Klar til folkefest i Hornbæk – hele byen hopper i havet

Turistforeningens formand Olav Berntsen er klar til at give stafetten videre. Torsdag afsløres det, hvilken kystby, som Hornbæk har valgt at udfordre.
Turistforeningens formand Olav Berntsen er klar til at give stafetten videre. Torsdag afsløres det, hvilken kystby, som Hornbæk har valgt at udfordre.

Alt tegner på, at der bliver folkefest i Hornbæk torsdag den 19. juni 2014  kl. 17, når byens borgere tager imod udfordringen og hopper i havet på byens hvide sandstrand på Sjællands nordkyst.

I skrivende stund er 273(!) meldt til begivenheden Hornbæk hopper i Havet via Facebook alene. 94 har skrevet, at de måske kommer, så selvfølgelig gør de det, sammen med alle dem, der har læst om det hos Bagt, Søstrene Olsen, Hornbæks Skibshandel og alle de andre, der har været med til at sprede det gode budskab. Helsingør Dagblad bringer for eksempel historien på forsiden med et flot billede af Turistforeningens formand Olav Berntsen. Avisen er godt nok komme til at skrive, at det er Frederikshavn, der har udfordret os, men det er altså SKAGEN.

Samlet betyder det, at Hornbæk Turistforening er meget tæt på målet, men at der stadig er brug for flere tilmeldinger, hvis Hornbæk skal slå de skøre skagboer for alvor! Så ryd kalenderen og kom ned på Hornbæk Strand til folkefest på torsdag kl. 17. Her vil det også blive afsløret, hvilken ny kystby, som Hornbæk giver stafetten videre til. Ifølge den aktuelle vejrudsigt bliver torsdag også den sidste varme dag i denne omgang. Nu plejer disse dystre udsigter jo ikke at gælde her i Hornbæk men det er nu endnu en god grund til ikke at misse denne begivenhed.

Programmet for Hornbæk hopper i Havet ser sådan ud:

Så er der et program for Hornbæk hopper i Havet

Mødested og tid: Turiststranden ved Sunspot, torsdag den 19. juni kl. 17-18.30 (Cirka tider)

Kl 16.45: Tælleslusen åbnes – der opfordres til god køkultur ellers ender det i kaos!

Kl. 17.00: Velkommen ved Turistforeningen – det afsløres, hvilken kystby Hornbæk udfordrer!

Kl. 17.15 Fælles nedtælling til Hornbæk hopper i Havet.

Kl. 17.30 Strandbar på Det Fedtede Hjørne – billige sodvand, grillpølser og is til de sultne. Hornbæk Vinterbaderlaug underholder med sange fra deres vinterbadersangskat på tagterrassen.

Kl. 18.30 Tak for i dag.

Alle er velkomne! Vi håber på 372+ glade hornbækkere i alle aldre. Gerne i sjovt badetøj!

– VI SKAL IKKE TIL SKAGEN OG PILLE REJER, lyder budskabet fra Hornbæk.

Du kan tilmelde dig Hornbæk hopper i Havet her

Alle er velkomne!!

Hornbæk hopper i Havet!

Sådan så det ud på Skagen Sønderstrand, da 372 skagboer med borgmester Birgit Stenbak Hansen  i slutningen af maj tog udfordringen fra Kerteminde om at hoppe i havet op! Det kan hornbækkerne helt sikkert gøre bedre!
Sådan så det ud på Skagen Sønderstrand, da 372 skagboer med borgmester Birgit Stenbak Hansen i slutningen af maj tog udfordringen fra Kerteminde om at hoppe i havet op! Det kan hornbækkerne helt sikkert gøre bedre!

Hornbækkerne er blevet udfordret. Denne gang er det ikke Bodil. Det er de skøre mennesker i Skagen, der mener, at hvis ikke den nordsjællandske badeby torsdag den 19. juni kl. 17 kan mønstre 372+ hornbækkere, der er parat til at hoppe i havet på ‘Turiststranden’, så skylder de skagboerne håndpillede rejer, kølig hvidvin og rygmassage.

Men alt typer på, at at hornbækkerne ikke har tænkt sig at tage nogen steder. Begivenheden blev lanceret på Facebook i gruppen Vores Hornbæk torsdag den 12. juni og inden der var gået en time var antallet af deltagere oppe på de første 50. Tag den, Skagen.

Hornbækkerne og alle andre gode mennesker, der tager imod udfordringen mødes på ved SunSpot og hornbækkerne er ikke i tvivl om, at Skagen nok skal blive slået!

Opfordringen lyder: Tag venner og slægtninge fra nær og fjern med!!! Mød op i badetøj – gerne festligt!

Medlemmerne i Hornbæk Turistforening har fået travlt, og der er ved at blive skaffet sponsorer. Cafe Hornbæk Strand har allerede lovet at sælge sodavand til kostpris. Der arbejdes også på, at Helsingørs borgmester Benedikte Kiær bliver overtalt til at gå forrest i vandet – og gerne resten af byrådet!

Det forventes også, at livredderen er på plads og ikke mindst den danske verdenspresse!!! Og mon ikke, der også dukker en lille delegation fra Skagen op for at kontrollere, at alt går rigtigt for sig.

Nu vil hornbækkerne vise, hvad de er lavet af.

Du kan tilmelde dig på Facebook-begivenheden ‘Hornbæk hopper i Havet’. Er du ikke på Facebook, så send en mail til Lotte Lund, så tæller du også med. Skriv til lotte.lund@mac.com

%d bloggers like this: