Hornbæk hylder de danske EM-bronzevindere som forbilleder

by Lotte Lund

Stina Lykke Petersen som er udtaget til UEFAs All Stars-hold er en af de fire landsholdsspillere, som kommer til Hornbæk Havn på søndag kl. 20.

Landsholdets keeper Stina Lykke Petersen som er udtaget til UEFAs All Stars-hold er en af de fire landsholdsspillere, som kommer til Hornbæk Havn på søndag kl. 20. Foto: Anders Kjærbye/fodboldbilleder.dk

Søndag den 4. august afsluttes Hornbæk Uge 31 med Moleræs på Hornbæk Havn og eksklusivt besøg af 4 spillere fra Danmarks kvindefodboldlandshold, der netop har vundet bronze ved EM i Sverige. De fire spillere er en række af landsholdets helt store profiler Theresa Nielsen, Mia Brogaard, Christina Ørntoft og keeper Stina Lykke Petersen. Sidstnævnte er den ene af de to danske spillere, der netop er blevet udtaget til det europæiske fodboldforbunds All Star-hold. Alle er velkomne og det er gratis at deltage.

Hvor andre kystbyer i sommermånederne holder ’Uge 2900’, også kendt som Hellerup-ugen med fest på menuen, har Hornbæk i uge 31 – dedikeret til byens postnummer ’3100’, summet af sport, sundhed og velvære for børn og voksne i alle aldre.

Programmet har budt på yoga og fitness på stranden, hav-kajak, pulsing pilates på havnen, tango på molen, strandgolf, vandski, løberuter man kan løbe med ’de lokale’, rundvisninger på cykel, tennis i form af en mini-Hornbæk open og meget, meget mere.

– Det har været en fantastisk uge. Nu afslutter vi den gode oplevelse med stil. Kvindelandsholdet repræsenterer det bedste inden for sport kombineret med en sund og aktiv livsstil. De er seje piger, der balancerer arbejde og familie ved siden af sporten. Alligevel formår de at blive blandt de bedste i verden. Hele byen ser frem til at hylde dem. Og samtidig ser vi det som et stort klap på skulderen til de mange frivillige i Hornbæk Uge 31, at de fire spillere, der til daglig spiller for Brøndbys 3F liga kvinder har sagt ja til at komme og deltage i vores afslutning, siger Lotte Lund, medarrangør.

Moleræset er en stolt Hornbæk-tradition, hvor hele byen tager sit pæne tøj på og samles på molen i byens hyggelige havn på spidsen af Nordsjælland.

Nu er det ikke kun i uge 31, at Hornbæk er en by, hvor sport og en aktiv livsstil spiller en stor rolle i hverdagen. Hornbæk IF var i år blandt andet vinder af DM i foreningsudvikling for den ledelsesmæssige indsats i en forening med 3.400 medlemmer. Et tal, der viser, at et meget stort flertal af byens fastboende indbyggere er aktive i idrætsforeningen. (Officielt indbyggertal er 3.494 – om sommeren bor her desuden 35.000 sommergæster.) Også fodbold spiller en stor rolle i Hornbæk. Blandt andet blev U9-fodboldpigerne tidligere på året Landsmestre i deres aldersgruppe.

De fire fodboldspillere kommer til Hornbæk kl. 18, hvor de er inviteret til at spise på Strand, en af byens førende restauranter.

For at gøre Moleræset ekstra festligt åbner en nybygget mobil ‘Uge 31 molebar’ søndag kl. 20. Har kan man købe ’bobler’ til voksne og Faxe Kondi til børnene. Der er rabat på ‘boblerne’, hvis man selv medbringer champagneglas. Fodboldpigerne ankommer også på havnen omkring kl. 20.

Efter en hyldestceremoni og tale ved Randi Michaelsen, æresmedlem i Hornbæk IF, vil de fire fodboldspillere skrive autografer.

Endelig vil næstformand i Hornbæk Turistforening, Ann Christin Marth, der har været initiativtager til Hornbæk Uge 31, runde ugen af og takke de mange frivillige og sponsorer.

Hornbæk Koret runder aftenen af og synger solens sidste stråler ned med et udvalg af danske sange.

– Hornbæk har endnu en gang vist, at når vi rykker i fællesskab, kan alt lade sig gøre heroppe. Det gælder både frivillige og sponsorer, siger Lotte Lund.

Til daglig balancerer landsholdspiller Mia Brogaard familie, arbejde og sport. Søndag aften kommer hun til Hornbæk. Foto: Per Kjærbye/fodboldbilleder.dk

Til daglig balancerer landsholdspiller Mia Brogaard familie, arbejde og sport. Søndag aften kommer hun til Hornbæk. Foto: Per Kjærbye/fodboldbilleder.dk

 

PROGRAM FOR MOLERÆS – OFFICIEL AFSLUTNING PÅ HORNBÆK UGE 31 (CIRKATIDER):

Kl. 18.00: Landsholdskvinder ankommer til Hornbæk og spiser middag på Restaurant Strand

Kl. 20.00: Mobil ‘Uge 31 molebar’ sponsoreret af Hornbæk Skibshandel, Hornbæk Trælast og tømrermester Kim Lykkegaard åbner på Hornbæk Havn. Der er rabat, hvis du selv medbringer dine champagneglas!! (SuperBrugsen har nemlig ikke det store lager). Det er også helt i orden selv at medbringe eventuelle drikkevarer etc. Landsholdskvinderne ankommer på havnen.

KL. 20.30: Velkommen ved Lotte Lund.

Kl. 20.35 Hyldest af de danske landsholdskvinder ved Randi Michaelsen, æresmedlem af Hornbæk IF. Hornbæks fodboldpiger overrækker blomster fra Ilse Jacobsen Hornbæk og champagne fra Restaurant La Vista. De fire spillere, Theresa Nielsen, Mia Brogaard, Christina Øyangen og Stina Lykke Petersen skriver autografer.

Kl. 20.50 Ann Christin Mahrt, næstformand i Hornbæk Turistforening og initiativtager til Hornbæk Uge 31, runder ugen af og takker de mange aktive.

Kl. 21.00 Hornbæk Koret synger udvalgte sange inkl. et par fællessange

Kl. 21.11 Solen går ned over Hornbæk. Landsholdskvinderne afslutter aftenen med et glas champagne på Restaurant La Vistas balkon.

Et par links om Hornbæk Uge 31: 

Officiel Hornbæk Uge 31-programside:

http://www.visitnordsjaelland.dk/tellus-product/801242

Link til Facebook-siden Hornbækugen:

https://www.facebook.com/Uge31Hornbaek?filter=3

Politiken: Hornbæk laver en pendant til Tisvildes pendant til Skagen-ugen:

http://politiken.dk/ibyen/nyheder/gadeplan/ECE2030425/hornbaek-laver-en-pendant-til-tisvildes-pendant-til-skagen-ugen/