1. december – nu starter julen i Hornbæk

Dette billede er mit yndlingsbillede af Thea, min far og mig. Det er taget af min veninde Ana, som er en af Danmarks bedste portrætfotografer.
Dette billede er mit yndlingsbillede af Thea, min far og mig. Det er taget af min veninde Anastazia Anjo Jørgensen, som er en af Danmarks bedste portrætfotografer. Min far ville være fyldt 75 år i dag. Foto: Anjofoto.dk

I dag er det den 1. december. For alle, der fejrer jul, er det den særlige dag, hvor man åbner sin julekalender for første gang, og hvor vintermørket endelig overskygges af julens glade budskab om julehygge, kærlighed, gaver og lys, mens forventningerne til juleaften stiger dag for dag.

Thea, der ellers ikke er til at få til at vågne om morgenen, sprang da også ud af sengen i det øjeblik, hun kom i tanke om denne magiske dato. To julekalendere har hun fået. En med prinsessechokolader og for første gang en pakkekalender, som hendes mor (mig) havde lavet.

Jeg kom til at sige, at det måtte være julemanden, der havde stillet den. Det skulle jeg ikke have gjort, for så mente hun at have krav på endnu en pakkekalender – den som jeg havde lovet at lave til hende. Så måtte jeg jo bryde sammen og tilstå, at det faktisk var mig, der havde pakket alle gaverne ind, og at det med julemanden var noget, som jeg havde fundet på. Nå, men den fine Barbie-kjole gjorde stor lykke, og vi har ikke hørt meget til hende siden hun forsvandt op på værelset for at afprøve den på sine Barbie-dukker.

Resten af dagen står i høj grad også i julens tegn, for Hornbæk er den bedste by, når det kommer til julehygge. Kl. 11 åbner julemarkedet i Den Gamle Skurby på Hornbæk Havn. Her kan man frem til kl. 17 og i samme tidsrum i morgen købe alverdens juleting og julelækkerier. Kl. 13.30-16 er der Juletræsfest for alle børn i Hornbæk Hallen. I aften spiller Big Fat Snake op til julerock – også i Hallen.

I morgen er der som nævnt julemarked i Skurbyen kl. 11-17, Jul i Hornbæk Kirke kl. 15 og kl. 16 tændes byens juletræ på Torvet.

For mig personligt er denne 1. december også en lidt vemodig dag. Det er min kære fars fødselsdag, og hvis han havde levet, ville han være fyldt 75 år. Den fest ville jeg også gerne have været med til, men jeg håber, han lader sig fejre, hvor han end er. I dag mindes jeg ham med et billede, som blev taget for to år siden. Som man kan se, var han en mand, der elskede livet og elskede sin familie – og elskede julen. Vi kommer til at savne ham den 24.

Dette er den 1. af forhåbentlig 24 små juleblogs. Det bliver mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’

Ugens Hornbæk-bolig er et kreativt møde mellem fortid og nutid

I Ugens Hornbæk-bolig er stue og køkken er slået sammen og åbnet op ud mod en stor glaskarnap mod den store træterrasse. Få enkle mørke møbler skaber en god, men ikke for markant kontrast til lyse gulve og vægge. Foto: Anastazia Anjo Jørgensen

Ugens bolig i det nyeste nummer af Danmarks største kvindeblad, Søndag, er et skønt hjem fra Hornbæk. Faktisk tilhører det en af mine naboer her på Johannes Ewalds Vej.

Bag døren til den røde murermestervilla gemmer sig et hjem, der oser af et kreativt møde mellem fortid og nutid. Der er sydlandsk stemning, magiske møbler og masser af historie. I huset bor Ann-Louise Kjær Mathiesen, der i en periode var min stemmecoach. Hun har en fortid som sangerinde. Hun bor sammen med Lars Bo Kjær, der laver prisbelønnet lyddesign til blandt andet reklamefilm. Det var under mine coachingbesøg, jeg blev inspireret til at skrive om huset og dets indretning.

De stærke farver i køkkenet er med til at understrege hjemmets kreative kræfter. Foto: Anastazia Anjo Jørgensen.

– Jeg ville skabe et hjem med plads til både det mandlige og det kvindelige, med plads til musik og kreativitet, fortæller Ann-Louise i reportagen.

– Det er vigtigt, at her er smukt, og at kreativiteten skinner igennem. Det må ikke være alt for perfekt, og så elsker jeg gamle ting med en historie, siger Ann-Louise.

Det kunstneriske ligger til familien. Ann-Louise morfar var kunstneren Egon Mathiesen, der blandt andet er kendt for børnebogsklassikeren ‘Mis med de blå øjne’ fra 1949. Mormoren var den anerkendte kunstner Else Fischer-Hansen. To mennesker, der tydeligvis har inspireret Ann-Louise i indretningen af huset, hvor deres arvestykker spiller en stor rolle.

Ann-Louise har en fortid som sangerinde. Hun arbejder nu som coach, men har planer om at vende tilbage til musikken. Foto: Anastazia Anjo Jørgensen
Det er Hornbæk, men man føler sig hensat til syden i Ann-Louise Kjær Mathiesens hjem og have. Foto: Anastazia Anjo Jørgensen.

Siden reportagen blev skrevet, har Ann-Louise sat villaen til salg for at kunne fokusere mere på sine kreative sider.

De flotte billeder i Søndag – og her på siden – er taget af en af Danmarks dygtigste fotografer, min veninde Anastazia Anjo Jørgensen. Teksten er – i al beskedenhed – skrevet af undertegnede, der, som trofaste læsere vil vide, elsker at skrive om Hornbæk.

Anastazia og jeg er altid på udkig efter gode historier, smukke hjem og haver til billedreportager til de store blade og magasiner – og naturligvis Hornbæk Blog, der har læsere i hele verden efterhånden

Lige nu er det den helt perfekte årstid for den slags billedreportager, så skriv straks, hvis du har et tip til os, enten hjemme hos dig selv eller en du kender.

Hvis du vil læse hele artiklen, står den i Søndag nr. 23 på side 112-114.

Hvis du vil læse mere om Ann-Louise. Jeg anbefaler hende gerne som coach: http://www.unitedcoaching.dk

Hvis du vil se flere billeder af fotografen Anastazia Anjo Jørgensen: http://www.anjofoto.dk

Det vil være mig en stor glæde, at vise de smukke hjem i Hornbæk frem til verden. Så jeg håber, vi høres ved …

Ring eller skriv til mig på lotte.lund@mac.com eller mobil 24 24 49 43