Hornbæk Blog

Bloggen for alle, der elsker Hornbæk

Month: februar, 2016

Opråb fra Matas i Hornbæk: Stop butikstyverierne

dsc_3677

Niels-Erik Sneskjold: Stop butikstyverierne – vi ved, hvem I er! Foto: Susanne Buhl.

Hos Matas i Hornbæk har man oplevet en stigning i butikstyverier i en grad, så det nok er på tide at minde om, at butikstyveri er strafbart, hvis nogen skulle have glemt det. Det gælder uanset om man stjæler en pakke tyggegumme, en læbestift eller en iPad.

Og noget tyder på, at Matas ikke er alene om at føle, at et flere og flere danskere generelt har problemer med at kende forskel på dit og mit. En undersøgelse foretaget af YouGov for Søndagsavisen i 2014 viste, at hver 6. borger i alderen 18-75 år har stjålet i en butik. I gennemsnit anmeldes der 55 butikstyverier om dagen i Danmark.

Definitionen på et butikstyveri er, når en gerningsmand går ind i en forretning i åbningstiden og tager varer og forlader forretningen uden at betale for varerne.

Det var et tyveri i onsdags den 17. februar 2016, der har fået Niels-Erik Sneskjold fra Matas til at komme med et opråb. På denne dag omkring kl. 16.30 ‘glemte’ en kvindelig kunde i Matas at betale for de varer, hun tog med sig.

Og at det var en kvinde passer godt ind i statistikken over butikstyverier. Mænd er ifølge Danmarks Statistik generelt fem-seks gange så kriminelle som kvinder, men når det drejer sig om tyveri brydes mønstret. Næsten hver anden butikstyv er af hunkøn.

Men uanset køn er det i dag næsten umuligt at stjæle uden at blive afsløret, fordi overvågningen er blevet massiv. Det er også tilfældet hos Matas i Hornbæk.

– Gennem tiderne har jeg desværre pågrebet rigtig mange butikstyve i alle aldre på fersk gerning. Ofte er det dog først, når jeg finder tomme emballager, at jeg bliver opmærksom på, at der er blevet stjålet varer. Men med min video-overvågning, som er meget omfattende, finder jeg ALTID frem til den skyldige, siger Niels-Erik Sneskjold fra Matas i Hornbæk.

– Meget ofte bliver jeg temmelig rystet når jeg opdager, hvem tyven er. Husk på, at jeg stort set kender alle mine kunder. Når man stjæler mine varer, er det det samme som at stjæle mine penge ! Efterfølgende vil denne føle sig som jaget vildt, hvis man kommer i MIN butik igen ! Min pointe er, vil man have en ren straffe-attest, så hold fingrene fra det, der ikke er dit på lovlig vis, siger han videre.

Og han har ret. For nogen kan virke nemt at stikke en vare i lommen uden at betale. Men lige så snart man tager noget med ud af en butik uden at betale, er det tyveri, og man kan blive straffet for det.

Ifølge det Kriminalpræventive Råd er det lige meget om man har stjålet en billig eller dyr vare. Butikstyveri bliver ALTID skrevet ind i straffeattesten, og det kan få store konsekvenser for tyvens fremtid.

Straffen for butikstyveri afhænger blandt andet af værdien på den stjålne vare. Stjæler man billigere varer, er straffen som regel en bøde. Stjæler man meget dyre ting, kan man risikere at få fængselsstraf. Det har også en betydning for straffen, hvis man er flere sammen om at stjæle, eller hvis man har stjålet før.

Forretninger, der oplever butikstyveri skal anmelde det skriftligt til det lokale politi på blanketten P105 Anmeldelse om butikstyveri

Forretningen skal ringe 114, hvis gerningsmanden:
• er under 18 år
• er ikke herboende udlænding
• er uden fast bopæl
• ikke er sikkert identificeret

Forretningen bør også ringe 114, når butikstyveriet har et professionelt præg, er af større omfang eller du skønner, at gerningsmanden samtidig har stjålet fra andre forretninger.

Ring 112, hvis gerningsmanden optræder voldeligt eller truende.

Hvis forretningen ikke får varen uskadt tilbage, skal butikken anmelde det til sit forsikringsselskab. Her skal anmeldelsen vedhæftes som dokumentation.

Jeg håber, at jeg om et år, kan skrive en ny blog om et dramatisk fald i butikstyverier i Hornbæk!

 

Hvorfor fylder kvinder så meget i statistikken over butikstyveri i forhold til for eksempel indbrud, som stort set altid begås af mænd?

– Kvinder kommer typisk senere ind i en kriminel løbebane end mænd og tidligere ud igen. Endvidere begår de mestendels kriminalitet, som giver et umiddelbart udbytte. Det hænger antagelig sammen med, at de ikke har det netværk, der skal til for at skaffe sig af med udbyttet fra for eksempel et indbrud i et hus, siger Britta Kyvsgaard, forskningschef i Justitsministeriet.

Men kønsforskellen ved tyveri kan også have noget at gøre med, hvor mange moralske grænser, der skal overskrides.

– Kvinder vil nok oftere kunne sætte sig i offerets sted og for eksempel tænke over, hvem et indbrud mon går ud over, og derfor afholde sig fra indbrud i et privat hjem. Butikstyveri er derimod mere acceptabelt, især fra stormagasiner og lignende. Nogle af de piger, jeg har talt med i forbindelse med en tidligere undersøgelse, sagde, at de aldrig kunne finde på at stjæle fra enkeltpersoner eller fra den lille købmand. Men de opfattede ikke et tyveri i stormagasinet som noget, der ramte nogle personer, siger Britta Kyvsgaard.

(Kilde: Danmarks Statistik)

Hornbæk-drømme kan blive til virkelighed

Drømmer du om at bo i Hornbæk?

TV-produktionsselskabet Mastiff er ved at forberede et nyt program, hvor de hjælper boligsøgende med at finde drømmeboligen. De vil meget gerne have Hornbæk med i programmet, så gennem HornbækBloggen håber selskabet at komme i kontakt med ægtepar, kærester, enlige, forældre, søskende eller måske bare gode venner, der er på jagt efter et nyt hjem her i området.

I det nye boligprogram står dygtige ejendomsmæglere klar til at finde hver sit bud på drømmeboligen.

De ejendomsmæglerne hjælper de udvalgte med at finde præcis det sommerhus, lejlighed eller hus, der matcher ønskerne.

Mastiff lover, at mæglerne vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at finde den perfekte bolig. For det er dem, der har noget på spil. De sætter hele deres faglige ære ind på at komme i mål og vinde titlen som ‘Ugens mægler’.

Hvis det lyder som noget for dig eller nogen du kender, der kunne bruge hjælp til at flytte til Hornbæk så skriv til boligprogram@mastifftv.dk

Vi er jo mange heroppe, som kun kan anbefale at flytte herop:

b3d7d28a-4b36-49c0-8f3f-8107d1825a7e

Jetset-liv i Hornbæk. Foto: Scandinavian Beach Polo World Cup.

12633675_1556314694685212_4185313492800547067_o

Stjerner og mangfoldighed i Hornbæk. Foto: DR.

12249963_1653032968296398_3401323043102763995_n

Storbykaffe i landlige omgivelser. Foto: Albis Kaffevbar.

Sildens dag 4

Levende traditioner – her Sildens Dag på Hornbæk Havn. Foto: Havneforeningen.

P1000893

Glade børn. Foto: Lotte Lund.

11825980_10153561806732899_683948249190923379_n

Man keder sig aldrig i Hornbæk.

P1030016-Desaturated

Strandyoga på Hornbæk Strand i Uge 31. PR-foto: Susanne Buhl.

P1090289

Kunst i Hornbæk. Foto: Lotte Lund.

P1090255

Midsommer i Hornbæk. Foto: Lotte Lund.

020412 ishuset hornbæk olivia

De bedste isvafler i Hornbæk. Foto: Lotte Lund

1621808_789207934443553_5782618443588515031_n-1

Ilse Jacobsen Hornbæk – naturligvis. Design og velvære i verdensklasse. Foto: Susanne Buhl.

P1090152

Den smukke kirke i Hornbæk. Foto: Lotte Lund.

P1090025

Gode indkøbsmuligheder og lækre specialbutikker. Foto: Lotte Lund.

11037761_1605609863017081_8867551997136550511_n

Store Badedag i Hornbæk. Foto: Susanne Buhl.

 

Respektér arbejdet med ny promenade! Tak.

Indsat_billede_16_02_2016_13_17

Strandpromenaden langs Øresundsvej i Hornbæk – vist ovenfra. Illustration: Helsingør Kommune

Arbejdet med den nye promenade på Øresundsvej i Hornbæk skrider planmæssigt frem, og Helsingør Kommune meddeler, at man i løbet af et par uger vil kunne se, hvordan promenaden lige så stille vokser frem. Entreprenøren Barslund glæder sig over at opleve positiv interesse fra forbipasserende borgere.

DESVÆRRE opleves det også, at folk ikke respekterer afspærringen. Nogle går endda helt ind på byggepladsen, og afspærringen ved Vestre Stejlebakke er blevet fjernet helt. Derfor advarer Helsingør Kommune nu mod denne opførsel, som kan være farlig for både store og små.

– Der arbejdes med store maskiner, og selvom de arbejdende folk er opmærksomme, så er der risiko for uheld. Det vil vi naturligvis gerne undgå. Beboere har selvfølgelig adgang til deres grunde, men øvrige, bør respektere afspærringen. Borgere til fods og på cykel, som ikke har ærinde inde langs grundene, bør benytte den sti der går bag om byggepladsen, langs klitterne ud mod stranden, lyder det advarende fra ingeniør Gitte Sommer Haastrup-Nielsen, som leder projektet. Hun er ansat i Helsingør Kommunes Center for Teknik, Miljø og Klima.

Projektet skal øge fortovsbredden på landsiden og forbedre det visuelle indtryk således, at fortovet langs by og kyst bliver en attraktiv promenade. Materialerne er ligeledes valgt, så de understøtter stedets karakter med sand, sten, grus, beton, asfalt, træ og marehalm.

Den valgte løsning forener forskellige overflader i træ og beton. De nye overflader skal nedtone matrikelskel og skaber naturlige rammer for udeservering.

Tidsplanen ser sådan ud:

Uge 5-10: adgang for ærindekørsel.

Uge 10-13: der lukkes fuldstændigt for kørende adgang.

Uge 13-20: Adgang for ærindekørsel medmindre andet oplyses.

Så alt tyder på, at vi kan glæde os til at indvie den nye strandpromenade i slutningen af maj.

Imens: LAD VÆRE MED AT FORSTYRRE ARBEJDERNE! UNDGÅ ULYKKER!

 

 

 

 

 

 

Jessica fra Hornbæk vil vinde Melodi Grand Prix på lørdag

12633675_1556314694685212_4185313492800547067_o

Hornbæks Jessica i topform og klar til Melodi Grand Prix på lørdag! Hun håber, at få din stemme! PR-foto: DR.

’Show me what you got!’ Sådan indleder Jessica fra Hornbæk sin Grand Prix-sang akkompagneret af sprøde reggae-toner, når hun på lørdag aften indtager scenen i Forum, Horsens og tv-skærme rundt om i hele Danmark.

Teksten er en kvindes chilistærke udfordring til sin mand. ’Tør du knuse mit hjerte? Har du hørt om karma?,’ synger hun også – på engelsk altså.

Jessica er ikke født, men opvokset i Hornbæk. Hun kom for 24 år siden til verden i São Paulo, Brasilien. Herfra blev hun sammen med sine to søskende adopteret ind i sin danske familie i den nordsjællandske badeby. Musik og sang været en fast del af hendes opvækst, blandt andet har hun været med i mange musicals på Hornbæk Skole og gået på Helsingør Kommunes Musikskole.

– Jeg håber, at folk sætter sig ind i teksten. Musikken kan godt stå alene, men med teksten får man en historie, som man kan relatere sig til, siger Jessica til Hornbæk Bloggen under et kort besøg i hjembyen. Siden 2012 har hun boet i Valby, men hun kalder sig stadig for hornbækker.

Hun ved, at reggae er en nyskabelse i grand prix-sammenhæng og hun er glad for at være med til at skabe udvikling og fornyelse i denne traditionsrige musikbegivenhed, der har samlet danskerne rundt om fjernsynet i generationer.

Reggae er en musikgenre, der udviklede sig på Jamaica i 1960’erne. Reggae er en hypnotisk musikstil, som indeholder elementer af afrikansk musik, caraibisk musik og amerikansk rhytm’n blues. Reggaens største stjerne er nu afdøde Bob Marley. Jessicas sang er en moderne pop-inspireret udgave af reggaen.

– Jeg glæder mig over, at der også er blevet plads til en anderledes sang som min. Jeg håber også, at den ældre generation vil tage godt imod min sang og fange, hvor vigtig teksten er. Reggae-tekster handler om det, der er større end os mennesker. De handler om at fortælle sandheden. Teksterne er meget ærlige, nogen gange næsten for ærlige. Reggae er folkets musik. Bob Marley formåede med sine sange at samle millioner af fans. Det håber jeg også, at jeg kommer til, siger Jessica.

Hun har allerede optrådt med internationale reggaestjerner. Og hun har blandt andet samarbejdet med den Grammy-vindende producer Graham Marsh.

Hendes grand prix-bidrag er skrevet af sangskriverne Engelina Andriana, Tommy P. Gregersen og David Todua.

Danske Engelina Andrina er også kendt af mange som sangerinden DJ Encore, der har hittet med nummeret ’I See Right Through to You’. Engelina Andrina har også skrevet sange for Kylie Minogue og Medina.

Tommy P. Gregersen, der går under kunstnernavnet Tommy Gee, er sangskriver og musiker. Han har arbejdet med navne som One Direction og Nile Rodgers.

David Todua er bosat i Moskva og har skrevet musik for flere ukrainske kunstnere.

I år er de 10 sange i Melodi Grand Prix udvalgt af sangskriveren og produceren Mich ’Cutfather’ Hedin – også kendt fra X-factor. Han fandt Jessica til at synge ’Break It Good’ på råd fra Karen Mukupa.

Prøverne til det store tv-show starter på torsdag. Fredag er der generalprøve for et reduceret publikum. Lørdag aften er det alvor. For Jessica er det en barndomsdrøm, der går i opfyldelse.

Fra Hornbæk Bloggen skal der lyde denne opfordring: Lad os heppe og stemme på Jessicas sejr, så hun kan gå hele vejen i Stockholm den 12.-14. maj 2016!

Og hun har lovet, at hun under alle omstændigheder gerne vil synge til Havnefesten! Den er hermed givet videre til festkomiteen!

Så er der sådan set kun tilbage at sige: ’Show us what you got, Jessica!’

Fakta om Melodi Grand Prix 2016:

Melodi Grand Prix sendes live fra Horsens på lørdag den 13. februar 2016 kl. 20-22 på DR1. Her dyster 10 sange om at repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest.

Husk, at du kan stemme gratis med Grand Prix-appen. Den kan hentes i AppStore og Google Play.

Se Jessica synge ’Break It Good’ her

Lyt og stem – bring Jessica i front hos bookmakerne her

 

FullSizeRender 3

Thea Grønholt 9 år, er superfan af Jessica. Hun er ikke i tvivl: Hun stemmer på Jessica på lørdag – sang nummer 8: Break It Good. Foto: Lotte Lund

 

 

%d bloggers like this: