Lad os gøre Hornbæk vild med dans

by Lotte Lund

I Fredericia ligger stranden tæt på bymidten og gågaden. Østerstrand har blåt flag og er udstyret med strandcafé, toiletter, badebroer og livreddere i sommerferien. Foto: Visitfredericia.

I Fredericia ligger stranden tæt på bymidten og gågaden. Østerstrand har blåt flag og er udstyret med strandcafé, toiletter, badebroer og livreddere i sommerferien. Foto: Visitfredericia.

Her er noget, som jeg synes, Hornbækkerne og Helsingør Kommune skulle lade sig inspirere af og følge tæt:

Tre jyske byer, Holstebro, Fredericia og Kolding, er netop blevet valgt til at udvikle moderne dansepladser i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden. Dansepladserne skal kunne bruges året rundt og være lokale samlingssteder, som også kan bruges til en række andre idræts- og fritidsaktiviteter udover dans. Samtidig forventes dansepladserne at blive væsentlige nye bidrag til bevægelses- og oplevelsesmulighederne i byernes offentlige rum.

Er det ikke lige det, der kunne være prikken over i’et her i Hornbæk? En danseplads? I Uge 31 var der sidste år dans på havnen hver aften – og folk elskede det. Vi har nogle af Danmarks bedste tangodansere og instruktører i byen. Tænk, hvis vi havde en rigtig danseplads,  hvor man kunne danse hver aften hele sommeren! Tango. Squaredance. Folkedans. HipHop – og om dagen kunne pladsen bruges til andre former for fysisk udfoldelse for folk i alle aldre. Det må da tænkes ind i planerne om en strandpromenade og Hornbæks udvikling. Og så må vi også have et spillemandsorkester!

Udviklingen af de tre jyske dansepladser går i gang nu. Projektforslagene forventes at være færdige i juni i år. Det forventes, at de tre dansepladser vil blive indviet i foråret 2016.

Hver danseplads skal kunne etableres for maksimalt 1 million kr. og vil kunne opnå støtte fra Lokale- og Anlægsfonden på op til 500.000 kr.

Af de tre byers initiativer er Fredericias nok det mest interessante for Hornbæk. Fredericia Kommune vil placere byens nye danseplads på bystranden Østre Strand, der om sommeren bruges af 71 procent af byens indbyggere. Dansepladsen skal være en ramme om Fredericia Kommunes arbejde med dans som for eksempel ”Unge på vej”, der er et målrettet talentudviklingsprojekt, som samler og styrker Trekantsområdets dansetalenter.

Dansepladsen skal også være en facilitet, der kan understøtte forskellige idræts- og motionsaktiviteter på stranden, i vandet og på de omkringliggende stier.

I Fredericia bliver dansepladsen udviklet i samarbejde med Primus Arkitekter.

Holstebro Kommune vil placere byens nye danseplads på et tidligere slagteriområde, der skal forandres til et kreativt sted for erhverv, uddannelse og fritid. Dansepladsen skal være med til at fuldende byens mangeårige indsats for dans.

Kolding Kommune vil placere byens nye danseplads i legeparken i midtbyen, hvor den vil få børn og familier som primære brugere. Dansepladsen udvikles i samarbejde med Børnekulturhuset ”Nicolai for børn” og Billedskolen, og bliver en del af en større udvikling af den 20 år gamle legepark. Kolding Kommune ønsker med etableringen af en ny danseplads at give alle byens indbyggere mulighed for at opleve dans som en kreativ, æstetisk og social aktivitet, der skaber fællesskab, sundhed, læring og livsglæde.

Jeg vil bringe ønsket om en danseplads op i Turistforeningen, men det ville være skønt, hvis resten af byens foreninger og forretningslivet og folkevalgte ville tilkendegive deres interesse i udviklingen af vores egen danseplads. Jeg er overbevist om, at det ville kunne tiltrække masser af turister, hvis de hver aften kunne gå ned og få et skud lykkegivende dans – det ville endda nok være værd at køre efter – fra nær og fjern.

Så på med danseskoene, Hornbæk.

Download info om Danseplads-projektet her

Østerstrand i Fredericia. Foto: Visitfredericia.

Østerstrand i Fredericia. Foto: Visitfredericia.

Østerstrand i Fredericia. Foto: Visitfredericia.

Østerstrand i Fredericia. Foto: Visitfredericia.

Østerstrand Fredericia. Foto: Visitfredericia.

Østerstrand Fredericia. Foto: Visitfredericia.