Hornbæk hopper i havet med næser på

by Lotte Lund

11037761_1605609863017081_8867551997136550511_n

Sådan ser det ud, når Hornbæk åbner badesæsonen på Store Badedag – år bliver det med klovnenæser på i anledning af store Næsjonaldag.  Foto: Susanne Buhl.

Når hornbækkerne i år fejrer byens Store Badedag den 24. Juni vil det blive et ganske særligt syn. Dagen er nemlig også til udråbt til Danmarks Næsjonaldag, og i den anledning vil alle, der hopper i havet gøre det med en klovnenæse på til støtte for Danske Hospitalsklovne.

– Store Badedag er i forvejen en dag fyldt med gode grin, og det er jo sundt for både krop og sjæl. Hvis vi samtidig kan støtte et godt formål, så bliver det jo ikke meget bedre. Legetøjsbutikken Lirum Larum Leg har doneret i alt 1000 klovnenæser, og vi håber, at det slet ikke er nok, siger arrangørerne Susanne Buhl og Lotte Lund fra Hornbæk Turistforening.

Arrangørerne fra Hornbæk Turistforening forventer også i år, at hundredevis – gerne tusinder – af friske hornbækkere og badegæster i alle aldre vil møde op og hoppe i havet præcis kl. 17 fra byens vestre strand, der hvor man finder ishuset Sunspot.

– Det bliver et fantastisk. Selveste ”Dronning Margrethe og kronprinsesse Mary” har lovet at komme klippe snoren kl. 17. Det skal opleves, siger Susanne Buhl og Lotte Lund.

Det hele startede i 2014 med en udfordring fra Skagen. Hornbæk tog udfordringen op og bankede med 737 deltagere Skagens sølle 232 vinterbadere i stor stil. I 2015 fejrede Hornbæk så igen Store Badedag og igen mødte mange hundrede deltagere op.

Alle er velkomne til det, der har udviklet sig til lidt af en folkefest. Tilmelding er ikke nødvendig, men man er velkommen til at gøre det på facebook-begivenheden ”Store Badedag 2016”

. Det sidste vil arrangørerne sætte pris på af hensyn til den praktiske planlægning.

Tid og sted:

Store Badedag  – Hornbæk hopper i havet

den 24. Juni kl. 17 (Kom i god tid!)

Hornbæk Vestre Strand ved Sunspot (for enden af A.R. Friis Vej) i Hornbæk.

Program:

Kl. 16.30 Uddeling af klovnenæser. Opvarmning ved Hornbæk Allmost Stars – levende musik leveret af Sunspot og Café Hornbæk Strand, gratis FRISK vodkashots til de første 100 voksne, Corona isvafler til en flad tier, grillen tændes med pølser mm. til rimelige priser.

Kl. 17. Hornbæk hopper i havet – nedtælling ved “Dronning Margrethe og Kronprinsesse Mary”.

Kl. 17.30 Afterparty. Hornbæk Allmost Stars spiller og man kan købe lækkerier fra grillen.

Parkeringspladser forefindes på Øresundsvej eller Vestre Stejleplads, men der kan være rift om dem, så det anbefales at komme i god tid (en time før).

Arrangør: Hornbæk Turistforening www.hornbaekturistforening.dk

Læs mere om arrangementet på Facebook ”Hornbæk Turistforening”