Hornbæk Blog

Bloggen for alle, der elsker Hornbæk

Tag: billetter

Anmeldelse: Richard III – monster og menneske

HamletScenens Richard III på Kronborg minder os om, at der altid har og altid vil findes mænd, der vil kompensere for manglende anerkendelse ved at sætte alt ind på at få magt – uanset hvor mange løgne, uanset hvor mange liv, der skal ødelægges. Foto: Søren Meisner.

Samme dag som nyheden om at den amerikanske præsident Donald Trump i næste måned kommer på statsbesøg i Danmark dukker Richard III op på Kronborg. Et tilfælde? Et varsel? Måske, men det ligger lige for at takke HamletScenen for at minde os om at der altid har og altid vil findes mænd, der vil kompensere for manglende anerkendelse ved at sætte alt ind på at få magt – uanset hvor mange løgne, uanset hvor mange liv, der skal ødelægges.

Shakespeare skrev sin klassiske tragedie om Richard III, som havde premiere på Kronborg 1. august 2019 som en del af Shakespeare Festival, for over 400 år siden. Historien er desværre alt for genkendelig i den tid vi lever i lige nu. 

Dagligt præsenteres vi for blandt andet den amerikanske præsidents krænkelser af alt, hvad der står mellem ham og magten, løgnagtige tweets og politiske tiltag, der udstiller hans snævre verdenssyn, som er en brovtende underminering af ikke blot amerikanske værdier, men hele det verdenssamfund, der er bygget op siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Vi ser en Boris Johnson blive premierminister i Det Forenede Kongedømme. Han vil også – omend han gør det på en mere charmerende måde – sige hvad som helst for at få magten. Både Boris og Donald var utilpassede som børn – som vi forstår Richard III var. Som voksne minder de desværre også skræmmende meget om ham.

Når man som jeg også har beskæftiget sig med terror og ekstremisme genkender man desværre også en række træk i Shakespeares titelrolle, som går igen i moderne ekstremisters syn på verden. Dem, der ikke er med en, er imod en. Og det giver ret til at slå dem ihjel. 

I stykket om Richard III skånes ingen. Uden at blinke slår han – eller rettere – får han slået alle, der står mellem ham og den eftertragtede krone, ihjel. Og det er en del – de fleste er hans egne familiemedlemmer. Derfor er det også en hård teateraften at komme igennem. For der er virkelig mange, der skal dø. Og de taler alle virkeligt meget og virkeligt hurtigt. Det kan være svært at nyde Shakespeare’s overraskende og levende sprog, når man kæmper med at høre udtalen og samtidig skal nå at læse den på tekstningen over scenen. Men man er ikke i tvivl om, hvad der foregår på scenen, og hvordan Richard med alt fra slesk tale til trusler får sine håndlangere til at opfylde hans værste ønsker. Og hvis ikke de gør det, har det en høj pris.

I anden akt falder mørket bogstaveligt talt over den fantastiske åbne scene ved Kronborgs voldgrav og med Kronborg som bagtæppe. Et fantastisk syn. Tempoet falder også. Richard mister langsomt grebet om magten og vi mærker ham pludselig som et menneske fremfor et monster. I afslutningsscenen falder alle brikkerne på plads i en stærk monolog af titelrolleindehaveren Casper Crump. Her rammes Richard III af sin samvittighed. Den afslutning var det hele værd.

Mens vi så ham gå i opløsning på den runde scene, kunne jeg ikke lade være med at tænke på det ovale værelse. Tænk, hvis den tykhudede amerikanske præsident pludselig på samme måde fik et anfald af samvittighed og menneskelighed.

Mens vi stadig venter på Trump’s menneskelighed, kan det anbefales af bruge en aften i selskab med HamletScenens Richard III. Den spiller frem til 23. august. Godt at vide, at Holger Danske sidder på lur i Kronborgs kasematter.

Om Richard III – Shakespeare Festival på Kronborg Slot 2019

 Richard III Casper Crump
 Lady Anne + First murderer + Richmond Rikke Lylloff
 The Duchess Anne-Lise Gabold
Brakenbury + Ratcliffe + MessengerJakob Femerling
 Clarence + Catesby +Tyrrell Mads Knarreborg
 Hastings Gerard McDermott
 Buckingham Keith Dunphy
Queen ElizabethJean St Clair
King Edward IV, 2. Murderer, Bishop Ely, London Mayor Tony Bell
 Prince Edward Oscar Gries-Bourgouin
Richard, Duke of YorkBenamy Shore-Heltoft

Produktion:

Forfatter: William Shakespeare

Instruktør: Lars Romann Engel

Scenograf: Catia Hauberg Engel

Musik: Mike Sheridan

Dramaturg: Nila Parly

Producent: HamletScenen

Støttet af: Elsass Fonden, Beckett-Fonden, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden.

Om Shakespeare Festival

HamletScenen er Helsingør Kommunes egnsteater, som bl.a. hvert år i august står bag Shakespeare Festival på Kronborg Slot.

Siden 2008 har instruktør Lars Romann Engel været direktør og kunstnerisk leder af HamletScenen.

Shakespeare Festival er en fejring af William Shakespeares værker, originalt friluftsteater og et mødested for Shakespeare-entusiaster og andre nysgerrige fra hele verden.

Her kan publikum opleve spektakulære og originale Shakespearefortolkninger, iscenesat og opført af nogle af tidens mest anerkendte teaterkunstnere.

Billetter til årets forestilling er i salg nu og kan købes på www.hamletscenen.dk.

Kan Hornbæk blive en del af Helsingørs Shakespeare-univers?

2019-udgaven af Shakespeare Festival på Kronborg sparkes i gang på onsdag 1. august med premiere på Richard III, men hvorfor ikke lade Hornbæks skønne ramme blive en del af den store kultursatsning?

Lige nu er der gang i de sidste prøver på HamletScenens store satsning ”Richard III” med den internationale stjerne Casper Crump i hovedrollen. Instruktør Lars Romann Engell, som også er HamletScenens direktør og kunstneriske leder, kører hver dag til arbejde fra sommerhuset i Rusland til det sagnomspundne slot for at skabe forestillingen. Men han har et ønske om at gøre Hornbæk til en del af Helsingørs store Shakespeare-univers.

Direktør Lars Romann Engel, HamletScenen Kronborg

Hornbæk puster i disse dage ud ovenpå den netop afholdte Havnefest, hvor frivillige i hundredevis har knoklet, festet og skabt et rekordstort overskud til fordel for ungdomsarbejdet i byens foreningsliv, men Lars Romann Engel så gerne, at Hornbæk også kunne blive en del af Helsingør Kommunes store årlige kulturbegivenhed på Kronborg.

”Hornbæk har infrastrukturen og helt optimalt ville det blive, hvis vi kunne få bygget en scene. Men Hornbæk har hotellerne til at huse Shakespeare-skuespillerne og til at holde de store pressemøder. Det kunne blive en skøn tradition i stil med Cannes Filmfestivalen,” lyder nogle af ideerne fra Lars Romann Engel.

Når han ikke arbejder med sine store Shakespeare-forestillinger, bruger han sommeren i Hornbæk til at slappe af og nyde den særlige stemning. Men lige nu er fokus på forestillingen om Shakespeares ultimative skurk, Richard III, hvor Lars Romann Engels hustru Catia Hauberg Engel har lavet scenografi.

Richard III har premiere den 1. august og spiller frem til 23. august på Kronborg Slot, som endnu en gang danner rammen om den traditionsrige festival. Forestillingen handler om Richard, der kun ser et middel til at opnå den anerkendelse, han længes efter – nemlig kronen, den højeste magt. Derfor beslutter han sig for at blive en skurk og rydde alle konkurrenter af vejen. Det bliver et skæbnesvangert valg, som snart trækker ham selv og alle, han møder på sin vej, gennem et labyrintisk magtspil, som byder på sex, ydmygelse, mord og undergang. 

”Richard III er teaterhistoriens ondeste skurk,” fortæller Lars Romann Engel.

Casper Crump og Rikke Lylloff har hovedrollerne i årets opsætning af “Richard III” på Kronborg. PR-foto.

Publikum vil i titelrollen komme til at opleve den dansk-amerikanske stjerne Casper Crump. Han kendes blandt andet internationalt fra sin rolle som hovedskurken Vandal Savage i den amerikanske tv-superhelteserie ”Legends Of Tomorrow” (2016) og for sin rolle som kaptajn Kerchover i Hollywood-produktionen ”The Legend of Tarzan” (2016). Casper Crumps internationale karriere tog fart efter hans medvirken i den Oscar-vindende danske kortfilm ”Helium” i 2013. Fra Danmark kender vi ham blandt andet fra rollen som Rune i Hella Joofs komedie ”Sover Dolly på ryggen?” fra 2012 og tv-serier som Livvagterne, Forbrydelsen, Lærkevej og Kristian.

HamletScenen Richard III London

I dag er Casper Crump bosat i Indien, og med rollen som Richard III er det første gang, han er tilbage i dansk teater siden sit internationale gennembrud.

I hovedrollen som Lady Anne ses Rikke Lylloff, som har stået på store teaterscenen i Danmark som Det Kgl. Teater, Aarhus Teater, Odense Teater. I nærområdet medvirkede hun i Hamlet på Mungo Park i Allerød.

Om valget af Casper Crump og Rikke Lylloff siger Lars Romann Engel:

”Casper og Rikke er to spændende skuespillere, som mig begge repræsenterer et stort dramatisk talent koblet med et usædvanligt scenisk nærvær og sans for nuancer. De har en imponerende evne til at kalibrere deres udtryk på en sådan måde, at vi som publikum glemmer os selv og lader os overvælde af karakterernes overraskende skifte mellem lys og mørke.”

Musikken til forestillingen står den danske komponist Mike Sheridan for. Mike Sheridan har været involveret i Shakespeare Festival flere gange tidligere og forstår det dystopiske undergangsunivers, der omgiver forestillingen til fulde. 

I forestillingen vil man blandt andet også kunne opleve skuespillerne Keith Dunphy, David Toole, Jean St.Claire, Anne-Lise Gabold, Mads Knarreborg, Tony Bell, Jakob Femerling Andersen m.fl.

Blå Bog:

Lars Romann Engel, siden 2008 direktør og kunstnerisk leder, HamletScenen på Kronborg Slot, Helsingør.

Født: 1968

Bopæl: Frederiksberg og sommerhus i Hornbæk.

Gift med scenograf Catia Hauberg Engel. 

1997: Uddannet instruktør fra Statens Scenekunstskole

Lars Romann Engel Har udviklet HamletScenen Shakespeare Festival på Kronborg til en begivenhed i international klasse.  I 2019 finder festivalen sted fra 1. – 23. august. Shakespeare Festival er en fejring af William Shakespeares forfatterskab og af originalt friluftsteater. Festivalen er et mødested for Shakespeareentusiaster og andre nysgerrige fra hele verden. Her kan du opleve spektakulære og originale Shakespearefortolkninger under åben himmel i sensommeraftenen. Forestillingerne er iscenesat og opført af nogle af tidens mest anerkendte teaterkunstnere og -kompagnier.

Læs hele programmet for Shakespeare Festival 2019 på www.hamletscenen.dk

KOM TIL SHAKESPEARE INTRODUKTION: SHAKESPEARE WAS HERE 

Med billet til aftenens hovedforestilling kan man opleve introduktionen, Shakespeare Was Here.

Et underholdende, komisk og bemærkelsesværdigt one-man show, om en usædvanlig historie, som for altid vil knytte Shakespeare, Hamlet og Kronborg Slot sammen i ét af verdens største mysterier. Mød et galleri af internationale Shakespeare-eksperter, som alle spilles af én og samme skuespiller.

Spilletidspunkt: kl. 19:15-19:45

Medvirkende: Adam Brix
Idé og iscenesættelse: 
Lars Romann Engel
Producent: 
HamletScenen

Tysk rockstjerne laver smuk Shakespeare-fest på Kronborg

_OX_8316_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Christian Friedel og bandet Wood of Birnam viser, at Shakespeares ord kan løftes ind i vores tid som de smukkeste pop- og rocktekster med plads til både kærlighed og vanvid. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Christian Friedel er et af Tysklands store unge navne – både som skuespiller og som sanger. I denne uge er han og bandet Woods of Birnam tilbage i Helsingør med teaterkoncerten ”Searching for William” – en jagt, hvor William Shakespeares ord endnu en gang viser sig fra en ny side – som smukke pop- og rocktekster. Og endnu en gang holder de – ordene.

Unge helsingoranere burde – som da Jude Law stod på scenen – strømme til denne forestilling, der fortolker Shakespeare helt tæt på den tid og den verden, som de kender og lever i. Hvis bare man kunne overbevise dem om den store oplevelse, de kunne få…

_OS_0138_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Teaterkoncerten Searching for William er et mashup mellem en teaterforestilling og en koncert, der viser, at Shakespeare også i 2018 er både forførende og aktuel. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Friedel er som sagt tilbage på Kronborg, hvor han i 2016 spillede Hamlet i en potent og ungdommelig opsætning, hvor musikken også spillede en stor rolle. Denne gang har han dog i endnu højere grad hovedrollen – for vi møder ham ikke blot som Hamlet denne gang. Bakket musikalsk op af sit band giver han også stemme og liv til Macbeth, Shakespeares skotske magtliderlige tyran af en konge, og som Puk, den lumske drilleånd i en Skærsommernatsdrøm. Endelig betager Friedel os med sin utrolige sangstemme i fortolkninger af Shakespeares vidunderlige kærlighedssonetter. Shakespeare som stadionrock – hvem skulle have troet det…

Forestillingen er på en gang elitær og helt nede på jorden. Man både griner, græder og røres. Aftenen endte da også med stående ovationer til Christian Friedel og bandet, der takkede for at være tilbage på Kronborg og kvitterede med et ekstranummer, der gjorde den skønne sommernat endnu skønnere. En virkelig happy ending på en forestillling, hvor alle følelser havde været i spil.

Christian Friedel er født i det tidligere Østtyskland, hvor Olsen-Banden var kult, da han voksede op. Det fornægtede sig da heller ikke i forestillingen. Men hvordan Olsen-Banden bliver blandet ind i en tysk Shakespare-teaterkoncert, ja, det må man altså ind på Kronborg i denne uge for at få opklaret.

_OS_0171_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Så smuk tager Kronborg sig ud for publikum til teaterkoncerten Searching for William, som spiller i denne uge. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Ros til HamletScenen for endnu en gang at have bragt en blændende flot fortolkning af Shakespeare til Kronborg. Jeg håber, som nævnt, at ikke mindst de unge er opmærksomme på, at selv om der er Smukfest i Skanderborg i disse dage, så er der altså også en meget smuk fest, som de ikke bør gå glip af, på Kronborg.

_OX_8097_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Christian Friedel er en af Tysklands største unge kunstnere. Med sin imponerende stemme styrer han forestillingen. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Læs alt om Shakespeare Festivalen her og køb billetter online:

Shakespeare Festival – HamletScenen

 

Læs også:

Kinesisk Hamlet er tilbage ”Jackie Chan-style”

Shakespeare under åben himmel for 10. gang

 

Shakespeare under åben himmel for 10. gang

Scene-Shakespeare-Festival-foto-Kristian-Granquist.jpg

HamletScenens nye friluftsscene med Kronborg som det smukkeste bagtæppe. Foto: HamletScenen.

I år er det 10. gang Shakespeare Festival leverer friluftsteater på Kronborg Slot. Under Lars Romann Engels visionære ledelse har festivalen stille og roligt placeret sig om en af verdens førende Shakespeare-festivaler, som trækker rejsende til fra hele verden.

OBS! HAMLETSCENEN TILBYDER HORNBÆKBLOGGENS LÆSERE RABAT PÅ ÅRETS BILLETTER FREM TIL 1. AUGUST – SE NEDERST I TEKSTEN.

Kendetegnende for Shakespeare Festival er at forestillingerne er altid iscenesat og opført af nogle af tidens mest anerkendte teaterkunstnere og kompagnier. I mange år var scenen henlagt til slotsgården, men nu bygges der en scene henover voldgraven og Kronborg kommer på den måde til at stå som et smukt bagtæppe. For os, der har været så heldige at være med, kan vi i år håbe på at sidde der på rækkerne på lune sommeraftener – men uanset vejret, har hver forestilling skabt en unik blanding af kunst, kultur, stjernernes blinken og mågerne skrig.

Også i år kommer forestillingerne til Helsingør fra den store verden.

1.-5. August 2018: Hamlet – the revenge of Prince Zi Dan.

Hamlet-The-revenge-of-prince-zi-dan-promo-hamlet-foto-Shanghai Jingju Theatre Company.JPG

I 2005 producerede The Shanghai Peking Opera en fantastisk Hamlet-forestilling specifikt til Kronborg Slot – nu vender kompagniet tilbage med akrobatiske stunts, fin komik og pragtfulde silkekostumer. Foto: HamletScenen.

I 2005 producerede The Shanghai Peking Opera Company en Hamlet-forestilling specifikt til Kronborg Slot. Billetterne blev revet væk. Til sommer er forestillingen tilbage under åben himmel på Shakespeare Festival.

Med akrobatiske stunts og fin komik udfolder Shakespeares Hamlet sig gennem kinesisk sang, tale, mime, dans og akrobatik med skuespillere klædt i pragtfulde silkekostumer og dramatiske ansigtsmasker. Glem alt om befamlende psykologi og betvivlede fabuleringer, her er dramaet råt og usødet. ”Hvorfor” er taget ud af ligningen.

Store fortællinger har ingen kulturelle grænser, og det bevises her i en moderne og modig forestilling fra det anerkendte Shanghai Peking Opera Company, som hvert år spiller mere end 300 forestillinger verden over.

En absolut unik og sjælden mulighed for at opleve den kinesiske Peking Opera-tradition i Danmark under åben himmel på Kronborg Slot.

Forestillingen opføres på kinesisk men vil blive ”overtekstet” på dansk og engelsk. Anbefales fra 12 år og opefter.

8.-12. august 2018: Searching for William – en teaterkoncert

SearchingForWilliam_2017_WoodsOfBirnam_c_SF_Foto_MarcoBorrelli.jpg

Folk har stået i ko for at få billetter til denne forførende teaterkoncert med Woods of Birnam. Foto: HamletScenen.

Med den anmelderroste skuespiller og sanger Christian Friedel i front har bandet Woods of Birnam spillet for udsolgte sale med denne teaterkoncert. En stærk, visuel og poetisk forestilling.

Woods of Birnam beviser overlegent i et mash-up mellem teaterforestilling og koncert, at William Shakespeare stadig er både forførende og aktuel.

Visuals, lys, lyd og film kombineres i en stærk og sansende fortælling, der er alt andet end klassisk teater. Du inviteres ind i en forunderlig verden mellem drøm og virkelighed, en verden der undersøger og udfordrer essensen af Shakespeares flere hundrede år gamle tekster.

Kom, se og hør Woods of Birnam udfolde deres underfulde univers under åben himmel på Kronborg Slot og glæd dig til mødet med den tvivlende Hamlet, den magtliderlige Macbeth og den lumske drilleånd Puck fra ”En Skærsommernatsdrøm”.

Forestillingen opføres op engelsk og tysk og kan følges med danske og engelske undertekster. Anbefales fra 12 år og opefter.

15.-17. august 2018: Shakespeare in concert – en teaterkoncert

Elias-Faingerch-foto-Johannes-Untch-Shakespeare-in-concert-2018

Trombonist Elias Faingerch tog i 2016 Shakespeare Festival med storm. Nu er han tilbage og får musikalsk og kunstnerisk selskab. Foto: Johannes Untch.

Vær med til en magisk aften, hvor musikere, sangere og balletdansere går legende til værks og tager utraditionelle metoder i brug, når de mødes under åben himmel HamletScenens egenproduktion Shakespeare in Concert på Kronborg Slot instrueret af Lars Romann Engel, HamletScenens direktør og festilvalens leder.

Den nyklassicistiske, normbrydende trombonist og komponist Elias Faingersh tog publikum med storm, da han i 2016 gæstede Shakespeare Festival. Nu vender han tilbage og får denne gang musikalsk og kunstnerisk selskab af messingorkesteret DANIA Brass Ensemble: en gruppe unikke og anmelderroste musikere, som har komponeret deres eget materiale og fortolker andres værker med finesse. På scenen har de inviteret percussionist Jonathan Jakshøj, som skaber kant og opløfter kompositionerne til et andet niveau.

Solodanserinde Susanne Grinder og Solodanser Jon Axel Fransson fra Den Kongelige Ballet har begge et imponerende C.V. og har danset i sublime og følelsesmæssige forestillinger over hele verden. De går sammen i dette års koncert akkompagneret af DANIA Brass Ensemble samt Victor Sørensen og Jean-Hee Lee, som begge er ekstraordinære og prisvindende violinister.

En af verdens få tenorer/haute-contre, Valdemar Villadsen, vil med sin skønne stemme forkæle publikum til det ypperste. Han formår at være på én gang rørende, overraskende, stærk og følsom og synger med en skønhed, som skal opleves.

Tatiana Andersen Camre har skabt smukke kostumer inspireret af motiver fra Kronborg Slot, hovedsageligt med inspiration fra fortællinger fra og omkring dette historiske sted.

Sammen udforsker de William Shakespeares fabelagtige univers og giver vanens magt kamp til stregen!

Forestillingen opføres på engelsk. Anbefales fra 12 år og opefter.

Shakespeare intro hver aften kl. 19.15 – inden forestilling: Shakespeare was here

swh-image-1920x1080-small-1 2

Shakespeareforskeren Harrison Stratford spillet af Adam Brix introducerer publikum til Shakespeare før aftenens forestilling. Foto: HamletScenen.

Hver aften inden forestillingen byder HamletScenen velkommen til en Shakespeare intro. Et underholdende og bemærkelsesværdigt galleri af internationale Shakespeareeksperter, som alle spilles af én og samme skuespiller. Et usædvanligt one-man-show om en usædvanlig historie, som for altid vil knytte Shakespeare, Hamlet og Kronborg Slot sammen i ét af verdens største mysterier.

Harrison Stratford, en karakteristisk engelsk Shakespeareforsker, spillet af Adam Brix. Stratford har igennem de sidste to årtier utrætteligt ledt med lys og lygte efter en helt bestemt mursten på Kronborg Slot. En mursten med en særlig håndskreven inskription: Shakespeare was here.

Hans eneste ledetråd og bevis på dens eksistens er et gammelt sort-hvidt fotografi, som han har arvet fra sin oldemor, som besøgte Helsingør med sin familie tilbage i 1890. En mursten, hvis mulige fund vil føre til det definitive bevis for, at William Shakespeare har besøgt Kronborg Slot dengang på Kong Frederik 2’s tid og derfor har fået kendskab til det danske kongehus og har hørt Saxos historie om den hævngerrige vikingeprins Amled. Ved et årligt Shakespearesymposium inviterer Harrison Stratford særligt udvalgte forskere fra hele verden til Kronborg Slot. Her får de lejlighed til at bidrage med nye og interessante vinkler, som underbygger hans egen teori om, at Shakespeare ’really’ was here.

Forestillingen er på engelsk. Anbefales fra 12 år og opefter.

KOM OG OPLEV DETTE SHAKESPEARE ONE-MAN SHOW INDEN AFTENENS PRIMÆRE FORESTILLING – OBS!! det er ikke muligt at købe billetter udelukkende til Shakespeare Was Here.

SUPER TILBUD TIL HORNBÆKBLOGGENS LÆSERE:

 Shakespeare Festival er glade for at kunne tilbyde jer 40 kroners rabat på billetter. A billetter koster 370 kr. og B billetter koster 270 kr. Helt særligt byder vi på et glas øl eller vin i teaterbaren til en værdi af 50 kr. 

(Samlet besparelse 90 kr.) Tilbuddet gælder frem til d. 1. August kl. 16.00, så skynd dig at købe dine billetter. 

Shakespeare Festival er teater under åben himmel på Kronborg Slot, og igen i år er det et spændende program med kunstnere fra hele verden. Vælg mellem tre forestillinger. 

Læs mere om de forskellige forestillinger nedenfor, og book dine billetter via dette link. 

 

Halfdanskerne vender tilbage – på fredag

foto-susanne-buhl-halvdanskerne-0292

Stemningen var i top, da Halfdanskerne sidst spillede op på Hornbækhus.  Fra venstre Lars Grand på harmonika, Mads Westfall på guitar og og Rasmus Vennevold bas.

Halfdanskerne vender tilbage til Hornbæk. Fredag aften spiller Halfdanskerne igen i op på Hotel Hornbækhus med det ene formål at tage hornbækkerne med storm. Sidst de tre musikanter kom forbi var i marts, og da lykkedes det meget godt. Da endte koncerten med stående ovationer.

Halfdanskerne består af Lars Grand på harmonika, Rasmus Vennevold på bas og Mads Westfall på guitar. De optræder efter fællesspisning med nogle af de bedste danske viser – ikke mindst de kendte af Halfdan Rasmussen, som trioen har taget navn efter.

Så er du til Halfdan og Benny – Andersen, forstås. Er du til Frank Jæger og Tove Ditlevsen, så er der al mulig grund til at opleve eller genopleve denne saltvandsindsprøjtning af musikalitet og sproglige finesser.

Inden koncerten på fredag den 29. september 2017 mødes gæsterne og spiser sammen. Man kan komme ind fra kl. 18. Maden serveres kl. 18.30 – dagens menu er mørbradgryde med ris og salat. Koncerten med Halfdanskerne går i gang kl. 19.30. De spiller to gange 45 minutter – med indlagt pause på 20 minutter. Pris for både middag og koncert er 295 kr.

Der er få billetter tilbage – ønsker du at spise med og opleve Halfdanskerne skal du kontakte Hornbæk hus på telefon 49 70 01 69 eller mail info@hornbaekhus.com

Læs om da Halfdanskerne sidst besøgte Hornbæk:

Hornbækhus er Hornbæks nye hus – fuld af liv og musik

 

foto-susanne-buhl-halvdanskerne-0351

Hornbækhus lagde rammer til koncerten med Halfdanskerne i marts – nu gør de det igen på fredag.

Link til Hotel Hornbækhus

Link til Halfdanskerne

 

 

Lars Romann Engel skaber Hamlet-forestilling med internationalt format

image001 2.jpg

De to danske hovedrolleindhavere Natalie Madueño (t.v) og Cyron Melville (t.h.), leverer præstationer i international klasse på Kronborg denne sommer. PR-foto.

Instruktøren Lars Romann Engel, der sommeren over har base i Hornbæk, havde tirsdag aften verdenspremiere på Kronborg på den første engelsk-sprogede produktion af Hamlet med danske skuespillere. I hovedrollerne som Hamlet, Ofelia og Dronning Gertrud, så man henholdsvis Cyron Melville, Natalie Madueño og Vivienne McKee. Sidstnævnte huskes her i Hornbæk senest for tidligere på sommeren  at have kastet glans over byens Store Badedag.

Hamlet på Kronborg 2017 er et havombrust teater under åben himmel – og første halvdel af forestillingen fik publikum det for alvor det sidste at føle, da regnen silede ned. Men det tog intet fra det, der foregik oppe på scenen, der i år er spektakulært bygget op på den sydlige kant af slottets smukke voldanlæg. Slottet danner et dramatisk bagtæppe. Scenen er dermed flyttet ud af de traditionelle rammer i slotsgården. For Lars Romann Engell, som også er daglig leder af HamletScenen, der står bag den årlige Hamlet Festival på Kronborg, giver det helt nye muligheder – med hans egne ord er scenen “verdens nye mødested for Shakespeareelskere”.

Ambitionerne i den nye forestilling, som er en co-produktion mellem London Toast Theatre og HamletScenen, er tårnhøje, men bliver forløst, så man sidder målløs tilbage over ikke mindst de danske skuespilleres imponerende beherskelse af det engelske sprog.

Cyron Melville har med Hamlet-rollen påtaget sig en næsten umenneskelig udfordring og har sammen med Lars Romann Engel brugt måneder på at forme den danske prins’ rejse gennem stykket. Og han leverer uden slinger i valsen. Hamlets rejse spejler den aktuelle problemstilling, som også vores tid udfordres af. Selv om vi er moderne mennesker i en moderne verden, hvor vi kan træffe rationelle valg til at bringe os og verden videre, er døden – i form af terrorangreb – blevet en næsten dagligdags begivenhed. Hvorfor?

Hamlets elskede Ofelia – i Natalie Madueños fortolkning – stråler også i sin vaklende udvikling mellem Hamlets kærlighed og vanvid  holdt op imod faderens Polonius’ krav om dyd og ære. Polonius er i Chris Myles udlægning en snedig, vittig hofsnog. Og det er stærkt at se Vivienne McKee, som normalt får os til at le, løfte den tragiske rolle som Hamlets mor. For sent forstår hun tingenes rette sammenhæng mellem hendes nye mand Kong Claudius og mordet på hendes første mand, Hamlets far – djævelsk spillet af Richard Clothier.

Handlingen på Kronborg sættes op som et opgør mellem den nye og den gamle verden – også her oplever vi spejlingen af den tid vi lever i, hvor voldelige og anti-demokratiske kræfter i kombination med den teknologiske udvikling sætter den verdensorden, der blev etableret efter Anden Verdenskrig under alvorligt pres. I stykket er de brutale tradtioner om blodhævn udfordret af viden og dannelse. Hierarkier står for fald, da den idelologisk optændte  student Hamlet vender hjem fra Wittenberg til Kronborg Slot og sin fars begravelse. Den unge Hamlet optændt af nye dannelsesidealer inspireret af Luther og ideen om det moderne ansvarlige menneske.

På slottet hersker den gamle orden: øje for øje, tand for tand. Vi følger, hvordan den unge prins Hamlet forsøger at bryde fri af traditionens blodige bånd. Han ønsker at bringe sit kongerige ind i en ny, mere oplyst periode, men vi ser, hvor svært det er at holde idealerne højt.

Opløsningstendenserne og det moderne samfunds evige overvågning kommer godt til udtryk i Catia Haubergs scenografi og kostumer og forstærkes med brug af mobiloptagelser. Mårten K. Axelssons har lavet et lys, der også viser, at tidens teknologi kan skabe både kolde og varme øjeblikke. Mike Scheridans musik hører man næsten ikke – fordi den fint understreger scenerne.

Shakespeares mange ord bringes i oversættelse over scenen. Det kan være lidt svært at følge med i de kringlede sætninger, så det er en god ide at sætte sig ind i plottet før forestillingen, så man kan nyde det, der foregår på scenen og ikke bruge al opmærksomheden på at læse for at kunne følge med.

Til lykke til Lars Romann Engel, HamletScenen og London Toast Theatre med levere på så højt niveau. Og fortsætter det, vil også vi se scenen på Kronborg blive det kulturelle kraftcenter, den er tænkt som.

Hamlet spiller frem til 23. august.

Læs alt om forestillingen og køb billetter her

 

Læs også det eksklusive interview med Lars Romann Engel, som tidligere er blevet bragt i Dit Hornbæk:

lars_romann_engel_-_foto_bo_nymann_web_kopi.jpg

Lars Romann Engel elsker at lade op i Hornbæk. PR-foto.

Hornbæk kan blive Nordens Cannes

HamletScenens direktør Lars Romann Engel, som instruerer årets store Hamlet-forestilling på Kronborg, har sommerhus i Hornbæk og elsker byen og naturen, når han skal slappe af. Men han drømmer også om at skabe en kulturel event, der vil gøre det samme for Hornbæk, som filmfestivalen har gjort for Cannes.

”Hornbæk er så utrolig smuk og her findes så mange driftige mennesker. Jeg tror, på at vi kan gøre Hornbæk til Nordens Cannes,” siger Lars Romann Engel, direktør for HamletScenen, hen over en kop friskbrygget cappucino. Vi sidder i hjørnet af det lille gårdmiljø i Kurbadet by Ilse Jacobsen på A.R. Friis Vej.

Lars Romann Engels bor til dagligt på Frederiksberg med sin familie, men en stor del af året tilbringes i sommerhuset i Månedalen, tæt på det fredede, enebærbevoksede og lyngklædte område kaldet Rusland, der ligger lidt nordvest for Hornbæk.

Lige nu er han travlt optaget af at instruere denne sommers opførelse af Hamlet. Det er HamletScenens første internationale egenproduktion med nogle af de største navne i dansk teater lige nu. Cyron Melville har hovedrollen som Hamlet. Ofelia spilles af Natalie Madueño. Vivienne McKee spiller Hamlets mor, Gertrud. Hamlet har premiere på Kronborg den 1. august og spiller frem til den 19. august.

Shakespeare til Hornbæk

Teaterdirektøren store drøm er at gøre Hornbæk til en del af Helsingørs Shakespeare-univers.

”Hornbæk har alt det, der skal til. Dejlige hoteller, gode restauranter, skønne omgivelser og en fantastisk infrastruktur. Og det er jo ingen sag at komme hertil fra København. Men der mangler den store kulturbegivenhed, en fast årlig aktivitet som filmfestivalen i den sydfranske badeby. Se hvad, den har gjort for Cannes,” siger Lars Romann Engel.

Ideen er hermed givet videre.

”Vi mangler en scene – den kunne ligge i et af hotellerne eller i forbindelse med det kulturhus, man kunne bygge her – for eksempel på den ledige grund ved minigolfbanen.  Vi kunne også få Shakespeare-skuespillerne til at bo i Hornbæk og gøre deres pressemøder til en stor tradition,” lyder nogle af ideerne fra Lars Romann Engel.

Jeg har brug for naturen

Men teaterdirektøren kommer også til Hornbæk for at slappe af.

”At arbejde med teater er dels meget intenst, dels går det meget ud på at tænke og analysere. Derfor har jeg brug for naturen til at koble af, både fra det sociale og det mentale. Så er det skønt at save brænde og grave i haven. Når jeg gør det, kommer jeg pludselig helt ned i min krop,” fortæller Lars Romann Engel.

Den klassiske badeby

”Jeg nyder også, at Hornbæk er en rigtig klassisk badeby, hvor man både har naturen og havet, men hvor man også kan gå i byen. Her er altid mange tilbud. Min familie og jeg er næsten altid nede på havnen, som er en af mine absolutte Hornbæk-favoritter med stemningen, fiskehuset stranden og vinterbaderne. Jeg er også vild med den nye surfshop. Og så er det skønt, at det også muligt finde lækre restauranter og gå på café. Kurbadet er et af mine yndlingsspisesteder,” siger han begejstret.

”Her er faktisk så dejligt, at jeg godt kunne finde på at flytte herop og bo hele året,” siger han.

 

Blå Bog:

Lars Romann Engel, siden 2008 direktør og kunstnerisk leder, HamletScenen på Kronborg Slot, Helsingør.

Født: 1968

Gift med scenograf Catia Hauberg Engel. To børn: Dimitri (19) og Luis (15)

1997: Uddannet instruktør fra Statens Scenekunstskole

Med dette års forestilling er det anden gang Lars Roman Engel instruerer Hamlet på Kronborg. Sidst han gjorde det var i 2004 med den anmelderroste forestilling ”Hamlet – en afhopper uden land” med Thure Lindhardt som Hamlet og Laura Drasbæk som Ofelia og Ulla Henningsen som Gertrud.

Lars Romann Engel Har udviklet HamletScenen Shakespeare Festival på Kronborg til en begivenhed i international klasse.  I 2017 finder festivalen sted fra 1. – 23. august. Shakespeare Festival er en fejring af William Shakespeares forfatterskab og af originalt friluftsteater. Festivalen er et mødested for Shakespeareentusiaster og andre nysgerrige fra hele verden. Her kan du opleve spektakulære og originale Shakespearefortolkninger under åben himmel i sensommeraftenen. Forestillingerne er iscenesat og opført af nogle af tidens mest anerkendte teaterkunstnere og -kompagnier.

Læs mere på www.hamletscenen.dk

LogoColorTextBelow

Hornbækbloggen leveres af Lotte Lund Media Lab

Stolt teatertradition vender tilbage til Hornbæk Skole

Hornbæk Skole var i mange år kendt for sine store teaterproduktioner. I en årrække har den tradition af forskellige årsager ligget stille, men nu kommer Hornbæk Skole stærkt tilbage med forestillingen  ‘De skjulte i mørket’. Stor premiere den 23. januar!

Der er tale om en nytænkende gyser, hvor fortid og nutid blandes sammen, og hvor grænsen mellem virkelighed og skuespil udfordres. Det er med andre ord ikke et stykke for de mindste. Målgruppen går fra 5. klasse og op.

Forestillingen er produceret af elever fra 7., 8. og 9. årgang. Eleverne har selv været med til at idéudvikle, skrive og koreografere stykket. Foruden de mange aktører på scenen, står en stor gruppe bag scenen og styrer slagets gang.

Gå ikke glip af denne fantastiske forestilling! Støt Hornbæks teatertalenter!

Forestillingen opføres den 23., 24. og 25. januar 2017 i Hornbæk Skoles Store Sal – alle dage kl. 19. Billetter kan købes i SuperBrugsen og hos Matas i Hornbæk samt på skolens kontor og ved indgangen.

Billetpriser: Voksne: 40 kr. Børn: 20 kr.

Adresse:

Hornbæk Skole
Søren Kannesvej 6
3100 Hornbæk

Find vej (Google Maps)

Tlf.: 4928 1680

Læs mere om Hornbæk Skole

 

Fremragende russisk Shakespeare-fortolkning rammer Putin i solar plexus

HamletScenen præsentererMEASURE FOR MEASURE - Lige for lige
Kronborg Slot

Measure for Measure på Kronborg Slot. Se den. Foto: Bo Nyemann/HamletScenen.

Mandag aften. Slotgården på Kronborg Slot. Russiske skuespillere fra Pushkin Theatre i Moskva opfører i samarbejde med engelske Cheek by Jowl Shakespeares sorte komedie “Measure for Measure” (på dansk “Lige for Lige”). Stykket er skrevet i 1603 eller 1604 i England. Men hovedpersonen ligner i skræmmende grad den russiske præsident Vladimir Putin og “handlingen tegner et chokerende aktuelt portræt af det moderne Rusland, uden at historien forrådes et sekund”, for nu at citere Jyllands-Postens anmeldelse. Undertegnede har også kun ros til overs for forestillingen, som desværre måtte afbrydes i 2. akt på grund af regn.

Torsdag morgen. Rundstykker fra Bagt. Kaffe fra kanden. Politiken. 1. sektion. Side 8. Overskrift: “Putin skruer bissen på – både over for sine fjender og venner”. Minds 25 borgmestre rundt om i Rusland er blevet forhørt af politiet, arresteret eller fængslet, står der i artiklen. Kreml er ved at om ikke forandre den sociale kontrakt med eliterne, så i hvert fald ‘redigere’ den., lyder det fra ruslandskenderen, professor Mark Galeotti, New York University.

Shakespeares 400 år gamle stykke sætter begreberne refærdighed og barmhjertighed på spidsen og viser, at magtens dilemmaer er tidløse. I Measure for Measure er det Hertugen af Wien, der ønsker lov og moral tilbage i byen. Han vil dog ikke selv fremstå som tyran og overlader derfor oprydningsopgaven til sin stedfortræder Angelo. Opgaven skal løses, mens Hertugen selv er bortrejst, men forklædt vender tilbage til byen for at se, hvordan Angelo forvalter sine beføjelser.

De russiske skuespiller leverer historien i en nutidig ramme, hvor enhver moskovit vil føle sig hjemme, og stykkets begivenhedsrige forløb leveres med engelsk elegance og Putinsk råstyrke. Det er en mørk og barsk komedie, hvor man bliver kørt gennem hele følelsesregistret. Det er kort sagt en fremragende fortolkning, der iscenesat af den meget respekterede Shakespeare-instruktør Declan Donnellan, rammer Rusland og dets ledere lige i solar plexus. Selv ikke regnen kunne ødelægge denne store teateroplevelse.

Measure for Measure spiller også lørdag og søndag. For alle som interesserer sig bare lidt for verden uden for Hornbæk, giver dette stykke en teateroplevelse af de helt store.

 

Men der bliver mange gode grunde til at se teater på Kronborg de kommende uger. I anledning af verdensmarkeringen af 400-året for Shakespeares død, fejrer HamletScenen samtidig 200-året for verdens ældste Shakespeare-tradition på Hamlets Slot. Derfor udvider HamletScenen den traditionelle Shakespeare Festival til de første tre uger i august og præsenterer det største program i festivalens historie. Frem til den 21. august fyldes slotsgården derfor med teater, opera, musik, dans og film i de historiske rammer under åben himmel.

Læs mere  om HamletScenens Shakespeare Festival og køb billetter online her

 

Program for Shakespeare Festival at Hamlets Castle 2016:

Measure for Measure

Cheek by Jowl and Pushkin Theatre

HamletScenen præsentererMEASURE FOR MEASURE - Lige for lige
Kronborg Slot

Foto: Bo Nyemann/HamletScenen.

1.-3. august og 5.-7. august kl. 20

 

Giulio Cesare

Societas Raffello Sanzio

giulio_cesare__credit_guido_mencari_print

Foto: Guido Mencari

I samarbejde med Passage Festival og Gribskov Teater – Spillested: Rudolph Tegners Museum

4. august

 

Hamlet: Who’s there?

Flute Theatre

10-6-16-hamlet-c-comedias-foto-andrc3a9s-de-gabriel-27-1024x683

Foto: Andrés de Gabriel

8.-9. august kl. 20

 

The Two Gentlemen of Verona

Shakespeare’s Globe

The Two Gentlemen of Verona

Foto: Gary Carlton.

10.-14. august kl. 20.

 

Hamlet/ Laurence Olivier

Open Air Cinema

Hamlet1948
réal : Laurence Olivier
Laurence Olivier 

Collecti

Foto: Ranks.

15. august kl. 21

 

Hamlet in Absentia

Nordic Opera

Sibylle Glosted

Foto: Erik L. Underbjerg.

16.-20. august kl. 20.

 

Shakespeare in Concert

Musik, kor og international ballet

shakespeareinconcert_frans_rasmussen

Foto: Jacob Christian Hansen.

21. august kl. 20.

Læs alt om HamletScenens Shakespeare Festival at Hamlets Castle og køb billetter  her

 

 

 

 

Gode lørdage på Hornbæk Bibliotek – gratis film i verdensklasse og meget mere

Thea fremviser sine to nye venner Chansea og Pikachu, som hun har vundet i Pokémon-quizzen på Hornbæk Bibliotek. Foto: Lotte Lund.

Thea fremviser sine to nye venner Chansea og Pikachu, som hun har vundet i Pokémon-quizzen på Hornbæk Bibliotek. Foto: Lotte Lund.

Vi har fået to nye venner her i huset i dag. De hedder Pikachu og Chansea. Hermed er vi også blevet en del af Pokémon-universet.  De to små væsner er kommet ind i vores liv, fordi Thea deltog i Hornbæk Biblioteks Pokémonlørdag – det var sidste lørdag. Vi havde fået brev, om vi havde vundet. Så vi drog afsted for at hente præmien i dag. Da vi kom indenfor, var summede bibiloteket af liv, for det var bogbyttedag. To lørdage om måneden sørger Hornbæk Bibliotek for at der sker noget ud over det sædvanlige.

Bibliotekar Pernille Jensen og Peter Grønholt ser på, hvilke bøger man kan bytte med på Hornbæk Biblotek. Foto: Lotte Lund

Bibliotekar Lisbeth Jensen og Peter Grønholt ved bogbyttebordet på Hornbæk Biblotek. Foto: Lotte Lund

Bogbyttedag betyder, at alle, der havde bøger, de gerne ville af med, kunne komme og lægge dem på bogbyttebordet, hvor alle andre så var velkomne til at tage dem med hjem. Samtidig serverede biblioteket kaffe og saftevand. Kl. 15 kunne man få en præsentation af årets bedste bøger ved bibliotekar Preben B. Christensen.

Biblioteket summede af liv. Peter fik hilst på gamle kolleger, Thea spillede computer og jeg fik hilst på diverse naboer og andre søde mennesker fra byen. Vi fik også lånt den 5 gange Oscar-vindende stumfilm The Artist fra 2011 med hjem til familieforestilling i aften. Samtidig gav personalet nogle insider-tips om, hvordan jeg downloader netlydbøger fra bibliotekets hjemmeside til min iPhone. Så som altid var det et udbytterigt besøg.

Personalet er på arbejde hver dag i nogle timer,og kan også hjælpe dig.

Den 2. marts kl. 15 viser Hornbæk årets Oscar-nominerede danske film En Kongelig Affære.

Den 2. marts kl. 15 viser Hornbæk årets Oscar-nominerede danske film En Kongelig Affære.

Næste gang, der er lørdagsaktiviteter på Hornbæk Bibliotek er lørdag den 2. marts kl. 15, hvor man gratis kan komme ind og se Nikolaj Arcels historiske storfilm En Kongelig Affære om Caroline Mathilde, Christian den 7. og kongens livlæge Struensee. Billetter kan reserveres i forvejen – det anbefales. Jeg så filmen sidste år i biografen, og var bjergtaget. Filmen har det hele. En barsk og fantastisk fortælling om Danmarks historie, ulykkelig og umulig kærlighed, idealismens pris, storslåede billeder og stærke skuespilspræstationer. Den fortjener at være med i Oscar-opløbet i år efter at den vandt to sølvbjørne ved i Filmfestivalen i Berlin sidste år, en for bedste manuskript og en for bedste mandlige hovedrolle til Mikkel Boe Følsgaards fortolkning af Christian den 7.

Hornbæks prinsesser mødes på biblioteket den 9. marts kl. 10.30-13.30.

Hornbæks prinsesser mødes på biblioteket den 9. marts kl. 10.30-13.30.

Ugen efter, lørdag den 9. marts, er der prinsessetopmøde på Hornbæk Bibliotek kl. 10.30-13.30. Her vil moderne prinsesser i alle aldre kunne udveksle erfaringer og lave flotte billeder og æsker med heste, prinsesser og MASSER af glimmer. Prinsesse Thea kommer tidligt for hun har en travl dag – hun skal til fodbold kl. 12.

Hornbæk Bibliotek viser De Urørlige lørdag den13. april kl. 15.

Hornbæk Bibliotek viser De Urørlige lørdag den 13. april kl. 15.

Lørdag den 13. april kl. 15 viser Hornbæk Bibliotek igen i film i verdensklasse – og denne skal jeg se. Denne gang er det den franske storfilm fra sidste år, De Urørlige, der vises. Filmen handler om den rige Philippe, der er lam fra halsen og nedefter, og hans utraditionelle oppasser, den sorte gadedreng Driss. Konstellationen af de to – udadtil meget forskellige – mænd viser sig at være et pletskud. Billetter udleveres gratis på Hornbæk Bibliotek. Jeg anbefaler at reservere eller afhente dem i forvejen.

Lørdag den 20. april afholder Hornbæk Bibliotek Skaklørdag for børn og voksne.

Lørdag den 20. april afholder Hornbæk Bibliotek Skaklørdag for børn og voksne.

Er du til mental sport, hvor du skal benytte både strategiske og taktiske elementer, så vil det glæde dig, at det lørdag den 20. april er Skaklørdag på Hornbæk Bibliotek. Gisli Magnusson vil sætte både børn og voksne i gang med det ædle spil. Øvede kan spille turnering, og begyndere kan prøve både skak og forenklede udgaver. Man kan også spille simultanskak, hvor én dygtig spiller dyster mod flere på en gang. Vidste du i øvrigt, at ordet ‘skak’  er afledt af det persiske ord ‘Shah’, der betyder konge.

Det kan ikke udelukkes, at jeg selv dukker op. Jeg har aldrig spillet skak og spillet er lidt af et mysterium for mig, og det kunne være sjovt at lære reglerne og forsøge sig.

IMG_1464

Hornbæk Bibliotek byder på gode lørdagsoplevelser i februar, marts og april. Check hjemmesiden.

Der sker løbende også mange andre spændende ting på biblioteket. Check ind på Helsingør Kommunes Bibliotekers hjemmeside her.

Øverst på hjemmesiden kan du klikke på Hornbæk Bibliotek og se åbningstider og læse mere om, hvad der sker på biblioteket.

Jeg kan da lige på falderebet nævne, at der for eksempel er strikkeklub om mandagen kl. 18.30. Jeg har en halsedisse, jeg mangler at få strikket færdig og er blevet inviteret med nu på mandag.

IMG_1456

Pikachu (ピカチュウ, Pikachū) er en af de fiktive Pokémon-arter fra den berømte Pokémon-mediafranchise – en samling af videospil, anime, manga, bøger, samlekort og andre ting skabt af Satoshi Tajiri. Ligesom alle andre Pokémoner kæmper Pikachu mod andre Pokémoner i kampe, der er centrale for seriens manga, animé og spil. Pikachu er blandt de lettest genkendelige Pokémoner, især fordi den er en vigtig karakter i Pokémon-animéen. Pikachu er generelt set som den mest populære Pokémon og betragtes som Pokémon-universets officielle maskot.
I Pokémon-verdenen finder man ofte Pikachu i skove, på sletter og af og til nær bjerge, øer og elektricitetskilder (som kraftværker). Den findes på de fleste kontinenter i denne fiktive verden. Som en Pokémon af Electric-typen kan Pikachu opbevare elektricitet i sine kinder og udlade det i lynagtige angreb. (Kilde: Wikipedia)

Gadeteaterfestivalen kommer også til Hornbæk – 3 gratis forestillinger for alle i den kommende uge

Det internationalt anerkendte franske kompagni KompleXKapharnaüM (KXKM) tager livtag med Helsingørs skjulte mangfoldighed, og byen forvandles til en scenografi, hvor byens og borgernes egne historier danner afsættet for en helt unik fortolkning af Helsingørs nutid og historie, set i lyset af Europas fælles arvegods. Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor hører vi til? Foto: KXKM

Er det en fest at bo i Hornbæk? Ja. Her på min feries sidste dag, må jeg konstatere, at jeg dårligt har tid til at vende tilbage til arbejdet. Efter flere dages intens indsats på Havnefesten, venter flere højdepunkter i den kommende uge. Helsingør Teaterfestival har i år valgt at lægge hele tre forestillinger i Hornbæk. Gratis til glæde for hele familien – og kassekreditten.

Inden jeg fortæller om de tre forestillinger, vil jeg gerne lige skrive nogle ord om selve festivalen, som jeg selv havde fornøjelsen at lave presse på for et par år siden. Gadeteaterfestivalen, som også har navnet Passage 2012, afvikles i år for 9. gang. Undervejs har den vokset sig fra at være en lokal begivenhed til at være Nordeuropas største internationale og transnationale gadeteaterfestival. I 2012 samarbejder gadeteaterfestivalen med flere kommuner og byer i både Danmark og Sverige end nogensinde før. Derfor kan dele af festivalen i år også opleves i Höganäs, Landskrona og Åstorp i Sverige og i en række byer i Danmark, bl.a. Skive, Næstved, Roskilde, en række byer på Bornholm  og Sønderho på Fanø.

Helsingørs eget kuglelyn

Manden bag Passage 2012 er Helsingørs eget kuglelyn Jens Frimann Hansen, som til daglig er direktør for Helsingør Teater. Han gør sammen med sit team en kæmpeindsats for Helsingørs udvikling som kulturby og som inkluderende by. Med Passage 2012 henter han Europas bedste gadekunstnere til byen. Med enkle midler og sig selv som indsats får de os til at se nye dimensioner, til at grine og græde på gader og pladser, hvor vi normalt ikke viser de store følelser. Men Passage 2012 er mere end teater. Med projektet Hjemstavn.com har gadeteaterfestivalen sat nyt fokus på hjemstavnsbegrebet i en globaliseret verden. Tak for det Jens!

Hjemstavn.com ser mangfoldighed som en væsentlig resurse i lokalsamfundet og i kunsten. Hvordan skal vi definere fremtidens by og provins og hvilken rolle skal kunsten spille i fremtiden samfund? Vigtige spørgsmål at finde svar på, ikke mindst her i Helsingør Kommune, som befinder sig i en svær brydningstid i overgangen fra værftsby til inkluderende kulturby. Projektet har kørt i tre år og afsluttes i år med franske kunstnergruppe KomplexKapharnäums (KXKM) store finale, en åben og kompleks fortælling om Helsingør, den hidtil største forestilling skabt specifikt til Helsingørs byrum. Læs mere længere nede på siden.

Officiel åbning af Passage 2012

Den officielle åbning afPassage 2012 finder sted på tirsdag den 31. juli kl. 18. I den anledning fyrer Kammercafeen op i grillen og serverer fra kl. 18.00 mad fra deres forrygende udekøkken i Toldkammergården. Kl. 19 går alle til Kongekajen, hvor der er premiere på Extremisten, en eksplosiv cocktail af nycirkus og musik. Det er den franske trampolinist fra Cirque Inextremiste der byder indenfor i Extremistens univers: I bogstave­ligste forstand jonglerer han med gasflasker, bomber og andet brandbart materiel. Tilsæt en trampolin og du har en vanvittigt akrobatisk nycirkus­ forestilling med masser af drama, humor, klovnerier og ekvilibrisme.

Pris: Mad + 1 drikkevare: 100,- kr. Madbilletter kan købes på Helsingør Teater og Billetcenter på Havnepladsen 1  i Helsingør eller på telefon 49 20 08 11

Og så til forestillingerne i Hornbæk – her møder du bare op på rette tid og sted:

Onsdag 1. august kl. 14.00: Kloss (S) på pladsen foran Hornbæk Bibliotek:

Tre venner udfordres af en bunke byggeklodser og lærer om vigtigheden af at kunne samarbejde. Foto: Teatertre.

Kloss er et sjovt show for alle, men ikke mindst de små. Forestillingen fokuserer på menneskelige kvaliteter som samarbejde og venskab. Det er situationskomedie med stærke elementer af fysisk udfoldelse og slapstick humor om tre venner, der hver især synes at de er den bedste til at få nytte af en bunke legetøjsklodser.

Torsdag 2. august kl. 10: Mosekonens Bryg på Strandlegepladsen:

Birgit Løkke og Tineke Noordhoek spiller rollerne i Mosekonens Bryg. Foto: Asterions Hus

I Mosekonens Bryg kommer børnene kommer ud på en lille vandring, for at hjælpe Mosekonen med at finde den magiske klokke, så hun kan brygge sit mosekonebryg. Undervejs møder vi sammen med Mosekonen en trold, en fe og den helt skøre musikgartner, der dyrker de mest forunderlige musikinstrumenter. Med børnenes hjælp ender eventyret godt, og magisk musik opstår. Alder: 3-6 år og familien.

Fredag 3. august kl. 19: What’s cooking? på Hornbæk Havn:

What’s cooking? En kok – en suppe – en mission! Foto: Il Cataldo.

Jacques Couteau, en excentrisk fransk kok, har lige åbnet sin nye eksklusive restaurant “Fudeh”. Hans køkken byder på en unik blanding af friske ingredienser: velkrydrede cirkusfærdigheder, spicy teaterøjeblikke og lokalt opdrættede fritgående publikummer! Alt hvad der mangler er en kunde … og noget mad. Hvem bliver det? Hvad skal de spise? Forlader de stedet med et smil på læben? Denne nycirkus-teaterforestilling er en velsmagende blanding af linedans, komedie, improvisation og en solid dosis publikumsdeltagelse, der holder dig fanget fra forret til dessert.

Jeg ønsker alle endnu en fantastisk uge. Jeg behøver vel ikke nævne, at jeg er dybt misundelig på alle jer, der fortsat kan holde fri. Men når dagens dont er forbi, lover jeg at I kan finde mig ude til en forestilling sammen med min familie et eller andet sted i Helsingør. Lad festen fortsætte!

PS! Onsdag skal Peter og jeg til premiere på Kronborg, hvor HamletScenen præsenterer det verdensberømte London-teater The Globe’s Shakespeare-forestilling As You Like It (eller som vi kender den på dansk, Som man behager). Her skal man dog købe billet!  Jeg ser frem til en eventyrlig og sprudlende kærlighedskomedie, fyldt med poesi, satire, humor og passion, hvor unge adelskvinder forklæder sig som mænd og adelsmænd fordrives. Jamen, jeg bliver helt høj, af at sidde og skrive det her. Det er skønt at opleve kulturbyen Helsingør i fuld blomst! Foto: HamletScenen

Læs hele gadeteaterfestivalens overflødighedshorn af et program her

Læs om Hjemstavn.com, ideerne og kunstnerne her

Læs mere om HamletScenen her

%d bloggers like this: