36 60. Der er begrænset antal pladser. Madpakker medbringes og dagen afsluttes på Kronborg Slot ved Kronborgs billetsalg.

Skal man købe billet er HamletScenens dukkeforestilling Romeo og Julie for alle over 6 år. Dansk og udenlandsk publikum kan se forestillingen sammen, da den er ordløs. Spilleperioden er 29. juni til 21. juli 2013. Forestillingen spiller alle hverdage kl. 13 – undtagen fredag.

Løssalgsbilletter til dagens forestilling sælges fra Kronborgs billetkontor.

Man kan købe billetter i forsalg på www.billetten.dk eller på telefon 70 20 20 96

Læs mere om HamletScenens program her

Tre onsdage i juli kan børn i alderen 8-12 år mødes til gratis oplevelser og få en inspirerende, sjov og underholdende dag sammen og opleve Shakespeare som dukketeater. Foto: HamletScenen.
Tre onsdage i juli kan børn i alderen 8-12 år mødes til gratis oplevelser og få en inspirerende og sjov dag sammen og opleve Shakespeare som dukketeater. Foto: HamletScenen.

6. december – det er altid godt at kunne grine af sig selv

1075opslag

I morgen fredag er der premiere på årets juleforestilling i denne del af landet: ‘Helsingør – eller hvem myrdede Holger Danske – 2nd edition’.

Mine venner på Facebook vil huske, at jeg var meget begejstret for originalversionen af forestillingen, der med skuespilleren Kristian Halken i hovedrollen og de fleste andre roller samt den ultraenergiske multimusiker Kalle Mathiesen som sidekick, var helt sin egen. Jeg indstillede den nærmest til en Reumert. Den lå et sted mellem kabaret, revy og en god gammeldags detektivhistorie, der gjorde sig lystig over Helsingørs parnas. Kønt var det ikke, men det var skidesjovt. Forestillingen blev da også hurtigt udsolgt og mange gik forgæves.

Nu er de to gutter tilbage med deres refleksioner over menneskers dårskab. Instruktør er Rolf Heim.

– Jeg bor i Espergærde og har skrevet den her forestilling om Helsingør og om Holger Danske. Du kan se den igen. Og nu i en frisk juleudgave med tog til tiden og Elite 3000 i første division og kommunens underskud vendt til et overskud. Så kom igen venner. Lad os fulde af andagt, bjældeklang og højstemt englesang gå julen i møde sammen, siger Kristian Halken om forestillingen, der i anledning af julen er tilsat både æbleskiver, gløgg og et krematorium.

Som optakt til forestillingen har Helsingør Teater og Kristian Halken produceret en noget syret julekalender i form af små videoindslag. Her kan man dag for dag følge den nervepirrende udvikling i sagen om Mads Skjerns beslutning om at relancere sin koncern i Helsingør.

Så trænger du til at grine lidt af livet i Helsingør Kommune og se det i et nyt perspektiv, så anbefaler jeg varmt Kristian Halken & Ko.

Forestillingen spiller 8 gange frem til den 16. december.

Se Holger Danskes julekalender her

Læs mere om forestillingen og Helsingør Teater og hvordan du kan bestille billetter her

Dette er den 6. af forhåbentlig 24 små juleblogs. Det bliver mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må meget gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’

Gadeteaterfestivalen kommer også til Hornbæk – 3 gratis forestillinger for alle i den kommende uge

Det internationalt anerkendte franske kompagni KompleXKapharnaüM (KXKM) tager livtag med Helsingørs skjulte mangfoldighed, og byen forvandles til en scenografi, hvor byens og borgernes egne historier danner afsættet for en helt unik fortolkning af Helsingørs nutid og historie, set i lyset af Europas fælles arvegods. Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor hører vi til? Foto: KXKM

Er det en fest at bo i Hornbæk? Ja. Her på min feries sidste dag, må jeg konstatere, at jeg dårligt har tid til at vende tilbage til arbejdet. Efter flere dages intens indsats på Havnefesten, venter flere højdepunkter i den kommende uge. Helsingør Teaterfestival har i år valgt at lægge hele tre forestillinger i Hornbæk. Gratis til glæde for hele familien – og kassekreditten.

Inden jeg fortæller om de tre forestillinger, vil jeg gerne lige skrive nogle ord om selve festivalen, som jeg selv havde fornøjelsen at lave presse på for et par år siden. Gadeteaterfestivalen, som også har navnet Passage 2012, afvikles i år for 9. gang. Undervejs har den vokset sig fra at være en lokal begivenhed til at være Nordeuropas største internationale og transnationale gadeteaterfestival. I 2012 samarbejder gadeteaterfestivalen med flere kommuner og byer i både Danmark og Sverige end nogensinde før. Derfor kan dele af festivalen i år også opleves i Höganäs, Landskrona og Åstorp i Sverige og i en række byer i Danmark, bl.a. Skive, Næstved, Roskilde, en række byer på Bornholm  og Sønderho på Fanø.

Helsingørs eget kuglelyn

Manden bag Passage 2012 er Helsingørs eget kuglelyn Jens Frimann Hansen, som til daglig er direktør for Helsingør Teater. Han gør sammen med sit team en kæmpeindsats for Helsingørs udvikling som kulturby og som inkluderende by. Med Passage 2012 henter han Europas bedste gadekunstnere til byen. Med enkle midler og sig selv som indsats får de os til at se nye dimensioner, til at grine og græde på gader og pladser, hvor vi normalt ikke viser de store følelser. Men Passage 2012 er mere end teater. Med projektet Hjemstavn.com har gadeteaterfestivalen sat nyt fokus på hjemstavnsbegrebet i en globaliseret verden. Tak for det Jens!

Hjemstavn.com ser mangfoldighed som en væsentlig resurse i lokalsamfundet og i kunsten. Hvordan skal vi definere fremtidens by og provins og hvilken rolle skal kunsten spille i fremtiden samfund? Vigtige spørgsmål at finde svar på, ikke mindst her i Helsingør Kommune, som befinder sig i en svær brydningstid i overgangen fra værftsby til inkluderende kulturby. Projektet har kørt i tre år og afsluttes i år med franske kunstnergruppe KomplexKapharnäums (KXKM) store finale, en åben og kompleks fortælling om Helsingør, den hidtil største forestilling skabt specifikt til Helsingørs byrum. Læs mere længere nede på siden.

Officiel åbning af Passage 2012

Den officielle åbning afPassage 2012 finder sted på tirsdag den 31. juli kl. 18. I den anledning fyrer Kammercafeen op i grillen og serverer fra kl. 18.00 mad fra deres forrygende udekøkken i Toldkammergården. Kl. 19 går alle til Kongekajen, hvor der er premiere på Extremisten, en eksplosiv cocktail af nycirkus og musik. Det er den franske trampolinist fra Cirque Inextremiste der byder indenfor i Extremistens univers: I bogstave­ligste forstand jonglerer han med gasflasker, bomber og andet brandbart materiel. Tilsæt en trampolin og du har en vanvittigt akrobatisk nycirkus­ forestilling med masser af drama, humor, klovnerier og ekvilibrisme.

Pris: Mad + 1 drikkevare: 100,- kr. Madbilletter kan købes på Helsingør Teater og Billetcenter på Havnepladsen 1  i Helsingør eller på telefon 49 20 08 11

Og så til forestillingerne i Hornbæk – her møder du bare op på rette tid og sted:

Onsdag 1. august kl. 14.00: Kloss (S) på pladsen foran Hornbæk Bibliotek:

Tre venner udfordres af en bunke byggeklodser og lærer om vigtigheden af at kunne samarbejde. Foto: Teatertre.

Kloss er et sjovt show for alle, men ikke mindst de små. Forestillingen fokuserer på menneskelige kvaliteter som samarbejde og venskab. Det er situationskomedie med stærke elementer af fysisk udfoldelse og slapstick humor om tre venner, der hver især synes at de er den bedste til at få nytte af en bunke legetøjsklodser.

Torsdag 2. august kl. 10: Mosekonens Bryg på Strandlegepladsen:

Birgit Løkke og Tineke Noordhoek spiller rollerne i Mosekonens Bryg. Foto: Asterions Hus

I Mosekonens Bryg kommer børnene kommer ud på en lille vandring, for at hjælpe Mosekonen med at finde den magiske klokke, så hun kan brygge sit mosekonebryg. Undervejs møder vi sammen med Mosekonen en trold, en fe og den helt skøre musikgartner, der dyrker de mest forunderlige musikinstrumenter. Med børnenes hjælp ender eventyret godt, og magisk musik opstår. Alder: 3-6 år og familien.

Fredag 3. august kl. 19: What’s cooking? på Hornbæk Havn:

What’s cooking? En kok – en suppe – en mission! Foto: Il Cataldo.

Jacques Couteau, en excentrisk fransk kok, har lige åbnet sin nye eksklusive restaurant “Fudeh”. Hans køkken byder på en unik blanding af friske ingredienser: velkrydrede cirkusfærdigheder, spicy teaterøjeblikke og lokalt opdrættede fritgående publikummer! Alt hvad der mangler er en kunde … og noget mad. Hvem bliver det? Hvad skal de spise? Forlader de stedet med et smil på læben? Denne nycirkus-teaterforestilling er en velsmagende blanding af linedans, komedie, improvisation og en solid dosis publikumsdeltagelse, der holder dig fanget fra forret til dessert.

Jeg ønsker alle endnu en fantastisk uge. Jeg behøver vel ikke nævne, at jeg er dybt misundelig på alle jer, der fortsat kan holde fri. Men når dagens dont er forbi, lover jeg at I kan finde mig ude til en forestilling sammen med min familie et eller andet sted i Helsingør. Lad festen fortsætte!

PS! Onsdag skal Peter og jeg til premiere på Kronborg, hvor HamletScenen præsenterer det verdensberømte London-teater The Globe’s Shakespeare-forestilling As You Like It (eller som vi kender den på dansk, Som man behager). Her skal man dog købe billet!  Jeg ser frem til en eventyrlig og sprudlende kærlighedskomedie, fyldt med poesi, satire, humor og passion, hvor unge adelskvinder forklæder sig som mænd og adelsmænd fordrives. Jamen, jeg bliver helt høj, af at sidde og skrive det her. Det er skønt at opleve kulturbyen Helsingør i fuld blomst! Foto: HamletScenen

Læs hele gadeteaterfestivalens overflødighedshorn af et program her

Læs om Hjemstavn.com, ideerne og kunstnerne her

Læs mere om HamletScenen her

Stille før Storm – mens vi venter på Hornbæk Havnefest 2012

Den kommende weekend kulminerer sommeren i Hornbæk med Havnefesten. The Storm åbner ballet fredag aften. Hornbæk. Foto: Casper Sejersen

Helsingør Dagblad var i sidste uge så venlig at spørge mig til min sommerferie i år – og ikke overraskende svarede jeg, at den naturligvis skulle tilbringes i Hornbæk. Det er det tidspunkt, hvor jeg kan nyde livet i Hornbæk uden hverdagens travle program. Journalisten så måbende på mig. Han forventede min lovprisning af toscanske vingårde eller noget lignende, men for mig byder sommerlivet i Hornbæk på så mange tilbud og muligheder at vælge i mellem, at jeg faktiske skal passe på ikke at blive stresset over ikke at nå dem alle. Stranden, tennis, cirkus, cocktails, grill og nyopgravede kartofler, sove længe, cykelture, gåture, seværdighederne rundt om i Helsingør, kunst i teltet og på molen, krabbefiskeri, minigolf, afslapning, middage på byens restauranter, – ok, jeg stopper her.

Den næste store begivenhed, der ligger og venter er naturligvis Hornbæk Havnefest, der i år starter allerede fredag den 27. juli om aftenen med The Storm og X-Factordommer Pernille Rosendahl i front. Hun er en stædig og sej rock’nroll mama, som jeg glæder mig til at se optræde live. Jeg husker hende fra gennembruddet med Swan Lee i starten af det nye årtusinde. The Storm har hun siden dannet med sin partner Johan Wohlert, tidligere bassist i Mew, efter parret fik et barn. Jeg varmer op til havnefesten med deres seneste album og hittet Lost in the Fire, som er forløber for deres nye plade, som efter planen udkommer i slutningen af august.

Efter koncerten er der afterparty i ViseVers Teltet med Hornbæks lokale boyband Sweet Charlie 5. Deres repertoire er de store, moderne rockklassikere. Dansegulvet i Vise Vers Teltet er det strandsand, som teltet er rejst på, så husk at smide sko og sokker, når tonerne lokker.

Hornbæk Løbet 2012

Lørdag løbes festen i gang med Hornbæk Løbet, som starter kl. 10.30 med start- og målområde på Øresundsvej. Der vil – i lighed med tidligere år blive mulighed for at gå 5 kilometer eller løbe 5 eller 10 kilometer. Arrangør er de gæve folk i den lokale afdeling af Rotary, og jeg har siden starten med glæde sponsoreret løbet, der samler både folk som mig selv, der har det glimrende med at gå de 5 kilometer, så jeg kan nå at nyde naturen undervejs, til byens mange konkurrencemennesker, der løber både 5 og 10 kilometer for at vinde.

Overskuddet fra Hornbæk Løbet går til byens børn og unge – for eksempel ansøgte jeg sidste år om et bidrag til en ny kåte til Theas børnehave, og vi fik 6000 kr. Det blev et afgørende bidrag, og kåten er nu en vigtig del af børnenes liv i Ellekildehus Skovbørnehave.

350 frivillige, 10.000 besøgende, et godt formål

Havnefesten er også kendetegnet ved at være drevet af idealisme med det formål at skabe et overskud til fordel for ungdomsarbejdet i de fire foreninger (Havneforeningen, Hornbæk Havn, Hornbæk Idrætsforening og Hornbæk Bådeklub, der står bag arrangementet.  I alt bidrager 350 frivillige hjælpere med deres tid og arbejdskraft. Det er sgu godt gået i en lille by, hvor der officielt bor 3500 personer, og det er nok derfor at man mærker en helt særlig positiv stemning på havnepladsen, mens festen er i gang. Alle arbejder for alle og har det samtidig sjovt i en god sags tjeneste. Det kan ikke kommercielle ferieforlystelser konkurrere med. Det er nok også en vigtig del af forklaringen på, at Hornbæk Havnefest er Helsingør Kommunes største tilbagevendende enkeltbegivenhed. Sidste år var der cirka 10.000 besøgende. Jeg var selv en af dem.

Årets højdepunkter

Årets højdepunkter for mig er foruden fredagens koncert med The Storm, Shantykoret, som spiller lørdag kl. 14, den traditionsrige plankedyst lørdag kl. 15, det lige så traditionsrige sliskeræs søndag kl. 13, kamelridning på stranden både lørdag og søndag fra kl. 14 (det er syret!), søndagens sildebord, der står klar kl. 10, hertil rigelige mængder øl og snaps samt listige historier og sange fra den gamle smed Georg Poulsen og hans kompagnon Ole Kvist. DR’s Vera optræder for børnene lørdag kl. 16-16.40. (Det er vist kun i Danmark, transvestitter bliver stjerner på børne-tv, og tak for det.) Hende/ham skal min datter Thea se – og hun er ikke så nem at narre og synes mænd i dametøj er vildt sjove. Mor her skal selv nyde De Glade Sømænd, et sømandsorkester fra Karrebæksminde, der bringer den danske sømands-sangskat ind i det nye årtusinde, med deres skæve fortolkninger. Og så skal jeg bare nyde den gode stemning, den gode mad. Endelig slår familien nok også turen rundt om Ankers Tivoli, selv om jeg altid her føler, at det ikke rigtig er pengene værd, men Thea elsker det sted med andedam, karruseller og en kæmpe oppustelig rustchebane.

Ud af de mange tilbud, der er at vælge i mellem om sommeren i Hornbæk, er det vel ikke for meget sagt at kalde Havnefesten for klimakset, og et stærkt livsbekræftende et af slagsen. Og er du i tvivl, så kom ned på havnen søndag aften kl. 22 og lad det store fyrværkeri skære det ud i pap for dig. Men så er du er desværre lidt for sent ude.

Vi ses på havnen på fredag. Det bliver den perfekte storm.

Links:

Hør The Storm med hittet Lost in the Fire her

Se programmet for hele Hornbæk Havnefest 2012 her

Læs mere om Hornbæk Løbet og hvordan du tilmelder dig her

Endnu en gang: Tak Hornbæk

Thea og Aase Olesen 250312
Thea og den radikale, tidligere socialminister Aase Olesen tæller vores indsamlingsresultat for 2012 op på Bølgen i Ålsgårde. (Foto: Lotte Lund)

Ja, så har min lille familie været ude og samle ind igen. Søndag var det Kræftens Bekæmpelse, der havde landsindamling. 39.682 kroner blev det til, indsamlet af 38 indsamlere i Hornbæk.

Det blev til et flot samlet resultat for hele landet på 30,5 millioner til kræftsagen.

Thea, Peter og jeg udgjorde tre ud af de omkring 28.000 frivillige, der var på gaden for at samle ind, og stort set alle husstande i Danmark  fik besøg fra Kræftens Bekæmpelse søndag mellem klokken 10 og 15. Hvis vi skal være ærlige, og det skal vi jo, så samlede vi slet ikke ind i Hornbæk, men i Tikøb. Det gjorde vi, fordi vi i sin tid blevet hyret ind af en af de sejeste damer i Helsingør, nemlig den radikale, tidligere socialminister Aase Olesen, som også sidder i den lokale bestyrelse af Kræftens Bekæmpelse. Og hun organiserer indsamlingen i Ålsgårde, som Tikøb af uransagelige årsager hører under. Vores bidrag blev på knap 1400 kroner. Det kunne have været mere, men der var nærmest ingen mennesker hjemme på vores rute.

I Helsingør kommune blev der indsamlet kr. 239.147 kr. med hjælp fra 164 indsamlere.

Fordelt på de fire indsamlingsdistrikter blev resultatet:

Ålsgårde m.m.:
2012: 40.079 kr. med hjælp fra  28 indsamlere
(2011: 38.796 kr. med hjælp fra  26 indsamlere)

Espergærde/Snekkersten m.m.:
2012: 93.793 kr. med hjælp fra  50 indsamlere
(2011: 93.503 kr. med hjælp fra  56 indsamlere

Hornbæk m.m.:
2012: 39.682 kr. med hjælp fra  38 indsamlere
(2011: 39.852 kr. med hjælp fra  38 indsamler)

Helsingør m.m.:
2012: 65.592 kr. med hjælp fra  48 indsamler
(2011: 85.239 kr. med hjælp fra  62 indsamlere)
Jyske Bank, Helsingør, stod for optællingen af de mange penge.

Jeg skal hilse fra Kræftens Bekæmpelse og sige tak til alle indsamlerne. Og tak til alle, der gav et bidrag.

Var du en af de mange, der ikke var hjemme under indsamlingen – eller har du eller en du kender brug for støtte og rådgivning, kan du gå ind på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside: www.cancer.dk