Hornbæks brandmænd fyrer op under Havnefestens damefrokost

by Lotte Lund

Hornbæks brandmænd foto susanne buhl

Havnefestens arrangører har fået en vaskeægte sensation på hånden. I forbindelse med årets nye tiltag ‘Damefrokosten’ har de fået overtalt de rigtige brandmænd fra Hornbæk Brandstation til at hjælpe til med serveringen af iskold rosé og hvidvin. Til daglig slukker disse store stærke mænd ildebrande, men ved Damefrokosten lyder opgaven på at fyre op under festen.

De friske brandfolk har tidligere vist, hvor meget de har at byde på. Det skete i 2014, hvor de udgav den brandvarme kalender ‘Det bare Brandmænd’, som mange (kvinder) i Hornbæk sikkert stadig husker.

Prisen for en billet til Damefrokosten, der afholdes i Vise Vers Huset lørdag den 30. juli kl. 12-15, er 225 kr. Der sælges kun 150 billetter. Der er er stadig muligt at få plads efter først-til-mølle princippet. Billetterne kan købes i Havnekiosken på Hornbæk Havn frem til 27. juli.

Foruden flotte brandmænd, vil Vise Vers Teltet blive pyntet flot op, der vil være ternede duge og rigtigt porcelæn og bestik. Menuen består af en overdådig fiske- og kødbuffet leveret af Fiskehuset Hornbæk og brød fra bageriet BAGT – det hele akkompagneret af sprøde toner fra Human Sound.

Som navnet antyder, er der til Damefrokosten kun adgang for kvinder. Hornbæk Bloggen vil naturligvis også være til stede.

Samtidig med Damefrokosten vil Dansk Søredningsselskab Helsingør lørdag kl. 13-15 invitere børn og barnlige sjæle (der kunne jo være de efterladte mænd/kærester) til en tur i selskabets redningsbåd. Og den kan med sine 300 hestekræfters motor sejle rigtigt stærkt!

Lars H.U.G. giver koncert på Hornbæk Havn fredag den 28. juli 2016, PR-foto.

Lars H.U.G. giver koncert på Hornbæk Havn fredag den 28. juli 2016, PR-foto.

Og nu hvor vi er i gang med mænd og havnefest, så åbnes Havnefesten i år af et godt hug(!) – nemlig Lars H.U.G. Den populære popveteran, der ellers ikke stiller op til lokale havnefester, er faldet for den fantastiske stemning i Hornbæk og har ladet sig overtale til at give åbningskoncerten fredag den 29. juli. Billetter til denne koncert koster 210 kr. – og den giver også adgang til det store afterparty med Hornbæks eget boyband Sweet Charlie 5 i Vise Vers Teltet.

Netop uden for Vise Vers Teltet vil man allerede på denne første aften opleve en af havnefestens nyheder, pølsevognen ØL & PØLSE. Her vil der været åbent til lukketid, så alle kan snuppe lidt natmad på vejen hjem.

Af andre nyheder til dette års havnefest kan nævnes TROSSEN – en sund sandwichbar med lune panini og grov flütes med fyld.

Ellers vil havnefesten følge de stolte traditioner, som er blevet opbygget over tid. Det er 135. gang Hornbæk Havnefest afvikles. Noget, der gør Hornbæk Havnefest til noget helt særligt, er at det er hele byens fest, hvor hundredevis af frivillige stiller op og hjælper til. Overskuddet fra havnefesten går ubeskåret til ungdomsarbejdet i de arrangerende foreninger: Hornbæk Bådeklub, Hornbæk Idrætsforening.

I disse dage og uger arbejder Hornbæk Havnefest Komité i døgndrift for at få alle ender til ar mødes.

Giv dem en high five:

Formand: Claus Bottelet.

Plads, scene og afviklingsansvarlig: Palle Mandrup, Hornbæk Idrætsforening.

Sponsorer & frivillige: Connie Schmidt, Hornbæk Havneforening.

Aktivitetsansvarlig: Jørn Jensen, Fonden Hornbæk Havn, Hornbæk Bådeklub.

Idé og udviklingsteam: Berthel Berthelsen, Anders Thirstrup, Andreas Mærkel Fritzen.

Læs alt om Hornbæk Havnefest 2016 her