To Hornbæk-virksomheder kæmpede om Nordeas Erhvervspris 2015

by Lotte Lund

IMG_0774

Camilla Mengers fra Albi’s Kaffebar i Hornbæk fik vindertips af tidligere landtræner Sepp Piontek i forbindelse med uddelingen af Nordeas Erhvervspris 2015. Foto: Lotte Lund.

To Hornbæk-virksomheder var nomineret til året Nordea Erhvervspris 2015 i Nordsjælland. De to virksomheder ligger nogle få hundrede meter fra hinanden i downtown Hornbæk og har begge haft tilført lokalområdet ny dynamik. Den ene var Albi’s Kaffebar & Second Hand. Den anden var Ilse Jacobsen.

Ilse Jacobsen var på forretningsrejse i Italien, da prisen torsdag morgen blev uddelt på Louisiana Museum for Moderne Kunst i Humlebæk. Så hun var forhindret i at deltage. Til gengæld kunne man møde den ene del af parret bag Albi’s Kaffebar, Camilla Mengers, mens hendes bedre halvdel Michael måtte blive hjemme og pusle om de koffein-hungrende kunder.

Ilse Jacobsen har gennem årene modtaget adskillige erhvervspriser for sin fantastiske iværksætterhistorie, som har varet i over 20 år, og gjort hende til et globalt brand. Albi’s Kaffebar åbnede for fem måneder siden. Derfor må det siges at være noget af en bedrift allerede at være nomineret. Men kaffebaren, hvor også inventaret er til salg, er kommet flyvende fra start. Så godt, at Camilla allerede efter et par måneder kunne sige sin faste stilling, som hun havde haft orlov fra i opstartsfasen, op.

Opbygningen af kaffebaren er en livsdrøm for Mengers-parret, men de lægger ikke skjul på, at der også har været perioder, hvor det mindede mere om et mareridt. Kommunalt bureaukrati og smøl, oversvømmelser og økonomiske udfordringer med at sælge det gamle hus har i perioder kostet den gode nattesøvn, men de tider er slut. Og allerede til januar bliver der tid til en rigtig familieferie efter en hektisk sommer og efterår.

Og uanset udfordringerne har Camilla Mengers kun ét råd til alle, der går rundt med en lille iværksætterdrøm:

– Gør det! Og lad være med at tænke for meget over det. Havde vi vidst, hvad vi skulle igennem, havde vi nok ikke startet, men det har været det hele værd, siger hun med et stort smil.

Hverken Albi’s eller Ilse Jacobsen vandt Nordeas Erhvervspris 2015. Vinderen ud af de i alt 24 kandidater – som også blandt andet også talte Skorpeskolen i Hellebæk – blev virksomheden Weibel Scientific, som ligger i Allerød.

Weibel Scientific beskæftiger ca. 90 mennesker og er en ingeniørvirksomhed, der udvikler og producerer højteknologiske radarer til brug i rumforskning, flyindustri, forsvar, missilforsvar samt politi. Virksomheden, der er etableret i 1977, er verdensførende indenfor udvikling af Doppler-radarer og har leveret flere end 4000 radarer til 40 lande.

Prisen blev overrakt af erhvervskundedirektør Jan Nielsen, Nordeas Erhvervsfilial Hillerød, der også var dagens vært.

– Vi er superstolte af prisen, som skyldes en stor holdindsats – med samarbejde, energi og idéer som bærende elementer, sagde virksomhedens direktør, Peder R. Pedersen i sin takketale på Louisiana.

Efterfølgende talte seniorøkonom Jan Størup Nielsen, Nordea, og tidligere landholdstræner Sepp Piontek kom med recepten på ‘succes med ledelse på en anden måde’ – med afsæt i hans erfaringer fra fodboldverdenen.

 

-ilsejacobsen_business

Stort til lykke med nomineringen til Nordeas Erhvervspris 2015 til Ilse Jacobsen. PR-foto.

 

6c0976_afa53d46b0e1ebeeb2fd1d4464606d6e

Til lykke med nomineringen til Nordeas Erhvervspris 2015 til Skorpeskolen. PR-foto.

 

12249963_1653032968296398_3401323043102763995_n

Camilla Mengers fra Albi’s Kaffebar i Hornbæk fik vindertips af tidligere landtræner Sepp Piontek i forbindelse med uddelingen af Nordeas Erhvervspris 2015. Foto: Lotte Lund.

 

Læs mere om de nominerede til og vinderen af Nordeas Erhvervspris 2015:

Albi’s Kaffebar & Second Hand

Ilse Jacobsen Hornbæk

Skorpeskolen

Weibel Scientific