Skyerne skiller, når shubberne spiller

by Lotte Lund

20431616_1587402447993841_1212756973088281934_n

Shu-bi or not Shu-bi trak fuldt hus på Hornbæk Havn. Foto: David Mandrup.

Shu-bi-dua-guitaristen Claus Asmussen gav sammen med sit band Shu-bi or not Shu-bi en forrygende koncert lørdag kl. 18 på Hornbæk Havnefest. Efter nogle grå regnvejrstimer klarede det op, da Asmussen & Ko gik på scenen. Men som Asmussen citerede, er der et gammelt ordsprog, der siger “Skyerne skiller, når shubberne spiller”.

Og publikum var mødt talstærkt op for at rocke med på de kendte Shu-bi-dua-klassikere. Hornbækbloggen var med på de forreste rækker og tøver ikke med at uddele seks store hjerter ♥️♥️♥️♥️♥️♥️ for koncerten, hvor musikerne gav den gas og fik skabt både den rigtige Shu-bi-dua-lyd, men ikke mindst også den sjove og letterede gakkede Shu-bi-dua stil ud over scenen.

Forsanger Karsten Lagermann, som til daglig bor i Hornbæk, var glad og lettet efter koncerten. Tanken om at stå over for et stort publikum, hvoraf mange er dem, han møder, når han afleverer børn i skolen eller handler i SuperBrugsen, havde fået nerverne til at fylde lidt mere end de plejer. Men han gjorde det supergodt og balancerer fint mellem at lyde som den klassiske Shub-di-dua og alligevel og gøre sangene til sine egne.

Lagermann kunne da også fortælle, at der er rift om at få Shu-bi or not Shu-bi ud og spille – det er ved at løbe op i 50 koncerter om året.

De øvrige medlemmer i Shu-bi or not Shu-bi er er foruden Claus Asmussen og Karsten Lagermann, Bosse Hall Christensen, der også spillede med i det oprindelige Shu-bi-dua, Klaus Poulsen på klaver og John Sørensen på bas.

Læs alt om Shu-bi or not Shu-bi her​

Nederst i bloggen finder du sæt-listen fra koncerten på Hornbæk Havn 29. juli 2017

 

Læs det eksklusive interview fra Dit Hornbæk med Claus Asmussen:

IMG_2683

Claus Asmussen ved annekset, der en gang var omklædningsrum til familiens tennisbaner. Foto: Lotte Lund.

Et mystisk brev fik os til Hornbæk

Shu-bi-duas berømte guitarist Claus Asmussen holdt som barn aldrig ferie i Hornbæk, men kom herop på udflugter med sine forældre for at bade og drikke te på Trouville. In sin ungdom spillede han med Tommy Seebach og Sir Henry & His Butlers på Bondegården. For 40 år siden modtog modtog han et mystisk brev fra Helsingør Kommune, der gjorde Hornbæk til et fast holdepunkt. Lørdag 29. juli spiller han og Shu-bi or Not Shu-bi på Havnefestens store scene.

Vi har fået lov at komme inden for hos Claus Asmussen, den berømte guitarist fra Shu-bi-dua, som er begyndt at dukke op i nye musikalske sammenhænge i Hornbæk og rundt om i landet. Han og fruen Lise Lotte Asmussen, der i hverdagen bare kaldes Lotte, tager imod med te på terrassen. Deres hyggelige træhus ligger på en af Hornbæks eksklusive sommerhusveje. Stemningen er afslappet. Solen skinner fra en blå himmel. De har lige fejret 50-års kærestedag, fortæller de, og ser lige så nyforelskede ud, som var det for 14 dage siden, de havde mødt hinanden for første gang.

Han har efter en længere selvvalgt pause taget musikken op igen. Hun har gjort karriere i modebranchen og været moderedaktør på IN. I dag underviser hun i yoga, blandt andet i Yogapraxis her i Hornbæk – og hun er også at finde blandt de frivillige i Uge 31 Hornbæk. Parret elsker begge Hornbæk og sommerhuset, som de købte i fællesskab med Claus Asmussens mindst lige så berømte far, jazzmusikeren Svend Asmussen, som i februar gik bort i en alder af 100 år.

Indtil for 40 år siden havde parret ikke nogen særlig relation til Hornbæk. Claus Asmussen var kommet her på dagsture fra København og havde badet og drukket te på det daværende badehotel Trouville. Han havde også spillet i på diskotek Bondegården, som lå, der hvor Netto ligger i dag. Det var tiden før, han kom med i Shu-bi-dua, så han kom her sammen med Tommy Seebach og Sir Henry & His Butlers, et af datidens helt store danske band.

”Det var et sted, hvor der blev delt øretæver ud,” mindes Claus Asmussen om sine oplevelser på Bondegården.

Det mystiske brev

Claus Asmussens karriere fortsatte herefter i Shu-bi-dua, som han blev medlem af i 1974. Gruppen fik kæmpesucces med deres sange med gakkede tekster, der alligevel fangede tidsånden og den danske folkesjæl og i dag udgør en del af den danske sangskat. I 1977 udkom lp’en Shu-bi-dua 4, der til dato er Shu-bi-duas største kommercielle succes med numre som ”Vuffelivov” og ”Sommergryder”. Samtidig dumper et mystisk brev ind gennem brevsprækken hos Claus Asmussen hjemme i Taarbæk. Det er fra Helsingør Tinglysning, som beder ham godkende salget af en grund i Hornbæk.

”Jeg kendte ikke noget til nogen grund og spurgte min far og hans bror, Johann Asmussen, der var advokat. De fortæller mig, at min farfar var en stor handelsmand, der havde købt et sommerhus på en kæmpegrund på tæt på vandet i Hornbæk. Desværre gik han nedenom og hjem under depressionen i 1930’erne, men, viser brevet, han fik indført en klausul om, at grundene i Hornbæk, skulle tilbydes arvingerne i tilfælde af salg. Det var aldrig sket, men pludselig var der en, der var vågen i Helsingør Kommune,” fortæller Claus Asmussen.

Far og søn, Svend og Claus Asmussen, besluttede sig for at tage op og se på grunden.

Det lille røde hus

”Der var et lille rødt hus. Min far genkendte det. Det var det gamle omklædningshus, der havde hørt til min farfars tennisbaner. Jeg anede ikke, at min far var kommet her som barn. Og han fortæller, hvordan han om aftenen kravlede ud af sit vindue i sommerhuset og sneg sig hen for at høre danseorkestrene på Trouville og der fandt ud, at han skulle være musiker. Og orkesterlederen spillede jo violin,” fortæller Claus Asmussen.

Far og søn beslutter sig for at købe grunden og huset sammen.

IMG_2695

Claus Asmussen og hustruen Lotte. Foto: Lotte Lund.

”Lotte og jeg havde råd til at købe grunden sammen med mine forældre på grund af Vuffelivov,” fortæller Claus Asmussen og smiler af den tid, som fik så stor betydning.

Der blev bygget et hovedhus til den ældre generation på grunden. Lotte og Claus Asmussen indrettede omklædningsnuset, som står der endnu, til et anneks, hvor de kunne bo med deres dengang to små drenge.

Siden er somrene blevet tilbragt i Hornbæk med helårsboligen beliggende i Tårbæk. Parret mindes de første år, hvor alle hver aften gik tur på havnen. De nød at kunne slappe af og være private heroppe ved vandet, når Claus kom hjem fra det hektiske turnéliv med Shu-bi-dua. Så man så ikke meget til dem i Hornbæks natteliv – heller ikke fordi, de havde små børn.

Vejen tilbage til musikken

Efter 10 års selvvalgt pause er Claus Asmussen igen ved at finde vejen ind i musikken. Det startede for cirka fem år siden med nogle lidt tilfældige kontakter til blandt andet Hornbæks ældste boyband, Sunshine Boys, og gæsteoptræden i Vise Vers Teltet til Havnefesten. Da musikken begyndte at spille på Café Hornbæk Strand på hjørnet af A.R. Friis Vej og Øresundsvej lod han sig også lokke til at spille nogle af de gamle Shu-bi-dua-klassikere dér.

Claus Asmussen var også på banen, da der efter den historisk voldsomme storm Bodil i 2012 skulle indsamles millioner blandt hornbækkerne til genopbygning af havnen, som var raseret af de voldsomme naturkræfter. Han var blandt initiativtagerne til udgivelsen af en støtte-cd og den store støttekoncert på Hornbæk Havn. Der deltog også andre store lokale navne som Stig Skovlind, Johnny Reimar, Yeah Yeah Yeah og Sunshine-boys. Selv Michael Hardinger dukkede op denne aften.

Shu-bi or not Shu-bi

I 2015 ringede han til sin gamle band-ven Bosse Hall Christensen, et af de originale medlemmer af Shu-bi-dua. De blev hurtigt enige om, at den danske rock-scene savnede et band som på værdig vis kunne løfte arven fra Shu-bi-dua, et band som kunne formidle den velkendte lyd, den særegne humor og den frække attitude som i de muntre år. Og hvem kunne gøre det bedre end de to? Så da mødet var slut var Shu-bi or not Shu-bi en realitet.

”Derefter samlede vi et band med Karsten Lagermann fra Beatles-bandet Yeah Yeah Yeah som sanger.

”Han er pissegod til at fortolke de sange,” siger Claus Asmussen. Foruden Claus Asmussen, Bosse Hall Christensen og Karsten Lagermann består Shu-bi or nor Shu-bi i dag af John Sørensen og Klaus Poulsen.

Fra at hygge sig i øvelokalerne og spille i Hornbæk, er Shu-bi or not Shu-bi i dag et band, der året rundt er på turné over hele landet med de gamle sange og en masse fis of ballade. Og til Claus Asmussen store glæde og overraskelse oplever han, at også de yngre generationer møder op og synger med.

Det gjorde de også, da Shu-bi or not Shu-bi spillede op til havnefesten. Lad os håbe, det ikke er sidste gang, det sker.

Blå bog: Claus Asmussen

Claus Asmussen er født i 1949.

Gift med fhv. moderedaktør, yogalærer Lise Lotte Asmussen.

Søn af violinisten Svend Asmussen.

Medlem af Shu-bi-dua 1975-2005

2015-? Aktiv i Shu-bi or not Shu-bi

Derfor elsker Claus Asmussen Hornbæk:

  • Luften er helt fantastisk heroppe – her en duft af hav og klitroser.
  • Her højt til himlen – det er en lise at komme her
  • Vi drikker vandet fra hanen – det er helt fantastisk…
  • Badevandet er det skønneste

Sætliste fra koncerten på Hornbæk Havn 29. juli 2017

  1. DEN RØDE TRÅD
  2. NAM NAM
  3. COLOUR PÅ TOSSEN
  4. FOLKEVOGNEN
  5. HVALEN HVALBORG
  6. ONE NOTE SAMBA
  7. MINUS TIL PLUS
  8. DANMARK
  9. NYLON BRANDO
  10. MELANKOLI
  11. McARINE
  12. VUFFELIVOV
  13. JEG HAR KØBT EN GUITAR
  14. ÆRMELUNDEN
  15. BRDR. GEBIS
  16. ROM & COCA COLA
  17. UNITED STEAKS
  18. FED ROCK
  19. STÆRK TOBAK
  20. ALPETOPPEN
  21. DEN RØDE TRÅD

 

Skærmbillede 2017-07-31 09.25.49.png

Følg Shu-bi or not Shu-bi på Facebook