14. december – en julegave til Hornbæk

by Lotte Lund

Pernille Clausens hoveder får plads foran Superbrugsens nye indgang. De inviterer til at sætte sig eller lege - og det må man godt.

Pernille Clausens hoveder får plads foran Superbrugsens nye indgang. De inviterer til at sætte sig eller lege – og det må man godt.

Hornbæks egen lille kunstnisse Susanne Risom fra Galleriet Hornbæk er på spil igen. Og allerede den 20. december får byen lov til at åbne hendes julegave.

Normalt afslører man jo ikke på forhånd gavens indhold, men her gør vi så en undtagelse. Det drejer sig om en skulpturgruppe ’Hovederne’ af billedhugger Pernille Clausen.

Skulpturgruppen ”Hovederne” består af 3 hoveder af poleret kunstfiber, som er velegnede til at sidde på – og børn er meget velkomne til at kravle på dem.

De kommer til at stå på SuperBrugsens nye forplads med front mod Nordre Strandvej, så der skal nok blive rift om at få plads på dem, da man vil kunne følge med i al aktivitet fra dette travle hjørne.

Pernille Clausen har som kunstner gennem en årrække udviklet en helt personlig stil i alle sine værker, der ofte rummer både eventyr og poesi.

Der er officiel indvielse den 20. december kl. 15-16 og fejres med juleglögg og æbleskiver til alle, der vil dele juleglæden over dette dejlige initiativ. Både Pernille Clausen, Bjarne Mikkelsen og Susanne Risom vil være til stede . Hvis nogen skulle være i tvivl, så sker det foran SuperBrugsen på hjørnet af Nordre Strandvej og Sauntevej.

Som alle, der har mødt Susanne Risom ved, så har hun en vision om at gøre Hornbæk til en attraktiv kulturby. Her skal der findes kunst i det offentlige rum til glæde for alle i byen og ikke mindst turisterne, der vil få en unik oplevelse, når de går på opdagelse i vores dejlige, lille by.

– Det stopper ikke her. Der er flere meldinger om egnede steder til opsætning af skulpturer, siger Susanne Risom, som forventer, at der inden sommer vil blive sat yderligere 2 skulpturer op i byen.

Vi ses!