Få ekstra frivillige er nok til at redde madordning på Hornbæk Skole

by Lotte Lund

Peter Grønholt og frivillige madordning Hornbæk Skole foto Lotte Lund

Med Peter Grønholt i midten ses her de fantastiske frivillige, der er parat til at sikre, at eleverne kan få varm mad i spisefrikvarteret. I første omgang frem til jul. Stormøde for frivillige på onsdag 11. oktober 2017 kl. 19 på Hornbæk Skole.  Foto: Lotte Lund

Efter et hastigt indkaldt borgermøde på Hornbæk Skole torsdag aften ser det nu ud til, at skolens lukningstruede madordning alligevel kan fortsætte efter efterårsferien. En række frivillige mødte op og erklærede sig parat til at stå for serveringen af skolemaden, der leveres gennem en privat leverandør.

Madordningen på Hornbæk Skole leveres gennem app’en Madvognen.dk, hvor eleverne/forældrene frem til kl. 8 om morgenen kan bestille og betale for et varmt måltid mad til servering i Hornbæk Skoles kantine samme dag. Prisen for et måltid er 27 kr. Hver dag er det en ny ret, og i retten indgår 100 gram kød og 200 gram grønsager. Det er nok til at stille sulten hos elever i alle aldersklasser. Da maden betales på forhånd, er der ingen transaktioner i forbindelse med udleveringen – og der er i øvrigt heller ikke madspild, da der kun laves det antal måltider, som er bestilt.

På mødet, der var indkaldt af Peter Grønholt, blev det besluttet at lave en frivillig ordning i en prøveperiode frem til jul. Flere af de fremmødte meldte sig klar til at tage tjansen med at dele mad ud på bestemte ugedage. Man møder ind kl. 11 og det tager et par timer at uddele de 50-100 portioner, alt efter hvor mange, der har bestilt maden på forhånd.

På mødet stod klart, at man allerede nu har en minimumsbemanding alle ugens fem dage, men der er behov for flere til at dele opgaverne på. Og nu går arbejdet i gang med at finde de sidste frivillige, der vil gøre ordningen bæredygtig.

Frivillige kan melde tilbage til Peter Grønholt på mail peter@groenholt.com eller melde sig ind i den til formålet oprettede Facebook-gruppe ”Frivillige til madordning på Hornbæk Skole”. I beskeden skal stå, hvilken dag eller dage, der passer bedst. Så vil der blive oprettet selvkørende grupper for hver skoledag. Hvis man er fleksibel og gerne vil være ’bagvagt” efter behov kan man også skrive det.

De, der stiller op, skal servere den færdige mad, som hver dag leveres til skolens kantine. Serveringen forventes at foregå i hold af to personer, så der altid er backup ved akut sygdom eller andet, der betyder at en må melde forfald. Hvem der skal have mad fremgår af lister fra Madvognen. Maden skal serveres i engangs-service, som børnene kan tage med ned i klasserne, hvor de spiser den.

De frivillige får som tak for indsatsen selv et gratis måltid mad på dagen.

Der blev nedsat en styregruppe, som vil arbejde på at gøre planerne endnu mere konkrete og forsøge at rekruttere flere frivillige. Styregruppen består af Peter Grønholt, Vibeke Bjerre Nielsen, Lotte Frederiksen og Bente Fritzen. Styregruppen mødes tirsdag.

Det blev desuden aftalt, at der afholdes endnu et stormøde dagen efter, hvor man håber at se så mange frivillige som muligt, på onsdag den 11. oktober kl. 19 i kantinen på Hornbæk Skole.

”Hornbæk viser endnu en gang, at hornbækkerne kan, hvor andre giver op,” lød det optimistisk fra Peter Grønholt efter mødet.

Meld dig som frivillig til madordningen på Hornbæk Skole

Hvis du vil være med til på frivillig basis at servere skolemad for eleverne på Hornbæk Skole skal du skrive eller ringe til Peter Grønholt på mobil 22 30 36 88 eller skrive til ham på mail peter@groneholt.com. Du skal skrive hvilke dage, der passer dig bedst og/eller du stiller dig til rådighed som “bagvagt”. Man forpligter sig ikke til at servere hver uge, men bliver en del af en gruppe, der er ansvarlig for bemanding på den enkelte ugedag.

Du kan også melde dig ind i Facebook-gruppen ”Frivllige til madordning på Hornbæk Skole”, hvor der står mere information og du kan kommunikere med de øvrige frivillige.

Stormøde for frivillige på onsdag den 11. oktober kl. 19 på Hornbæk Skole

Deltag i Stormøde for frivillige. Det afholdes på onsdag den. 11. oktober kl. 19.-21 i kantinen på Hornbæk Skole. Lotte Lund Media Lab – Hornbæks lille, men effektive mediehus – sponsorerer et lettere traktement af øl og vand samt snacks.

Flot dækning af mødet og kampen for madordningen på Hornbæk Skole i dagens udgave af Helsingør Dagblad:

IMG_3617