Hornbæk Blog

Bloggen for alle, der elsker Hornbæk

Month: september, 2017

Halfdanskerne vender tilbage – på fredag

foto-susanne-buhl-halvdanskerne-0292

Stemningen var i top, da Halfdanskerne sidst spillede op på Hornbækhus.  Fra venstre Lars Grand på harmonika, Mads Westfall på guitar og og Rasmus Vennevold bas.

Halfdanskerne vender tilbage til Hornbæk. Fredag aften spiller Halfdanskerne igen i op på Hotel Hornbækhus med det ene formål at tage hornbækkerne med storm. Sidst de tre musikanter kom forbi var i marts, og da lykkedes det meget godt. Da endte koncerten med stående ovationer.

Halfdanskerne består af Lars Grand på harmonika, Rasmus Vennevold på bas og Mads Westfall på guitar. De optræder efter fællesspisning med nogle af de bedste danske viser – ikke mindst de kendte af Halfdan Rasmussen, som trioen har taget navn efter.

Så er du til Halfdan og Benny – Andersen, forstås. Er du til Frank Jæger og Tove Ditlevsen, så er der al mulig grund til at opleve eller genopleve denne saltvandsindsprøjtning af musikalitet og sproglige finesser.

Inden koncerten på fredag den 29. september 2017 mødes gæsterne og spiser sammen. Man kan komme ind fra kl. 18. Maden serveres kl. 18.30 – dagens menu er mørbradgryde med ris og salat. Koncerten med Halfdanskerne går i gang kl. 19.30. De spiller to gange 45 minutter – med indlagt pause på 20 minutter. Pris for både middag og koncert er 295 kr.

Der er få billetter tilbage – ønsker du at spise med og opleve Halfdanskerne skal du kontakte Hornbæk hus på telefon 49 70 01 69 eller mail info@hornbaekhus.com

Læs om da Halfdanskerne sidst besøgte Hornbæk:

Hornbækhus er Hornbæks nye hus – fuld af liv og musik

 

foto-susanne-buhl-halvdanskerne-0351

Hornbækhus lagde rammer til koncerten med Halfdanskerne i marts – nu gør de det igen på fredag.

Link til Hotel Hornbækhus

Link til Halfdanskerne

 

 

Pippi åbner herretøjs-butik i Hornbæk

2.2.jpeg

Pernille Damgaards – bedre kendt som Pippi – har travlt med at få sin nye butik i Hornbæk klar. Foto: PR.

På fredag den 29. september åbner Fyr&Bi Menswear på Nordre Strandvej 336 i Hornbæk. Det er en helt ny herretøjsbutik, der kommer til byen.

– Sortimentet henvender sig til manden fra 25 til 80 år med god smag og stil, som ønsker casual tøj, siger indehaver Pernille Damgaards, af mange i Hornbæk kendt som Pippi.

I butikkens sortiment er der lagt vægt på, at leverandørerne har et dna i deres brand, der gør det, de laver, autentisk og samtidig sikrer, at kvaliteter samt pasforme lever op til det, som Pernille Damgaards ønsker med sin nye butik.

– Det er vigtigt at sælge varer, der lever op til det, som kunderne forventer og at pris og kvalitet hænger nøje sammen. Derfor er det generelle prisniveau i butikken at finde i det midterste pris segment med mulighed for at kunne erhverve lidt ” krydderier fra den øverste hylde “, forklarer Pernille Damgaards.

Af de mærker, som kunderne vil kunne finde i butikken Fyr&Bi Menswear  kan nævnes Mads Nørgaard, Fred Perry,  Replay, Le deux, Selected, Knowledge Cotton, samt REDGREEN.

Men hvorfor en herretøjs butik i Hornbæk?

– Det har været en tanke og en drøm, jeg har haft i længere tid, der bliver realiseret, fordi muligheden for at overtage et godt lokale her i byen pludselig viste sig. Jeg har i længere tid gerne ville tage et karriereskift fra restaurationsbranchen, hvor jeg har været ansat i mange år, blandt andet på Søstrene Olsen og som køkkenchef på både Hotel Bretagne samt Strandpavillonen. De senere år, efter jeg tog min bachelor som serviceøkonom, har mit fokus været at arbejde med bæredygtighed, og nu skifter fokus altså endnu en gang i min karriere, siger Pernille Damgaards.

– Jeg glæder mig til at prøve kræfter med en anden branche og vil med sikkerhed kunne tage mange af de ting med mig, som jeg har erfaret gennem mine tidligere jobs.

Når Fyr&Bi Menswear åbner fredag den 29. september kl. 10.00 klipper Pernille Damgaards den røde snor og slår dørene op for kunderne med et glas champagne. 25 procent rabat på alle varer på åbningsdagen. Alle er velkomne.

 

 

Når iPad’en ikke spiller – gratis foredrag med Nina Tram på torsdag

IMG_3220

På torsdag vil Nina Tram  fortælle om værktøjer, der kan hjælpe med at planlægge en hverdag uden digitalt overforbrug. Foto: Lotte Lund.

Moar, hvor er iPad’en”, “Moar, må jeg spille iPad”? Hvor tit hører I mon de sætninger hjemme hos jer? Mange forældre vil kunne nikke genkendende til, at de her sætninger skærer igennem luften hjemme – særligt lige der midt i ulvetimen, hvor ungerne er flade og de selv er godt trætte efter en lang dag.

Faktum er at Ipad’en efterhånden fylder en mere og mere hos de danske børnefamilier og ofte beskriver forældre forholdet til den lille tablet, som et had/kærlighedsforhold der trænger til faste rammer.

De seneste par år har flere og flere forskere interesseret sig for iPad’ens påvirkning af vores børn samtidig med at forældre efterspørger hjælp til håndering af brugen af iPads rundt omkring i de små hjem.

På torsdag den 28. september 2017 kl. 19 kan du og dine børn (fra 4. klasse og op) på Hornbæk Skole opleve et foredrag med familiekonsulent Nina Tram, der vil tale om, hvad der sker, hvis vi er for meget online, og hvordan man planlægger en hverdag uden overforbrug af digitale medier – både for de voksne og for børnene.

 

Nina Tram er blandt andet kendt fra TV2. Hun er uddannet lærer og har arbejdet professionelt med børn i 19 år, primært i folkeskolen. Hun er også uddannet relationskonsulent fra Institut for relationspsykologi i 2014. Derudover er hun uddannet familiekonsulent hos EFT- Instituttet i 2016.  Hendes mission er at hjælpe familier med at trives bedre og skabe de bedste rammer for det gode børneliv.

 

Tid og sted:

TID: Torsdag den 28. september 2017 kl. 19

STED: Kantinen på Hornbæk Skole – Søren Kannes Vej 6 i Hornbæk.

HVEM: Voksne og elever fra 4. klasse er velkomene. Deltagelse er gratis.

 

Hornbæks Guldpiger følger superliga-spillerne ind i den største kamp i FC Helsingørs historie

Fodboldpiger holdfoto Lotte Lund.JPG

Hornbæks Guldpiger årgang 2007-2007 med den seneste høst af pokaler. Foto: Lotte Lund

Hornbæk Idrætsforenings Fodboldpiger Årgang 2007-2008 slår et slag for pigefodbolden, når de på søndag følger spillerne fra FC Helsingør og FC København ind på banen i den største kamp i FC Helsingørs historie.

 

Der vil ikke kun være drenge på banen på Helsingør Stadion. I alt 22 fodboldpiger, primært fra årgang 2007-2008 fra Hornbæk vil følge spillerne fra de to superligahold FC Helsingør og FC København ind på det udsolgte stadion og minde publikum om, at fodbold i dag i høj grad også er en pigesport.

De talentfulde piger går i Hornbæk under navnet Guldpigerne. De har gennem årene vundet mange turneringer og blev før sommerferien kåret som vinder af DGIs 5- og 8-mands-turnering for deres årgang i Nordsjælland. Deres træner er Jesper Bækgaard.

Pige- og kvindefodbolden står stærkt i Danmark efter det danske kvindelandhold i sommer vandt EM-sølv. Og der er god grund til at få flere piger til at spille fodbold.

For nylig konkluderede en rapport fra UEFA, at piger, der spiller fodbold har mere selvtillid end piger, der ikke gør. Rapporten er lavet af forskere fra University of Birmingham og den inkluderer piger fra seks lande herunder Danmark.

4.128 piger over 13 har svaret i undersøgelsen, og 80 procent af de piger, der spiller fodbold, viste mere selvsikker adfærd end den gennemsnitlige pige. Dermed lægger fodbold sig også over andre sportsgrene, hvor ’kun’ 74 procent af pigerne udviste mere selvsikker adfærd.

Samtidig svarede 58 procent af pigerne, at de har overvundet et dyk i deres selvtillid ved at spille fodbold, mens tallet for de resterende sportsgrene er 51.

– Vores piger passer fint ind i det billede. Jeg kan se, at fodbolden højner pigernes trivsel. Det er rart at få det dokumenteret. Som far til en af pigerne, kan jeg også i hverdagen fornemme, at det fællesskab, der bliver skabt i en fodboldklub og på et fodboldhold, er med til at give pigerne selvtillid, siger ungdomsformand i Hornbæk Idrætsforening, Jørn Weirsøe. Han roser samtidig alle de frivillige trænere og ledere i klubberne, som sørger for, at pigernes møde med breddefodbolden foregår på en god og anerkendende måde.

Lige nu er det, der fylder mest hos Guldpigerne at få lov til at løbe på banen på et fyldt stadion. Og selv om de kun får få minutter, har de aftalt at nyde hvert sekund, før de løber ud igen for at følge kampen fra tilskuerpladserne – og heppe på Helsingørs fodboldhelte.

Piger, der gerne vil spille fodbold i Hornbæk IF, er velkomne til at kontakte ungdomsformand Jørn Weirsøe på mail ungdom@hornbaekif-fodbold.dk eller mobil 51 29 68 47.

“Vi mangler to dedikerede målmænd på Guldpigernes hold, altså årgang 2007-2008. Hvis vi får det, vil holdet blive endnu stærkere. Så hvis der er nogen deruden, der brænder for at blive målmand, glæder jeg mig til at høre fra jer,” siger ungdomsformanden.

SE GULDPIGERNE SPILLE TURNERING PÅ HORNBÆK STADION

PÅ SØNDAG 17/9-2017 KL. 9-14.

Fodboldpiger Hornbæk pokaler foto Lotte Lund.jpg

Hornbæks guldpiger fejrer deres sejre. På søndag spiller de på Hornbæk Stadion kl. 9-14. Foto: Lotte Lund.

Fodboldpiger Hornbæk lakridpiber foto Lotte Lund.JPG

Kaptajn Jesper Bækgaard og hans matroser har tradition for at fejre en velspillet kamp med en lakridspibe. Her har de gjort det igen. Foto: Lotte Lund.

%d bloggers like this: