14. december – en julegave til Hornbæk

Pernille Clausens hoveder får plads foran Superbrugsens nye indgang. De inviterer til at sætte sig eller lege - og det må man godt.
Pernille Clausens hoveder får plads foran Superbrugsens nye indgang. De inviterer til at sætte sig eller lege – og det må man godt.

Hornbæks egen lille kunstnisse Susanne Risom fra Galleriet Hornbæk er på spil igen. Og allerede den 20. december får byen lov til at åbne hendes julegave.

Normalt afslører man jo ikke på forhånd gavens indhold, men her gør vi så en undtagelse. Det drejer sig om en skulpturgruppe ’Hovederne’ af billedhugger Pernille Clausen.

Skulpturgruppen ”Hovederne” består af 3 hoveder af poleret kunstfiber, som er velegnede til at sidde på – og børn er meget velkomne til at kravle på dem.

De kommer til at stå på SuperBrugsens nye forplads med front mod Nordre Strandvej, så der skal nok blive rift om at få plads på dem, da man vil kunne følge med i al aktivitet fra dette travle hjørne.

Pernille Clausen har som kunstner gennem en årrække udviklet en helt personlig stil i alle sine værker, der ofte rummer både eventyr og poesi.

Der er officiel indvielse den 20. december kl. 15-16 og fejres med juleglögg og æbleskiver til alle, der vil dele juleglæden over dette dejlige initiativ. Både Pernille Clausen, Bjarne Mikkelsen og Susanne Risom vil være til stede . Hvis nogen skulle være i tvivl, så sker det foran SuperBrugsen på hjørnet af Nordre Strandvej og Sauntevej.

Som alle, der har mødt Susanne Risom ved, så har hun en vision om at gøre Hornbæk til en attraktiv kulturby. Her skal der findes kunst i det offentlige rum til glæde for alle i byen og ikke mindst turisterne, der vil få en unik oplevelse, når de går på opdagelse i vores dejlige, lille by.

– Det stopper ikke her. Der er flere meldinger om egnede steder til opsætning af skulpturer, siger Susanne Risom, som forventer, at der inden sommer vil blive sat yderligere 2 skulpturer op i byen.

Vi ses!

12. december – jul på toppen

Hvad er der galt hjemme hos familien Lykkegaard. Som billedet antyder er, det ikke antydningen af julepynt at se nogen steder.
Hvad er der galt hjemme hos familien Lykkegaard i Hornbæk? Som  man kan se på billedet, der er taget tidligere i dag, er der ikke antydningen af julepynt at se nogen steder.

Julehygge er, hvad man gør det til. Kikker man inden for hos familien Lykkegaard i Hornbæk, skulle man tro, at julen er aflyst. Uanset, hvor man kigger hen, er der ikke skyggen af julehygge, ikke så meget som et lille julehjerte er der til at få øje på. Glæder de sig slet ikke til jul? Er der opstået Kokkedal-agtige tilstande i hjertet af vores lille by?

Lad mig straks slå fast, at er der nogen, der glæder sig til den 24. december, så er det familien Lykkegaard. Men det bliver en meget speciel jul. Man kan sige, at de planlægger at holde jul på toppen. Det vil sige på toppen af Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg, i knap 6000 meters højde.

Selve juleaften afholdes i et lille telt. Kl. 23 bliver familien vækket, så de kan gå de sidste meter op og opleve solopgangen fra bjergets top.

Familien, det vil sige otte personer i alderen 19-59 år, siger farvel til Danmark den 19. december. De stiger på et fly i Kastrup, Mellemlander i Qatars hovedstad Doha, hvor der lige er blevet afholdt klimatopmøde, og tager straks videre til Nairobi i Kenya. Efter en sidste flyvetur ender rejsen i Kilimanjaro Airport i Tanzania. Familien får lige en enkelt overnatning, så starter opstigningen. Det tager 7 dage at tage hele turen op og ned igen. Nytårsaften fejres efter planen ved bjergets fod.

Derefter står den på safari på den afrikanske slette efterfulgt af badeferie på Zanzibar. Alt i høj sol og med minimal risiko for regn.

Jamen, så er der vel ikke andet end at ønske familien Lykkegaard en uforglemmelig jul. For at alle, kan få en fornemmelse af, hvordan Kilimanjaro tager sig ud juleaften, bringer jeg lige dette billede af dvæle ved. Man kan næsten se et lille juletræ på toppen og høre familien Lykkegaard afsynge Dejlig er jorden, ikke?

Kilimanjaro i december.
Kilimanjaro i december.

Læs mere om Kilimanjaro her

Dette er en af forhåbentlig 24 små juleblogs. Julebloggen er mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må meget gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’

10. december – Brune kager

En opskrift fra en anden tid, men stadig den bedste.
En opskrift fra en anden tid, men stadig den bedste.

Så kom den frem igen. Verdens bedste opskrift på brune kager. Den er nedskrevet en gang i forrige århundrede, da skrivemaskinen var et højteknologisk gadget. Familiekrøniken fortæller, at den stammer fra Oldfruen på Frederikssund Sygehus årgang 1943. Vi taler 2. Verdenskrig.

Uanset om man så finder den frem om 1000 år, vil den stadig være verdens bedste opskrift på brune kager. Peter har lovet at bage dem denne uge. Jeg kan kun anbefale, at du, kære læser, gør det samme.

Den er måske en smule indforstået, så for brunkage-begynderbagere har jeg uddybet opskriften lidt herunder. Og jeg må advare mod at justere ingredienserne!

Opskriften på verdens bedste brune kager:

1/4 kg Sirup

1/2 kg Smør

1 kg Mel

1/2 kg Melis

15 g Potaske

10 g st. Nelliker

10 g st. Kanel

100 g Mandler

50 g. Sukat

50 g. Pommerensskal

Sirup og Smør varmet og smelte, Potaske røres ud i vand og kommes i.

Afkøl massen til den er lunken.

Tilsæt de øvrige ingredienser. Ælt dejen godt sammen.

Tril dejen til 5 cm. tykke pølser. Læg dem koldt 1-2 døgn.

Tænd ovnen og indstil den på 175 grader Celsius.

Skær kagerne i meget tynde skiver. Læg dem på pladen og bag dem på øverste ribbe.

Bagetid: 6-7 minutter.

God fornøjelse!

Dette er en af forhåbentlig 24 små juleblogs. Julebloggen er mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må meget gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’

6. december – det er altid godt at kunne grine af sig selv

1075opslag

I morgen fredag er der premiere på årets juleforestilling i denne del af landet: ‘Helsingør – eller hvem myrdede Holger Danske – 2nd edition’.

Mine venner på Facebook vil huske, at jeg var meget begejstret for originalversionen af forestillingen, der med skuespilleren Kristian Halken i hovedrollen og de fleste andre roller samt den ultraenergiske multimusiker Kalle Mathiesen som sidekick, var helt sin egen. Jeg indstillede den nærmest til en Reumert. Den lå et sted mellem kabaret, revy og en god gammeldags detektivhistorie, der gjorde sig lystig over Helsingørs parnas. Kønt var det ikke, men det var skidesjovt. Forestillingen blev da også hurtigt udsolgt og mange gik forgæves.

Nu er de to gutter tilbage med deres refleksioner over menneskers dårskab. Instruktør er Rolf Heim.

– Jeg bor i Espergærde og har skrevet den her forestilling om Helsingør og om Holger Danske. Du kan se den igen. Og nu i en frisk juleudgave med tog til tiden og Elite 3000 i første division og kommunens underskud vendt til et overskud. Så kom igen venner. Lad os fulde af andagt, bjældeklang og højstemt englesang gå julen i møde sammen, siger Kristian Halken om forestillingen, der i anledning af julen er tilsat både æbleskiver, gløgg og et krematorium.

Som optakt til forestillingen har Helsingør Teater og Kristian Halken produceret en noget syret julekalender i form af små videoindslag. Her kan man dag for dag følge den nervepirrende udvikling i sagen om Mads Skjerns beslutning om at relancere sin koncern i Helsingør.

Så trænger du til at grine lidt af livet i Helsingør Kommune og se det i et nyt perspektiv, så anbefaler jeg varmt Kristian Halken & Ko.

Forestillingen spiller 8 gange frem til den 16. december.

Se Holger Danskes julekalender her

Læs mere om forestillingen og Helsingør Teater og hvordan du kan bestille billetter her

Dette er den 6. af forhåbentlig 24 små juleblogs. Det bliver mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må meget gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’

5. december – juledepression

Theas juledepression. Foto: Lotte Lund
Theas juledepression. Foto: Lotte Lund

Jeg har kaldt denne juleblog for juledepression, men det er snyd. Den handler om, at Thea har lavet en juledekoration i børnehaven. I sin begejstring over sit værk, kom hun dog til – helt fejlagtigt – at omtale den som sin juledepression.

Jeg synes jo, at den er helt vild flot. Ikke mindst fordi den er pyntet med muslingeskaller fra stranden. Det ser meget originalt ud sammen med gran.

Så er det lille juletip givet videre.

I får også lige Peters bud på en juledepression – undskyld -dekoration. Han går anderledes til værks. Interessant nok er det nemlig den samme julekrans af plastic, der udgør pynten – år efter år. Den er, som I kan se, altid frisk i farverne. I år har han dog virkeligt forsøgt at gøre noget ud af den med nogle blade fra vores kristtjørn i haven. Så er det lille juletip også givet videre til fri afbenyttelse.

Jeg beklager, at dagens juleblog kommer en dag for sent. Jeg skynder mig at skrive nummer 6 med det samme.

Peters juledepression. Foto: Lotte Lund.
Peters juledepression. Foto: Lotte Lund.

Dette er den 5. af forhåbentlig 24 små juleblogs. Det bliver mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må meget gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’

4. december – husk at handle lokalt – også på nettet

Danske Hospitalsklovnes malebog er en dejlig gave med timevis af hygge. Og så går overskuddet til et godt formål. Her ses grafiker Anne Sofie Obel, guitarist Asger Steenholdt fra Big Fat Snake og Anja Lytzen, grundlægger af Lirumlarumleg, som alle har bidraget til bogens tilblivelse. Foto: Mathilde Andersson.
Danske Hospitalsklovnes malebog er en dejlig gave med timevis af hygge. Og så går overskuddet til et godt formål. Her ses grafiker Anne Sofie Obel, guitarist Asger Steenholdt fra Big Fat Snake og Anja Lytzen, grundlægger af Lirumlarumleg, som alle har bidraget til bogens tilblivelse. Foto: Mathilde Andersson.

Har du fået skrevet ønskeseddel? Har du styr på, hvad alle de andre ønsker sig? Har du overvejet, hvordan du får købt alle de gaver – og hvordan de skal bringes ud til alle de forskellige små hjem? Eller overlader du det hele til julemanden?

Husk julen kræver planlægning og overblik.

Her i huset har vi afleveret juleønskerne, men juleindkøbene er ikke for alvor startet endnu. Jeg tror, det bliver en blanding af indkøb på internettet, aftalte køb på tværs af landsdelene og så indkøb i nogle af Hornbæks glimrende butikker. Det er så vigtigt, at huske at handle lokalt i disse tider. Vores butikker har virkelig brug for vores opbakning!

Du kan også handle lokalt på nettet – i hvert fald gaverne til de mindste, det vil sige op  til 10 år. Jeg tænker naturligvis på Lirumlarumleg.dk.

Hvis du ikke synes, det er så personligt at handle på nettet, så lav en god kop te og tænd et stearinlys ved siden af computeren inden du går i gang. Sæt måske også lidt julemusik på.

I en travl juletid, hvor elektroniske gadgets som smartphones, iPads og bærebare computere, fylder meget på på børnenes ønskesedler, tilbyder Lirumlarumleg.dk, et alternativ, som holder børnene og legen i gang, hvad enten vi taler om fysisk udfoldelse, kreativ udvikling eller bare gode gammeldags rollespil – gerne sammen med de voksne. Tak for det!

En god gaveidé er den malebog, som Lirumlarumleg for nyligt været med til at lancere i samarbejde med Danmarks hospitalsklovne. 37 kendte danskere har bidraget med tegninger og tekster, heriblandt Asger Steenholdt, hornbækker, far og guitarist i Danmarks mest børnerige band, Big Fat Snake. (De 5 medlemmer i bandet har tilsammmen 17 børn!)

Overskuddet går til Danske Hospitalklovnes arbejde. Som en del af sit tætte samarbejde med Danske Hospitalsklovne har grundlæggeren af Lirumlarumleg, Anja Lytzen, også samlet 45.000 kr. ind blandt andet ved salg af klovnenæser. De 20 kr. næsen koster,  går ubeskåret til foreningen. Så det kunne man også overveje at lægge under træet, hvis man vil sikre, at familien får grinet juleaften.

Find inspiration til IKKE- elektroniske julegaver til børnenes gaver på nettet her

Dette er den 4. af forhåbentlig 24 små juleblogs. Det bliver mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’

3. december – risengrød uhm

Familien samlet om den varme grød. Bemærk Peters kunstneriske juledekoration i baggrunden. Foto: Lotte Lund
Familien samlet om den varme grød. Bemærk Peters kunstneriske juledekoration i baggrunden. Foto: Lotte Lund

Thea forlangte julemad i dag. Det er jo snart jul! Så vi fik risengrød med kanel og smørklat og nisseøl til aftensmad. Og det både duftede og smagte virkelig af jul godt hjulpet af julesneen uden for.

Tak til Thea for at insistere på sit. Hvorfor dog vente med at lave denne dejlige vinterspise til sveden springer af panden den 23. eller 24. december, hvor ingen alligevel for alvor sætter pris på den. Frem med den store gryde og lidt god julemusik, så er julestemningen garanteret og familien falder dejligt til ro.

Nu sidder vi mætte og glade. Om lidt kommer der æbleskiver til aftenkaffen. Vi mangler bare træet og gaverne.

Alle kan lave risengrød, men skal du lige se en opskrift så klik her

risengrød og nisseøl

Dette er den 3. af forhåbentlig 24 små juleblogs. Det bliver mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’

2. december – et godt råd i en travl juletid

Lotte, Thea og Peter til juletræstænding i Hornbæk sidste år
Lotte, Thea og Peter til juletræstænding i Hornbæk i 2010. Ak ja, tiden går – i dag har vi været til barnedåb i København hele dagen, så jeg kan desværre ikke bringe et friskt billede.

Så indfandt julestemningen sig. At vågne op til et sådant vinterlandskab er da næsten mere end man kan forlange.

Selv var jeg og min famlie til barnedåb i København, så jeg kunne desværre ikke deltage i hverken julemarkedet i Skurbyen, i julegudstjenesten i Hornbæk Kirke – det er jo 1. søndag i advent – eller tændingen af juletræet.

Men selv om jeg var langt fra Hornbæks juleidyl, fik jeg dog et godt juleråd, som jeg straks vil give videre. Jeg stod og talte med en familiefar, og han indviede mig i sin måde at gribe december an på i år, belært af tidligere års erfaringer. Han ville simpelthen skrue ned for juleblusset og kun sige ja til de julearrangementer, der virkelig betød noget, så han kunne være mere sammen med sin familie. Og som han sagde: Det er faktiske ikke så svært. Man skal bare sige nej tak.

Lad dette være dagens juleblog og julebudskab: Husk at prioritere. Det gælder ikke om at sætte rekord i julefrokoster, men i at have en god tid med de mennesker, der betyder noget for dig.

Hav en dejlig søndag aften.

Jeg slutter med et lille minde fra sidste år, hvor en storm raserede Hornbæk lige omkring den 1. december og oversvømmede blandt andet havnen og legepladsen. I år er december startet med rigtigt julevejr. Lad os håbe, det holder ved.

Stormen efterlod Strandlegepladsen i Hornbæk oversvømmet
Stormen i begyndelsen af december 2011 efterlod Strandlegepladsen i Hornbæk oversvømmet. Foto: Lotte Lund

Dette er den 2. af forhåbentlig 24 små juleblogs. Det bliver mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’

1. december – nu starter julen i Hornbæk

Dette billede er mit yndlingsbillede af Thea, min far og mig. Det er taget af min veninde Ana, som er en af Danmarks bedste portrætfotografer.
Dette billede er mit yndlingsbillede af Thea, min far og mig. Det er taget af min veninde Anastazia Anjo Jørgensen, som er en af Danmarks bedste portrætfotografer. Min far ville være fyldt 75 år i dag. Foto: Anjofoto.dk

I dag er det den 1. december. For alle, der fejrer jul, er det den særlige dag, hvor man åbner sin julekalender for første gang, og hvor vintermørket endelig overskygges af julens glade budskab om julehygge, kærlighed, gaver og lys, mens forventningerne til juleaften stiger dag for dag.

Thea, der ellers ikke er til at få til at vågne om morgenen, sprang da også ud af sengen i det øjeblik, hun kom i tanke om denne magiske dato. To julekalendere har hun fået. En med prinsessechokolader og for første gang en pakkekalender, som hendes mor (mig) havde lavet.

Jeg kom til at sige, at det måtte være julemanden, der havde stillet den. Det skulle jeg ikke have gjort, for så mente hun at have krav på endnu en pakkekalender – den som jeg havde lovet at lave til hende. Så måtte jeg jo bryde sammen og tilstå, at det faktisk var mig, der havde pakket alle gaverne ind, og at det med julemanden var noget, som jeg havde fundet på. Nå, men den fine Barbie-kjole gjorde stor lykke, og vi har ikke hørt meget til hende siden hun forsvandt op på værelset for at afprøve den på sine Barbie-dukker.

Resten af dagen står i høj grad også i julens tegn, for Hornbæk er den bedste by, når det kommer til julehygge. Kl. 11 åbner julemarkedet i Den Gamle Skurby på Hornbæk Havn. Her kan man frem til kl. 17 og i samme tidsrum i morgen købe alverdens juleting og julelækkerier. Kl. 13.30-16 er der Juletræsfest for alle børn i Hornbæk Hallen. I aften spiller Big Fat Snake op til julerock – også i Hallen.

I morgen er der som nævnt julemarked i Skurbyen kl. 11-17, Jul i Hornbæk Kirke kl. 15 og kl. 16 tændes byens juletræ på Torvet.

For mig personligt er denne 1. december også en lidt vemodig dag. Det er min kære fars fødselsdag, og hvis han havde levet, ville han være fyldt 75 år. Den fest ville jeg også gerne have været med til, men jeg håber, han lader sig fejre, hvor han end er. I dag mindes jeg ham med et billede, som blev taget for to år siden. Som man kan se, var han en mand, der elskede livet og elskede sin familie – og elskede julen. Vi kommer til at savne ham den 24.

Dette er den 1. af forhåbentlig 24 små juleblogs. Det bliver mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’

Et barn er født

Skiltet foran bageren i dag. Foto: Lotte Lund

Dagens kaffepause hos bageren afslørede, at det var i dag, at bagerfruen fødte den længe ventede søn. Han var lige så stor, som faderens kærlighed til den nybagte mor, som man kan se på dagens tekst. Pålidelige kilder siger, at barnet vejede cirka 5 kilo! (Av, siger jeg)

Stort til lykke herfra!