“For hyggens skyld” leverer varen på Fyrkroen – 100 procent fri for GDPR

by Lotte Lund

IMG_5472.jpg

Fra venstre de medvirkende i “For hyggens skyld”: Niels Bugge, Ole Rasmus Møller, Lise-Lotte Norup og Ann Hjort. Fotograferet i pausen i showet med Fyrkroens udsigt og den skønne solnedgang i baggrunden. Foto: Lotte Lund.

En fredag, hvor meget af dagen er gået med at åbne mails om GDPR (General Data Protection Regulation!), som i en ulidelig strøm har mindet om, hvor meget af livet i dag foregår i et lyshav af bits på en flimrende skærm og ude i galakserne i cyberspace, var det nærmest en forløsning af tilbringe aftenen på Fyrkroen ved Nakkehoved på vejen til Gilleleje. Her var det nemlig den dejlige varme følelse af god gammeldags hygge og nærvær, der overvældede én denne lune maj-aften.

Fyrkroen ligger på toppen af Sjælland, midt i den skønneste natur og med vidunderlig havudsigt mod vest. Da mit lille selskab og jeg ankom kunne vi stå og nyde synet inden vi gik til bords indenfor. Hele kroen står hvid og nyindrettet og minder om livet i de gode gamle dage. Ingen stress her.

Aftenens program startede med en typisk dansk tre-retters menu, der bestod af røget laks til forret, veltilberedt kalvekød med kartofler, sovs og gemüse til hovedret og en portionsanrettet dessert bestående af is og frugt med chokoladesovs og flødeskum. Mad som mormor lavede den.

Der var rigelig tid til at nyde maden og til at konversere inden klokken blev omkring 20.30. På det tidspunkt gik de fire gennemmusikalske kunstnere Lise-Lotte Norup, Ann Hjort, Ole Rasmus Møller og Niels Bugge på scenen med showet, som de meget passende har kaldt ”For hyggens skyld” – for hygget blev der, både nede blandt publikum, men tydeligvis også på scenen, forstået på den måde, at man kunne fornemme den gode stemning mellem kunstnerne.

”For hyggens skyld” henvender sig til det modne publikum 50+. Og de fire medvirkende lægger da heller ikke skjul på, at de heller ikke selv er 18 længere.

Lise-Lotte Norup debuterede som skuespiller i 1971 i filmen ”Det er nat med fru Knudsen”, hvor hun spillede en af hovedrollerne. Hun har også spillet masser af store roller både på teater og i revy. I de senere år har denne yderst velholdte dame haft succes som en del af de tre ”Swing Sisters” sammen med Kirsten Siggaard og Kirsten Vaupel. Og så var hun – før dette show på Fyrkroen – egentlig gået på pension for nyde livet med sine heste i sit hus i Sverige. Men det er da godt, at hun har opgivet den plan i hvert fald noget af tiden.

Både børn og voksne kender Ann Hjort som den energiske skovnisse Puk fra Nissebanden – og selv om det var helt tilbage i 1989 at Nissebanden rejste til Grønland, så ligner hun stadig sig selv. Hun har også medvirket i et hav af teaterforestillinger og film og revyer. I 2016 medvirkede hun i Rottefælde-revyen i Svendborg. Det var da Lise-Lotte Norup og Ole Rasmus Møller kom for at se hende her, at ideen om at lave deres egen lille musikalske forestilling blev født.

Ole Rasmus Møller er både uddannet skuespiller og sangpædagog. Han kendes bedst fra musicalgenren, hvor han har medvirket i klassikere som ”Cabaret”, ””Les Miserables” og ”Hair”. Han var også med i vokalensemblet ”Hans Mosters Vovse”, som deltog i det danske melodi grand prix i både 1980 og 1981.

Musikledsagelsen står den talentfulde Niels Bugge for.

I “For hyggens skyld” lader de fire entertainere erfaringerne fra deres snart lange liv udfolde sig i et anmelderrost show med musik og små scenerier, som alle har en fin pointe – i hvert fald, hvis man har rundet de første fem årtier af sit liv. Det er den alder, som det fremgår af en af teksterne fremført af Ann Hjort, hvor man nok føler sig som en 18-årig, men må leve med at ingen længere pifter eller dytter af en. Og dytter de, er det af helt andre årsager…

Forestillingen viser, at selv om man bliver ældre, behøver det ikke blive kedeligt. Der er med andre ord lagt op til en rigtig hygge-aften for det modne publikum. Og der lige præcis, hvad man får! Hyggen, som vi danskere nu er blevet verdensberømte for – og det er jo altså ikke den unge generation, der har opfundet den.

Det er første gang, der laves show uden for revysæsonen på Fyrkroen. De fire erfarne kræfter trækker på deres erfaring og musikalitet og skaber med guitar, keyboard og helt enkle virkemidler en charmerende og ualmindelig hyggelig aften – lykkeligt fri for GDPR. Det kan anbefales.

“For hyggens skyld” spiller frem til 9. juni 2018.

Læs mere og bestil billet på Fyrkroens hjemmeside: “For hyggens skyld”

Morten Buckhøj om “For hyggens skyld”