Galleriet Hornbæk inviterer til ‘Stilhedens poesi’ lørdag 15. marts kl. 12-15.

Bertrand Thibault, anerkendt fransk kunstner udstiller i Hornbæk Galleri.
Bertrand Thibault, anerkendt fransk kunstner udstiller i Hornbæk Galleri sammen med André Lundquist og Kristian Dahl. Fernisering lørdag 15. marts 2014.

Foråret og lyset er tilbage i Hornbæk, og dermed er det igen sæson for at komme ud af husene og få sanserne skærpet.

Et godt sted at starte er Galleriet Hornbæk i hovedgaden, Nordre Strandvej 340, som i morgen lørdag 15. marts 2014 kl. 12-15 afholder fernisering med malerier af André Lundquist og Kristian Dahl, samt keramik af Bertrand Thibault.

André Lundquist (1972- ) er en fremtrædende samtidskunstner med et meget karakteristisk poetisk billedsprog. Kvinderne i hans værker er malet midt i deres egen gøren. I øjeblikket hvor de sidder, står eller ligger. De er som øjebliks billeder, som fortæller en historie om dem vi ser og om os selv.

André Lundquist beskriver, hvordan han synes, billederne kan ses som spejle, hvor vi kan lægge vores egne erfaringer og fortællinger i dem. Det er ikke fastlagte patenterede historier med kun et budskab, for som livet er, viser hans på en smuk og med stor æstetik, hvordan myriader af historier og stemninger kan indeholdes i et værk. Lundquist blander tusch, blyant og tapet sammen med sine oliefarver og dette er med til at forstærke fladerne og giver hans værker flere lag som gør dem spændende at se på. Han lader også mange ufærdige konturer og farveflader stå frem under det endelige billede. Dette skaber bevægelse og understreger stemningen af øjeblikket.

Kristian Dahl (1954-) er en anerkendt svensk kunstner bosiddende i Hornbæk. Kristian Dahl er en poetisk ekspressiv kunstner, som skaber sine eftertragtede værker med brug af både spatel og pensel. Ud af konturer, lys og farve dukker motiverne frem i et smukt, poetisk lys. Kristian Dahls kærlighed til musikken – især jazz, sætter sit tydelige spor i billedsproget.

Bertrand Thibault (1971- ) er den en af de mest anerkendte, nulevende, franske keramiker, blandt andet rigt repræsenteret i Saatchi Gallery, London. De udstillede skulpturer og smukke vaser tager udgangspunkt i flere 1000 års gamle keramiktraditioner, både i glasurvalg, dekoration og former. Værkerne er brændt så hårdt, at de kan tåle et liv udendørs.

Ud over de to ovennævnte hovedattraktioner viser galleriet endvidere sin faste udstilling med navne som Jorn, Nash, Malinovsky, Haugen Sørensen, Peter Bonnén, Eva Weis Bentzon, Per Kirkeby, Jan Voss, Jerry Adder, Robert Jacobsen, Knud Holst-Andersen, m.fl.

Andre Lindquist udstiller i Hornbæk Galleri. Nyd blandt andet dette skønne kvindemotiv.
Andre Lindquist udstiller i Hornbæk Galleri. Nyd blandt andet dette skønne kvindemotiv.
Maleren Kristian Dahl er en svensk kunstner bosiddende i Hornbæk. Mød ham i Hornbæk Galleri.
Maleren Kristian Dahl er en svensk kunstner bosiddende i Hornbæk. Mød ham i Hornbæk Galleri.

Læs mere om Galleriet Hornbæk her

 

 

 

Gode lørdage på Hornbæk Bibliotek – gratis film i verdensklasse og meget mere

Thea fremviser sine to nye venner Chansea og Pikachu, som hun har vundet i Pokémon-quizzen på Hornbæk Bibliotek. Foto: Lotte Lund.
Thea fremviser sine to nye venner Chansea og Pikachu, som hun har vundet i Pokémon-quizzen på Hornbæk Bibliotek. Foto: Lotte Lund.

Vi har fået to nye venner her i huset i dag. De hedder Pikachu og Chansea. Hermed er vi også blevet en del af Pokémon-universet.  De to små væsner er kommet ind i vores liv, fordi Thea deltog i Hornbæk Biblioteks Pokémonlørdag – det var sidste lørdag. Vi havde fået brev, om vi havde vundet. Så vi drog afsted for at hente præmien i dag. Da vi kom indenfor, var summede bibiloteket af liv, for det var bogbyttedag. To lørdage om måneden sørger Hornbæk Bibliotek for at der sker noget ud over det sædvanlige.

Bibliotekar Pernille Jensen og Peter Grønholt ser på, hvilke bøger man kan bytte med på Hornbæk Biblotek. Foto: Lotte Lund
Bibliotekar Lisbeth Jensen og Peter Grønholt ved bogbyttebordet på Hornbæk Biblotek. Foto: Lotte Lund

Bogbyttedag betyder, at alle, der havde bøger, de gerne ville af med, kunne komme og lægge dem på bogbyttebordet, hvor alle andre så var velkomne til at tage dem med hjem. Samtidig serverede biblioteket kaffe og saftevand. Kl. 15 kunne man få en præsentation af årets bedste bøger ved bibliotekar Preben B. Christensen.

Biblioteket summede af liv. Peter fik hilst på gamle kolleger, Thea spillede computer og jeg fik hilst på diverse naboer og andre søde mennesker fra byen. Vi fik også lånt den 5 gange Oscar-vindende stumfilm The Artist fra 2011 med hjem til familieforestilling i aften. Samtidig gav personalet nogle insider-tips om, hvordan jeg downloader netlydbøger fra bibliotekets hjemmeside til min iPhone. Så som altid var det et udbytterigt besøg.

Personalet er på arbejde hver dag i nogle timer,og kan også hjælpe dig.

Den 2. marts kl. 15 viser Hornbæk årets Oscar-nominerede danske film En Kongelig Affære.
Den 2. marts kl. 15 viser Hornbæk årets Oscar-nominerede danske film En Kongelig Affære.

Næste gang, der er lørdagsaktiviteter på Hornbæk Bibliotek er lørdag den 2. marts kl. 15, hvor man gratis kan komme ind og se Nikolaj Arcels historiske storfilm En Kongelig Affære om Caroline Mathilde, Christian den 7. og kongens livlæge Struensee. Billetter kan reserveres i forvejen – det anbefales. Jeg så filmen sidste år i biografen, og var bjergtaget. Filmen har det hele. En barsk og fantastisk fortælling om Danmarks historie, ulykkelig og umulig kærlighed, idealismens pris, storslåede billeder og stærke skuespilspræstationer. Den fortjener at være med i Oscar-opløbet i år efter at den vandt to sølvbjørne ved i Filmfestivalen i Berlin sidste år, en for bedste manuskript og en for bedste mandlige hovedrolle til Mikkel Boe Følsgaards fortolkning af Christian den 7.

Hornbæks prinsesser mødes på biblioteket den 9. marts kl. 10.30-13.30.
Hornbæks prinsesser mødes på biblioteket den 9. marts kl. 10.30-13.30.

Ugen efter, lørdag den 9. marts, er der prinsessetopmøde på Hornbæk Bibliotek kl. 10.30-13.30. Her vil moderne prinsesser i alle aldre kunne udveksle erfaringer og lave flotte billeder og æsker med heste, prinsesser og MASSER af glimmer. Prinsesse Thea kommer tidligt for hun har en travl dag – hun skal til fodbold kl. 12.

Hornbæk Bibliotek viser De Urørlige lørdag den13. april kl. 15.
Hornbæk Bibliotek viser De Urørlige lørdag den 13. april kl. 15.

Lørdag den 13. april kl. 15 viser Hornbæk Bibliotek igen i film i verdensklasse – og denne skal jeg se. Denne gang er det den franske storfilm fra sidste år, De Urørlige, der vises. Filmen handler om den rige Philippe, der er lam fra halsen og nedefter, og hans utraditionelle oppasser, den sorte gadedreng Driss. Konstellationen af de to – udadtil meget forskellige – mænd viser sig at være et pletskud. Billetter udleveres gratis på Hornbæk Bibliotek. Jeg anbefaler at reservere eller afhente dem i forvejen.

Lørdag den 20. april afholder Hornbæk Bibliotek Skaklørdag for børn og voksne.
Lørdag den 20. april afholder Hornbæk Bibliotek Skaklørdag for børn og voksne.

Er du til mental sport, hvor du skal benytte både strategiske og taktiske elementer, så vil det glæde dig, at det lørdag den 20. april er Skaklørdag på Hornbæk Bibliotek. Gisli Magnusson vil sætte både børn og voksne i gang med det ædle spil. Øvede kan spille turnering, og begyndere kan prøve både skak og forenklede udgaver. Man kan også spille simultanskak, hvor én dygtig spiller dyster mod flere på en gang. Vidste du i øvrigt, at ordet ‘skak’  er afledt af det persiske ord ‘Shah’, der betyder konge.

Det kan ikke udelukkes, at jeg selv dukker op. Jeg har aldrig spillet skak og spillet er lidt af et mysterium for mig, og det kunne være sjovt at lære reglerne og forsøge sig.

IMG_1464
Hornbæk Bibliotek byder på gode lørdagsoplevelser i februar, marts og april. Check hjemmesiden.

Der sker løbende også mange andre spændende ting på biblioteket. Check ind på Helsingør Kommunes Bibliotekers hjemmeside her.

Øverst på hjemmesiden kan du klikke på Hornbæk Bibliotek og se åbningstider og læse mere om, hvad der sker på biblioteket.

Jeg kan da lige på falderebet nævne, at der for eksempel er strikkeklub om mandagen kl. 18.30. Jeg har en halsedisse, jeg mangler at få strikket færdig og er blevet inviteret med nu på mandag.

IMG_1456
Pikachu (ピカチュウ, Pikachū) er en af de fiktive Pokémon-arter fra den berømte Pokémon-mediafranchise – en samling af videospil, anime, manga, bøger, samlekort og andre ting skabt af Satoshi Tajiri. Ligesom alle andre Pokémoner kæmper Pikachu mod andre Pokémoner i kampe, der er centrale for seriens manga, animé og spil. Pikachu er blandt de lettest genkendelige Pokémoner, især fordi den er en vigtig karakter i Pokémon-animéen. Pikachu er generelt set som den mest populære Pokémon og betragtes som Pokémon-universets officielle maskot.
I Pokémon-verdenen finder man ofte Pikachu i skove, på sletter og af og til nær bjerge, øer og elektricitetskilder (som kraftværker). Den findes på de fleste kontinenter i denne fiktive verden. Som en Pokémon af Electric-typen kan Pikachu opbevare elektricitet i sine kinder og udlade det i lynagtige angreb. (Kilde: Wikipedia)

Gadeteaterfestivalen kommer også til Hornbæk – 3 gratis forestillinger for alle i den kommende uge

Det internationalt anerkendte franske kompagni KompleXKapharnaüM (KXKM) tager livtag med Helsingørs skjulte mangfoldighed, og byen forvandles til en scenografi, hvor byens og borgernes egne historier danner afsættet for en helt unik fortolkning af Helsingørs nutid og historie, set i lyset af Europas fælles arvegods. Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor hører vi til? Foto: KXKM

Er det en fest at bo i Hornbæk? Ja. Her på min feries sidste dag, må jeg konstatere, at jeg dårligt har tid til at vende tilbage til arbejdet. Efter flere dages intens indsats på Havnefesten, venter flere højdepunkter i den kommende uge. Helsingør Teaterfestival har i år valgt at lægge hele tre forestillinger i Hornbæk. Gratis til glæde for hele familien – og kassekreditten.

Inden jeg fortæller om de tre forestillinger, vil jeg gerne lige skrive nogle ord om selve festivalen, som jeg selv havde fornøjelsen at lave presse på for et par år siden. Gadeteaterfestivalen, som også har navnet Passage 2012, afvikles i år for 9. gang. Undervejs har den vokset sig fra at være en lokal begivenhed til at være Nordeuropas største internationale og transnationale gadeteaterfestival. I 2012 samarbejder gadeteaterfestivalen med flere kommuner og byer i både Danmark og Sverige end nogensinde før. Derfor kan dele af festivalen i år også opleves i Höganäs, Landskrona og Åstorp i Sverige og i en række byer i Danmark, bl.a. Skive, Næstved, Roskilde, en række byer på Bornholm  og Sønderho på Fanø.

Helsingørs eget kuglelyn

Manden bag Passage 2012 er Helsingørs eget kuglelyn Jens Frimann Hansen, som til daglig er direktør for Helsingør Teater. Han gør sammen med sit team en kæmpeindsats for Helsingørs udvikling som kulturby og som inkluderende by. Med Passage 2012 henter han Europas bedste gadekunstnere til byen. Med enkle midler og sig selv som indsats får de os til at se nye dimensioner, til at grine og græde på gader og pladser, hvor vi normalt ikke viser de store følelser. Men Passage 2012 er mere end teater. Med projektet Hjemstavn.com har gadeteaterfestivalen sat nyt fokus på hjemstavnsbegrebet i en globaliseret verden. Tak for det Jens!

Hjemstavn.com ser mangfoldighed som en væsentlig resurse i lokalsamfundet og i kunsten. Hvordan skal vi definere fremtidens by og provins og hvilken rolle skal kunsten spille i fremtiden samfund? Vigtige spørgsmål at finde svar på, ikke mindst her i Helsingør Kommune, som befinder sig i en svær brydningstid i overgangen fra værftsby til inkluderende kulturby. Projektet har kørt i tre år og afsluttes i år med franske kunstnergruppe KomplexKapharnäums (KXKM) store finale, en åben og kompleks fortælling om Helsingør, den hidtil største forestilling skabt specifikt til Helsingørs byrum. Læs mere længere nede på siden.

Officiel åbning af Passage 2012

Den officielle åbning afPassage 2012 finder sted på tirsdag den 31. juli kl. 18. I den anledning fyrer Kammercafeen op i grillen og serverer fra kl. 18.00 mad fra deres forrygende udekøkken i Toldkammergården. Kl. 19 går alle til Kongekajen, hvor der er premiere på Extremisten, en eksplosiv cocktail af nycirkus og musik. Det er den franske trampolinist fra Cirque Inextremiste der byder indenfor i Extremistens univers: I bogstave­ligste forstand jonglerer han med gasflasker, bomber og andet brandbart materiel. Tilsæt en trampolin og du har en vanvittigt akrobatisk nycirkus­ forestilling med masser af drama, humor, klovnerier og ekvilibrisme.

Pris: Mad + 1 drikkevare: 100,- kr. Madbilletter kan købes på Helsingør Teater og Billetcenter på Havnepladsen 1  i Helsingør eller på telefon 49 20 08 11

Og så til forestillingerne i Hornbæk – her møder du bare op på rette tid og sted:

Onsdag 1. august kl. 14.00: Kloss (S) på pladsen foran Hornbæk Bibliotek:

Tre venner udfordres af en bunke byggeklodser og lærer om vigtigheden af at kunne samarbejde. Foto: Teatertre.

Kloss er et sjovt show for alle, men ikke mindst de små. Forestillingen fokuserer på menneskelige kvaliteter som samarbejde og venskab. Det er situationskomedie med stærke elementer af fysisk udfoldelse og slapstick humor om tre venner, der hver især synes at de er den bedste til at få nytte af en bunke legetøjsklodser.

Torsdag 2. august kl. 10: Mosekonens Bryg på Strandlegepladsen:

Birgit Løkke og Tineke Noordhoek spiller rollerne i Mosekonens Bryg. Foto: Asterions Hus

I Mosekonens Bryg kommer børnene kommer ud på en lille vandring, for at hjælpe Mosekonen med at finde den magiske klokke, så hun kan brygge sit mosekonebryg. Undervejs møder vi sammen med Mosekonen en trold, en fe og den helt skøre musikgartner, der dyrker de mest forunderlige musikinstrumenter. Med børnenes hjælp ender eventyret godt, og magisk musik opstår. Alder: 3-6 år og familien.

Fredag 3. august kl. 19: What’s cooking? på Hornbæk Havn:

What’s cooking? En kok – en suppe – en mission! Foto: Il Cataldo.

Jacques Couteau, en excentrisk fransk kok, har lige åbnet sin nye eksklusive restaurant “Fudeh”. Hans køkken byder på en unik blanding af friske ingredienser: velkrydrede cirkusfærdigheder, spicy teaterøjeblikke og lokalt opdrættede fritgående publikummer! Alt hvad der mangler er en kunde … og noget mad. Hvem bliver det? Hvad skal de spise? Forlader de stedet med et smil på læben? Denne nycirkus-teaterforestilling er en velsmagende blanding af linedans, komedie, improvisation og en solid dosis publikumsdeltagelse, der holder dig fanget fra forret til dessert.

Jeg ønsker alle endnu en fantastisk uge. Jeg behøver vel ikke nævne, at jeg er dybt misundelig på alle jer, der fortsat kan holde fri. Men når dagens dont er forbi, lover jeg at I kan finde mig ude til en forestilling sammen med min familie et eller andet sted i Helsingør. Lad festen fortsætte!

PS! Onsdag skal Peter og jeg til premiere på Kronborg, hvor HamletScenen præsenterer det verdensberømte London-teater The Globe’s Shakespeare-forestilling As You Like It (eller som vi kender den på dansk, Som man behager). Her skal man dog købe billet!  Jeg ser frem til en eventyrlig og sprudlende kærlighedskomedie, fyldt med poesi, satire, humor og passion, hvor unge adelskvinder forklæder sig som mænd og adelsmænd fordrives. Jamen, jeg bliver helt høj, af at sidde og skrive det her. Det er skønt at opleve kulturbyen Helsingør i fuld blomst! Foto: HamletScenen

Læs hele gadeteaterfestivalens overflødighedshorn af et program her

Læs om Hjemstavn.com, ideerne og kunstnerne her

Læs mere om HamletScenen her