Efter stormen 3: Vi ses til Charity Bar på Cafe Paradis den 24. januar i den gode sags tjeneste

Thea Hornbæk Havn
Her ses Thea på Hornbæk Havn i maj 2013. Det er sådan, vi gerne vil kunne sidde på havnen i maj 2014 vel vidende, at alt er godt på trods af stormen Bodils rasen. Og masser af gode initiativer er på vej. Foto: Lotte Lund.

Hornbækkerne fortsætter ufortrødent deres kamp for at genoprette skaderne på havnen efter 1000-års stormen Bodil. Og det behøver ikke være kedeligt. Den 24. januar samles byen til Charity Bar på Café Paradiset, Havnevej 3 i Hornbæk. Så sæt kryds i kalenderen og få lavet aftale med barnepigen!

Det er Hornbæk Rotary, der har taget initiativet til begivenheden, der også er slået op på Facebook – se under

Entréen koster kr. 100 og afregnes kontant ved døren. Det fulde beløb herfra går til Havnen. Udover dette, ønsker Cafe Paradis at donerer 10 procent af omsætningen.

Der vil være mulighed for at købe en tapas tallerken til kr. 150,00 hvoraf kr. 50,00 går til havnen. Bestilling af tapas-tallerken forgår efter først til mølle-princippet – dog senest den 20. januar.

Når aftenens regnskab er gjort op, fordobler Hornbæk Rotary klub det indkommende beløb på entré, drikkevarer og køb af tapas med op til 20.000 kr.

–  Vi har allerede mange tilmeldte, så jeg anbefaler, at lave sine bestillinger hurtigst muligt. Inviter dine venner eller dit firma og kom og støt op om arrangementet og hjælp med opbygningen af Hornbæk havn, siger advokat Mette Clemmensen præsident for Hornbæk Rotary.

På Hornbæk Havn glæder bestyrelsesformand Jørgen Haagen sig over den store opbakning i byen, selv om der er lang vej, før der er fuldstændigt overblik over skaderne og de samlede omkostninger. Det står dog klart at de løber op i minimum 2-3 millioner kr. Bestyrelsesformanden arbejder selv på fuld tid på opgaven i øjeblikket.

– Jeg er helt overvældet over den opbakning vi har fået. Ikke siden vi samlede ind til hallen for over 25 år siden, har jeg oplevet et så stærkt sammenhold blandt hornbækkerne. Det er fantastisk. Indsamlingen er i øjeblikket oppe på godt 260.000 kr., siger Jørgen Haagen, der for alvor har fået øjnene op for det sociale medie Facebook. Hornbækkerne har forenet sig i Facebook-gruppen ‘Vores Hornbæk’, som nu har knap 1000 medlemmer. Det har betydet, at det er blevet let både at kommunikere og mobilisere i lokalsamfundet.

Støtten er strømmet ind fra lokale foreninger og firmaer i form af forskellige donationer, både i kontanter og i form af diverse ydelser – hvem de er, kan ses på det flotte og voksende ‘juletræ’ bygget op af drivtømmer på havnens forplads. Og  bevæger man sig ned på havnen, vil man opleve, at man næsten ikke kan se stormens skader længere. Det skyldes ikke mindst indsatsen fra 110 frivillige hornbækkere har været med til at fjerne 40 tons tang og skidt m.m. fra havnen.

– De frivilllige har renset havnen, så den er helt ren. Jeg tør slet ikke gøre op, hvad det frivillige arbejde har betydet i kroner og ører. Det har været uvurderligt, men skal vi sætte et beløb på, er det er flere hundredetusinde kroner. Og nævnes skal også SuperBrugsen, som har organiseret en indsamling, hvor de lokale kan donere 25 kr. i kassen, når de betaler og så deltage i konkurrencen om et ugentligt gavekort på 500 kr. Det er indtil videre løbet op i et samlet støttebeløb på knap 30.000 kr., siger Jørgen Haagen.

Foran ligger nu det lange seje træk, hvor det gælder om at holde gejsten oppe. Men heldigvis er flere gode initiativer på vej. Foruden Charity Baren den 24. januar har den kendte Skagensmaler Peder Ravn doneret et maleri på 2 x 2,8 meter, som skal bortauktioneres til fordel for Hornbæk Havns genopbygning. Fodboldens Venner i Hornbæk er i gang med at arrangere et kæmpe bankospil, hvor man håber på 400 deltagere, og Hornbæk Idrætsforening har planer med at arrangere en større støttekoncert til fordel for havnen.

Den store lokale opbakning giver Jørgen Haagen gode kort på hånden, når han skal mødes med kommunen, ministerier og fonde og måske endda EU for at søge økonomisk støtte til reetableringen af havnen. Indtil videre er der aftalt møde med dels Helsingør Kommunes nye borgmester Benedikte Kjær og den afgående borgmester Johannes Hect-Nielsen, der nu er formand for for Teknik- og Miljøudvalget.

– Havnen fungerer, som det nu. Men det er ikke optimalt med el-installationerne. Vores målsætning er, at havnen skal være helt klar til brug ved sæsonstarten til 1. maj. Den helt store udgift bliver reparationerne af stenmolerne. Dertil kommer 8-10 mindre opgaver, som vi håber, at kunne løse ved hjælp af lokale håndværkeres frivillige arbejdsindsats. Vi er ved at indhente tilbud. Før vi har dem, har vi ikke det endelige overblik over, hvad det kommer til at koste at udbedre skaderne, siger Jørgen Haagen.

Hvis du gerne vil støtte Hornbæk Havn er der mange måder at gøre det på.

Læs mere om det på Hornbæk Havns hjemmeside her

Tilmeld dig Charity Bar på Facebook her

Bestil tapas-tallerkener til Charity Bar-arrangementet på Cafe Paradiset direkte her

Jørgen Haagen
Jørgen Haagen, bestyrelsesformand i Hornbæk Havn, er overvældet over hornbækkernes opbakning efter stormen Bodil. Han har ikke oplevet noget lignende siden man samlede penge ind til Hornbæk Hallen for mere end 25 år siden. Foto: Lotte Lund

 

 

 

Stille før Storm – mens vi venter på Hornbæk Havnefest 2012

Den kommende weekend kulminerer sommeren i Hornbæk med Havnefesten. The Storm åbner ballet fredag aften. Hornbæk. Foto: Casper Sejersen

Helsingør Dagblad var i sidste uge så venlig at spørge mig til min sommerferie i år – og ikke overraskende svarede jeg, at den naturligvis skulle tilbringes i Hornbæk. Det er det tidspunkt, hvor jeg kan nyde livet i Hornbæk uden hverdagens travle program. Journalisten så måbende på mig. Han forventede min lovprisning af toscanske vingårde eller noget lignende, men for mig byder sommerlivet i Hornbæk på så mange tilbud og muligheder at vælge i mellem, at jeg faktiske skal passe på ikke at blive stresset over ikke at nå dem alle. Stranden, tennis, cirkus, cocktails, grill og nyopgravede kartofler, sove længe, cykelture, gåture, seværdighederne rundt om i Helsingør, kunst i teltet og på molen, krabbefiskeri, minigolf, afslapning, middage på byens restauranter, – ok, jeg stopper her.

Den næste store begivenhed, der ligger og venter er naturligvis Hornbæk Havnefest, der i år starter allerede fredag den 27. juli om aftenen med The Storm og X-Factordommer Pernille Rosendahl i front. Hun er en stædig og sej rock’nroll mama, som jeg glæder mig til at se optræde live. Jeg husker hende fra gennembruddet med Swan Lee i starten af det nye årtusinde. The Storm har hun siden dannet med sin partner Johan Wohlert, tidligere bassist i Mew, efter parret fik et barn. Jeg varmer op til havnefesten med deres seneste album og hittet Lost in the Fire, som er forløber for deres nye plade, som efter planen udkommer i slutningen af august.

Efter koncerten er der afterparty i ViseVers Teltet med Hornbæks lokale boyband Sweet Charlie 5. Deres repertoire er de store, moderne rockklassikere. Dansegulvet i Vise Vers Teltet er det strandsand, som teltet er rejst på, så husk at smide sko og sokker, når tonerne lokker.

Hornbæk Løbet 2012

Lørdag løbes festen i gang med Hornbæk Løbet, som starter kl. 10.30 med start- og målområde på Øresundsvej. Der vil – i lighed med tidligere år blive mulighed for at gå 5 kilometer eller løbe 5 eller 10 kilometer. Arrangør er de gæve folk i den lokale afdeling af Rotary, og jeg har siden starten med glæde sponsoreret løbet, der samler både folk som mig selv, der har det glimrende med at gå de 5 kilometer, så jeg kan nå at nyde naturen undervejs, til byens mange konkurrencemennesker, der løber både 5 og 10 kilometer for at vinde.

Overskuddet fra Hornbæk Løbet går til byens børn og unge – for eksempel ansøgte jeg sidste år om et bidrag til en ny kåte til Theas børnehave, og vi fik 6000 kr. Det blev et afgørende bidrag, og kåten er nu en vigtig del af børnenes liv i Ellekildehus Skovbørnehave.

350 frivillige, 10.000 besøgende, et godt formål

Havnefesten er også kendetegnet ved at være drevet af idealisme med det formål at skabe et overskud til fordel for ungdomsarbejdet i de fire foreninger (Havneforeningen, Hornbæk Havn, Hornbæk Idrætsforening og Hornbæk Bådeklub, der står bag arrangementet.  I alt bidrager 350 frivillige hjælpere med deres tid og arbejdskraft. Det er sgu godt gået i en lille by, hvor der officielt bor 3500 personer, og det er nok derfor at man mærker en helt særlig positiv stemning på havnepladsen, mens festen er i gang. Alle arbejder for alle og har det samtidig sjovt i en god sags tjeneste. Det kan ikke kommercielle ferieforlystelser konkurrere med. Det er nok også en vigtig del af forklaringen på, at Hornbæk Havnefest er Helsingør Kommunes største tilbagevendende enkeltbegivenhed. Sidste år var der cirka 10.000 besøgende. Jeg var selv en af dem.

Årets højdepunkter

Årets højdepunkter for mig er foruden fredagens koncert med The Storm, Shantykoret, som spiller lørdag kl. 14, den traditionsrige plankedyst lørdag kl. 15, det lige så traditionsrige sliskeræs søndag kl. 13, kamelridning på stranden både lørdag og søndag fra kl. 14 (det er syret!), søndagens sildebord, der står klar kl. 10, hertil rigelige mængder øl og snaps samt listige historier og sange fra den gamle smed Georg Poulsen og hans kompagnon Ole Kvist. DR’s Vera optræder for børnene lørdag kl. 16-16.40. (Det er vist kun i Danmark, transvestitter bliver stjerner på børne-tv, og tak for det.) Hende/ham skal min datter Thea se – og hun er ikke så nem at narre og synes mænd i dametøj er vildt sjove. Mor her skal selv nyde De Glade Sømænd, et sømandsorkester fra Karrebæksminde, der bringer den danske sømands-sangskat ind i det nye årtusinde, med deres skæve fortolkninger. Og så skal jeg bare nyde den gode stemning, den gode mad. Endelig slår familien nok også turen rundt om Ankers Tivoli, selv om jeg altid her føler, at det ikke rigtig er pengene værd, men Thea elsker det sted med andedam, karruseller og en kæmpe oppustelig rustchebane.

Ud af de mange tilbud, der er at vælge i mellem om sommeren i Hornbæk, er det vel ikke for meget sagt at kalde Havnefesten for klimakset, og et stærkt livsbekræftende et af slagsen. Og er du i tvivl, så kom ned på havnen søndag aften kl. 22 og lad det store fyrværkeri skære det ud i pap for dig. Men så er du er desværre lidt for sent ude.

Vi ses på havnen på fredag. Det bliver den perfekte storm.

Links:

Hør The Storm med hittet Lost in the Fire her

Se programmet for hele Hornbæk Havnefest 2012 her

Læs mere om Hornbæk Løbet og hvordan du tilmelder dig her

Hornbæks Ildsjæl holder årets Sankt Hans tale

Når bålet er blevet til gløder og midsommersolen sænker sig, så er Hornbæk himlen på Jorden. Foto: Lotte Lund

Noget jeg hvert år ser frem til, er Sankt Hans på Hornbæk Strand. Lyset og nærværet er så overvældende og intenst, at det næsten føles uvirkeligt, når hundredevis af glade, smukke mennesker samles om for at fejre midsommeren på stranden ud mod svenskekysten. Så står man der på bare fødder i det hvide sand og hører talen. Bålet tændes, heksen hyler og vi synger Holger Drachmanns Midsommervise om kærligheden til Danmark. Alt imens solen langsomt sænker sig i det blødeste lyserøde lys i horisonten. Børnene leger grillkylling og ser hvem, der kan komme tættest på flammerne. I sådan et øjeblik er Hornbæk himmel på Jorden. Og så elsker jeg i sandhed mit land og min by.

I år bliver oplevelsen noget helt særligt, for det er lykkedes Hornbæk Havn at overtale Hornbæks Ildsjæl Numero Uno, designer Ilse Jacobsen, til at holde årets båltale. Og er der er nogen, der elsker og utrætteligt arbejder for  Hornbæk året rundt, så er det Ilse. Er der en, der også kan give en opsang – og det må man indrømme kan være tiltrængt – så er det Ilse. Hun sætter den standard, Hornbæk skal måles på.

Programmet for Sankt Hans Aften på Hornbæk Strand 2012 ser sådan ud:

Kl. 20.00 Musik på molen ved Leif Hauge Christensen. Molebaren åbner.

KL. 21.15 Båltale ved Ilse Jacobsen, Hornbæk.

KL. 21.30 Fakkeloptog fra Hornbæk Bådeklub ved 7.A fra Hornbæk Skole.

Kl. 21.45 Bålet tændes.

Vild med Ilse J

Jeg er vild med, at Ilse skal holde båltalen. Ilse repræsenterer for mig det bedste ved globaliseringen. Nemlig, at den starter her. Lige præcis, her, hvor hun med udgangspunkt i sit eget behov for et et par smarte gummistøvler skabte et dansk stilikon, der har gjort det trendy for kvinder over hele verden at gå i gummistøvler fra Hornbæk.

Som ung, indfødt hornbækker og modebevidst kvinde med iværksættertrang var Ilse i sin tid træt af at gå i sure, grimme røjsere. For, som vi alle ved, når man bor i Hornbæk og omegn, hører vandtæt fodtøj til hverdagsbeklædningen en stor del af året. Historien om gummistøvlerne starter helt tilbage i 1990’erne, hvor hun efter halvandet års udviklingsarbejde i 1993 havde designet klart og en klassiker var født – en  kraftig, håndlavet gummistøvle i 100 procent naturprodukter med snøre fra fod til skaft og varmeisolerende og støddæmpende EVA-såler, som også kendes fra blandt andet sports- og sejlersko.

I dag finder man hendes gummistøvler i kongehuset, hjemme hos Mick Jaggers kæreste, ja, selv i Sex & the City har støvlerne gjort sig. Hemmeligheden bag støvlen er, at her kan vi alle være med – fra celebrities til undertegnede – og føle os lidt lækrere, selv i gråvejr og regn.

Men gummistøvler er  ikke det eneste hun laver. Til støvlerne hører Rain-serien med regnfrakker og andet overtøj til dage med regn og rusk. Hun har også lige lanceret sin nye linje Cruise, som primært henvender sig til det maritime univers med tøj, sko, regntøj, håndlavede gummistøvler. Det er en linje, der er på en gang funktionel og luksuøs og holdt i  falmede farver.

Tre dage efter Sankt Hans, den 27. juni lancerer hun sin forår/sommer kollektion 2013 (følg med på Hornbæk Bloggen – jeg vil som en af de første skrive om den her på siden). Desuden har hun overtaget sine konceptbutikker i Charlottenlund og Lyngby, som hun gerne vil føre tilbage til sin egen stil og smag. De genåbner i starten af juli. Og så arbejder hun naturligvis på sit Kurbad på Friisvej. Vi er mange, der glæder os til at lade os forkæle.

Det bliver spændende at høre, hvad hun har at sige.

Uden mad og drikke…

Før vi går på stranden, har vi her i huset en tradition med at fejre Sankt Hans med gode venner og grill i haven, før vi bevæger os ned på stranden – naturligvis med et lille pitstop ved ishuset på vejen derned. Orker man ikke at lave mad selv eller kommer man udenbys fra, skal man bede om godt vejr. De fleste af byens restauranter melder alt udsolgt. Hvis vejret holder, kan der dog findes ekstra pladser uden for. Det eneste sted, man kan komme ind fra gaden er Cafe de Place på Friis Vej. Stedet er netop genåbnet som Cafe Hornbæk Strand. Stedet tilbyder Sankt Hans Aften en grillbuffet til særlig åbningspris på 149 kr. – og her kan man ikke reservere plads.

Restaurant La Vista, der ligeledes tilbyder en stor Grill Buffet til 295 kr – inkl. dejlig italiensk musik, melder på forhånd fuldt hus. Det samme gør Søstrene Olsen og Cafe Hansen, men alle tre steder skriver folk op på ventelister. Restaurant Oliva skriver ikke noget specielt om Sankt Hans på deres hjemmeside, men her bliver der nok også hurtigt fyldt op, så det kan kun anbefales at se at få bestilt et bord, hvis du/Ivil være sikker på en plads.

Endelig vil jeg gerne anbefale vores lokale sushi-sted 9-9 Sushi og vores glimrende pizzariaer, der gør det muligt nemt at tage på stranden og spise aftensmad. Også her kan det anbefales at bestille i forvejen. Fra på lørdag introducerer La Vista desuden et Grab&Go koncept, hvor man blandt andet kan købe lækre sandwiches og tage med på stranden.

Som det ser ud nu, er både Strandpavillonen og Kongehuset (det, der tidligere hed Bertrams og før det Cafe Paradis)  jo desværre alle lukkede af forskellige årsager.

Tak til de frivillige

At Sankt Hans i Hornbæk er noget særligt, skyldes også den særlige ånd, der findes heroppe, hvor mange frivillige fra byens foreninger på Havnen som en naturlig ting gør en stor indsats. Allerede nu vil jeg gerne takke Hornbæk Havn, Hornbæk Bådeklub, Hornbæk Havneforening, Hornbæk Handelsstandsforening, Hornbæk Turistforening og Havnens Venner.

Vi ses på stranden på lørdag.

Links til Hornbæks restauranter og takeaway:

Sushi:

9-9 Sushi klik her

Pizza:

Mama Mia Pizza Cafe klik her

Seher Pizza klik her

Restauranter:

Hansens Cafe klik her

Restaurant Oliva klik her

Søstrene Olsen klik her

Restaurant La Vista klik her