Tysk rockstjerne laver smuk Shakespeare-fest på Kronborg

by Lotte Lund

_OX_8316_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Christian Friedel og bandet Wood of Birnam viser, at Shakespeares ord kan løftes ind i vores tid som de smukkeste pop- og rocktekster med plads til både kærlighed og vanvid. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Christian Friedel er et af Tysklands store unge navne – både som skuespiller og som sanger. I denne uge er han og bandet Woods of Birnam tilbage i Helsingør med teaterkoncerten ”Searching for William” – en jagt, hvor William Shakespeares ord endnu en gang viser sig fra en ny side – som smukke pop- og rocktekster. Og endnu en gang holder de – ordene.

Unge helsingoranere burde – som da Jude Law stod på scenen – strømme til denne forestilling, der fortolker Shakespeare helt tæt på den tid og den verden, som de kender og lever i. Hvis bare man kunne overbevise dem om den store oplevelse, de kunne få…

_OS_0138_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Teaterkoncerten Searching for William er et mashup mellem en teaterforestilling og en koncert, der viser, at Shakespeare også i 2018 er både forførende og aktuel. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Friedel er som sagt tilbage på Kronborg, hvor han i 2016 spillede Hamlet i en potent og ungdommelig opsætning, hvor musikken også spillede en stor rolle. Denne gang har han dog i endnu højere grad hovedrollen – for vi møder ham ikke blot som Hamlet denne gang. Bakket musikalsk op af sit band giver han også stemme og liv til Macbeth, Shakespeares skotske magtliderlige tyran af en konge, og som Puk, den lumske drilleånd i en Skærsommernatsdrøm. Endelig betager Friedel os med sin utrolige sangstemme i fortolkninger af Shakespeares vidunderlige kærlighedssonetter. Shakespeare som stadionrock – hvem skulle have troet det…

Forestillingen er på en gang elitær og helt nede på jorden. Man både griner, græder og røres. Aftenen endte da også med stående ovationer til Christian Friedel og bandet, der takkede for at være tilbage på Kronborg og kvitterede med et ekstranummer, der gjorde den skønne sommernat endnu skønnere. En virkelig happy ending på en forestillling, hvor alle følelser havde været i spil.

Christian Friedel er født i det tidligere Østtyskland, hvor Olsen-Banden var kult, da han voksede op. Det fornægtede sig da heller ikke i forestillingen. Men hvordan Olsen-Banden bliver blandet ind i en tysk Shakespare-teaterkoncert, ja, det må man altså ind på Kronborg i denne uge for at få opklaret.

_OS_0171_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Så smuk tager Kronborg sig ud for publikum til teaterkoncerten Searching for William, som spiller i denne uge. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Ros til HamletScenen for endnu en gang at have bragt en blændende flot fortolkning af Shakespeare til Kronborg. Jeg håber, som nævnt, at ikke mindst de unge er opmærksomme på, at selv om der er Smukfest i Skanderborg i disse dage, så er der altså også en meget smuk fest, som de ikke bør gå glip af, på Kronborg.

_OX_8097_Searching for William Foto Bo Nymann.jpg

Christian Friedel er en af Tysklands største unge kunstnere. Med sin imponerende stemme styrer han forestillingen. Foto: Bo Nymann for HamletScenen.

Læs alt om Shakespeare Festivalen her og køb billetter online:

Shakespeare Festival – HamletScenen

 

Læs også:

Kinesisk Hamlet er tilbage ”Jackie Chan-style”

Shakespeare under åben himmel for 10. gang