Hornbæk Blog

Bloggen for alle, der elsker Hornbæk

Month: august, 2017

Hornbæks fede nye skatepark indvies på søndag

Skaterpark Hornbæk er allerede taget i brug Foto Jonas Larsen

Badebyen Hornbæk i Nordsjælland har fået høj hipsterfaktor. På søndag den 27. August 2017 bliver det officielt, når byen kl. 11-15 officielt indvier sin nye skatepark. Kom i god tid. Der bliver taler, forfriskninger, opvisning og fede toner fra DJ Bob.

Så skal der skates – Hornbæk Skaterpark indvies officielt på søndag kl. 11-15 med et brag af en åbningsfest.

Der bliver taler, opvisning, konkurrencer med de lækreste præmier fra blandt andre Nike SB, VANS samt lokale sponsorer, forfriskninger og fede toner fra DJ Bob. Arrangørerne opfordrer til at komme i god tid!

Skateparken, der er blevet bygget som en del af Hornbæk Idrætsanlæg og Hornbæk Hallen på Carl Bødker Nielsens Vej i Hornbæk, er allerede blevet et mødested for Hornbæks skatere. Banen egner sig til både løbehjul, skateboards, BMX og rulleskøjter.

Initiativtagere er to Hornbæk-fædre, Jakob Lindergård-Bentzen og Jonas Larsen. Banen er blevet til i et positivt samarbejde med Helsingør Kommune.

Det er det fynske selskab SK8 Design der har bygget Skaterpark Hornbæk. Den samlede pris for anlægget bliver en halv million kroner. Pengene er bevilliget fra Helsingør Kommunes pulje til udvikling af byrum.

Formanden for Hornbæk Idrætsforening, Peter Poulsen glæder sig på sin side over at skaterbanen kan tiltrække nogle unge til idrætsområdet, der måske ikke normalt ville komme her.

Dagens program ser sådan ud:

Tid: Søndag 27. August 2017 kl. 11-15.

Sted: Carl Bødker Nielsens Vej 3 – 3100 Hornbæk (til højre på vej mod fodboldbanerne)

Kl. 11.00 Velkomst

Kl. 11.05 Præsentation af program

Kl. 11.10 Åbning af skatepark

– Tale ved borgmester Benedikte Kiær

– Tale ved formand for Hornbæk Idrætsforening Peter Poulsen

– Formand for Sundheds-, Idræts- og Fritidsudvalget Jens Bertram – åbner skateparken

Kl. 11.20-11.45 Opvisning – skateboards & løbehjul

Kl. 11.45-15.00 Fri skate & små konkurrencer

DJ Bob spiller fede toner under hele arrangementet.

Der vil være gratis frugt, saft og kage under arrangementet. Saft og frugt er sponseret af Superbrugsen Hornbæk.

Michael Falkesgaard Lagoni kommer med kaffevognen.

(I tilfælde af vedvarende regn/skybryd aflyses arrangementet.)

Fakta om Hornbæk Skatepark:

Hornbæk Skatepark er bygget på 463 kvadratmeter og har et bowlområde med 2 dybdeniveauer. Fra bowlen går et downrail, og der er bank/quarters, så man kan komme ned til street området med rails og ledges / manual pads. I den anden ende af streetområdet finder man en stor quarter/banksection udformet som et bowlcorner. (Kilde: Skateparks.dk)

Du kan følge med i aktiviteterne i facebook-gruppen Skatepark Hornbæk

Magisk Ophelia på japansk

GhostOfOphelia1

Ophelia i japansk Noh-stil. Foto: HamletScenen.

I 1603 blev Shakespeares skuespil Hamlet udgivet for første gang. Det var ikke mange år efter Frederik den 2. var færdig med ombygningen, der forvandlede Kronborg til det storslåede renæssanceslot, som der var gået ry om over hele Europa – og som havde inspireret Shakespeare til den dramatiske historie om den danske prins. I Japan havde man på denne tid udviklet Noh, en klassisk teaterform baseret på musikalsk drama, hvor skuespillerne bevæger sig i langsomme bevægelser iført masker iført smukke kostumer i de smukkeste silkestoffer. De ligner de fineste porcelænsdukker.

Tirsdag var der verdenspremiere på Hamlet – eller rettere Ophelia – som noh på Kronborg som en del af HamletScenens Shakespeare Festival.

Bag forestillingen, der er produceret specielt til Shakespeare Festivel står det anerkendte KOH LO SHA Noh-kompagni fra Tokyo. Anledningen til nyfortolkningen af Hamlet er 150 året for etableringen af de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan.

Forestillingen kunne lige så vel have været opført ved hoffet for 400 år siden. Virkemidlerne var lige så traditionelle som da Shakespeare levede. En enkel bagscene uden nogen form for pynt. Et orkester med tre mand på trommer og en på fløjte. Et mandskor. Alle i traditionelle japanske klæder.  Og i centrum de overnaturlige og meget poetiske hovedpersoner, der enkeltvis kom ind og med langsomme, glidende bevægelselser opførte Hamlet med afsæt i den ulykkelige Ophelias skæbne.

Vi ser i de første scener spøgelset af Ophelia gå igen på Kronborgs volde. Siden møder vi blandt andet også Horatios efterfølger og Hamlet – og en humoristisk graver.

HAmlet

Hamlet på japansk. Foto: HamletScenen.

Man har sjældent set mage på en dansk scene. Den insisterende japanske fløjte og den mystiske blanding af trommer og lyde frembragt med stemmen var i starten næsten ubehagelige at høre på, men pludselig bliver man trukket ind i det ukendte univers, hvor alt foregår i et andet tempo og en anden puls. Et univers, hvor skønheden råder.

Det blev en stor international teateraften på Kronborg, hvor det endnu en gang lykkedes at bruge Hamlets stærke fortælling til en magisk oplevelse.

Forestillingen afslutter en flot udgave af årets Shakespeare Festival med en anmelderrost  Hamlet med Cyron Melville i titelrollen og Natalie Madueño som Ofelia. Forestillingen var på engelsk og HamletScenens første internationale co-produktion. Med  ny scene og Kronborg som uovertruffen baggrund er HamletScenen godt på vej til at manifestere sig som en af verdens førende Shakespeare-scener. Det kommer Hornbæk også til at nyde godt af.

 

OM NOH TEATER

Noh teater kan dateres helt tilbage til det 14. århundrede, og er den ældst bevarede Japanske teatertradition. Det traditionelle teater inkluderer musik, dans og drama og det poetiske sprog, de langsomme bevægelser, samt de smukke karakteristiske kostumer og masker er hovedelementerne i hver enkelt forestilling. Hovedkarakterens maske i forestillingen Ophelia, kan dateres tilbage til det 17. århundrede og kostumerne er mere end hundrede år gamle.

Alle Noh forestillinger bygger på de samme karakterer, som hver symboliserer specifikke karaktertræk. Det er særligt det emotionelle som bærer stykket, og plottet er ofte inspireret af legender, historier eller kendt litteratur, hvor historien omhandler en historisk karakter, der vender tilbage som spøgelse. Netop dette tema beskæftiger forestillingen Ophelia sig med, hvor vi netop møder Ofelias genfærd, som spøger på Kronborg Slots volde.

 

 

 

Lars Romann Engel skaber Hamlet-forestilling med internationalt format

image001 2.jpg

De to danske hovedrolleindhavere Natalie Madueño (t.v) og Cyron Melville (t.h.), leverer præstationer i international klasse på Kronborg denne sommer. PR-foto.

Instruktøren Lars Romann Engel, der sommeren over har base i Hornbæk, havde tirsdag aften verdenspremiere på Kronborg på den første engelsk-sprogede produktion af Hamlet med danske skuespillere. I hovedrollerne som Hamlet, Ofelia og Dronning Gertrud, så man henholdsvis Cyron Melville, Natalie Madueño og Vivienne McKee. Sidstnævnte huskes her i Hornbæk senest for tidligere på sommeren  at have kastet glans over byens Store Badedag.

Hamlet på Kronborg 2017 er et havombrust teater under åben himmel – og første halvdel af forestillingen fik publikum det for alvor det sidste at føle, da regnen silede ned. Men det tog intet fra det, der foregik oppe på scenen, der i år er spektakulært bygget op på den sydlige kant af slottets smukke voldanlæg. Slottet danner et dramatisk bagtæppe. Scenen er dermed flyttet ud af de traditionelle rammer i slotsgården. For Lars Romann Engell, som også er daglig leder af HamletScenen, der står bag den årlige Hamlet Festival på Kronborg, giver det helt nye muligheder – med hans egne ord er scenen “verdens nye mødested for Shakespeareelskere”.

Ambitionerne i den nye forestilling, som er en co-produktion mellem London Toast Theatre og HamletScenen, er tårnhøje, men bliver forløst, så man sidder målløs tilbage over ikke mindst de danske skuespilleres imponerende beherskelse af det engelske sprog.

Cyron Melville har med Hamlet-rollen påtaget sig en næsten umenneskelig udfordring og har sammen med Lars Romann Engel brugt måneder på at forme den danske prins’ rejse gennem stykket. Og han leverer uden slinger i valsen. Hamlets rejse spejler den aktuelle problemstilling, som også vores tid udfordres af. Selv om vi er moderne mennesker i en moderne verden, hvor vi kan træffe rationelle valg til at bringe os og verden videre, er døden – i form af terrorangreb – blevet en næsten dagligdags begivenhed. Hvorfor?

Hamlets elskede Ofelia – i Natalie Madueños fortolkning – stråler også i sin vaklende udvikling mellem Hamlets kærlighed og vanvid  holdt op imod faderens Polonius’ krav om dyd og ære. Polonius er i Chris Myles udlægning en snedig, vittig hofsnog. Og det er stærkt at se Vivienne McKee, som normalt får os til at le, løfte den tragiske rolle som Hamlets mor. For sent forstår hun tingenes rette sammenhæng mellem hendes nye mand Kong Claudius og mordet på hendes første mand, Hamlets far – djævelsk spillet af Richard Clothier.

Handlingen på Kronborg sættes op som et opgør mellem den nye og den gamle verden – også her oplever vi spejlingen af den tid vi lever i, hvor voldelige og anti-demokratiske kræfter i kombination med den teknologiske udvikling sætter den verdensorden, der blev etableret efter Anden Verdenskrig under alvorligt pres. I stykket er de brutale tradtioner om blodhævn udfordret af viden og dannelse. Hierarkier står for fald, da den idelologisk optændte  student Hamlet vender hjem fra Wittenberg til Kronborg Slot og sin fars begravelse. Den unge Hamlet optændt af nye dannelsesidealer inspireret af Luther og ideen om det moderne ansvarlige menneske.

På slottet hersker den gamle orden: øje for øje, tand for tand. Vi følger, hvordan den unge prins Hamlet forsøger at bryde fri af traditionens blodige bånd. Han ønsker at bringe sit kongerige ind i en ny, mere oplyst periode, men vi ser, hvor svært det er at holde idealerne højt.

Opløsningstendenserne og det moderne samfunds evige overvågning kommer godt til udtryk i Catia Haubergs scenografi og kostumer og forstærkes med brug af mobiloptagelser. Mårten K. Axelssons har lavet et lys, der også viser, at tidens teknologi kan skabe både kolde og varme øjeblikke. Mike Scheridans musik hører man næsten ikke – fordi den fint understreger scenerne.

Shakespeares mange ord bringes i oversættelse over scenen. Det kan være lidt svært at følge med i de kringlede sætninger, så det er en god ide at sætte sig ind i plottet før forestillingen, så man kan nyde det, der foregår på scenen og ikke bruge al opmærksomheden på at læse for at kunne følge med.

Til lykke til Lars Romann Engel, HamletScenen og London Toast Theatre med levere på så højt niveau. Og fortsætter det, vil også vi se scenen på Kronborg blive det kulturelle kraftcenter, den er tænkt som.

Hamlet spiller frem til 23. august.

Læs alt om forestillingen og køb billetter her

 

Læs også det eksklusive interview med Lars Romann Engel, som tidligere er blevet bragt i Dit Hornbæk:

lars_romann_engel_-_foto_bo_nymann_web_kopi.jpg

Lars Romann Engel elsker at lade op i Hornbæk. PR-foto.

Hornbæk kan blive Nordens Cannes

HamletScenens direktør Lars Romann Engel, som instruerer årets store Hamlet-forestilling på Kronborg, har sommerhus i Hornbæk og elsker byen og naturen, når han skal slappe af. Men han drømmer også om at skabe en kulturel event, der vil gøre det samme for Hornbæk, som filmfestivalen har gjort for Cannes.

”Hornbæk er så utrolig smuk og her findes så mange driftige mennesker. Jeg tror, på at vi kan gøre Hornbæk til Nordens Cannes,” siger Lars Romann Engel, direktør for HamletScenen, hen over en kop friskbrygget cappucino. Vi sidder i hjørnet af det lille gårdmiljø i Kurbadet by Ilse Jacobsen på A.R. Friis Vej.

Lars Romann Engels bor til dagligt på Frederiksberg med sin familie, men en stor del af året tilbringes i sommerhuset i Månedalen, tæt på det fredede, enebærbevoksede og lyngklædte område kaldet Rusland, der ligger lidt nordvest for Hornbæk.

Lige nu er han travlt optaget af at instruere denne sommers opførelse af Hamlet. Det er HamletScenens første internationale egenproduktion med nogle af de største navne i dansk teater lige nu. Cyron Melville har hovedrollen som Hamlet. Ofelia spilles af Natalie Madueño. Vivienne McKee spiller Hamlets mor, Gertrud. Hamlet har premiere på Kronborg den 1. august og spiller frem til den 19. august.

Shakespeare til Hornbæk

Teaterdirektøren store drøm er at gøre Hornbæk til en del af Helsingørs Shakespeare-univers.

”Hornbæk har alt det, der skal til. Dejlige hoteller, gode restauranter, skønne omgivelser og en fantastisk infrastruktur. Og det er jo ingen sag at komme hertil fra København. Men der mangler den store kulturbegivenhed, en fast årlig aktivitet som filmfestivalen i den sydfranske badeby. Se hvad, den har gjort for Cannes,” siger Lars Romann Engel.

Ideen er hermed givet videre.

”Vi mangler en scene – den kunne ligge i et af hotellerne eller i forbindelse med det kulturhus, man kunne bygge her – for eksempel på den ledige grund ved minigolfbanen.  Vi kunne også få Shakespeare-skuespillerne til at bo i Hornbæk og gøre deres pressemøder til en stor tradition,” lyder nogle af ideerne fra Lars Romann Engel.

Jeg har brug for naturen

Men teaterdirektøren kommer også til Hornbæk for at slappe af.

”At arbejde med teater er dels meget intenst, dels går det meget ud på at tænke og analysere. Derfor har jeg brug for naturen til at koble af, både fra det sociale og det mentale. Så er det skønt at save brænde og grave i haven. Når jeg gør det, kommer jeg pludselig helt ned i min krop,” fortæller Lars Romann Engel.

Den klassiske badeby

”Jeg nyder også, at Hornbæk er en rigtig klassisk badeby, hvor man både har naturen og havet, men hvor man også kan gå i byen. Her er altid mange tilbud. Min familie og jeg er næsten altid nede på havnen, som er en af mine absolutte Hornbæk-favoritter med stemningen, fiskehuset stranden og vinterbaderne. Jeg er også vild med den nye surfshop. Og så er det skønt, at det også muligt finde lækre restauranter og gå på café. Kurbadet er et af mine yndlingsspisesteder,” siger han begejstret.

”Her er faktisk så dejligt, at jeg godt kunne finde på at flytte herop og bo hele året,” siger han.

 

Blå Bog:

Lars Romann Engel, siden 2008 direktør og kunstnerisk leder, HamletScenen på Kronborg Slot, Helsingør.

Født: 1968

Gift med scenograf Catia Hauberg Engel. To børn: Dimitri (19) og Luis (15)

1997: Uddannet instruktør fra Statens Scenekunstskole

Med dette års forestilling er det anden gang Lars Roman Engel instruerer Hamlet på Kronborg. Sidst han gjorde det var i 2004 med den anmelderroste forestilling ”Hamlet – en afhopper uden land” med Thure Lindhardt som Hamlet og Laura Drasbæk som Ofelia og Ulla Henningsen som Gertrud.

Lars Romann Engel Har udviklet HamletScenen Shakespeare Festival på Kronborg til en begivenhed i international klasse.  I 2017 finder festivalen sted fra 1. – 23. august. Shakespeare Festival er en fejring af William Shakespeares forfatterskab og af originalt friluftsteater. Festivalen er et mødested for Shakespeareentusiaster og andre nysgerrige fra hele verden. Her kan du opleve spektakulære og originale Shakespearefortolkninger under åben himmel i sensommeraftenen. Forestillingerne er iscenesat og opført af nogle af tidens mest anerkendte teaterkunstnere og -kompagnier.

Læs mere på www.hamletscenen.dk

LogoColorTextBelow

Hornbækbloggen leveres af Lotte Lund Media Lab

%d bloggers like this: