Hornbæk Blog

Bloggen for alle, der elsker Hornbæk

Month: oktober, 2017

For 10. år i træk: Havneforeningen fejrer Sildens Dag på Hornbæk Havn

Sildens dag 4På lørdag den 21. oktober 2017 kl. 12-16 fejrer Hornbæk Havneforening for 10. gang Sildens Dag. Det foregår i Havneforeningens hyggelige lokaler på Hornbæk Havn og i den omkringliggende skurby på stejlepladsen på østsiden af havnen. Sildens Dag er for alle. Her køber man billet til at smage sild tilberedt efter fem traditionelle opskrifter: røget sild, flækkesild, kogte saltsild, stegte sild i flødeløgsovs og Hornbæksilden. Prisen er kun 60 kr. og børn op til 12 år er gratis. Vand, vin, øl og snaps kan købes til yderst rimelige priser. Billetsalget åbner kl. 11.30. Overskuddet går til Havneforeningens arbejde og vedligeholdelse af røgovnen på Hornbæk Havn.

Sildens dag er en tradition, der trækker tråde helt tilbage, da Hornbæk var et lille fiskerleje og sild var hverdagsspise. Det er frivillige medlemmer i Havneforeningen, der med Havneforeningens formand Finn Svendsen som tovholder står for tilberedningen af de lækre og traditionelle retter og arrangementet som helhed. Fiskehuset Hornbæk er sponsor for de mange sild.

Finn Svendsen har selv ansvaret for de røgede sild, en klassiker fra den store røgovn på Hornbæk Havn. De røgede sild vil blive serveret med æggeblomme, purløg og friskhakket rødløg. Flækkesild er sild, der som navnet antyder, flækkes fra nakken og ned over ryggen. Efter at være blevet saltet i to til tre timer, hænges de på et spyd, hvor de får lov at hænge til tørre et døgns tid. Derefter steges de på panden og serveres med tyttebærsyltetøj. De kogte saltsild er blevet grønsaltet i 2-3 dage før de koges med peber, laurbær og løg. De stegte sild i flødeløgsovs er en af de absolutte favoritter. Den femte sild er Hornbæksilden – en marineret sild lavet efter hemmelig Hornbæk-opskrift. Den skal bare smages! Hvilken rækkefølge man indtager de forskellige slags sild i er underordnet. Det hele serveres med rugbrød fedt og smør – og rigeligt at drikke!

Vil bevare miljøet på havnen

Hornbæk Havneforening blev stiftet i 1976 med det formål at varetage interesserne omkring havnen og for de mange med tilknytning til havnen. Under dette hørte at samarbejde med at bidrage til at bevare miljøet på havnen, udøve oplysende virksomhed om sikkerhed til søs og afholdelse af fællessejladser og fiskekonkurrencer fællessejladser samt medvirken til bevarelse af smakkejoller.

Foreningens første formand var Per Silldorf. Den nuværende formand Finn Svendsen, der selv var med til at stifte Havneforeningen for 41 år siden, har siddet på formandsposten de seneste to år. Der er i dag cirka 300 medlemmer, som er maksimum. Foreningens hyggelige lokaler er normalt åbne for hyggeligt samvær for medlemmerne i weekenderne forskellige arrangementer i løbet af året.

”Man behøver ikke båd, for at blive medlem, men man skal have en interesse i at være aktiv,” siger formand Finn Svendsen, der fortæller, at man har medlemmer fra både Sverige, Norge, Spanien, USA og København. Det er folk med sommerhuse, som elsker at kunne komme ned og være en del af miljøet i foreningen.

Mange aktiviteter året rundt

Blandt de mange aktiviteter for medlemmerne i Hornbæk Havneforening kan nævnes, at der i vinterhalvåret er Fredagskøkken med fællesspisning med klassiske danske retter hver den 2. fredag i måneden. Foreningen afholder årligt tre fiskekonkurrencer. Nytårsdag mødes man og spiser sammen. Der er andespil den 1. tirsdag i november.

Sildens dag 2013 - 3

Havneforeningen er også meget aktiv i både Hornbæk Havnefest og Jul i Skurbyen og Hornbæk Havneforenings medlemmer gør desuden en stor indsats med vedligehold af havnen. Havneforeningen støtter også Mini12’er gruppen, hvor patienter fra Rigshospitalet/Glostrup Neurocentrets Klinik for Rygmarvsskader i Hornbæk med assistance fra frivillige med sejlererfaring kan komme ud også sejle.

Kom ned og se de hyggelige lokaler og hils på foreningens medlemmer på Sildens Dag.

 

Læs mere om foreningen på hjemmesiden www.havneforeningen.net

 

Du vil på Sildens Dag også kunne købe bogen “Skurbyen på Hornbæk Havn” for 100 kr. Pengene går ubeskåret til Hornbæk Havn, som altid har brug for penge til nye projekter og vedligeholdelse.

Denne artikel er tidligere bragt i avisen “Dit Hornbæk” som udgives af Helsingør Dagblad i samarbejde med Hornbæk Handelsforening.

Læs hele udgaven af “Dit Hornbæk” her

Få ekstra frivillige er nok til at redde madordning på Hornbæk Skole

Peter Grønholt og frivillige madordning Hornbæk Skole foto Lotte Lund

Med Peter Grønholt i midten ses her de fantastiske frivillige, der er parat til at sikre, at eleverne kan få varm mad i spisefrikvarteret. I første omgang frem til jul. Stormøde for frivillige på onsdag 11. oktober 2017 kl. 19 på Hornbæk Skole.  Foto: Lotte Lund

Efter et hastigt indkaldt borgermøde på Hornbæk Skole torsdag aften ser det nu ud til, at skolens lukningstruede madordning alligevel kan fortsætte efter efterårsferien. En række frivillige mødte op og erklærede sig parat til at stå for serveringen af skolemaden, der leveres gennem en privat leverandør.

Madordningen på Hornbæk Skole leveres gennem app’en Madvognen.dk, hvor eleverne/forældrene frem til kl. 8 om morgenen kan bestille og betale for et varmt måltid mad til servering i Hornbæk Skoles kantine samme dag. Prisen for et måltid er 27 kr. Hver dag er det en ny ret, og i retten indgår 100 gram kød og 200 gram grønsager. Det er nok til at stille sulten hos elever i alle aldersklasser. Da maden betales på forhånd, er der ingen transaktioner i forbindelse med udleveringen – og der er i øvrigt heller ikke madspild, da der kun laves det antal måltider, som er bestilt.

På mødet, der var indkaldt af Peter Grønholt, blev det besluttet at lave en frivillig ordning i en prøveperiode frem til jul. Flere af de fremmødte meldte sig klar til at tage tjansen med at dele mad ud på bestemte ugedage. Man møder ind kl. 11 og det tager et par timer at uddele de 50-100 portioner, alt efter hvor mange, der har bestilt maden på forhånd.

På mødet stod klart, at man allerede nu har en minimumsbemanding alle ugens fem dage, men der er behov for flere til at dele opgaverne på. Og nu går arbejdet i gang med at finde de sidste frivillige, der vil gøre ordningen bæredygtig.

Frivillige kan melde tilbage til Peter Grønholt på mail peter@groenholt.com eller melde sig ind i den til formålet oprettede Facebook-gruppe ”Frivillige til madordning på Hornbæk Skole”. I beskeden skal stå, hvilken dag eller dage, der passer bedst. Så vil der blive oprettet selvkørende grupper for hver skoledag. Hvis man er fleksibel og gerne vil være ’bagvagt” efter behov kan man også skrive det.

De, der stiller op, skal servere den færdige mad, som hver dag leveres til skolens kantine. Serveringen forventes at foregå i hold af to personer, så der altid er backup ved akut sygdom eller andet, der betyder at en må melde forfald. Hvem der skal have mad fremgår af lister fra Madvognen. Maden skal serveres i engangs-service, som børnene kan tage med ned i klasserne, hvor de spiser den.

De frivillige får som tak for indsatsen selv et gratis måltid mad på dagen.

Der blev nedsat en styregruppe, som vil arbejde på at gøre planerne endnu mere konkrete og forsøge at rekruttere flere frivillige. Styregruppen består af Peter Grønholt, Vibeke Bjerre Nielsen, Lotte Frederiksen og Bente Fritzen. Styregruppen mødes tirsdag.

Det blev desuden aftalt, at der afholdes endnu et stormøde dagen efter, hvor man håber at se så mange frivillige som muligt, på onsdag den 11. oktober kl. 19 i kantinen på Hornbæk Skole.

”Hornbæk viser endnu en gang, at hornbækkerne kan, hvor andre giver op,” lød det optimistisk fra Peter Grønholt efter mødet.

Meld dig som frivillig til madordningen på Hornbæk Skole

Hvis du vil være med til på frivillig basis at servere skolemad for eleverne på Hornbæk Skole skal du skrive eller ringe til Peter Grønholt på mobil 22 30 36 88 eller skrive til ham på mail peter@groneholt.com. Du skal skrive hvilke dage, der passer dig bedst og/eller du stiller dig til rådighed som “bagvagt”. Man forpligter sig ikke til at servere hver uge, men bliver en del af en gruppe, der er ansvarlig for bemanding på den enkelte ugedag.

Du kan også melde dig ind i Facebook-gruppen ”Frivllige til madordning på Hornbæk Skole”, hvor der står mere information og du kan kommunikere med de øvrige frivillige.

Stormøde for frivillige på onsdag den 11. oktober kl. 19 på Hornbæk Skole

Deltag i Stormøde for frivillige. Det afholdes på onsdag den. 11. oktober kl. 19.-21 i kantinen på Hornbæk Skole. Lotte Lund Media Lab – Hornbæks lille, men effektive mediehus – sponsorerer et lettere traktement af øl og vand samt snacks.

Flot dækning af mødet og kampen for madordningen på Hornbæk Skole i dagens udgave af Helsingør Dagblad:

IMG_3617

%d bloggers like this: