Så er det tid til julemarked i skurbyen – husk nissehuen!

jul i skurbyen foto lotte lund.JPGFor syvende gang åbner skurbyen op for det hyggeligste julemarked i weekenden, hvor vi fejrer den første søndag i advent – med andre ord den 2.-3. december 2017.

Program:

Lørdag den 2. december 2017:

Kl. 11.00     Julemarkedet åbner og nissekonkurrencen starter

Kl. 12.00     Nissemor deler julegodter ud til de 200 første med nissehue på!

Kl. 15.00     Dagens vinder af nissekonkurrence offentliggøres

Kl. 16.00     Julemarkedet lukker

 

Søndag den 3. december 2017:

Kl. 11.00     Julemarkedet åbner og nissekonkurrencen starter

Kl. 12.00     Nissemor deler julegodter ud til de 200 første med nissehue på!

Kl. 15.00     Dagens vinder af nissekonkurrence offentliggøres

Kl. 15.00     Julegudstjeneste for børn i Hornbæk Kirke – julemanden venter ved kirken og                 fører an i optoget til Hornbæk Torv, hvor der venter skøn julemusik med Yasmin og band, Det Luc’s sælger gløgg, vafler og kager. Godteposer til børnene.

Kl. 16.00     Julemarkedet lukker

Kl. 16.00     Juletræet på Torvet tændes.

Læs mere om Jul i Skurbyen og hvem, der står bag det:

Der står kvinder bag, når skurbyen på Hornbæk Havn den første weekend i december – det vil i år sige 2. og 3. december 2017 kl. 11-16 – omdannes til et stemningsfyldt og ualmindeligt hyggeligt julemarked, hvor hornbækkerne sælger alskens julepynt, lækkerier, kunsthåndværk m.m.

Som et fast element i Jul i Skurbyen gemmer Nisserne Sigurd og Albert sig også år i nogle af skurene: Den, der gætter i hvilke skure, er med i lodtrækningen om en præmie, som er sponsoreret af butikkerne på havnen.

Arrangørerne er i år Connie Schmidt, Irene Fritzen og Line Helbo. Sidstnævnte kendes også fra sommerens store loppemarked, Lopper i Skurbyen. Fælles for alle tre er, at de er medlem af Havneforeningen, som også indgår i julemarkedet som et lidt større ’skur’, hvor der sælges æbleskiver og gløgg.

line helbo jul i skurbyen foto lotte lund

Arrangør Line Helbo. Foto: Lotte Lund.

”Alle skurene kan være med, og folk er flinke til at låne deres skur ud i de to dage. Så bliver skurene pyntet op med lys og gran. Man kan sælge alt fra hjemmelavede delikatesser til adventskranse, juledekorationer og lækre håndstrikkede varer,” siger Line Helbo.

Jul I Den Gamle Skurby opstod i 2011. Det var en af Havneforeningens aktive medlemmer Linda Duus, der tog initiativet. ”Der havde i nogle år været Jul På Havnen, hvor man brugte containere til de forskellige boder. Det var et rigtig godt initiativ, men også dyrt med leje og transport af containerne. Og så var vi nogle stykker som syntes at skurbyen kunne være en fantastisk ramme for et jule-marked,” fortæller Linda Duus.

Havneforeningen sørgede for indkøb og ophængning af lysguirlander og udsmykning på fællesarealet og holdt åbent i klubhuset hvor alle der gæstede julemarkedet kunne komme ind og få varmen og købe gløgg og æbleskiver. Turistforeningen bakkede også op om ideen om Jul I Den Gamle Skurby og støttede økonomisk.

Desværre er det gået lidt ned af bakke hvad angår de økonomiske tilskud til Jul I Den Gamle Skurby. Løsningen har været at kræve betaling af de, som sælger noget i skurbyen, til dækning af markedsføring.

I år er det syvende gang Jul i Skurbyen gennemføres, og arrangørerne håber i lighed med de tidligere år, at folk vil strømme til og få sindet fyldt af julehygge i de havfriske rammer, hvor der uanset temperaturen altid er hjertevarme at finde. Og i år vil børnene nok især sætte pris på, at nissekonen er kommet til byen og deler godter ud. De voksne kan få gang i kredsløbet med en lun lumumba og hele familien kan enten vælge at spise varm tomatsuppe eller snuppe en omgang varme æbleskiver og gløgg i Havneforeningens hus.

DEN VIRKELIGE HISTORIE OM NISSERNE ALBERT OG SIGURD

Albert og Sigurd var i virkeligheden to fiskere, brødre, som havde skur på havnen, og som var den direkte årsag til at Hornbæk Havneforening blev stiftet. Også dengang fattedes Havnen penge og formanden for Havnen indførte derfor betaling for leje af skurene. Det var Sigurd og Albert ikke med på så formanden truede med at smide dem ud af havnen. Så alle fiskerne / skurejerne holdt et protestmøde og dannede Hornbæk Havneforening i 1976.

Læs hele historien på Hornbæk Havneforenings hjemmeside www. havneforeningen.net

Denne artikel har tidligere været bragt i avisen Dit Hornbæk, som udgives af Helsingør Dagblad.

Læs alt om julen i Hornbæk i det seneste nummer af Dit Hornbæk