Himmel & Hav – på fredag går det løs i kulturnatten i Hornbæk

Et sikkert hit bliver igen i år en gratis tur til børnene i brandstigen. Foto: Susanne Buhl.
Et sikkert hit bliver igen i år en gratis tur til tops i brandstigen – find brandbilen i Hovedgaden. Foto: Susanne Buhl.

Så er Hornbæk ved at gøre klar til verdens hyggeligste kulturnat. Det hele sker på fredag den 19. september fra kl. 17. Og i bedste Hornbæk-stil lover vejrudsigten den smukkeste sensommeraften.

Sidste år var første gang Hornbæk valgte at lægge sin kulturnat en uge før den store Kulturnat i Helsingør. Og det var en kæmpesucces. Over 5.000 mennesker hyggede sig over alt i byen, som i dagens anledning var helt lukket for trafik, så børnefamilier kunne færdes trygt.

– Sådan bliver det også i år – næsten. For den store evaluering viste, at sådan vil folk gerne have det igen, forklarer turistforeningens formand Olav Berntsen, der sammen med bibliotekar Lisbeth Jensen, Hornbæk Bibliotek, formand William Leedgaard, Hornbæk Bådeklub, Peter Marx fra Handelsstandsforeningen og Hornbæk Idrætsforenings formand Peter Poulsen har stået for planlægningen af dette års Kulturnat i Hornbæk.

Formand for Hornbæk Turistforening, Olav Berntsen, håber, at Kulturnatten i år også vil trække mange gæster ude fra til Hornbæk. Foto: Susanne Buhl.
Formand for Hornbæk Turistforening, Olav Berntsen, håber, at Kulturnatten i år også vil trække mange gæster ude fra til Hornbæk. Foto: Susanne Buhl.

– Kulturnatten i Hornbæk er for alle, slår Olav Berntsen samtidig fast. Han håber, at det spændende program og det gode vejr til sammen vil tiltrække ikke blot hornbækkere, men også masser af gæster ude fra, der har lyst til at opleve byen på en ny måde.

Årets tema er ‘Himmel & Hav’. Et sted, hvor man virkelig vil udleve temaet er i Hornbæk Bådeklub. Her vil man kunne opleve et lysbilledshow på 80 billeder, der viser, hvor vildt det gik for sig, da 1000 års-stormen Bodil ramte havnen i december sidste år. Der vil også være billeder, der viser, hvordan havnen med en enestående fælles indsats fra hornbækkernes side er blevet genetableret og igen præsenterer sig som en af Danmarks smukkeste lystbådehavne. Gå op i klubhuset på 1. sal i Bådeklubben og oplev billedshowet fra kl. 17 på klubbens storskærm. Mellem kl. 20 og 21 vil formanden for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen, være til rådighed og svare på spørgsmål.

Temaet for Kulturnat 2014 er 'Himmel & Hav'. Det vil blandt andet komme til udtryk i et billedshow i Hornbæk Bådeklub om stormen Bodil og det, der fulgte. Foto: Susanne Buhl.
Temaet for Kulturnat 2014 er ‘Himmel & Hav’. Det vil blandt andet komme til udtryk i Hornbæk Bådeklub i et billedshow om stormen Bodil og det, der fulgte. Foto: Susanne Buhl.
Mød formanden for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen, i Bådklubben kl. 20-21. Her vil han svare på alle spørgsmål om genopbygningen efter Bodil. Foto: Susanne Buhl.
Mød formanden for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen, i Bådklubben kl. 20-21. Her vil han svare på alle spørgsmål om genopbygningen efter Bodil. Foto: Susanne Buhl.

På havnen vil der også blive udstillet gamle biler og motorcykler, og er man frisk, vil man for alvor kunne opleve både himmel og hav ude ved Hornbæk Vinterbadelaug. Her vises badehuset frem kl. 18-20, og man er også velkommen til at tage en dukkert. Kl. 18.30  vil troubadourerne Yasmin, Asger Steenholdt og Henrik Munk, som man vil kunne opleve rundt om i byen hele kulturnatten, dukke op på havnen. Her vil der desuden aftenen igennem blive solgt røget sild og makrel fra havnens røgovn. Overskuddet fra dette salg går til Hornbæk Bådeklubs ungdomsafdeling

Når man alligevel er nede ved havnen kan det anbefales at besøge Afdelingen for Rygmarvsskader på Havnevej og få indblik i, hvordan rehabiliteringen foregår. Det sker mellem kl. 17 og 19. De voksne kan også stikke også hovedet inden for hos naboen Peter Leander og Nybolig. Ejendomsmægleren holder til i det, der en gang var Hornbæk Kro, og traditionen tro genoplives stemningen fra de gode gamle dage med pianobar i de hyggelige lokaler.

Hovedgaden vil også i år være spærret for bilkørsel og summe af liv i Kulturnatten. SuperBrugsen vil sørge for rigeligt at spise og drikke samt underholdning og sjove konkurrencer. Galleriet Hornbæk viser kl. 17-21 en meget spændende fotoudstilling med billeder fra bogen ‘Søren og Marie Krøyers jagt efter skønhed’. Både Søren og Marie Krøyer elskede også Hornbæks skønhed og boede i vinteren 1891 i Carl Lochers hus. Mød også bogens forfatter, Henriette Bjarne Hansen, der vil være til stede og signere sin bog.

Ingen børn kommer gennem hovedgaden uden at lægge vejen forbi den flotte brandbil fra Station Hornbæk som hører under Nordsjællands Brandvæsen. Her vil de frivillige brandmænd igen i år give ungerne lov til at prøve, hvordan det er at komme til tops i brandbilens stige. Hoppeborgen må også siges at være et must for børn.

For børn i alle aldre er der hestevognskørsel fra Bytorvet og skattejagt. Skattekort til den Kulturnattens stor skattejagt udleveres på Biblioteket og det gælder om at finde fiskene rundt om i vinduerne i Hornbæks mange forretninger.  De voksne kan deltage i Turistforeningens kulturnatskonkurrence, som afholdes af Turistinformationen i biblioteket.

Bytorvet vil i det hele taget være et centrum for mange aktiviteter – fra tryllekunst på biblioteket kl. 17.30 til koncert med Helsingør Shantykor kl. 18.30 og 19.30 og introduktion til argentinsk tango kl. 20.30. Her kommer troubadourerne også forbi kl. 21.30 – og aftenen igennem kan man også her få stillet sulten fra forskellige boder med mad.

Bytorvet vil også i år blive et centrum for Kulturnatten med trylleri, tango og dejlig mad m.m.m. Foto: Susanne Buhl.
Bytorvet vil også i år blive et centrum for Kulturnatten med trylleri, tango og dejlig mad m.m.m. Foto: Susanne Buhl.

Kl. 17-19 holder Hornbæk Vandværk også åbent hus. Hornbæk Vandværk leverer vand til cirka 2.650 husstande og erhverv. Der anvendes udelukkende grundvand af høj kvalitet fra 80 – 100 meter dybe boringer, der alle er placeret i nordkanten af Hornbæk Sø.

Der vil også være gymnastikopvisninger med gymnaster fra Hornbæk IFs gymnastikforening rundt om i byen.

Er man i det romantiske hjørne byder Lystfiskerforeningen Gedden på måneskinstur på Hornbæk Sø mellem kl. 17 og 22. Vil man virkelig være kulturel, inviteres både børn og voksne til at deltage i det store fællesmaleri ved skulpturen på A.R. Friis Vej. Her vil der også fra 20.30 blive vist et fantastisk lysshow arrangeret af Støtteforeningen Hornbæk Kunstmuseum.

På A.R. Friis Vej byder også Ilse Jacobsen inden for – både i Kurbadet og i forretningerne. Kl. 17-19 vil der være rundvisning i Kurbadet og introduktion til Ilse Jacobsens nye spa- og skønhedsserie, som hele denne aften sælges med 20 procent rabat. I tidsrummet kl. 17-19  serveres i restauranten en tapas tallerken med et glas cava til en yderst rimelig pris. Fra kl. 19 tilbyder restauranten mad fra det normale menukort. I Ilses butikker vil der aftenen igennem blive budt på et glas vin og gode tilbud og konkurrencer.

Hos Søstrene Olsen vil kulturnattens gæster kl. 18-21 kunne nyde en særlig kulturnatsmenu bestående af sprængt unghane med grøntsagsfrikasse og peberrod samt et glas vin eller øl for 98 kr. Bemærk, at der ikke kan bestilles bord til dette tilbud, som går efter først-til-mølle princippet og som kun gælder, så længe der er unghane tilbage.

Ønsker man at Kulturaftenen finder sin ro og sin afslutning i Hornbæk Kirke, fortæller Lone Kuhlmann kl. 21 om de kunstnere, der gennem tiden har besøgt Hornbæk, og kl. 21.30-22.00 fortæller sognepræst Bodil Olesen om  Hornbæk Kirke og holder aftenandagt.

Er man mere i humør til at fyre den af for alvor, skal man nok gå hen på Cafe Hornbæk Strand, hvor der frem til midnat afholdes Shu-bi-dua aften med shubberen Claus Asmussen og Hornbæk Almost Stars. Claus Asmussen har sammensat et repertoire bestående af hans egne personlige favoritter. Her bliver der tale om en aften, hvor publikum for alvor kan synge med. Claus Asmussen har nemlig alle sangteksterne med i hæfter, som bliver delt ud til publikum før koncerten. (Hvem behøver sanghæfter??, red.)

Og sådan får Historisk Forening endnu en historisk aften af skrive om til arkiverne. Glemte jeg at nævne, at de naturligvis også holder åbent hus Kulturnatten igennem i lokalerne på Sauntevej 4.

Der er med andre ord lagt op til endnu en magisk aften og nat i Hornbæk.

Find hele det samlede program for Hornbæk Kulturnat 2014 som pdf. her

Der bliver også en fotokonkurrence: Del dine oplevelser i Hornbæk Kulturnat og benyt #kulturnattenhornbæk på alle de sociale medier. Hornbæk Turistforening udlover præmie for det bedste foto. Du skal blot # det på instagram og #kulturnattenhornbæk – vinderen får sit foto fremkaldt i 75×50 cm.

Vi ses i Kulturnatten 🙂

PS! Jeg håber, jeg har fået alle arrangementer med – ellers skriv til mig. Der er plads til alle på Hornbæk Bloggen…

Fastelavn – så går vinteren på hæld

Fastelavn på Hornbæk Bytorv - hundekoldt, men også meget hyggeligt. Foto: Søren Byskov.
Fastelavn 2013 på Hornbæk Bytorv – hundekoldt, men også meget hyggeligt. Foto: Søren Byskov.

Velkommen tilbage på Hornbæk-bloggen efter at jeg har holdt tiltrængt en pause i januar. Men nu er jeg klar igen. Det jo blevet fastelavn, og jeg elsker, når børnene klæder sig ud og slår katten af tønden. Det er også den første gang i det nye år, hvor man mødes lokalt efter julen og nytårsfesterne.

I går var det Hornbæk Handelsstandsforening, der havde inviteret til fastelavnsfest på Hornbæk Bytorv kl. 11. Og på trods af et utaknemmeligt koldt snevejr mødte riddere, racerkørere, prinsesser og havfruer tappert op, for ikke at nævne en blå elefant og gigantisk tube tandpasta.

Alt foregik efter de foreskrevne traditioner med kattekonger, kattedronninger og masser f slik. De bedst udklædte fik præmier og til sidst var der friskbagte fastelavnsboller fra bageren med juice,  kakaomælk og varm kaffe til de voksne.

I dag, søndag, inviterer Hornbæk Kirke til fastelavn – det starter kl. 14.

– Vi begynder med gudstjeneste for hele familien i kirken kl. 14, hvor børnene møder udklædte op. Efter gudstjenesten er der tøndeslagning, boller, sodavand og kaffe i sognehuset, siger sognepræst Bodil Olesen.

Hører fastelavn til i kirken? Ja, det gør den. Fastelavn er en ældgammel tradition, når vinteren går på hæld. I dag fejres højtiden stort set kun af børnene, men oprindelig var fastelavnstiden de voksnes sidste fest inden den lange faste frem mod påske.

Det med faste, bønner og afholdenhed har aldrig appelleret stærkt til os danskere, men festen tager vi gerne med.

Tidspunktet for fastelavnen bestemmes også af påsken. Der er syv uger imellem fastelavnssøndag og påskesøndag. Det er derfor fastelavn mellem 1. februar og 7. marts.

Fastelavn kommer af det plattyske ord vastelavent, der betyder fasteaften. Hentydningen til den 40 dages lange faste, som starter straks efter fastelavnstiden og varer lige indtil påske, er ligefor. Fastelavnstiden kaldes også for karnevalstiden – karneval som i carne vale, altså farvel kød eller uden kød.

Skikken byder nemlig, at man ikke spiser kød, men derimod fisk i fastetiden. Det er dog en skik, som altid har stået stærkest i de sydeuropæiske – katolske – lande, og som det store danske sildefiskeri i Øresund tjente gode penge på i middelalderen. De historiekyndige kan sikkert huske at have læst om de store sildemarkeder i Skanør i Skåne – som jo dengang var dansk.

Det er godt at være tilbage på bloggen og skrive om vores dejlige by.

Der uddeles præmier. Foto: Søren Byskov.
Der uddeles præmier. Foto: Søren Byskov.
Belønningen ventede - superlækre fastelavnsboller, juice, kakaomælk og varm kaffe til alle. Tak til Hornbæk Handelsstandsforening. Foto: Søren Byskov.
Belønningen ventede – superlækre fastelavnsboller, juice, kakaomælk og varm kaffe til alle. Tak til Hornbæk Handelsstandsforening. Foto: Søren Byskov.