Donér din gamle mobil til en flygtning

by Lotte Lund

 

Mobilrepair i Helsingør tager imod din brugte telefon med oplader.

Mobilrepair i Helsingør tager imod din brugte telefon med oplader.

Kære læser.

Et telefonopkald til den nærmeste familie kan betyde en verden til forskel for de mange flygtninge, der i disse dage bevæger sig gennem Danmark. Derfor har ejer af Mobilrepair-kæden Mamet Nordvang Naghdiani, der selv kom til Danmark som flygtning, og journalist Lotte Lund, som blandt andet skriver Hornbæk Bloggen, taget initiativ til fredag og lørdag at samle brugte mobiltelefoner ind i Mobilrepairs to butikker i Helsingør og København.

Telefonerne vil blive renset for data, klargjort til brug og straks derefter blive udleveret direkte til trængende flygtninge på Københavns Hovedbanegård eller hvor de findes. Flygtninge vil selv skulle købe taletid via et taletidskort. Eventuelt overskydende telefoner vil blive overgivet til Røde Kors. Det er vigtigt, at der er opladere med til mobiltelefonerne.

Du kan indlevere telefoner i åbningstiden i Mobilrepairs to butikker:

Helsingør: Stengade 7, 3000 Helsingør (Fredag: 10-17.30, Lørdag: 10-15)

København: Kompagnistræde 37, 1208 København K (Fredag: 10-17.30, Lørdag: 10-15)

– Det vækker mange stærke følelser i mig, at se det, der sker i Danmark lige nu. Jeg ved, hvad de familier gennemgår, og jeg ved, at børnene får taget deres barndom fra dem. Jeg fik selv taget min barndom. Så jeg gør kun det her, fordi jeg føler, at det er det rigtige og det som jeg kan bidrage med, siger Mamet Nordvang Naghdiani. Han kom til Danmark i 1986 med sin mor og to søskende. I dag har en opbygget en virksomhed, der reparerer mobiltelefoner og tablet. Han har 14 ansatte fordelt på to butikker i Helsingør og København og administration i Aalborg. Han er gift og har to børn.

– Jeg går med i denne aktion, fordi jeg gerne vil kunne se mig selv i øjnene. Det politiske Danmark har mistet grebet og er med egne ord blevet overhalet af virkeligheden, så nu det er op til os som enkeltpersoner at forsøge at fastholde Danmark som en humanistisk nation og et forbillede for verden. Og det er der heldigvis rigtig mange, der arbejder på. På sigt skal der politiske løsninger til, men lige nu og her handler det om at få disse mennesker godt i vej, siger Lotte Lund.

Hvis du bor i Hornbæk og ikke har mulighed for at tage til Helsingør, så ring til Lotte Lund på 24 24 49 43. Så skal jeg sørge for, at få den afleveret på rette sted.