Hornbæk Blog

Bloggen for alle, der elsker Hornbæk

Kategori: livskvalitet

1. december – nu starter julen i Hornbæk

Dette billede er mit yndlingsbillede af Thea, min far og mig. Det er taget af min veninde Ana, som er en af Danmarks bedste portrætfotografer.

Dette billede er mit yndlingsbillede af Thea, min far og mig. Det er taget af min veninde Anastazia Anjo Jørgensen, som er en af Danmarks bedste portrætfotografer. Min far ville være fyldt 75 år i dag. Foto: Anjofoto.dk

I dag er det den 1. december. For alle, der fejrer jul, er det den særlige dag, hvor man åbner sin julekalender for første gang, og hvor vintermørket endelig overskygges af julens glade budskab om julehygge, kærlighed, gaver og lys, mens forventningerne til juleaften stiger dag for dag.

Thea, der ellers ikke er til at få til at vågne om morgenen, sprang da også ud af sengen i det øjeblik, hun kom i tanke om denne magiske dato. To julekalendere har hun fået. En med prinsessechokolader og for første gang en pakkekalender, som hendes mor (mig) havde lavet.

Jeg kom til at sige, at det måtte være julemanden, der havde stillet den. Det skulle jeg ikke have gjort, for så mente hun at have krav på endnu en pakkekalender – den som jeg havde lovet at lave til hende. Så måtte jeg jo bryde sammen og tilstå, at det faktisk var mig, der havde pakket alle gaverne ind, og at det med julemanden var noget, som jeg havde fundet på. Nå, men den fine Barbie-kjole gjorde stor lykke, og vi har ikke hørt meget til hende siden hun forsvandt op på værelset for at afprøve den på sine Barbie-dukker.

Resten af dagen står i høj grad også i julens tegn, for Hornbæk er den bedste by, når det kommer til julehygge. Kl. 11 åbner julemarkedet i Den Gamle Skurby på Hornbæk Havn. Her kan man frem til kl. 17 og i samme tidsrum i morgen købe alverdens juleting og julelækkerier. Kl. 13.30-16 er der Juletræsfest for alle børn i Hornbæk Hallen. I aften spiller Big Fat Snake op til julerock – også i Hallen.

I morgen er der som nævnt julemarked i Skurbyen kl. 11-17, Jul i Hornbæk Kirke kl. 15 og kl. 16 tændes byens juletræ på Torvet.

For mig personligt er denne 1. december også en lidt vemodig dag. Det er min kære fars fødselsdag, og hvis han havde levet, ville han være fyldt 75 år. Den fest ville jeg også gerne have været med til, men jeg håber, han lader sig fejre, hvor han end er. I dag mindes jeg ham med et billede, som blev taget for to år siden. Som man kan se, var han en mand, der elskede livet og elskede sin familie – og elskede julen. Vi kommer til at savne ham den 24.

Dette er den 1. af forhåbentlig 24 små juleblogs. Det bliver mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’

Bådeklubben inviterer alle sejlinteresserede til spændende vinterarrangementer

To af Bavaria-drengene Aksel Lytzen og Jacob Pociot samler folk med sejlerinteresse til hyggeaftener i Bådeklubben. Foto: Bavariadrengen Christian Fröhlich

Hornbæk Bådeklubs Bavaria-drenge kompenserer for en halvdårlig sommer, med en række spændede arrangementer i vintersæsonen

Både medlemmer og interesserede udefra er inviterede med. Hvis du ikke er er medlem af Hornbæk Bådeklub, skal du forvente at betale en beskeden entré – eller bare melde dig ind.

Et par arrangementer med blandt andre Blærerøven Mads Christensen og et arrangement om Carbon 3, Trimaranen med verdensrekorden Danmark rundt, er afviklet.

Her er, hvad der venter de kommende måneder:

Onsdag den 28. November: Mød Ylva-sejleren Karsten Andersen, der vil tale om furltec til genakkeren. OK, den aften er vist for nørder. Arrangementet starter kl. 19.00

Onsdag den 9. januar kl. 19.00 – Garmin sender et hold, der vil opdatere alle på kortplotter, radar og ekkolod.

Har du har spørgsmål vedr. arrangementerne, kan du evt. ringe til Bådeklubbens Jacob Pociot på  mobil 26 11 21 62

Læs mere om Hornbæk Bådeklub her

Tangomiraklet i Hornbæk – baseret på en virkelig historie

Historien om tangomiraklet i Hornbæk starter i Vanløse og Latinamerika. Foto: tangoymiel.dk

Dette er historien om tangomiraklet i Hornbæk. Den  starter i Vanløse.  For nogle år siden.

Her bor Pernille. Hun er på vej mod de 40 og har ildrødt hår. Hun er uddannet bygningskonstruktør og arbejder til daglig på store byggepladser som projektleder i entreprenørbranchen. Her er hun dronningen af skurvognen, men har gennem tiden opsamlet tilstrækkeligt maskulint ordforråd til at kunne få et sjak byggearbejdere til at forstå, at når hun har sagt, at en opgave skal gøres færdigt til tiden, så skal det gøres færdig TIL TIDEN. Hun er bossen, og når hun har sagt noget, er det sådan set ikke til diskussion. Her er det hende, der styrer.

Hjemme i Vanløse er hun gift på 6. år, hun har ingen børn og kedsomheden har indfundet sig i en grad, så ’sofaen klistrer til røven’, som hun udtrykker det. Da hun konfronterer sin mand, er han overraskende nok fuldstændig enig i, at de begge må videre. De skilles som venner.

Som nybagt single kaster Pernille sig over dansen. Som ung havde hun danset meget, og hev blandt andet et DM i rulleskøjtedans hjem. Nu er det igen dansen, der begynder at fylde hendes liv – især salsa. Efter en hård dag på byggepladsen handler det nu kun om at få smidt sikkerhedshjelmen og hurtigst muligt komme hjem. Efter hurtigt bad tager det ikke længe, så er det flammende røde hår slået ud, og byggebossen er ikke til at kende igen i sin smukke kjole og de høje hæle, klar til at indtage byens dansegulve.

Hun prøver med forskellige dansegenrer. En aften har hendes veninde lokket hende med til argentinsk tango. Pernille aner intet om tango og keder sig bravt igennem sin første tangotime. Hvor sjovt er det lige at gå baglæns, tænker hun. Men da danselærerne slutter aftenen af med en opvisning er hun solgt. Det er så flot, intimt, nærværende. Sådan vil hun også danse.

Pernille begynder at gå til tango. Finder en partner,  selv om det er lidt af en udfordring som single. I starten danser hun om torsdagen. Så om torsdagen og om fredagen. Så om torsdagen, fredagen og om lørdagen. Til sidst er hun ude at danse hver eneste aften. Og det fylder hende med energi.

Hun tager privattimer. En gang om måneden tager hun til Berlin og danser. Hun får venner i Argentina og rejser til Buenos Aires og danser tango. Hun bruger sin ferie på at danse tango på en tango-camp i Sverige. Kort sagt, hun er blevet tangoholiker.

På tango-campen møder hun David. David er chilener, flygtet til Sverige fra diktaturet i sit hjemland.

Han er opvokset med tango. Hans mor og far dansede tango i køkkenet i hans barndomshjem. Og han hadede det. I mange år dansede han kun tango, når han blev tvunget til det. Men nu har hans bror, som også er flygtet til Sverige, genintroduceret dansen i hans liv, og nu sidder han her på tangocamp i den svenske sommernat med danske Pernille med det ildrøde hår, som danser tango som en drøm.

Nogle uger senere besøger han hende i Danmark. Inden weekenden er slut, står det klart, at en af dem må flytte. Han til Danmark eller hun til Sverige. Han finder arbejde som tekniker i Helsingborg og flytter til Vanløse. Kærligheden blomstrer og de danser tango hver dag. Hjemme og i byen. Men turen fra den københavnske forstad til Sverige varer to timer hver vej. Det holder ikke. Parret flytter Hornbæk, så han let kan komme til Helsingør og tage færgen.

Den første tid tager de til København flere gange om ugen. Men det bliver hurtigt både for sent og for langt at køre på hverdagsaften. Men i Hornbæk er der ingen, der danser argentinsk tango – endnu.

Pernille og David går nu i gang med at lære hornbækkerne at danse argentinsk tango.  De laver en tangdoskole og en hjemmeside, de sætter sedler op i hele byen og inviterer byens borgere til prøvetimer og introducerer dem til den improviserede dans, hvor ingen trin er forkerte eller forbudte. Det dansk-chilenske par laver opvisninger og dansetimer til fordel for velgørende formål.

I starten er der lidt modstand i byen. Hvad er nu det her for noget? Kun nogle få par, er modige nok til at bevæge sig ud i de vintermørke aftner for at danse. Men man bemærker i byen, at disse par synes at undergå visse forandringer, ja, blomstre op. Nye par melder sig. Langsomt begynder livet i byen at forandre sig. Kvinderne bevæger sig på en lidt anden måde, lidt mere vuggende, sensuelt og hemmelighedsfulde. Mændene bliver på en eller anden måde lidt maskuline og lækre.

Det hele ender i en milonga, en klassisk tangoaften som i Buenos Aires, hvor hele byen danser med. Pernille og David danser for. David i sin hvide skjorte, Pernille i sin stramme kjole og lysegrønne dansesko i intens dans. Godt nok har hun også i dag skulle være boss hele dagen på byggepladsen. Men nu er hun kvinde og hun har overgivet sig til David, der blidt styrer hende ind i tangoens magi. Rundt om hende danser en helt by.

Tangomiraklet i Hornbæk har indfundet sig.

Milongaen er en klassisk tangoaften, hvor hele byen danser med. Skal vi ikke danse med Hornbæk? Foto: Tangoymiel.dk

Note fra forfatteren: Tangomiraklet i Hornbæk er pånær de sidste to afsnit en kort version, men sand fortælling baseret på Pernille Emborg og David Angelos historie. De bor i dag i Hornbæk og gør en stor indsats for at få os alle til at danse tango. Jeg deltog med min mand i en af deres prøvetimer. Det var skønt, og jeg må indrømme, at jeg blev mindet om, at vi danser for lidt her på matriklen. Faktisk går jeg og pusler med tanken om at afholde en lille milonga her i stuen inden jul. Jeg anbefaler varmt, at finde danseskoene frem og finde den indre varme og intensitet til tangoens smægtende rytmer.

David Angelo og Pernille Emborg vil have hornbækkerne til at danse tango og har startet deres egen tangoskole. Foto: tangoymiel.dk

 Læs mere om Pernille og David og deres tangoskole Tango y Miel i Hornbæk her

Se, hvor flot argentinsk tango kan danses og læg mærke til, hvordan manden fører her

 

Hornbæk-sejlere på OL-kurs

Hornbæks topsejlere Laila Fröhlich (tv) og Flemming Nilsson (th) med Ilse Jacobsen i midten foran den nye Hobiecat 15 Spi. Alle selvfølgelig iført Ilse Jacobsens nye sejlerkollektion Cruise, der kommer i forretningerne til december. Foto: Lotte Lund

De to Hornbæk-sejlere Laila Fröhlich og Flemming Nilsson satte i går sejl mod OL i Rio de Janeiro i 2016 med to sponsorater på henholdsvis 40.000 kr. fra Elite 3000 og 50.000 kr. fra Hornbæks egen Ilse Jacobsen, der også vil klæde de to sejlere på med sin nye linje Cruise, der er skabt til folk med båd.

Sponsoratet er gået til indkøb af en ny Hobiecat 16 spi, som blev vist frem på Hornbæk Havn i går i forbindelse med en lille pressereception i Hornbæk Bådeklub, som de to sejlere repræsenterer. Her var Hornbæk Bloggens udsendte naturligvis mødt op.

Hobiecat’en er en katamaran, som kan sammenlignes med Formel 1 i racerløb. Den kan sejle rigtigt hurtigt.

Stærk lokal opbakning

Bådeklubbens Julian Isherwood bød velkommen til receptionen, hvor blandt andre Ilse Jacobsen og formanden for Elite 3000, Benny Olsen, også deltog.

– Her i Hornbæk Bådeklub er vi ret stolte af at have en Hobie besætning, som ikke alene er ret så dygtige sejlere, men også er den besætning som rejser mest rundt omkring i Danmark og Europa og viser Hornbæk-flaget, hvor de nu kommer frem. Det kræver timer og atter timer på vandet at dygtiggøre sig og ikke mindst at få den samforståelse i en to-mandsbesætning, der gør at man kan få det optimale ud af en båd. Det er noget som Flemming og Laila har opbygget, sagde Julian Isherwood.

– Vi vil støtte jer så meget vi kan. Vi ved, at det koster mange penge at være eliteidrætsudøver, sagde Benny Olsen fra Elite 3000. Det er første gang organisationen har støttet sejlsporten. Hidtil har Elite 3000 primært støtte håndbold og fodbold.

– I har energi, I er seriøse og jeg har lige lanceret et nyt brand, Cruise, med sejlertøj. Så det passede jo perfekt sammen. Og jeg skal nok også sponsere jeres tøj. Jeg ved, at I kommer langt, for jeg kan se jer fra mit hus, når I er ude og træne, sagde Ilse Jacobsen.

Vi vil være nummer ét

Det stærke team mødte hinanden ved lidt af en tilfældighed for to år siden. Flemming havde egentlig inviteret Lailas mand på en prøvesejlads, men han blev forhindret og spurgte konen om hun tænke sig en tur i stedet for ham. Resten er historie nu. Parret har på rekordtid markeret sig som en af Danmarks, ja faktisk Europas bedste besætninger i Hobiecat. Parret ligger lige nu nummer 4 på den danske rangliste. De blev tidligere på året nummer 5 ved DM og nummer 6 ved EMtidligere i år. Med den nye båd står parret til at opnå endnu bedre resultater. Og ambitionerne fejler ikke noget.

– Vi vil være nummer ét, vi vil til OL, vi være rollemodeller for de unge, og vi håber, at vi kan få flere til at interessere sig for sejlsport. Vi har jo  fantastiske forhold her i Hornbæk med  vand omkring os, god vind og store bølger. Og vi kan søsætte fra stranden , sagde Flemming Nilsson og takkede både sponsorerne og Hornbæk Bådeklub for støtten.

Parret er i sæsonen på vandet fem gange om ugen plus at de løbetræner 15 kilometer tre gange om ugen. Om vinteren foregår træningen i fitnesscenteret.

– Vi skal have gode muskler, så vi ikke mister kostbare sekunder, når vi kæntrer, forklarede Laila Fröhlich.

Sæsonen er faktisk ved at være slut for i år. I denne weekend sejler de to Harboe Cup i Skælskør og sæsonens sidste konkurrence er klubmesterskabet her i Hornbæk den 6. oktober.

Fodterapeuten og musikeren

Ind i mellem træningen skal Laila Fröhlich og Flemming Nilsson stadig have tid til at passe deres civile liv. Laila er mor til tre og har sin egen klinik for fodterapi på Engholmvej. Flemming er musiker i orkestret Lee van Club, der mixer clubmusik med live dj, live saxofon og trommer. Han underviser også på Fredensborg Musikskole. Han er bedst kendt under navnet Flemze – with a ‘z’.

Hornbæk Blog ønsker de to sejlere til lykke og god vind, og vi glæder os til OL i 2016. Vi følger jer hele vejen til sejrskamlen!

Her ses Hornbæks nye OL-håb, en Hobiecat 16 SPI. Med støtte fra Elite 3000 og Ilse Jacobsen er besætningen Laila Fröhlich og Flemming Nielsson godt på vej til Rio i 2016,

Om Hobiecat:

Hobiecat er opkaldt efter manden, der byggede den første af slagsen. Han hed Hobie Alter. Han producerede oprindeligt surfbrædder i Californien, men i 1965 gik han over til at lave en katamaran – eller en ‘cat’ – en Hobiecat.

Hobie Cat 16 – classic: Hobie cat 16 er verdens største katamaran klasse med mere end 100.000 producerede joller. HC16 så dagens lys for første gang tilbage i 1972, og har i grove træk bevaret sit udseende fra dengang af. En af styrkerne og årsagerne til 16’erens store popularitet er, at den er bund-robust. Samtidig er den hurtig og letsejlende og ikke mindst underholdende, idet de banan-formede skrog ikke ligefrem er med til at yde den helt store stabilitet.

 Hobie Cat 16 Spi: SPI står for spiler, så Hobie Cat 16 Spi er præcis samme jolle som en classic, bortset fra at den er udstyret med genakker og øvrigt nødvendigt udstyr. Genakkeren giver 16’eren betydelig højere fart ned ad bakke og dermed selvfølgelig også større udordringer. I de senere år har mange classic-sejlere valgt at udstyre deres 16’er med genakker for at få den ekstra oplevelse med som det er at sejle med genakker. I ungdomsklassen er Spi et must og det er efterhånden mange år siden at der sidst er solgt en “almindelig” classic i Danmark.

Invitation til fernisering i Galleriet Hornbæk på fredag

Det er her i den skønne sydfranske by Roquefort des Corbiéres, at kunstneren Ingvald Holmefjord lader sig inspirere til sine solmættede billeder.

Lad os mødes til fernisering i Galleriet Hornbæk på fredag den 24. august kl. 15-17. Det ligger i Kunsthandelen i hovedgaden – lige over for bageren.

Den dag kan man møde kunstneren Ingvald Holmefjord. Han udstiller og vil fortælle om sin kunst på uformel vis, lige som han vil signere sine kunstbøger, der sælges i galleriet. Holmefjord er blandt andet kendt via sit medlensskab i Koloristerne og Kunstnersamfundet.

Holmefjord er født i Bergen, men har gået på Kunstakademiet i København. Siden 1988 (det år, hvor jeg boede i Paris – ak ja) har Holmefjord været bosat i den sydfranske by Roquefort des Corbiéres sammen med sin hustru Agnete Holmefjord, der ligeledes er kunstner. Det er her, mange af udstillingens værker er blevet til.

– Jeg har sjældent set så smuk, solmættet kolorit – en sand fryd for øjet. Værkerne minder mig på mange måder om de store, franske impressionister, men det ville være forkert at kalde Holmefjord impressionist. Det er nemlig en meget tydelig nudtidig fortolkning af både farver, teknik og stil sammensat med et stærkt nordisk præg, som er Holmefjords helt eget, siger galleriejer Susanne Risom. Hun håber, at rigtigt mange vil komme forbi og sige god dag til weekenden med lidt kunstnerisk inspiration.

Vi ses. Det bliver helt new yorker-agtigt.

Læs mre om Galleriet Hornbæk her

Sommerens aktiviteteter i Hornbæk 2012

Så er Hornbæk klar til sommer – tid til masser af aktiviteter, tid til ro. Foto: Lotte Lund

Her en lille serviceblog. Sommeren har ramt Hornbæk og kalenderen er fyldt med spændende og hyggelige aktiviteter. Jeg planlægger at rapportere løbende fra sommerlivet i Hornbæk, men jeg kan desværre ikke love at skrive om alt, selv om jeg faktisk gerne ville. Derfor bringer jeg her den officielle oversigt over de mange tilbud til både børn og voksne. Jeg er sikker på, at der også vil dukke nogle uofficielle op, her på bloggen.

Lørdag d. 7. juli kl. 9.00
Strandpetanque. Sted: Hornbæk strand ca. 1 km øst for Hornbæk havn ved første parkeringsplads i Hornbæk Plantage i retning mod Helsingør. Pris 480 kr. pr. hold. Tilmelding senest fredag d. 29. juni kl. 18.00 til Kirsten Madsen Tlf. 2362 4518 / email: frumadsen@frumadsen.dk  Arrangør: Hornbæk Petanque.

Onsdag d. 11. juli kl. 10.00 – 11.30
Rejer mellem tæerne! Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk. Arrangør: Strandlegepladsen.

Onsdag d. 18. juli kl. 10.00 – 11.30
Onkel Tromme Torsk spiller op. Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk.
Arrangør: Strandlegepladsen.

Torsdag d. 19. juli kl. 18.30
Cirkus Arena. Sted: v/Karl Olsens Vej, Saunte. Yderligere oplysninger: www.arena.dk.
Arrangør: Cirkus Arena.

Onsdag d. 25. juli kl. 10.00 – 11.30
Krabbefiskeri. Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk. Arrangør: Strandlegepladsen.

Fredag d. 27. juli – søndag d. 29. juli
Hornbæk Havnefest 2012. Sted: Hornbæk Havn. Yderligere oplysninger: www.hornbaekif.dk og www.hornbaekhavnefest.dk. Arrangør: Hornbæk Bådeklub, Hornbæk Idrætsforening, Fonden Hornbæk Havn og Hornbæk Havneforening.

Lørdag d. 28. juli kl. 10.30
Hornbækløbet 2012. Løb 5/10 km eller gå 5 km. Sted: Hornbæk Havn. Tilmelding og yderligere oplysninger: www.hornbækløbet.dk. Arrangør: Hornbæk Rotaryklub.

Tirsdag d. 31. juli kl. 12.00 – 14.45
Fysik/kemishow med Cirkus Naturligvis. Sted: Bibliotekstorvet foran Hornbæk Bibliotek, Vestre Stejlebakke 2A. Gratis adgang. Yderligere oplysninger: www.helsbib.dk Arrangør: Hornbæk Bibliotek

Onsdag d. 1. august kl. 10.00 – 11.30
Om at fiske og flå en rødspætte. Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk.
Arrangør: Strandlegepladsen.

Onsdag d. 1. august kl. 14.00
Gadeteaterfestival Passage 12: Kloss. Sted: Bibliotekstorvet foran Hornbæk Bibliotek, Vestre Stejlebakke 2A. Gratis adgang. Yderligere oplysninger: www.passagefestival.nu. Arrangør: Helsingør Teater.

Torsdag d. 2. august kl. 10.00 – 11.30
Gadeteaterfestival Passage 12: Mosekonens bryg. Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Gratis adgang. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk og www.passagefestival.nu. Arrangør: Strandlegepladsen og Helsingør Teater.

Fredag d. 3. august kl. 19.00
Gadeteaterfestival Passage 12: What’s cooking. Sted: Hornbæk Havn. Gratis adgang. Yderligere oplysninger: www.passagefestival.nu. Arrangør: Helsingør Teater.

Fredag d. 3. august kl. 21.00
Hornbæk Jazzklub. Benni Chawes med band. Sted: Hotel Bretagne, Sauntevej 18. Entré. Yderligere oplysninger: www.hornbaek-jazzklub.dk.   Arrangør: Hornbæk Jazzklub.

Onsdag d. 8. august kl. 10.00 – 11.30
Krabbefiskeri. Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk. Arrangør: Strandlegepladsen.

Onsdag d. 15. august kl. 10.00 – 11.30
SNUS til spejderlivet. Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk.
Arrangør: Strandlegepladsen.

Onsdag d. 22. august kl. 10.00 – 11.30
Krabbefiskeri. Sted: Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn. Tilmelding til Hornbæk Bibliotek ved mere end 8 børn Tlf. 4928 1700. Yderligere oplysninger: www.strandlegepladsen.dk. Arrangør: Strandlegepladsen.

Fredag d. 31. august kl. 14.00 – 17.00
Børnefestival. Sted: PUK, Sauntevej 4. Entré 20 kr. Armbånd kan købes fra medio august på Hornbæk Bibliotek. Yderligere oplysninger:Hornbæk Bibliotek Tlf. 4928 1700. Arrangør: Hornbæks børneinstitutioner.

Fredag d. 31. august kl. 14.00 – 16.00
Fredagstræf. Thomas Viggo Pedersen fortæller om Grundtvigskirken som besøges d. 14.08. Sted: Sognehuset, Kirkevej 1. Gratis adgang. Yderligere oplysninger: www.hornbaekkirke.dk eller Ruth Svendsson Tlf. 49 70 06 69. Arrangør: Hornbæk Kirke.

Vi ses.

Guds cocktail fundet med 99,99 procents sikkerhed

Opdagelsen af Higgs Cocktail, er resultatet af Lotte Lunds imponerende, vedholdende og meget intensive arbejde i forskningscentret i Hornbæk. Den er  endnu et skridt i retning af teorien om Alting. Foto: Lotte Lund

‘Denne dag vil gå over i historiebøgerne.’

Sådan skriver ph.d. (d for drinks) Lotte Lund om det opsigtsvækkende gennembrud af Higgs-cocktailen, også kaldet Guds cocktail, på det europæiske cokctailforskningscenter i Hornbæk nord for København. Cocktailens eksistens blev spået af den cocktaildrikkende fysiker Peter Higgs for 50 år siden og er siden da forsøgt dokumenteret. Nu lykkedes det så endelig, takket være fantastiske forskergruppers imponerende, vedholdende og meget intensive arbejde.

– For at opsummere, hvad jeg har oplevet i dag, kan det altså bekræftes, at et eksperimenterne har givet beviset for den nye cocktail. Eksperimentet bekræfter yderligere, at cocktailen er i overensstemmelse med en Standardmodel Higgs. Vi har fundet den sidste brik, der fuldender vores beskrivelse af naturen omkring os på allermindste skala og måske afrundet 50 års forskning,« konstaterer den utrættelige drinksforsker her til formiddag .

Udmeldingen blev mødt med begejstrede klapsalver, for Higgs-cocktailen er nemlig det manglende led i den såkaldte Standardmodel, som beskriver cocktailens forskellige bestanddele. I denne model fungerer Higgs-cocktailen og dens tilhørende Higgs-felt som ophav til elementarcocktailens masser.

Opdagelsen understreger, at Standardmodellen lever i bedste velgående, og verden venter nu spændt på at se, om opdagelsen vil åbne døre ind til nye og i dag ukendte cocktails.

– Nu forstår vi endelig, hvad det vil sige, at noget smager bedre end andet, og hvordan hyldeblomster og gin tilsammen skaber nogle helt utroligt stærke energifelter. Det er endnu et skridt i retning af en Teori om Alting. Endvidere kan Higgs-cocktailen blive det første bevis for, at en særlig slags partikler (dem, der har ’gin 0’) spiller en vigtig rolle ved at beskrive grundlæggende fysisk velbehag helt ned på mikroskopisk skala,« siger Lotte Lund.

»Det kunne lede til en forklaring på andre uforklarede fænomener i blandt andet astrofysik, nemlig inflation og mørk energi,« siger hun.

Hvilke appelsiner, der vil falde ned i turbanen, ved forskerne endnu ikke. Men lige nu er forskerne også lidt ligeglade, for i dette øjeblik vil de have lov til at fejre, at de holdt stædigt fast og blev ved med at jagte den cocktail, som, i hvert fald på papiret, binder det hele sammen.

– Vi er alle sammen kommet et skridt nærmere forståelsen af, hvad der foregik ved universets fødsel og hvad vi selv består af på de allermindste skalaer. Og det er stort,« siger Lotte Lund, der lige nu er travlt optaget af at fejre den store begivenhed sammen med sine kolleger.

Det viser sig, at universets hemmelighed lå lige for næsen af forskerne hele tiden. Og som det har været tilfældet i mange af livets store gåder, viser løsningen sig også her at være ganske enkel og logisk. Man tager simpelthen en cocktailshaker og fylder den godt op med is. Derefter hælder man hjemmelavet hyldeblomstsaft tilsat ægte vanille og gin i med løs hånd. Man ryster shakeren indtil den dugger og blandingen er iskold og let skummende. Den hældes herefter op i cocktailglas og nydes iskold.

– Det var den ægte vanilje ingen af os havde tænkt på i alle de år. Nu er alle brikkerne faldet på plads, siger en lettet Lotte Lund, der nu skal bruge sommeren til at dele opdagelsen af Higgs cocktail med venner og familie.

Klovneløbet kommer til Hornbæk

Den flotte plakat er jo kun blevet endnu flottere, fordi hospitalsklovnen Ludo er med på billedet – og så fordi min elskede Thea sidder der midt i billedet med rose i håret og ligner verdens sødeste klovn – ligesom de andre søde Hornbæk-unger.

 

Det er sundt at grine, det er sundt at motionere og man kan vel også sige, at det er sundt at støtte et godt formål. Det er altså tre ting på en gang, man får ud af det, hvis man tilmelder sig Klovneløbet, der afholdes lørdag den 16. juni kl. 12 i store og små byer landet over. Løbet, der afholdes for at støtte Danske Hospitalsklovne, er i år også kommet til Hornbæk, hvor hospitalsklovnen Ludo vil skyde løbet i gang fra Vestre Stejleplads.

Ruten for Klovneløbet er to kilometer og alle kan deltage. Startnumre udleveres fra Vestre Stejleplads på dagen fra kl. 10.30. Løbet starter efter en let opvarmning. Tilmelding til løbet sker på www.klovnelob.dk

Det koster 50 kr. at deltage. De 40 kr. går til hospitalsklovnene og 5 kr. går til den medarrangerende klub. De sidste 5 kr. går til reklame og administration.

Det er Anja Lytzen fra Lirumlarumleg, der har taget initiativ til at få løbet til Hornbæk. Lirumlarumleg har siden december støttet Danske Hospitalsklovne gennem salg af klovnenæser. Indtil videre har projektet solgt mere end 1000 klovnenæser af 20 kr. stykket, og det samlede beløb er gået ubeskåret videre til Danske Hospitalklovne. Desuden har lokale bakket godt om projektet både som sponsorer, med PR og som plakatophængere.

– Jeg gør det her, fordi hospitalsklovnene gør et fantastisk arbejde. For det andet vil jeg gerne være med til at give børn en god oplevelse med motion. Man må selv vælge om man vil gå, løbe eller hoppe eller køre i barnevogn, siger Anja Lytzen. Hun har fået den erfarne Hornbæk-løber Linn Bertram til at hjælpe sig med at lægge ruten og Kristian Uhd fra Running 26 til at stå for det praktiske.

På landsplan er det løbeklubben Pinen og Plagen, der står for arrangementet.

De første 300, der melder sig til, vil få en goodiebag. Brugsen sponsorerer frugt og juice og BuyAid sponsorerer vand til arrangementet. Efter løbet vil der være lodtrækning om flotte præmier på startnumrene. Hovedpræmien bliver et spritnyt Rockboard, der er spået at blive sommerens helt store dille herhjemme. Rockboard er baseret på et amerikansk patent hvor man ganske enkelt ”rocker” decket op og ned med en fod i hver ende af decket. Derved driver kæden baghjulet fremad.

Man vil også kunne vinde præmier fra Ishuset, Codimu og Lirum Larum Leg. Desuden vil legetøjsfirmaet Bobles etablere et legeområde, hvor børnene kan prøve kræfter med de populære tumledyr, der både udfordrer og styrker motorikken.

Rockboard er baseret på et amerikansk patent hvor man ganske enkelt ”rocker” decket op og ned med en fod i hver ende af decket. Derved driver kæden baghjulet fremad. Man vil også kunne vinde gavekort fra Ishuset og Lirumlarumleg. Desuden vil legetøjsfirmaet Bobles etablere et legeområde, hvor børnene kan prøve kræfter med firmaets tumledyr, der både styrker og udfordrer motorikken.

Anja Lytzen håber at mange vil bakke op om arrangementet, så løbet fremover kan blive en Hornbæk-tradition. Den institution eller skoleklasse, der tilmelder flest under Team, får et gavekort på 1500 kr.

Tilmelding til Klovneløbet – klik her

Jeg har tidligere skrevet om Anja Lytzen og hendes støtte til Danske Hospitalsklovne – læs mere her

 

Fakta om Danske Hospitalsklovne:

Danske Hospitalsklovne har siden 2003 eksisteret ud fra grundidéen, at humor letter og fremmer helbredelse. Hvert år sender organisationen mere end 20 hospitalsklovne rundt på danske hospitaler. Danske Hospitalsklovne er desuden ansvarlige for uddannelsen af hospitalsklovne. Foreningen får ingen offentlig støtte og er dermed afhængig af donationer fra private.

Organisationen er inspireret af lægen Patch Adams, som i 1970’erne gjorde oprør mod den kynisme og manglende menneskelighed han mødte blandt sine lægekolleger. Han fik i stedet stor succes med sine patienter ved at tilføre behandlingen sin egen ’medicin’, der bestod i at lave sjov med patienterne og ved lejlighed at iføre sig den røde klovnenæse. Hans historie er kendt af mange fra filmen ’Patch Adams’ med Robin Williams i hovedrollen som Patch.

Hornbæk Ishus er åbent

Olivia står klar årets første vaffel med guf og det hele i Hornbæk Ishus. (Foto: Lotte Lund)

Så kom det store øjeblik, vi har ventet på, siden solens første stråler ramte Hornbæk. Ishuset på Havnevej åbnede i går, og tiden var endelig kommet til årets første hjemmebagte isvaffel. Vi har talt ned til dette øjeblik de sidste 14 dage. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det i disse dage er hundkoldt i Hornbæk. Så der er noget vikingeagtigt over insisterende at gå målrettet mod det forjættede isparadis med sin familie i strid modvind og en temperatur, der ifølge DMI ligger lige omkring frysepunktet. Til gengæld er det et forløsende øjeblik, når man igen står foran montren og omhyggeligt udpeger kombinationen af sine kugler. Årets første is er noget ganske særligt – isen er altid helt jomfruelig frisk og det er skønt igen at sætte tænderne i en sprød hjemmebagte vaffel. Så uanset at man næsten savnede vanter i dag, fik vi den første mundfuld sommer i dag.

Jeg har jo kun godt at sige om Hornbæk Is. Det er et af vores favoritsteder i hele verden og der er ikke noget bedre sted at sidde med familie, venner og slægtninge på bænken lige uden for butikken og få en lille snak og et godt grin. En gang slog Thea en prut, da vi sad der, og så kom der en kæmpe regnbue frem på himlen. Større bliver det ikke. Jeg tror ikke, at Thea kan forestille sig verden uden det ishus. Hun har spist is der, stort set siden hun blev født. Og selv som spæd, kunne hun slå kolbøtter i barnevognen, hvis jeg gik forbi uden at købe en vaffel.

Thea og Peter indtager årets første is. Bemærk Theas tatoos - hun har selv lavet dem, så hun kan ligne en rock star. Damn you, Sveinur fra X-facor. (Foto: Lotte Lund)

Det er også et fantastisk sted at iagttage mennesker. Et af mine yndlingssyn er, når hærdebrede motorcyklister kommer på deres store kværne gennem byen, og fem minutter senere ser man dem stå i deres sorte lædertøj og indtage en isvaffel med samme store glæde som små drenge, der har fået en tyver af deres mor. Og så er det også ret morsomt, når man ser folk, som os selv – der nærmest rystende af kulde skal have en is, fordi nu er ishuset åbent. I dag så vi et midaldrende par komme kørende i bil. Uden at sige et ord gik detind i butikken. Da de kom ud igen foregik det også uden en lyd. Hen i bilen og af sted. Nogen ægtepar har åbenbart sagt det, der skal siges. Men derfor kan de jo godt sætte pris på en is.

Hvis man vil vide  mere om Hornbæk Is og Hansen Is anbefaler jeg at klikke på disse links. Men bedst er det naturligvis at komme forbi og sætte tænderne i en. Og det er som sagt et godt tidspunkt at gøre det på. Der er i al fald ingen kø

www.hornbaekis.dk

www.hansens-is.dk

Ishuset er åbent - og trods kulden smager isen stadig af sommer. (Foto: Lotte Lund)

Golf er godt

– Golf er et spil, hvor man skal slå en meget lille bold ned i et endnu mindre hul med et våben, der er meget dårligt konstrueret til formålet, sagde Sir Winston Churchill en gang om golf.

Det citat har vel egentligt matchet mit syn på spillet meget godt, hvilket nok er forklaringen på, at jeg aldrig selv har spillet det. Men nu er tiden måske kommet til at udforske om det virkelig er rigtigt. For jeg må jo erkende, at flere, jeg kender, er ualmindeligt begejstrede. Og sundt skulle det også være.

Søndag den 15. april kl. 10-12 inviterer Hornbæk Golfklub til Golfens Dag. Her får  alle, også folk, der aldrig har sat deres ben på en golfbane, nu muligheden for svinge køllerne. Skulle oplevelsen give lyst til mere, kan man enten forsøge sig med et prøvemedlemsskab eller melde sig ind. Golfklubben vil gerne have flere medlemmer, og derfor er det blevet både lettere og billigere at blive medlem.

Det kan næppe overraske folk med det mindste kendskab til Hornbæk, at Hornbæk Golf har en af Danmarks længst og mest smukke baner. Mange af landskabets spilletekniske forhindringer, så som levende hegn, bakker, søer og vandløb, er i spil og gør sammen med længden også banen til een af landets sværeste golfbaner – men alligevel spilbar for golfspillere på alle niveauer. er det sædvanlige.

Dertil har har klubben gode omklædningsfaciliteter, en golf shop og en restaurant. Sidstnævnte skal jeg under alle omstændigheder prøve.

Golf skulle ud over den sportslige oplevelse og være en mulighed for at møde nye mennesker hurtigt. Som Jack Lemmon har udtalt: Hvis du finder det svært at møde nye mennesker, så prøv at samle den forkerte golfbold op.

Læs mere på Hornbæk Golfklubs hjemmeside: www.hornbaekgolf.dk

Vi ses på det 19. hul.

%d bloggers like this: