Hornbæk Blog

Bloggen for alle, der elsker Hornbæk

Month: oktober, 2014

Gourmetaften i SuperBrugsen – få rusket op i rutinerne

Ansvaret for SuperBrugsens Gourmet Aften er overdraget til de yngre medarbejdere, her ferskvare leder Henrik Ostermann og uddelerassistent Joos Bove. Foto: Lotte Lund

Ansvaret for SuperBrugsens Gourmet Aften er overdraget til de yngre medarbejdere, her ferskvareleder Henrik Ostermann (til venstre) og uddelerassistent Joos Bove (til højre). Foto: Lotte Lund

Elsker du at prøve noget nyt? Det gør de fleste. Alligevel ender en indkøbstur før spisetid ofte i den samme rille og i de sikre valg, vi har købt tusinde gange før.

På onsdag den 5. november 2014 kl. 20-22 inviterer SuperBrugsen i Hornbæk indenfor til Gourmetaften og dermed også muligheden for at få rusket lidt op i rutinerne. Billetsalget er startet.

Hornbæk Bloggen var forbi og måtte lige snuse op, hvad man kan forvente af sådan en aften.

Og Deres udsendte blogger kan berette, at SuperBrugsen denne aften indrettes til en stor ‘torvehal’, hvor mere end 30 leverandører vil byde på smagsprøver og inspiration. Der vil blive budt på mere end 40 rød- og hvidvine, lækker kaffe, delikatesser, udsøgte oste m.m. Og Hornbæk Vinklub lancerer denne aften sin egen vin med eget logo. Leveringen imødeses i disse dage med stor spænding!

På stadepladserne vil du kunne finde:

Hansen Is – kendt fra Hornbæk Iskagehus, men i vintertiden kan man altså også nyde smagen af is, som den smagte ‘i gamle dage’.

Il Fornaio – dybfrossent, men kompromisløst italiensk brød-håndværk bagt i Danmark af Trianon Bageriet. Denne aften også med prøver på olie og pesto.

Gilleleje Havn – brødspecialiteter fra bageriet i Gilleleje. Desuden en bod med bud på lækre fiskeretter.

Gevalia – præsenterer Tassimo kaffekapsler med forskellige smagsvarianter.

Dolce Gusto – Nescafés bud på kaffekapsler.

Taster Wine – en af Danmarks største koncerner inden for vin og spiritus præsenterer aktuelle vine.

Nordic Wine – fire gamle venner med passion for vin har stiftet et vinimportfirma med vine fra Sydafrika, Italien og Spanien. Kom og smag.

Abildhill – mød en lokal vinimport med base i Hornbæk – og hans vine…

Lindt – nogle af verdens fineste, schewiziske chokolader.

Økoladen: Dansk, økologisk kvalitetschokolade.

Willemoes Julebryg – der er under to måneder til jul, så tiden er inde til at udvælge årets juleøl. Willemoes Julebryg fra Vestfyen er brygget af pilsnermalt, karamelmalt, glukose og humle, den er gæret med undergær og tilsat lakrids.

Eriks Saucer – Erik Lallerstedt er den mest berømte og folkekære kok i Sverige. Han står bag serien Eriks Saucer, som i dag er det næststørste brand i kolde saucer på det svenske marked.

Skjern Ost – præsenterer udvalgte ostedelikatesser

Premier Cru – smag en lækker 23-år gammel rom.

Rævhede Naturprodukter – jægersoldaten Jimmy Lunde Havgaard valgte at starte en virksomhed med alt, hvad hjertet kan begære inden for vildt. Denne aften giver han smagsprøver på spegepølser og hjortesylter.

Panesco – Bake-off specialist i brød og kage.

Änglamark – mød Coops økokologiske, miljø- og allergivenlige mærke. Smag på saft og chips. Og på også Änglamark creme-produkter.

SuperBrugsens nye slagtermester byder på hjemmelavede smagsprøver.

Amka Vine – smagprøver fra en af landets største vinimportører.

Jota Chokolade – 1. klasses chokolade fra lokal producent i Gilleleje.

Hornbæk Vinklub – som nævnt bliver det en mærkedag i klubben, der efter at have eksisteret i godt et år nu kan lancere sin egen vin med logo-etiket.

Dertil kan du blandt andet også møde Leif Hansen og hans ingefær/kirsebærsaft, Nicolai Honning, smage på minicroissanter fra Schulstad, friske oste fra Eva Ost m.fl.

Det er SuperBrugsens ferksvareleder Henrik Ostermann, der sammen med kollegerne Joos Bove og souschef Derri Johansen er ansvarlig for arrangementet. Konceptet blev afprøvet sidste år med stor succes.

– Vi vil gerne give kunderne en mulighed for at opleve en anden side af vores forretning, siger Henrik Ostermann.

Billetter til 20 kr. kan købes i kiosken. Du vil muligvis også kunne gå hjem med lidt ekstra på kostkosten – for der vil blive trukket lod om gavekort for i alt 5.000 på billetnumrene.

Hornbæks Lars Jon deler ud af sine julehemmeligheder

Lars Jon havde holdt i går reception i Hornbæk Plantage for udgivelsen af sin nye bog. Foto: Lotte Lund

Lars Jon holdt i går reception i Hornbæk Plantage i anledning af udgivelsen af sin nye bog. Foto: Lotte Lund

En af Danmarks allerdygtigste florister, Lars Jon, springer i dag ud som forfatter med en bog om den tid på året, som han elsker allermest: Julen.

Lars er kendt af de fleste i Hornbæk. Til daglig er han nemlig at finde i Blomsten by Ilse Jacobsen, en af butikkerne i Ilse Jacobsens forretningskompleks på A.R. Friis Vej i hjertet af den nordsjællandske badeby.

Lars Jons store talent består i, at han kan lave skønhed ud af alting – og ud af ingenting. Han kan tage lidt ståltråd, lidt mos, lidt gran, en gammel potte og lidt glimmer og vupti, står der en dekoration, som du bare må eje. Hans kreative geni er hemmeligheden i hans små hilsner fra naturen. Og i sin nye bog ‘Nordisk Jul’ deler han ud af sin iderigdom, og gør samtidig hans værker enkle og tilgængelige at udføre, så også ‘helt almindelige mennesker’ kan være med.

Ingen er i tvivl om, at naturen omkring Hornbæk og de nordiske traditioner er en af Lars Jons store inspirationskilder. Og det understreget, da han i går præsenterede sin nye bog i Hornbæk Plantage. Med enkle greb havde han omdannet en kølig efterårsdag i skoven til et dragende, magisk skatkammer, hvor man kunne gå rundt mellem træerne og se på bogens smukke billeder i stor størrelse og varme sig på lækkerier efter nogle af bogens opskrifter. Og pludselig gjorde det ikke noget, at blive mindet om, at der nu kun er to måneder til jul.

’Nordisk Jul’ går meget pædagogisk til værks. Lars Jon giver sit bud på den perfekte skovtur og retningslinjer for, hvad man må og ikke må samle i naturen. Der er opskrifter på chokoladebrud og varm kakao – og hvordan du kan lave flødeskum, ved at ryste fløde i en plastikpose. Han indfører læseren i de forskellige materialer og det værktøj, der skal bruges – også til de ‘usynlige’ tricks. Og med enkle anvisninger forklarer han, hvordan man laver de smukke, enkle dekorationer, som bærer hans signatur.

– Min erfaring fra mit arbejde med blomsterdekoration er, at mange gerne vil arbejde kreativt med deres hænder. Interessen for selv at skabe de smukke dekorationer til hjemmet er enorm – men det er svært at få de gode idéer og færdighederne. Denne bog er blandt andet til disse mennesker, siger Lars Jon selv om bogen.

Lars Jon har udgivet bogen Nordisk Jul med sin mand, Andreas Boeskov, som her byder velkommen gæsterne i Hornbæk Plantage. Foto: Lotte Lund.

Lars Jon har udgivet bogen Nordisk Jul med sin mand, Andreas Boeskov, som her byder velkommen gæsterne i Hornbæk Plantage. Foto: Lotte Lund.

Som altid lykkedes det Lars Jon med enkle midler at skabe magisk skønhed. Foto: Lotte Lund

Som altid lykkedes det Lars Jon med enkle midler at skabe magisk skønhed. Ved lanceringen i Hornbæk Plantage kunne man gå rundt og se billederne fra hans nye bog i stor størrelse. Foto: Lotte Lund

Lars Jons forretningspartner Ilse Jacobsen var naturligvis med ved receptionen i plantagen. Foto: Lotte Lund

Lars Jons forretningspartner Ilse Jacobsen var naturligvis med ved receptionen i plantagen. Forrest ses Thea og Freja, der nød godt af den varme chokolade Foto: Lotte Lund

Et godt Lars Jon-trick: kom smeltet chokolade på skeerne og lad det stivne. Kom så skeen i varm mælk. Uuuhhmm. Foto: Lotte Lund.

Et godt Lars Jon-trick: kom smeltet chokolade på skeerne og lad det stivne. Hæld varm mælk over skeen i et glas. Uuuhhmm. Foto: Lotte Lund.

Disse chokoladebrud smager så godt, at de nok bliver forbudt inden længe. Opskriften er at finde i Nordisk Jul. Foto: Lotte Lund.

Disse chokoladebrud med Dumle karameller og skumfiduser smager så godt, at de nok bliver forbudt inden længe. Opskriften er at finde i Nordisk Jul. Foto: Lotte Lund.

Lars Jon sammen med den anden mand i Ilse Jacobsens liv, Jesper Bo. Foto: Lotte Lund.

To vigtige mænd i Ilse Jacobsens succes, Jesper Bo og Lars Jon. Foto: Lotte Lund.

En almindelig efterårsdag forvandlet til naturens skatkammer. Foto: Lotte Lund

En almindelig efterårsdag forvandlet til et skøn tur i skoven. Foto: Lotte Lund

Bogen, der er på 96 sider, er udgivet af JON+BOESKOV og distribueres af People’s Press. Den sælges fra i dag blandt andet i Blomsten by Ilse Jacobsen i Hornbæk, hvor Lars Jon gerne signerer den, hvis han er i butikken – eller efter aftale. Den findes naturligvis også Blomstens øvrige butikker eller hos boghandleren.Prisen er 199,95 kr.

Mød Ilse J og hendes prisvindende beauty brand i Matas

Ilse Jacobsen tog imod prisen som Årets Nye Brand ved Danish Beauty Award sammen med Daniel Lafrenz. Statuetten blev overrakt af Cecilie Lassen og Sarah Grünewald. Foto: Danish Beauty Award.

Ilse Jacobsen tog imod prisen som Årets Nye Brand ved Danish Beauty Award sammen med Daniel Lafrenz.
Statuetten blev overrakt af Cecilie Lassen og Sarah Grünewald. Foto: Danish Beauty Award.

Opråb til alle Ilse-fans i Hornbæk og Omegn.

På tirsdag den 21. oktober kl. 18-19 inviterer Matas i Hornbæk til et personligt møde med Ilse Jacobsen. Ved arrangementet vil Ilse præsentere sin prisvindende spa- og skønhedsserie opkaldt efter hende selv.

Serien vandt prisen som årets nye brand ved Beauty Awards 2014.

Dommerne havde følgende ord med på vejen til vinderen:

Ny nordisk spa-oplevelse lige til at tage med hjem til afslapning af krop og sanser og styrkelse af huden med vitaminrige ekstrakter fra powerplanterne, der gror i Nordsjællands sand, sol og blæst. Gennemtænkt og omfattende hud-, hår- og kropsplejeserie – med more-to-come, håber vi. Lækkerhedsfølelsen er i top fra formler til flakoner og emballager i det enkle nordiske design.

Produkterne, der indgår i Årets Nye Brand Ilse by Ilse Jacobsen, er sammensat med stor fokus på havtorn. Havtorn, som de bær der vokser her i Hornbæk. Havtorn er et bær meget rigt på C-vitamin – faktisk 15 gange så meget som i citron – men også rigt på særlige fedtstoffer, der har en speciel effekt på huden. Det opdagede de danske vikinger allerede for hundreder af år siden, da de smurte deres vejrbidte ansigter og hænder direkte ind i bærrene.

Andre ingredienser som avocado, grøn te og rød solhat har også fundet vej til brandets beautyprodukter. Råvarer, der alle er velkendt for deres effekt både indefra og udefra. Du kan få Ilse by Ilse Jacobsen-produkter til både ansigt, krop og hår.

– Det vigtigste er, at produkterne skal give velvære, appellere til sanserne, samt dufte og føles lækre. Karakteristisk nordisk design, naturlighed samt en lækker æstetisk og sansemæssig oplevelse er hjørnestenene i spa- og skønhedsprodukterne, og med disse produkter kan man tage spa-oplevelsen
med hjem og forkæle sig selv, når man vil, siger Ilse Jacobsen selv.

Samtidig overholder produkterne anbefalingerne fra EU i forhold til indholdsstoffer, og indeholder derfor hverken de 26 særligt allergene stoffer som EU og Miljøstyrelsen advarer imod, parabener, MI (Methylisothiazolinone) og ej heller mikroplastik.

Produktserien er produceret af den velrenommerede danske producent, Dermapharm. Priserne for spa- og skønhedsprodukterne ligger fra 155-395 kr.

Ved køb af minimum to valgfrie Ilse by Ilse Jacobsen-produkter får man tirsdag aften 15 procent rabat. Alle deltagere vil desuden modtage en lækker Ilse Jacobsen goodie bag og der trækkes lod om 2 stk. entrébilletter til Kurbadet (værdi 600 kr.) – lodtrækningen er ikke købsbetinget.

Tilmelding er gratis og påkrævet for at kunne deltage.

Tilmelding sker på mail post@12807.matas.dk eller på telefon 49 70 00 26.

Se, hvad Ilse Jacobsen sagde, da hendes beauty brand havde vundet prisen som Årets Nye Brand 2014:

 

 

Orienten giver inspiration til Hornbæk-kunstnere

Pia Fonnesbech kan i stil sammenlignes med blandt andre Matisse. Foto: Galleriet Honbæk.

Pia Fonnesbech kan i stil sammenlignes med blandt andre Matisse. Foto: Galleriet Honbæk.

To kunstnere, Pia Fonnesbech og Geert Kisum, der begge finder deres inspiration i orienten, udstiller i den kommende tid i Galleriet Hornbæk.

– Begge kunstnere har også nære relationer til Hornbæk. Pia Fonnesbech har de seneste 20 år har tilbragt mange perioder i kunstnerboligerne i Ræveskiftet. Geert Kisum er en af Hornbæks væsentligste kunstnere, siger gallerist Suanne Risom, Galleriet Hornbæk.

Pia Fonnesbech fortolker tidligere tiders ornamentik fra Østen, Persien og er også i familie med William Morris, den britiske kunsthåndværker, maler, forfatter, bogtrykker og sociale reformator. Morris betegnes ofte som det moderne kunsthåndværks fader.

– Pia Fonnesbech kan ikke sammenlignes med andre nutidige danske kunstnere – hverken i billedsprog eller farvevalg. Når man betragter Pias koloristiske malerier, bringes man tæt på egne minder og følelser – det er kompositioner og farver, der påvirker én med stor kraft. Samme udtryk som vi kender fra en af de vigtigste og mest indflydelsesrige franske kunstnere – Henri Matisse, fortæller Susanne Risom.

Geert Raku udstiller sine raku værker.

– Værkerne udstråler Geerts suveræne forståelse for glasurernes historie med udspring i 14-1500-tallets Kina og Japan. Med en overlegen hånd former Geert sine værker og med energi og glæde eksperimenterer han med glasurerne og deres reaktion på forskellige påvirkninger. Resultatet ser vi i en række usædvanlig smukke skåle og vaser, siger Susanne Risom.

Udover de to ovennævnte kunstnere viser galleriet en lang række andre anerkendte kunstnere. Litografiske tryk af Jorn, Alechinsky, Jan Voss, Robert Jacobsen, Jørgen Nash og Reinhoud d’Haese samt keramik af Lise Honoré, Annie Hull, Peter Wills m.fl.

Geert Kisum arbejder med raku inspireret af teknikker fra Japan og Kina. Foto: Galleriet Hornbæk.

Geert Kisum arbejder med raku inspireret af teknikker fra Japan og Kina. Foto: Galleriet Hornbæk.

%d bloggers like this: