Hornbæk Ishus er åbent

Olivia står klar årets første vaffel med guf og det hele i Hornbæk Ishus. (Foto: Lotte Lund)

Så kom det store øjeblik, vi har ventet på, siden solens første stråler ramte Hornbæk. Ishuset på Havnevej åbnede i går, og tiden var endelig kommet til årets første hjemmebagte isvaffel. Vi har talt ned til dette øjeblik de sidste 14 dage. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det i disse dage er hundkoldt i Hornbæk. Så der er noget vikingeagtigt over insisterende at gå målrettet mod det forjættede isparadis med sin familie i strid modvind og en temperatur, der ifølge DMI ligger lige omkring frysepunktet. Til gengæld er det et forløsende øjeblik, når man igen står foran montren og omhyggeligt udpeger kombinationen af sine kugler. Årets første is er noget ganske særligt – isen er altid helt jomfruelig frisk og det er skønt igen at sætte tænderne i en sprød hjemmebagte vaffel. Så uanset at man næsten savnede vanter i dag, fik vi den første mundfuld sommer i dag.

Jeg har jo kun godt at sige om Hornbæk Is. Det er et af vores favoritsteder i hele verden og der er ikke noget bedre sted at sidde med familie, venner og slægtninge på bænken lige uden for butikken og få en lille snak og et godt grin. En gang slog Thea en prut, da vi sad der, og så kom der en kæmpe regnbue frem på himlen. Større bliver det ikke. Jeg tror ikke, at Thea kan forestille sig verden uden det ishus. Hun har spist is der, stort set siden hun blev født. Og selv som spæd, kunne hun slå kolbøtter i barnevognen, hvis jeg gik forbi uden at købe en vaffel.

Thea og Peter indtager årets første is. Bemærk Theas tatoos - hun har selv lavet dem, så hun kan ligne en rock star. Damn you, Sveinur fra X-facor. (Foto: Lotte Lund)

Det er også et fantastisk sted at iagttage mennesker. Et af mine yndlingssyn er, når hærdebrede motorcyklister kommer på deres store kværne gennem byen, og fem minutter senere ser man dem stå i deres sorte lædertøj og indtage en isvaffel med samme store glæde som små drenge, der har fået en tyver af deres mor. Og så er det også ret morsomt, når man ser folk, som os selv – der nærmest rystende af kulde skal have en is, fordi nu er ishuset åbent. I dag så vi et midaldrende par komme kørende i bil. Uden at sige et ord gik detind i butikken. Da de kom ud igen foregik det også uden en lyd. Hen i bilen og af sted. Nogen ægtepar har åbenbart sagt det, der skal siges. Men derfor kan de jo godt sætte pris på en is.

Hvis man vil vide  mere om Hornbæk Is og Hansen Is anbefaler jeg at klikke på disse links. Men bedst er det naturligvis at komme forbi og sætte tænderne i en. Og det er som sagt et godt tidspunkt at gøre det på. Der er i al fald ingen kø

www.hornbaekis.dk

www.hansens-is.dk

Ishuset er åbent - og trods kulden smager isen stadig af sommer. (Foto: Lotte Lund)

Golf er godt

– Golf er et spil, hvor man skal slå en meget lille bold ned i et endnu mindre hul med et våben, der er meget dårligt konstrueret til formålet, sagde Sir Winston Churchill en gang om golf.

Det citat har vel egentligt matchet mit syn på spillet meget godt, hvilket nok er forklaringen på, at jeg aldrig selv har spillet det. Men nu er tiden måske kommet til at udforske om det virkelig er rigtigt. For jeg må jo erkende, at flere, jeg kender, er ualmindeligt begejstrede. Og sundt skulle det også være.

Søndag den 15. april kl. 10-12 inviterer Hornbæk Golfklub til Golfens Dag. Her får  alle, også folk, der aldrig har sat deres ben på en golfbane, nu muligheden for svinge køllerne. Skulle oplevelsen give lyst til mere, kan man enten forsøge sig med et prøvemedlemsskab eller melde sig ind. Golfklubben vil gerne have flere medlemmer, og derfor er det blevet både lettere og billigere at blive medlem.

Det kan næppe overraske folk med det mindste kendskab til Hornbæk, at Hornbæk Golf har en af Danmarks længst og mest smukke baner. Mange af landskabets spilletekniske forhindringer, så som levende hegn, bakker, søer og vandløb, er i spil og gør sammen med længden også banen til een af landets sværeste golfbaner – men alligevel spilbar for golfspillere på alle niveauer. er det sædvanlige.

Dertil har har klubben gode omklædningsfaciliteter, en golf shop og en restaurant. Sidstnævnte skal jeg under alle omstændigheder prøve.

Golf skulle ud over den sportslige oplevelse og være en mulighed for at møde nye mennesker hurtigt. Som Jack Lemmon har udtalt: Hvis du finder det svært at møde nye mennesker, så prøv at samle den forkerte golfbold op.

Læs mere på Hornbæk Golfklubs hjemmeside: www.hornbaekgolf.dk

Vi ses på det 19. hul.

Bænken

Mathias Geisnæs Hesselholt fra Caffé River (tv) og bager Hans Schepelern tog lørdag morgen hul på foråret på bænken foran bageriet i Hornbæk. (Foto: Lotte Lund)

Havgusen lå som en tyk tåge over Hornbæk lørdag morgen, og det var særdeles råkoldt, selv om diverse kendismeteorologer havde lovet høj sol. Alligevel var det umiskendeligt blevet forår i Hornbæk, da jeg samme morgen hentede morgenbrød til familien, for bageren havde sat sig uden for på bænken med sin faste kaffeleverandør. Der sad de med en cafe latte og vendte stort og småt med de forbipasserende. Bageren kunne samtidig glæde sig over, at hans butik i denne uge har fejret et-års fødselsdag.

Bænken, der har prime high street location, er et fantastisk sted at slå sig ned og få vendt verdenssituationen set fra Hornbæk, og jeg glæder mig til at sidde på den igen.

Jeg kan desuden meddele, at tågen lettede i løbet af søndagen og det endte med det smukkeste vejr.

Stay tuned, jeg gør klar til at skrive en artikel om alt det spændende og nye man kan opleve her i byen i påsken. Og så ser jeg frem til læser nummer 2000 her på bloggen. Det bliver forhåbentlig inden påske!

Læs mere om Caffe River: www.cafferiver.com

Tak Hornbæk

Thea siger: Tak Hornbæk. Hun samlede 924 kroner ind til Folkekirkens Nødhjælps kamp mod sult i Afrika. Foto: Lotte Lund

13.963 kroner! Så meget fik 12 tapre indsamlere i søndags i raslebøsserne i Hornbæk til Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling. Heraf samlede Thea de 924 kroner ind! Flot resultat og godt gået af alle!

Tænk, hvis vi havde været flere indsamlere her i byen. Så kunne vi have indsamlet endnu flere penge! Som det også var tilfældet her i Hornbæk, indsamler man i gennemsnit 1000 kroner på et par timer eller tre, når man er ude i den gode sags tjeneste. Og ud over at møde nye mennesker og se nye steder i sit nabolag, får man jo altså også lige en solid dosis frisk luft og motion med i købet.

Årets kampagneslogan var Slut Sult. Det satte fokus på Folkekirkens Nødhjælps kernesag, bekæmpelse af sult. Omkring en milliard mennesker lever i daglig sult – det er hvert syvende menneske.

På landsplan var over 20.000 indsamlere på gaden i 1335 sogne – det er rekord – og der blev i alt indsamlet 15 millioner kroner.

Meld dig allerede nu som indsamler til næste års indsamling – så bliver du registreret til næste års indsamling: www.noedhjaelp.dk

Vi ses.

Forslag: Moleræset tilbage i Hornbæk

En af de aftner, hvor hornbækkerne mødes på stranden er som her til Sankt Hans. Sådan burde det være oftere. Foto: Lotte Lund

Her er rart at være, konkluderer Anne Hjernøe, kendt fra blandt andet Annemad, i DR2’s tema fra 2010 om Hornbæk. Udsendelsen, som jeg har genfundet på DRs hjemmeside, lavede hun sammen med journalist Anders Agger. I programmet bliver vi mindet om Hornbæks storhedstid, da Hornbækhus var et badehotel i kongeklassen, om moleræs og sommerliv. Mød de de lokale fiskere, cykelsmeden, Ilse Jacobsen, Peter Leander, Dick Kaysø og Hornbæk-koret. Blot for at nævne nogle få af de medvirkende. Udsendelsen er fyldt med god Hornbæk-stemning, men vi bliver også mindet om faren for at ende som den rene middelmådighed. Risikoen for at sidde fast i historien bliver også nævnt som en reel udfordringer for byen. Jeg er enig – men det er endnu ikke for sent.

Lad os da som det første genindføre moleræset. Her kan vi alle være med. Byen mødes ganske enkelt hver aften sommeren igennem på molen fra kl. 19.30 og til solnedgang. Følg med om det her på bloggen, jeg vil prøve at se om jeg kan få arrangeret et officiel dato. I må meget gerne tilkendegive, hvis I synes det er en god idé. Andre gode forslag til at gøre sommeren 2012 i Hornbæk til den bedste nogensinde modtages ligeledes gerne

Gense udsendelsen her:

www.dr.dk/forms/published/UPlayer.aspx?webPath=rtmp://vod.dr.dk/cms/mp4:CMS/Resources/dr.dk/NETTV/DR1/2011/08/117de0aa-2d92-4a9e-b04b-50373b150fa3/DR2-tema–Badehoteller—Hornb_010f7afeb0884395b604e2cf9c7bbc91.mp4?ID=959379&AutoPlay=true&x=640&y=360&h=80

Link til opskrifterne fra udsendelsen:

http://www.dr.dk/DR2/D/Danske_badehoteller/Opskrifter/Hornbaekhus

Link til Hornbækhus:

www.hornbaekhus.com

Foråret bringer jobs til Hornbæk

Hovedrengøring på Strandpavillonen er i fuld gang. Der skal også ansættes nyt personale til åbningen den 1. april. Foto: Lotte Lund

Lige som vintergækker og erantis i disse dage pibler op af jorden, er der alle mulige tegn på nyt liv, når man går en tur rundt i Hornbæks gader. Nye ansigter dukker op. I dag mødte jeg den nye bestyrer af Strandpavillonen, Babak Sari Beelverdi. Han er dog aldrig blevet kaldet andet end Bobby, fortæller han. Det er hans storebror, som har købt restauranten.

Bobbys familie stammer fra Iran. De kom i 1985 til Danmark som flygtninge. Bobby blev født i Danmark i 1988. Efter ankomsten åbnede familien et pizzaria på Østerbro. Der blev arbejdet hårdt og sparet op. I dag ejer familien med Strandpavillonen i alt syv restauranter og cafeer, de seks andre ligger i København. Blandt dem er Cafe Sommersko i Kronprinsensgade og Cafe Stella i Kompagnistræde, fortæller Bobby. Vi er gået inden for og overalt i restauranten står der stablet stole, borde og inventar. Der gøres hovedrent og friskes op, så alt er klart til åbningen den 1. april.

Efter planen vil de nye ejere ikke lave meget om på Strandpavillonen. De vil hellere lære området at kende og tage ros og ris til sig, før de ændrer på noget. Også Bodegaen fortsætter med traditionel dansk mad som smørrebrød, pariserbøf og biksemad. Bobby håber også at kunne præsentere et stort udvalg af spændende øl. Endelig overvejer han at åbne et ishus.

Med åbningen kommer der også nye jobs til Hornbæk. Bobby har brug for personale til både køkken og til servering samt ‘under-18 personale’ på både fuldtid og deltid. I alt leder han efter fire kokke og cirka 15 tjenere. Ansøgninger kan sendes på mail til lene@sariholding.dk. Bobby svarer på eventuelle spørgsmål på mobil 31 18 17 25.

Våd brud

Thea forklædt som barnebrud på vej til tøndeslagning på Hornbæk Torv. Foto: Lotte Lund

Det var næsten med tårer i øjnene jeg i formiddags sendte min lille pige afsted til Hornbæk Handelsstandsforenings traditionelle fastelavnsfest på Hornbæk Torv. Der stod hun i sin hvide brudekjole, slør og brudebuket og for første gang med øjenskygge og mascara. Hun er 5 år. Der er (heldigvis) ingen hun vil giftes med, har hun forsikret mig. Det er lige som kjolen, det handler om. – Jo, måske vil jeg gerne giftes med Rasmus Seebach – men så kan vi jo bare bo her i vores hus, tilføjer hun. Og jeg har lovet hende, at hvis det kommer til at ske, så skal de nok få lov at overtage det store soveværelse. Så kan vi blive én stor familie.

Nå, men allerede på vejen til torvet, blev hvid brud hurtigt til våd brud. I forhold til de tidligere år, var der da heller ikke mange, der havde vovet sig ud i det triste vejr. Thea gav den gas, men blev desværre ikke hverken kattekonge eller -dronning. Sidste år blev hun kåret hele to gange.

Sådan! Tønden får et ordenligt slag ved fastelavnsfesten 2012 på Hornbæk Torv. Foto: Lotte Lund

I morgen søndag den 19. februar er der endnu en chance. Ja, faktisk hele to.

Kl. 11 inviterer Hammermøllen i Hellebæk til tøndeslagning. Kl. 14 er der fastelavnsgudstjeneste i Hornbæk Kirke med efterfølgende tøndeslagning i sognehuset. Hold øje med bruden – og Rasmus Seebach.

Mens vi venter på sommer: fællesspisning på Ewaldsgården

Der er længe til sommer, men fællesspisning på Hotelpension Ewaldsgården i Hornbæk er noget man kan glæde sig over i ventetiden. Her et foto fra en tilfældig dag sidste år. Foto: Lotte Lund

Fællesspisning. Et dejligt ord, der taler til vores urinstinkter. Derfor var det også med glæde, at jeg i postkassen i denne uge fandt en lille flyer fra Ewaldsgården, som er vores nabo her på Johannes Ewalds Vej.

For dem, der ikke kender Ewaldsgården, kan jeg hilse og sige, at den er i klasse med andre danske sommerklassikere som Svinkløv Badehotel, Molskroen, Ruths Hotel og Hjorts Hotel i Kandestederne.

Den lille flyer fortalte, at Lone og Bongo har valgt at genoptage deres traditionelle fællesspisning i deres smukke hotelpension tre tirsdage i marts måned. Det er Bongo, der laver maden. Lone styrer med kærlig og fast hånd serveringen.

Ved fællesspisningen er det de danske madklassikere, der er på menuen. Konceptet er enkelt. Fællesspisningen starter kl. 18.30. Man bliver bænket ved langborde og så bliver dagens ret og dessert serveret på fade i nævnte rækkefølge og alle gæster er med i et stort selskab. Til sidst er der kaffe og the. Kl. 22 går man glad hjem.

Tirsdag den 13. marts serveres der sprængt oksespidsbryst med peberrodssovs. Til dessert er der pandekager med is og syltetøj.

Tirsdag den 20. marts venter der gæsterne forloren hare med agurkesalat og rødbedesalat. Derefter nationaldesserten rødgrød med fløde.

Tirsdag den 27. marts kan man få Beuf Stroganoff med kartoffelmos til hovedret og Bondepige med Slør til dessert.

Prisen for dagens ret + dessert sereveret på fad er 175 kroner per person. Tilmelding sker senest mandagen før kl 12 – enten telefonisk på 49 70 00 82 eller på mail mail@ewaldsgården. Jeg kan af personlig erfaring oplyse, at pladsen er begrænset, så jeg vil anbefale at melde sig til hurtigt.

Så er der sgu da lidt at glæde sig til i denne kolde vintertid! Undskyld, man må ikke bande.

Kender du ikke Ewaldsgården, så check linket her:

www.ewaldsgaarden.dk

Hornbæk Bageri er i verdensklasse

Hornbæk Bageri er både moderne og nostalgisk - og brødet er fantastisk!

Livskvalitet. Det er derfor, jeg bor i Hornbæk. Jeg vil have livskvalitet. Livskvalitet i mødet med andre mennesker og i mine omgivelser. Jeg vil have kvalitet i mine hverdagsoplevelser som for eksempel det at spise godt brød. Og lad os ikke glemme, hvilken nydelse en god kage kan frembringe, selv om det ikke er hver dag. Det er derfor med stor glæde, at jeg uden overdrivelse kan sige, at livskvaliteten i Hornbæk gik op, da Hans Schepelern i sommer åbnede et renoveret Hornbæk Bageri. Det gamle bageri genopstod i en lys og enkel, på en gang moderne og nostalgisk stil inspireret af de sydeuropæiske bagerier. Foruden brødudsalget var der gjort plads til at man kan sætte sig og nyde både brød, kager og en rigtig god kop kaffe, kakao eller latte ved et stort og to mindre borde i butikken.

Brødet og kagerne i Hornbæk Bageri er i verdensklasse. Helt enkelt. Hvordan kan jeg sige det? Ja, det tillader jeg mig altså, fordi jeg har boet og rejst og spist brød fra udsøgte bagerier over det meste af verden. Og jeg har haft fornøjelsen af at bo på Christianshavn, hvor jeg har fået min voksne brødopdragelse i Lagkagehuset under dettes opstigning i 90’erne og starten af nullerne, hvor det sted virkelig gav en unik brødoplevelse. Faktisk var godt brød noget af det jeg savnede mest, da jeg i 1997 flyttede til Washington DC og boede der i en årrække. Der var på det tidspunkt ingen brødkultur i den amerikanske hovedstad, hvor folk generelt stillede sig tilfredse med kønsløst industribrød. Savnet fulgte med, da jeg senere flyttede til Hornbæk. Her kunne man dog købe frisk brød. Det fjernede dog ikke savnet efter kvalitetsbrød. Det har i alle årene været så stort, at jeg ikke har besøgt København uden at køre forbi Lagkagehuset for at få et godt brød med hjem. Men det behøver jeg ikke længere.

Jeg kan ikke hele brødudvalget i Hornbæk Bageri. Jeg ved ikke, hvad Hans Schepelerns hemmelighed er. Vi havde faktisk aftalt at mødes, så jeg kunne interviewe ham om det, inden jeg skrev denne blog, men han har haft så travlt i juledagene, at der ikke har været tid. Jeg har læst mig frem til, at han har arbejdet som bager i Det Danske Hus på Champs Élysée i Paris. Jeg har også boet i Paris. Det er derfor min fornemmelse, at noget af inspirationen til det brød, han bager i dag, stammer fra opholdet i den kvalitetsbevidste franske hovedstad. Lad mig ikke her begynde at tale om, hvilket bombardement af sanserne, det var at købe ind i Paris, uanset om vi taler om markederne, bagerierne eller de franske supermarkeder. Selv om der er gået over 20 år, kan jeg stadig ikke blive rigtig glad på samme måde, som jeg oplevede det dernede, i et dansk supermarked. Irma og Magasin er nok det nærmeste, jeg kommer det. Men jeg genfinder følelsen i Hans’ bageri og i hans brød.

Lad mig her blot nævne mine personlige favoritter fra Hornbæk Bageri. Det starter selvfølgelig med rundstykkerne. Ikke hver morgen, men på udvalgte dage. Knasende sprøde og med dejlig krumme. Min personlige favorit er Håndværkeren. Den ene halvdel er perfekt med smør og en god skive ost. Den anden med smør og mørk pålægschokolade fra Løgismose (den økologiske fra Netto). Pålægschokoladen gør, at en basse faktisk er overflødig. Det har dog ikke afholdt mig fra at prøve nogle af varianterne, og jeg kan igen kun sige: verdensklasse. Lad mig starte med Jydesneglen. Nu er Hans Schepelern jo, ligesom jeg selv, fra Jylland, så for mig har ordet Jydesnegl en meget positiv klang. Hos Hans er det et moderne og let stykke wienerbrød, der balancerer perfekt mellem det sprøde udenpå og det bløde længere inde, let overdrysset med sukker, kanel og nødder. Hans Schepelern har også introduceret nordsjællænderne for brunsvigeren, der ellers stort set ikke kan opdrives på denne side af Storebælt. I Jylland og på Fyn er denne kage, lavet af gærdej smurt med remonce lavet af puddersukker og smør, en fast del af opvæksten, hvor den blandt andet serveres som kagemand til børnefødselsdage. Den er heftig, men skøn med en god kop kaffe.

Da Hans Schepelern åbnede forretningen i sommer, tog han Hornbæk med storm med sin fantastiske jordbærkage, som skilte sig ud fra de sædvanlige jordbærkager ved at være bagt på en bund af brownie. Hold da ferie! Samspillet mellem de søde og dog let syrlige jordbær og den lidt seje chokoladebrownie fik englene til at synge. Og den fik kageindkøbet til at stige dramatisk her i huset. Der var af uforklarlige årsager altid en særlig anledning til liiiiige at købe den kage. Jordbærkagen blev et af byens faste samtaleemner, når man skulle sikre sig om dem man kendte nu også havde prøvet den. Fragilité er en anden kage, som jeg elsker, når den altså er lavet rigtigt. Den bedste, som jeg hidtil har fået, har været importeret fra Cornerbageren i Sorø, når vi fik besøg af min mands familie, som kommer derfra. Men selv min svoger, som er gammel konditor, har overgivet sig til den nye lokale version her i Hornbæk.

Og sådan kunne man jo gennemgå butikken brød for brød, kage for kage. Det bliver alligevel for meget, men jeg må lige nævne Bagerens Rugbrød – Hans Schepelerns helt særlige rugbrød med cashewnødder. Det er en nyfortolkning af rugbrødsklassikeren, der giver leverpostej og spegepølse en ny mening. Men der er en anden dimension end brødet, som gør et besøg i Hornbæk Bageri til noget særligt. Med Hans Schepelern og hans søde kone i spidsen bliver man altid mindet om, at hver dag er en god dag. Det er lige fra de små positive budskaber på tavlen uden for butikken til behandlingen af kunderne og lidt mere. Lad mig give et par eksempler. Da forældrene i min datters børnehave, Ellekildehus Skovbørnehave, skulle sælge pølser og brød på Kulturnatten i Hornbæk i slutningen af september, ringede jeg til Hans. Han var straks med på ideen og gav os en pris, så vi kunne sælge pølser og og friskbagt pølsebrød til en rimelig pris og stadig få et lille overskud ud af det. Vi manglede nemlig de sidste 6000 kroner til at kunne købe en ny tipi til børnehaven. Da Hans hørte om projektet smed han frivilligt 1000 kroner oven i. Det gav startskuddet til at vi i løbet af den uge fik tilsagn fra en lille håndfuld af andre  selvstændige i Hornbæk om tusind kroner fra hver. Sammen med overskuddet fra Kulturnatten, kunne vi købe tipien, som blev officielt indviet i december. Det fortjener at blive nævnt, at friskbagt pølsebrød sammen med de hjemmelavede pølser fra slagteren til sammen blev en uventet gastronomisk oplevelse, som vi stod der på Kulturnatten og grillede i solnedgangen med udsigt over et blikstille Øresund. Det sande nordiske køkken, når det er allerbedst.

Da jeg kort før jul tog en lille kaffepause fra julehandlen med sammen med min datter  i det hyggelige bageri, kom en mor med tre børn ind.  Hun fik købt og betalt, og det gik i løbet af deres korte samtale op for Hans Schepelern, at kvindens bil var løbet tør for benzin, og at det var en højst upraktisk situation med tre trætte børn, for nu var hun nødt til at gå hen til benzintanken. Inden jeg have nået at vende mig om, havde Hans taget affære. De tre børn blev bænket med en kage, noget at drikke og papir og blyanter og et løfte om, at moderen trygt kunne hente sin benzin. Børnene var velkomne til at vente på hende i butikken til hun kom tilbage. Han skulle nok holde øje med dem. Sådan.

Og lad mig slutte med den seneste historie, jeg har snuset op om Hans Schepelern og hans bageri I Helsingør Dagblad var der efter julen en beskrivelse af juleaften på Stubben, som er Kirkens Korshærs opholdssted for hjemløse, ensomme og misbrugere i Helsingør. Beskrivelsen var ganske rørende i sig selv, for det havde været en dejlig aften for både Stubbens brugere og de frivillige. Godt nede i teksten læser jeg så, at noget af det hver af de hjemløse fik med sig den aften var en pose pebernødder foræret af Hornbæk Bageri. Selvfølgelig.

Hornbæk Bageri blev årets gode butiksoplevelse i Hornbæk og en påmindelse om, hvor meget man kan opnå ved ikke at gå på kompromis med kvalitet og optimisme. Jeg håber, at vi i fremtiden vil få flere nye butikker, der som Hornbæk Bageri kan løfte hverdagen fra det trivielle til det unikke.