Farvel til finanskrisen med en eksplosion af farver

Glæd jer til et festfyrværkeri af farver i Ilse Jacobsens kollektion til næste forår/sommer. Foto: Ilse Jacobsen Hornbæk

At blive inviteret til Ilse Jacobsens sommermodeshow, hvor hun præsenterer næste års kollektioner en ganske særlig oplevelse. Jeg havde endnu en gang fornøjelsen onsdag aften, hvor showet blev afholdt i Ilse Jacobsens hovedkvarter på Holmenevej. Der er en helt særlig stemning ved disse shows, for publikum er en forunderlig blanding af Ilse familie og andre kendte ansigter fra Hornbæk, Ilses friske medarbejdere, hvor jeg efterhånden har hilst på mange af dem. Disse lokale repræsentanter blendes sammen med et internationalt pust af agenter fra hele verden, stylister og pressefolk og adskillige celebrities.

I går var aftenens stjerne ubetinget handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr, valgt for SF heroppe i Nordsjællands Kreds. Og her var hun da så absolut også i bedre selskab end hendes tårevædede partifæller, som jeg så på nyhederne sidst på aftenen. Ilse deltog tidligere på året sammen med kronprinsparret og ministeren i et stort anlagt handelsfremstød for danske varer i Sydkorea. Og de to powerkvinder hyggede sig ved gensynet kunne man se. Ministeren var i en lille sort sag. Ilse tog forskud på næste års kollektion med sine koralorange jeans og matchende bluse – mange vil huske de farver, for hun bar dem også, da hun holdt båltalen ved Sankt Hans på Hornbæk Strand forleden.

Fælles for hele denne forsamling er naturligvis, at de er begejstrede for Ilses design. Og lad os straks komme til sagen. Som modellerne præsenterede kollektionen forår/sommer 2013, steg humøret mærkbart hos alle. Der er altid en nervøs spænding før showet går i gang, en lille angst for at selskabet sidder tilbage med en følelse af skuffelse. Men her kan man vist godt tale om en kollektiv optur. For tøjet udstrålede med sit festfyrværkeri af stærke, vibrerende farver – koral, hindbær, gul, elektrisk blå, græsgrøn, neon, pink og lime – den samme energi som en strålende solskinsdag i Hornbæk. De stærke farver blev også kombineret med og sat i kontrast til hvidt og lyse sandfarver, så man selv kunne styre farvestyrken. Og det gode var, at selv regntøjet og gummistøvlerne havde denne effekt.

Chefdesiger Rie Madsen, som også er min søde nabo her på Ewalds Vej, forstår i samarbejde med Ilse og sine kolleger at ramme et snit i tøjet, hvad enten vi taler kjoler, løse skjorter, jeans, små cardigans, jakker etc, hvor det feminine og luksuøse alligevel føles afslappet, usnobbet og naturligt. Som i: alt det bedste fra Hornbæk. Ilse gør det samme med skoene og gummistøvlerne.

Kollektionen indeholdt alt, hvad man har brug for til næste sommer. Og med et passende udvalg, er man i princippet klar til at møde dagen uanset om man skal ud i sommerregn eller til bal hos dronningen – og alt derimellem forstås.

Efter showet var der festmiddag i et stort telt, der var rejst til formålet. Ved mit bord sad nogle søde sjove piger, Tonie Ørvad Andersen som skriver om have og shopping i Familiejournalen, modebloggeren Malsen og to unge stylister, My Ringsted og Marianne Chloe.

Begge de to unge stylister freelancer sig gennem tilværelsen. My Ringsted har dog et fast job med at udvælge og sammensætte garderoberne for værterne på Go’ Morgen og Go’ Aften Danmark på TV2. Marianne Chloe arbejder med kampagner og magasiner og har også en blog. Spændede at høre dem fortælle om at gøre karriere i noget man ikke kan uddanne sig i. Det kræver en god omgang gå-på-mod og talent kan jeg hilse og sige.

Tonie Ørvad Andersen var fra min egen generation af journalister – og kunne huske mig for min tid på Politiken, hvor jeg i starten af 90’erne i flere år sammen med Ambro Kragh var med til at afsløre Hells Angels som en kriminel organisation. Så det var skønt at sidde og mindes en af de mest dramatiske perioder i mit liv i så smukke rammer, selv om det ikke havde meget med mode at gøre.

Malsen er en erfaren blogger og skriver hver dag med et billede af sig selv. Hun er skolelærer og nybagt mor – så hun gik før desserten, for hun skulle hjem og amme. Hun har op mod 1000 læsere dagligt fortalte hun. Så vi skal altså have lidt mere gang i Hornbæk Bloggen.

Selv gik jeg ved 22-tiden, da bandet begynde at sætte gang i festen for alvor. Det var enten eller, og jeg valgte det fornuftige. Men jeg håber, at de internationale gæster blev og gav gas i den lyse sommernat. I dag, torsdag, skulle de rundt og se udvalgte steder i Hornbæk og på picnic med Ilse, hørte jeg. Så tak Gud for denne dejlige dag, som de vil tage med sig hjem.

Og tak til Ilse Jacobsen – for dine flotte kollektioner, for alt, hvad du gør for byen og fordi du er dig.

Links til mine nye veninders blogs:

Tonie Ørvad Andersens tips til haven i Familiejournalen – klik her

Malsen Modeblog – klik her

Marianne Chloe – klik her

Nu blomstrer anemonerne i Hornbæk Plantage


Årets første anemoner i Hornbæk Plantage 12. april 2012. Foto: Lotte Lund

Nu blomstrer de første anemoner i Hornbæk Plantage. Thea og jeg så dem allerede i torsdags 12. april på vej hjem fra skovbørnehaven. De små hvide forårsbebudere er endnu ikke sprunget ud overalt, men man finder dem i hvert fald mod havsiden tæt ved Ålsgårde. Billederne er taget fredag. De er dokumentation og inspiration for alle læsere langt fra Hornbæk. Hvis du bor i eller kommer til Hornbæk i den nærmeste fremtid, må  jeg dog anbefale selv at tage turen ud i skoven og se det skønne tæppe af grønt og hvidt brede sig. Det er godt for sjælen.

Thea foran årets første anemoner i Hornbæk Plantage forår 2012. Foto: Lotte Lund

Hornbæk Ishus er åbent

Olivia står klar årets første vaffel med guf og det hele i Hornbæk Ishus. (Foto: Lotte Lund)

Så kom det store øjeblik, vi har ventet på, siden solens første stråler ramte Hornbæk. Ishuset på Havnevej åbnede i går, og tiden var endelig kommet til årets første hjemmebagte isvaffel. Vi har talt ned til dette øjeblik de sidste 14 dage. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det i disse dage er hundkoldt i Hornbæk. Så der er noget vikingeagtigt over insisterende at gå målrettet mod det forjættede isparadis med sin familie i strid modvind og en temperatur, der ifølge DMI ligger lige omkring frysepunktet. Til gengæld er det et forløsende øjeblik, når man igen står foran montren og omhyggeligt udpeger kombinationen af sine kugler. Årets første is er noget ganske særligt – isen er altid helt jomfruelig frisk og det er skønt igen at sætte tænderne i en sprød hjemmebagte vaffel. Så uanset at man næsten savnede vanter i dag, fik vi den første mundfuld sommer i dag.

Jeg har jo kun godt at sige om Hornbæk Is. Det er et af vores favoritsteder i hele verden og der er ikke noget bedre sted at sidde med familie, venner og slægtninge på bænken lige uden for butikken og få en lille snak og et godt grin. En gang slog Thea en prut, da vi sad der, og så kom der en kæmpe regnbue frem på himlen. Større bliver det ikke. Jeg tror ikke, at Thea kan forestille sig verden uden det ishus. Hun har spist is der, stort set siden hun blev født. Og selv som spæd, kunne hun slå kolbøtter i barnevognen, hvis jeg gik forbi uden at købe en vaffel.

Thea og Peter indtager årets første is. Bemærk Theas tatoos - hun har selv lavet dem, så hun kan ligne en rock star. Damn you, Sveinur fra X-facor. (Foto: Lotte Lund)

Det er også et fantastisk sted at iagttage mennesker. Et af mine yndlingssyn er, når hærdebrede motorcyklister kommer på deres store kværne gennem byen, og fem minutter senere ser man dem stå i deres sorte lædertøj og indtage en isvaffel med samme store glæde som små drenge, der har fået en tyver af deres mor. Og så er det også ret morsomt, når man ser folk, som os selv – der nærmest rystende af kulde skal have en is, fordi nu er ishuset åbent. I dag så vi et midaldrende par komme kørende i bil. Uden at sige et ord gik detind i butikken. Da de kom ud igen foregik det også uden en lyd. Hen i bilen og af sted. Nogen ægtepar har åbenbart sagt det, der skal siges. Men derfor kan de jo godt sætte pris på en is.

Hvis man vil vide  mere om Hornbæk Is og Hansen Is anbefaler jeg at klikke på disse links. Men bedst er det naturligvis at komme forbi og sætte tænderne i en. Og det er som sagt et godt tidspunkt at gøre det på. Der er i al fald ingen kø

www.hornbaekis.dk

www.hansens-is.dk

Ishuset er åbent - og trods kulden smager isen stadig af sommer. (Foto: Lotte Lund)

Glad hverdag

Familien Pociot i topform i plantagen. Foto: Lotte Lund
Familien Pociot fra Hornbæk på vej hjem fra skovbørnehaven Ellekildehus. (Foto: Lotte Lund)

I dag mødte jeg familien Pociot, som inspireret af mandagens blå himmel og det gode vejr havde ladet bilen stå og i stedet løb/cyklede gennem Hornbæk Plantage, da børnene skulle hentes i skovbørnehaven Ellekildehus. Lad dette være en inspiration for os alle. Så ligger der en gladere hverdag og venter.

Jeg er selv begyndt at cykle til og fra arbejde – syv kilometer hver vej langs med Strandvejen til og fra Klædefabrikken i Hellebæk. Det giver ikke en runners high rus, men det er nok til at fremkalde en behagelig følelse i kroppen. Og det er indtil videre nok for mig. For pokker da, hvor er det skønt hver morgen at kunne vælge mellem skoven og kysten.

Husk at velværet efter cykel- og/eller løbeturen kan forøges af din yndlingsmusik, indtagelse af krydret mad, sollys, humor, mørk chokolade og god sex. Endelig er en god nattesøvn vigtig for at føle sig ovenpå. Derfor er jeg også imod sommertid . Hvad bilder de sig ind at lave om på min nordiske sommer og forstyrre mit søvnmønster?!

Vi ses.

Foråret bringer jobs til Hornbæk

Hovedrengøring på Strandpavillonen er i fuld gang. Der skal også ansættes nyt personale til åbningen den 1. april. Foto: Lotte Lund

Lige som vintergækker og erantis i disse dage pibler op af jorden, er der alle mulige tegn på nyt liv, når man går en tur rundt i Hornbæks gader. Nye ansigter dukker op. I dag mødte jeg den nye bestyrer af Strandpavillonen, Babak Sari Beelverdi. Han er dog aldrig blevet kaldet andet end Bobby, fortæller han. Det er hans storebror, som har købt restauranten.

Bobbys familie stammer fra Iran. De kom i 1985 til Danmark som flygtninge. Bobby blev født i Danmark i 1988. Efter ankomsten åbnede familien et pizzaria på Østerbro. Der blev arbejdet hårdt og sparet op. I dag ejer familien med Strandpavillonen i alt syv restauranter og cafeer, de seks andre ligger i København. Blandt dem er Cafe Sommersko i Kronprinsensgade og Cafe Stella i Kompagnistræde, fortæller Bobby. Vi er gået inden for og overalt i restauranten står der stablet stole, borde og inventar. Der gøres hovedrent og friskes op, så alt er klart til åbningen den 1. april.

Efter planen vil de nye ejere ikke lave meget om på Strandpavillonen. De vil hellere lære området at kende og tage ros og ris til sig, før de ændrer på noget. Også Bodegaen fortsætter med traditionel dansk mad som smørrebrød, pariserbøf og biksemad. Bobby håber også at kunne præsentere et stort udvalg af spændende øl. Endelig overvejer han at åbne et ishus.

Med åbningen kommer der også nye jobs til Hornbæk. Bobby har brug for personale til både køkken og til servering samt ‘under-18 personale’ på både fuldtid og deltid. I alt leder han efter fire kokke og cirka 15 tjenere. Ansøgninger kan sendes på mail til lene@sariholding.dk. Bobby svarer på eventuelle spørgsmål på mobil 31 18 17 25.