Ny gourmet-is præsenteres i Hornbæk

by Lotte Lund

Kramers-Is-700x467.jpg

Holdet bag Kramer’s Is glæder sig til at komme og dele smagsprøver af deres ny gourmetis med højt proteininhold ud tirsdag den 11. april kl. 14-16 i SuperBrugsen i Hornbæk. Foto: Jacob Pedersen – MadeByMarble.

Så er der godt nyt til alle sundhedsbevidste is-elskere. De kan nu glæde sig til Kramer’s Is, den første danske protein-is som smagsmæssigt kan matche de bedste mærker inden for kvalitets-is. Det er lykkedes tre unge gutter fra Aarhus, at udvikle en hamrende lækker is med meget mere protein, men betydeligt færre kalorier samt mindre fedt end traditionel is. Fra denne uge, hvor is-sæsonen for alvor starter, vil Kramer’s Is være at finde i kølediskene i 850 COOP-butikker over hele landet – også i Hornbæk!

På tirsdag den 11. april 2017 kl. 14-18 kommer holdet bag Kramer’s Is som det første sted uden for Aarhus til SuperBrugsen i Hornbæk og uddeler smagsprøver af den nye is.

“Vi ved, at hornbækkerne elsker at være både aktive og spise is, så vi tror på, at de vil elske vores is. Nu kan alle jo starte med at komme forbi og få en smagsprøve,” siger Buster Kramer, som har lagt navn til isen. De to øvrige på holdet bag Kramer’s er Mikkel Ole Egmont Glarbo og Frederik Søgaard Poulsen.

Kramer’s Is laves på en italiensk isbase fra Livigno i det nordlige Italien, hvor den friske luft i bjergene giver køerne de bedste vilkår og dermed den bedste smag. Isen færdig produceres hos det prisvindende Aabybro Mejeri i Nordjylland.

”Det er en fornøjelse at arbejde sammen med de tre gutter. De spiller rigtig godt sammen og kommer med mange gode ideer, og er meget lyttende overfor det, som vi gamle, kan fortælle dem. De har hele tiden nye kunder og smage i tankerne, og vi ser meget frem til et godt og udbytterigt samarbejde,” fortæller mejeriejer NH Lindhardt fra Aabybro Mejeri.

Kramer’s Is laves på økologisk letmælk, som udgør en tredjedel af protein-indholdet i den færdige is, resten stammer fra tilsat valleprotein. Den færdige is indeholder 35 procent mindre sukker end traditionel is, men har alligevel en lækker, sød smag – uden brug af kunstige sødestoffer. Dette kan lade sig gøre, fordi noget af sukkeret i Kramer’s Is er udskiftet med druesukker. Ved hjælp af en traditionel italiensk fremstillingsmetode får Kramer’s Is samtidig en dejlig cremet konsistens.

Der er tale om et vaskeægte iværksættereventyr. Det handler om tre aarhusianere i 20erne, alle studerende, der savnede at kunne købe en sund is. Derfor satte de sig i foråret 2016 for at lave en protein-is, hvor der ikke blev gået på kompromis på med smag og kvalitet, men som samtidig var så sund, at den kunne nydes med god samvittighed efter træning.

De fik kontakt til den lokale isproducent Okkels Is, som i 2016 blev kåret til “Byens bedste søde tand” af AOA. Direktør Thomas Okkels Larsen var vild med deres idé og gav dem lov til at stå i isbaren efter lukketid og udvikle en opskrift og fremstillingsmetode, som sikrer at isen har både en cremet konsistens og en fantastisk smag på trods af et højt proteinindhold.

”Det var lettere sagt end gjort, men efter mange nætter i baglokalet lykkedes det,” siger Buster Kramer. Med Kramer’s Is fortsætter han en stolt familietradition, da både hans tipoldefar og oldefar var mejerister med isproduktion som speciale. De to andre på holdet bag Kramers Is er Mikkel Ole Egmont Glarbo og Frederik Søgaard Poulsen.

Prøvesalget af Kramer’s Is startede i juli 2016 på flere udvalgte steder i Aarhus – Salling Super, Kvickly Odder, Søstrenes Grenes cafe på Strøget, Seier Fitness og helsebutikken Ren Kost.

”Salget gik godt, og tilbagemeldingerne var, at smagen og kvaliteten rammer plet, og at næringsindholdet, der matcher Sundhedsstyrelsens anbefalinger, tiltaler den bevidste forbruger. Siden er det gået stærkt,” siger Buster Kramer.

I starten af 2017 blev der indgået en aftale om at komme fast ind i sortimentet hos COOP, hvor Kramer’s fire varianter ”Chokolade”, ”Jordbær”, ”Hasselnød” og ”Lakrids” fra i dag vil være at finde i COOPs kølediske over hele landet. ”Vanilje” er på vej i løbet af kort tid.

”Vores målsætning er, at Kramer’s Is bliver sundhedsbevidste danskeres foretrukne is – både efter træning, og når de gerne vil forkæle sig selv og deres familie. Og vi ser også store muligheder for at eksportere produktet flere steder i Europa, hvor der er øget efterspørgsel på proteinprodukter. Vi satser indledningsvis på det skandinaviske og det engelske marked,” siger Buster Kramer, der håber, at kunne lukke en aftale en aftale med en svensk supermarkedskæde i løbet af foråret.

Men først glæder de sig til at komme til Hornbæk!

Læs mere om Kramer’s Is her