Galleri Hornbæk fejrer foråret med magisk udstilling

Lars Dan i sit atelier. Foto: Galleriet Hornbæk.

Lars Dan i sit atelier. Foto: Galleriet Hornbæk.

Alle kunstelskere kan glæde sig til påsken.

Den 4. april kl. 14-16 holder Galleri Hornbæk fernisering på en magisk udstilling med malerier og digte af billedkunstneren Lars Dan. Desuden vil der være glasskulpturer af Kresten Fiori Bindesbøll.

Lars Dan er den store enegænger i dansk kunst. Han udstiller en række værker fra hans nye serie ‘Strandsten’.

Kunstneren flyttede sidste år til Hornbæk, og her han nyfortolket lyset. Lyset i udtryk og lyset som de store danske impressionister allerede fandt her i slutningen af 1800-tallet.

– Det er lyset og havet i Hornbæk, der har skubbet mørket til side, siger han selv om inspirationen. Han taler ligefrem om ‘før og efter Hornbæk’, når han beskriver sine værker.

Lars Dan, der er født i 1960, blev optaget på Kunstakademiet som meget ung og dimitterede i 1982. I starten af sin karriere udstillede han med de ”Unge Vilde”, men han gik hurtigt sine egne veje. Med sine karakteristiske og originale skulpturelle malerier, hvor det enkelte maleri er både to og tre år undervejs, og hvor lag på lag af oliemaling dækker lærrederne, har Lars Dan for alvor placeret sig blandt de ypperste kunstere.

Der er en længsel og dybde i disse malerier, som Lars kalder sjælelandskaber. Der er motiver, der inviterer beskueren ind på en vandring i et landskab, som ikke findes på noget kort, men hvor ens lyriske og intuitive ‘jeg’ kan mærke og kan fordybe sig i. Her er der ikke plads til det forcerede, det ”pleasende” eller til det intellektuelle udtryk, hvor hjernen bestemmer over det spontane. Med andre ord – det vi ser, er ærlig og uforvansket kunst.

Lars Dan har blandt andet udstillet på Sophienholm og Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, og han har værker repræsenteret på Louisiana, Statens Museum for Kunst og Kunsten i Aalborg.

Lars Dan er også aktuel med sine to nye digtsamlinger ”Caput Mortuum” og ”alle veje til Rom ender blindt”, som netop er udkommet, og som kan købes i galleriet.

Lars Dan vil være til stede i galleriet kl. 14-15.00, hvor han vil signere sin nye digtsamling.

Side om side med Lars Dans prægtige værker udstiller et ungt lovende talent inden for glaskunst, Kresten Fiori Bindesbøll sine yndefulde og elegante glasskulpturer.

Kresten Fiori Bindesbøll (1985) er uddannet glaspuster og designer på Den Svenske ”School of Glass” i Orrefors. Kresten har siden arbejdet som glaspuster i ”hotshops” i både Danmark, Sverige og Island.

De aktuelle glasskulpturer er holdformet og mundblæst, og alt arbejde er udført af Kresten selv. Han dyrker den cylinderiske form, som han enten skærer, sliber og polerer, eller som han former med en glasblæseteknik, der kaldes ”caneworking”. Kresten finder sin inspiration i både den nordiske og den italienske glaskunst.

Udstillingen kan ses hele april.

Udover de to ovennævnte hovedattraktioner viser galleriet endvidere sin faste udstilling med navne som Arne L. Hansen, Pylle Søndergård, Erik Ortvad, Wiliam Skotte Olsen m.fl. Også altid litografier af Jorn, Carl-Henning Pedersen, Alechinsky m.fl.

Kresten Fiori Bindesbøll. Foto: Galleri Hornbæk.

Kresten Fiori Bindesbøll. Foto: Galleri Hornbæk.

Læs mere om Galleri Hornbæk her