Hornbæk Blog

Bloggen for alle, der elsker Hornbæk

Month: september, 2016

Invitation til borgermøde om Trafikplan for Hornbæk

11006480_612292882237300_8243596554211494503_n-1

Helsingør Kommune er i gang med at udarbejde en Trafikplan for Hornbæk. Det er målet, at planen skal understøtte visionerne for byen og til alle tider sikre, at trafikken i byen kan fungere, også når der er særlige store kulturelle eller sportslige aktiviteter i byen.
Der afholdes åbent borgermøde om trafikplanen torsdag den 6. oktober kl. 18 på Hornbæk Skole i kantinen.

Et udkast til trafikplan for Hornbæk blev drøftet på et borgermøde den 26. april 2016 på Hornbæk Skole. Kommunens Teknik, Miljø og Klimaudvalg behandlede efterfølgende rapporten på deres møde 6.juni. På dette møde blev rapporten taget til efterretning, og den planlagte proces med yderligere trafikanalyser over sommeren og et efterfølgende nyt borgermøde blev besluttet.

Der har over sommeren været foretaget forskellige trafikanalyser for den kørende trafik, fodgængere og parkering i byen. Resultaterne af sommerens trafikanalyser er nu indarbejdet i et nyt udkast til trafikplan for Hornbæk.

På mødet vil repræsentanter for det rådgivende ingeniørfirma MOE, gennemgå udkastet til ”Trafikplan for Hornbæk”, hvorefter der vil være mulighed for at drøfte trafikplanens indsatsområder.

Efter borgermødet tilretter MOE Trafikplanen i forhold til input fra borgermødet, hvorefter Trafikplanen forelægges Teknik, Miljø og Klimaudvalget til endelig godkendelse.

Kontaktpersoner:

Thomas Gjerulff, Trafikplanlægger. Team Trafik, Helsingør Kommune, mobil 49 28 24 79  eller mail tgj02@helsingor.dk

Jakob Høj, Seniorrådgiver, MOE A/S, mobil 33 73 71 23 eller mail jah@moe.dk

Meld dig til begivenheden på facebook her

Denne blog er skrevet som en servicemeddelelse til beboerne i Hornbæk og omegn på opfordring fra Helsingør Kommune og MOE.

Kulturnat Hornbæk 2016:

10696228_10152736268137899_6082914759564793766_n

Hornbæk Kulturnat er Danmarks hyggeligste og mest børnevenlige. Foto: Lotte Lund.

Hornbæk afslutter sommerens glæder fredag den 23. september 2016 med at fejre Kulturnat. Der bliver masser af spændende ting at vælge mellem, og hele byen vil genlyde af levende musik. Kulturnatten starter kl. 17 og festen fortsætter til aftenen afsluttes med stort ildshow med Cirkus Sort på Vestre Stejleplads.

Her kan du se hele programmet (link til printvenlig version i bunden af bloggen):

Kl. 16-18: Galleriet Hornbæk holder fernisering på kunstudstillingen “Horizons”. Sted. Ndr. Strandvej 340.

Kl. 17-18: Sunshine Boys spiller. Sted: Bytorvet.

Kl. 17-19: Asger, Yasmin og Henrik spiller ved Albi’s Kaffebar. Nrd. Strandvej 354.

Kl. 17-19: Catchwood Steelband spiller ved SuperBrugsen. Sted: Sauntevej 1.

Kl. 17-19: Åbent Hus på Hornbæk Vandværk. Sted: Hornebyvej 1.

Kl. 17-20: Hornbæk Håndbold – Skyd på mål på Niklas Landin og test din skudarm med fartmåleren på græsplænen ved PUK. Sted: Sauntevej 4.

Kl. 17-20: Ellekildehus Skovbørnehave sælger kager og pølsehorn. Sted: Bytorvet.

Kl. 17-21: Fritidsklubben PUK holder åbent hus og serverer hjemmelavet suppe til familievenlige priser. Sted: Sauntevej 4.

Kl. 17-21: 3B fra Hornbæk Skole har kagebod i Brix Westergards forhave. Sted: Ndr. Strandvej 350.

Kl. 17-21: Kom og rul din egen vaffel i Iskagehuset og få isen til halv pris. Sted: Havnevej 9B.

Kl. 17-22: Åbent hus i byens forretninger med masser af gode tilbud. Sted: Hele byen.

Kl. 17-22: 9. klasse fra Hornbæk Skole sælger kaffe og kage. Sted: Bytorvet.

Kl. 17-22: TO BE på Hornbæk Bibliotek. Det lugter lidt af Shakespeare, men der bliver også plads til både tango, ballondyr og trylleri, musik og konkurrencer for både børn og voksne.

KL. 17-22:  Hornbæk Brandstation viser brandbilen frem. Sted: Ndr. Strandvej.

Kl. 17-22: Åbent Hus i Hornbækegnens Lokalhistoriske Arkiv. Sted: Sauntevej 4.

Kl. 17-22: Kalaaliaraq – en ny grønlandsk forening sælger sælskindsprodukter og fiskefrikadeller af hellefisk. Sted: Ndr. Strandvej352.

Kl. 17-22: Butcher Boys sælger pølser, fadøl m.v. Bytorvet.

Kl. 17-22: Hestevognskørsel med stoppested ved Bytorvet. Sted: Bytorvet.

Kl. 17- 22: Chistian Dahl maleriudstilling hos Nybolig. Sted: Havnevej 23.

Kl. 17-22: Flere Christian Dahl maleri hos Nybolig Liebhaveri. Sted: A.R. Friis Vej 11.

Kl. 17.15-18: Klovnen Tapé underholder børn og voksne på Hornbæk Bibliotek. Sted: Bytorvet.

Kl. 17.30-18: Opvisning og workshop ved Dynamic Cheer fra Hornbæk IFs Gymnastik Afdeling:

KL. 18: Hornbæk IFs Gymnastik Afdeling: Spring og parkour. Sted: Ndr. Strandvej – ud for Fakta.

Kl. 18-22: Skydning med salonriffel v. Hornbæk Skytteforening Sted: Johannes Ewalds Vej ved Hornbæk Skoles østlige hjørne.

KL. 18-24: Musik og udendørsservering hos Det Luc’s. Sted.Ndr. Strandvej 345.

18.30-19: Opvisning og workshop ved Dynamic Cheer fra Hornbæk IFs Gymnastik Afdeling Sted: Ndr. Strandvej – ud for Fakta.

Kl. 19: Hornbæk IFs Gymnastik Afdeling: Spring og parkour. Sted: Ndr. Strandvej – ud for Fakta.

Kl. 19-19.30: Helsingør Ungdomsskoles Musicalkor underholder med sang og musik fra deres Hamletmusical. Sted. Bytorvet.

Kl. Boliggårdens Sømands Harmonikaorkester underholder foran Hornbækegnens Lokalhistoriske Arkiv. Sted: Sauntevej 4.

Kl. 19.30: Opvisning ved Dynamic Cheer fra Hornbæk IFs Gymnastik Afdeling. Sted: Ndr. Strandvej (ud for Fakta).

Kl. 19.30-21.30: Vi tænder 200 levende lys for “Lysets Museum” og laver fakkeltog gennem byen. Sted: A.R. Friis Vej 15.

Kl. 19.30-21.30: Catchwood Steelband spiller på Albi’s Kaffebar. Sted: Nordre Strandvej 354.

Kl. 19.30-21.30: Asger, Yasmin og Henrik spiller ved SuperBrugsen. Sted: Sauntevej 1.

Kl. 20-20.30: Hyggepianisten Peter Andreas Ruben Bredsdorff underholder på Hornbæk Bibliotek. Sted: Bytorvet.

Kl. 20-21: Helsingør Gospelkor. Sted: Hornbæk Kirke.

Kl. 20-21.30: Sunshine Boys spiller. Sted: Bytorvet.

Kl. 20.30-21: Biblioteket lætgter hus til tangoundervisning ved Tango y Miel. Sted: Bytorvet.

Kl. 21-21.30: Hyggepianisten Peter Andreas Ruben Bredsdorff underholder på Hornbæk Bibliotek. Sted: Bytorvet.

KL. 20-24: Få opfyldt dit musikønske hos “Den levende jukebox” på Cafe Hornbæk Strand. Sted: A.R. Friis Vej 17.

Kl. 21.30-22: Cirkus Sort ildshow. Sted: Vestre Stejleplads.

Kl. 22: Hornbæk Kulturnat slutter.

Vi ses i Kulturnatten!

Printvenlig version af programmet: hornbc3a6kkulturnatprogram_tider_endelig

Du finder også programmet i det nye nummer af Hornbæk Avisen, hvor du blandt andet kan læse om de driftige kvinder i Hornbæk… Få den gratis i en af byens butikker.

Hornbæk – de driftige kvinders by

Det er et tilfælde, men det siger alligevel meget om Hornbæk, at næsten alle artikler i den spritnye udgave af Hornbæk Avisen handler om driftige kvinder i Hornbæks handels- og erhvervsliv.

Du kan læse om, at dyrlæge Susanne Holst snart åbner en topprofessionel dyreklinik i den gamle stationsbygning. Her bliver hun nabo til Lotte Gelbjerg, der i påsken åbnede Loppestationen i den anden ende af stationen.

Ejendomsmægler Betina Porsgaard fra Danbolig fortæller om, at der atter er kommet gang i hussalget i Hornbæk. Faktisk har Danbolig haft det bedste år siden finanskrisen.

Der står også kvinder bag tøjbutikkerne Codimu og Boutique Louise, som bliver profileret i denne udgave af Hornbæk Avisen. Boutique Louise klæder kvinderne på inderst inde – med lækkert lingeri. Conny Dixen Munck samler alle de mærker, man ellers skal til Københavns hippe sidegader for at finde i sin hyggelige og lækre butik.

Og sandelig om ikke også det er en kvinde, Ninna Korch, der står for den idylliske cafe Hammermøllen i Hellebæk. Det er næsten Hornbæk.

Ingen i Hornbæk er i tvivl om, at Ilse Jacobsen med sit livsstilsunivers, der i dag er kendt verden over, er en kvinde, der har haft stor betydning for byens udvikling de seneste år.

I Galleriet Hornbæk var der sidste år en udstilling, ”Moderne Kvinder. Modtagelighed. Intuition. Mod.”, der for første gang fik de kvindelige kunstnere i Hornbæk frem i lyset. Galleriet drives også af en kvinde, Susanne Risom.

Og går man ind i brillebutikken møder man en kvindelig optiker. Der er rigtigt mange kvinder, der leverer sundhed og velvære. De er læger, apotekere, yogainstruktører, zoneterapeuter, akupunktører m.m. Man kan få næsten alt til hjemmet i de lækre interiør-butikker ejet af kvinder. Der er knap så overraskende kvindelige damefrisører. Vi har kvindelige bedemænd og benzintanken drives også af en kvinde. Ja, og så har jeg sikkert glem nogen.

Selv et af byens vigtigste strøg, A.R. Friis Vej, er såmænd også opkaldt efter en kvinde. Anna Regina Friis levede fra 1862-1911. I 1886 startede hun pensionatsdrift i lejede lokaler, og i 1895 stod hun for opførelsen af et af Hornbæks første helårspensionater, kaldet Pension Hornbæk. Det lå på hjørnet af A.R. Friis Vej og Kystvej.

Som sagt er det tilfældigt, at kvinderne stort set løber med det hele i dette nummer, men det er da også opløftende.  I USA ser vi for første gang en kvinde, Hillary Clinton, stå stærkt i kampen om at blive den første kvindelige præsident.

Et af Hillarys berømte citater lyder: ”Hvis et land ikke anerkender minoriteters rettigheder og menneskerettigheder, herunder kvinders rettigheder, vil man ikke have den bedst mulige stabilitet og rigdom. Kvinder er den største uudnyttede talentkilde i verden.” Jeg tror, at jeg skriver til Hillary og inviterer hende til at komme en tur til Hornbæk. Her spilder kvinderne i hvert fald ikke deres talenter.

Hornbæk Avisen udgives af Hornbæk Handelsstandsforening og husstandsomdeles i Hornbæk. Du kan også hente et gratis eksemplar i byens forretninger. Artiklerne er skrevet af journalist Lotte Lund.

Læs også alt om Hornbæk Kulturnat den 23. september!!

Schweizisk sejr i Dragon Gold Cup

Gold Cup vinderne

Vinderne af årets Dragon Gold Cup 2016. Foto: Henrik Hansen.

Af Nicolai Lassen

 

Sidste sejlads skulles sejles, protesterne skulle afklares, før de bedste placeringer kunne fordeles. Vinderen overalt blev Hugo Stenbeck som skipper samt gasterne Martin Westerdahl og Bernardo Freitas. Hugo Stenbeck, 37 år, en svensk-amerikansk milliardær og arving til Kinnevik koncernen.

I Danmark er han kendt for at stå bag gratisavisen Metro og TV3. Hugo var også aktiv i Victory Challenge, der satsede på America Cup i 2003 og 2007. Når dagligdagen ikke bruges til sejlsport gælder det ishockey, hvor Hugo Stenbeck var største aktionær i ishockeyklubben Malmö Redhawks indtil han forærede det bort.

Nummer 2 blev Dragen UAE 7 fra De Forenede Arabiske Emirater (UAE) med skipper Eugeniy Brasaslavet og gasterne Sergey Timokhov og Aleksandr Mirchuck. Tredjepladsen fik den danske båd Nina med skipper, OL-sejleren Niklas Holm og gasterne Mathias Thomsen og OL-sejleren Jonas Høegh. Danskerne indtog også 4. pladsen med Dragen African Queen fra Køge Sejlklub med Jørgen Schønherr og gasterne Christian Videbæk og Thomas Schmidt.

Danmark klarede sig overordnet rigtigt godt ved dette års Dragon Gold Cup. Den danske Drage Eva Full Speed!! med skipper Lars Hendriksen og gasterne Robert Stanjek og Claus Olesen vandt den 5. Sejlads om fredagen. Danmark vandt også ’Nationernes Cup’ den danske Drage African Queen vandt cuppens som bedste amatørbesætning.

corinthian

Besætningen fra African Queen hæver den flotte Drage, de fik for at vinde prisen for Dragon Gold Cups bedst placerede amatørbesætning. Foto: Henrik Hansen.

Hamlet Dragon Gold Cup har ikke været så hemmelig en begivenhed, som sejlsport normalt er. H.K.H Kronprins Frederik og H.K.H. Prins Christian har trukket sin del af medieopmærksomheden, men langt fra den hele. I Hornbæk har der været internationale journalister og pressefotografer så langt borte som Japan og Portugal. De sociale medier har buldret derudaf, og stævnemagasinet er blevet hentet en meget stort antal gange i hele verden.

Det kunne gøres bedre, meget bedre – men det er igen et spørgsmål om vilje og ressourcer, både flere penge – men i sær mange flere hænder. Især resultatopdateringen må Drage-klassen tage op til intern vurdering, moderne teknologi skal indføres, så deltagerne løbende kan trackes.

Nu er det store spørgsmål om sponsorerne er tilfredse? Øverste direktør i Sport Event Danmark Lars Lundov er ganske godt tilfreds: ”Med spændende sejladser og kongelig deltagelse har vi oplevet den danske riviera fra den allersmukkeste side. Sammen med Helsingør Kommune og hovedsponsoren Ilse Jacobsen har vi fået sat fokus på Danmark som sejlsportsnation og destination,” siger han.

Borgmester Benedikte Kiær har været ganske synlig på både Hornbæk Havn og som tilskuer ude på vandet: ”Vi har været meget glade for værtskabet i forbindelse med afholdelse af Dragon Gold Cup, og vi ser gerne flere arrangementer af den karakter, som vi kan danne rammerne for fremover. I den forbindelse er det glædeligt, at de to store sejlklubber og medarrangører af Cup’en, Kongelig Dansk Yachtklub og Hellerup Sejlklub, godt kan se muligheder i at lægge store, internationale kapsejladser i Hornbæk Havn i årene, der kommer. I Helsingør Kommune har vi fokus på naturen, som en af grundene til at besøge området, og derfor giver det god mening for os at afvikle events, hvor naturen – og i dette tilfælde vandet – indgår som et aktivt element,” siger borgmesteren.

Og her kommer den gode borgmester med en spændende sejlernyhed, for både KDY og HS ser spændende aspekter i at afvikle store stævner ud fra Hornbæk Havn. Havnen har fået gæste faciliteter, hvor alle 80 Drager kunne ligge ved siden af hinanden uden at fastliggere skulle flyttes.

Sejladsforholdene ud for Hornbæk er optimale med bølger, der starter oppe i Norge, vind og til tider stærk strøm, der kan gøre selv de mest erfarne sejlere og dommere godt rundtossede. Ser du mod øst står Kronborg, der hvor dramaet om Hamlet foregår. Kigger sejlerne nordpå, ser de ind på de imponerende klipper, der rejser sig op af vandet på den svenske halvø Kullen. Mod vest Nakkehoved Fyr, der markerer de nordligste punkt på Sjælland.

Dragon Gold Cup’s hovedsponsor Ilse Jacobsen er også tilfreds; “Det har været seks vellykkede dage her i Hornbæk og som hovedsponsor har det været en stor oplevelse at være en del af denne traditionsfyldte kapsejlads. Det har været skønt at opleve alle de gæster, som har besøgt byen, og som nu kan fortælle historien om Hornbæk ude i verden”, siger Ilse Jacobsen.

”Den store opbakning fra Kongehusets side med både deltagelse fra HKH Kronprins Frederik og H.K.H. Prins Christian samt Kongeskibet, som flere dage under stævnet har været tilstede på vandet, har bestemt medvirket til at Dragon Gold Cup i år har været noget ganske særligt,” fortsætter hun. 

Endelig sender Ilse Jacobsen en stor og varm tak til alle frivillige, der har brugt mange timer på at få dette store stævne op at stå. Og til de andre sponsorerer og partnere, for at hjælpe til, at Hornbæk igen kunne komme på verdenskortet.

Dragon Gold Cup arrangeres af Hornbæk Bådeklub i samarbejde med Kongelig Dansk Yacht Club og Hellerup Sejlklub. Helsingør Kommune og Sport Event Denmark er partnere på eventen og med Ilse Jacobsen som hovedsponsoren

Læs hele resultatlisten på www.dgc2016.com

Drage snittet af Aage Birch

Aage Birch, den sejler, der har vundet Dragon Gold Cup flest gange, havde snittet denne fine Drage som en pris til Dragon Gold Cups yngste deltager, H.K.H. Prins Christian. Foto: Henrik Hansen.

 

To dramatiske kapsejladser gennemført torsdag i Dragon Gold Cup

_MG_1217

Fra torsdagens kapsejlads i Dragon Gold Cup. Foto: Henrik Hansen.

Nicolai Lassen rapporterer:

Gold Cup formatet siger en enorm lang sejlads hver dag med start kl. 12.00, men vejret har drillet i Hornbæk. Mandag blæste det voldsom og onsdag var der lidt luft som kørte kompasset rundt. Så torsdag morgen var der kun sejlet to sejladser, og stadig lang vej til at kunne kåre en vinder. Fredag er sidste sejladsdag og præmie komsammen er fastsat til kl. 16.30 og den flyttes ikke.

Helt ekstraordinært er der givet accept til at starte kl. 10.00 og sejle to sejladser torsdag. Sejlerne og vinden drillede overdommer Christian Lerche med omstart på omstart. Flere gange med sort flag, så de kom først i gang kl. 11.00.

Det er et flot syn på den nu 750 meter lange startlinje, i løbet af kort tid er feltet spredt over et enormt område. Banen er så lang, så selv efter første mærkerunding er afstanden fra de førende og de sidste næsten 10 minutter. Dem, der har det sværest, er dem nede i feltet, for de sejler hele tiden med konkurrenter, der er i vejen, ødelægger den gode vind eller tvinger en bort fra det spor, man mener er det optimale for en.

Lynhurtigt taber man ti placeringer på et enkelt fejlslag. I mål er de vindende ofte et hele baneben foran de sidste, formentlig en voldsomt frustrende oplevelse.

I dagens 1. sejlads havde kronprinsen trukket det tunge lod, at være nummer sidst. I mål var besætningen fortsat i den tunge ende af feltet.

I den anden ende af feltet vandt favoritten UAE 9 Bunker Queen, med Nicklas Holm lige efter på en fornem andenplads. Tyske Marchus Bennecke med Theis Palm for gast på en tredje plads.

Det er også vanskelige forhold der sejles under, sejlerne havde medstrøm og vinden omkring 275 grader, da starten gik i 1. sejlads. Det rejste nogle store krappe bølger som frustrerede mange dragesejlere.

Nicklas Holm som torsdag morgen var bedste bud på en dansk topplacering, var også bedste danske besætning i dagens første sejlads. Men så skete katastrofen, da besætningen fik sin mast bøjet af en følgebåd mellem 1 og 2 sejlads. Et hændeligt, men forbandet uheld, hvor Nicklas desværre selv har en aktie i forløbet. Besætningen fik lov til at bytte båd på vandet med Nicklas far David Holm, som er noget dårligere placeret i det samlede løb.

Man tør næsten ikke tænke tanken, slet ikke sige det højt. Måske vil det gavne sporten hvis dette klassiske Drage koncept blev gentænkt? Jeg ved godt at Drage-sejlerne har det bedst i sit eget selskab, hvor det er de lukkede cirkler bestemmer – og hvor pøblen helst skal holde sig på solid afstand. Det gør de også, for sejladsen foregår så langt fra havnen som tænkeligt muligt. Tænk hvis sejladser var i en 1/3 længde og mange besætninger sejlede 5 sejladser hver dag? Så ville tilfældighederne være færre, og de uheld som især danskerne har oplevet ikke betyde så meget. Jens Christensen, som knækkede faldet før første start i 1. sejlads. Besætningen pakkede sammen og kørte hjem – heldigvis var de ikke kørt til Middelhavet, men alligevel.

Niklas Holm får leveret en ny mast i løbet af natten, så han er klar til start i morgen fredag.

Det er stadig uklart hvem der løber med trofæet, selv om antallet af besætninger skrumper. Bare en dårlig sejlads fredag, så er løbet kørt. For i Dragon Gold Cup er der ingen fratrækker. At det bliver en betalt besætning ligger fuldkommen klart, så det åbne spørgsmål er hvilken amatør besætning der vinder, og hvor langt kommer de op i præmielisten?

Dragon Gold Cup arrangeres af Hornbæk Bådeklub i samarbejde med Kongelig Dansk Yacht Club og Hellerup Sejlklub. Helsingør Kommune og Sport Event Denmark er partnere på eventen og med Ilse Jacobsen som hovedsponsoren.

Se resultater mm på hjemmesiden www.dgc2016.com

 

 

 

 

%d bloggers like this: