2. december – et godt råd i en travl juletid

by Lotte Lund

Lotte, Thea og Peter til juletræstænding i Hornbæk sidste år

Lotte, Thea og Peter til juletræstænding i Hornbæk i 2010. Ak ja, tiden går – i dag har vi været til barnedåb i København hele dagen, så jeg kan desværre ikke bringe et friskt billede.

Så indfandt julestemningen sig. At vågne op til et sådant vinterlandskab er da næsten mere end man kan forlange.

Selv var jeg og min famlie til barnedåb i København, så jeg kunne desværre ikke deltage i hverken julemarkedet i Skurbyen, i julegudstjenesten i Hornbæk Kirke – det er jo 1. søndag i advent – eller tændingen af juletræet.

Men selv om jeg var langt fra Hornbæks juleidyl, fik jeg dog et godt juleråd, som jeg straks vil give videre. Jeg stod og talte med en familiefar, og han indviede mig i sin måde at gribe december an på i år, belært af tidligere års erfaringer. Han ville simpelthen skrue ned for juleblusset og kun sige ja til de julearrangementer, der virkelig betød noget, så han kunne være mere sammen med sin familie. Og som han sagde: Det er faktiske ikke så svært. Man skal bare sige nej tak.

Lad dette være dagens juleblog og julebudskab: Husk at prioritere. Det gælder ikke om at sætte rekord i julefrokoster, men i at have en god tid med de mennesker, der betyder noget for dig.

Hav en dejlig søndag aften.

Jeg slutter med et lille minde fra sidste år, hvor en storm raserede Hornbæk lige omkring den 1. december og oversvømmede blandt andet havnen og legepladsen. I år er december startet med rigtigt julevejr. Lad os håbe, det holder ved.

Stormen efterlod Strandlegepladsen i Hornbæk oversvømmet

Stormen i begyndelsen af december 2011 efterlod Strandlegepladsen i Hornbæk oversvømmet. Foto: Lotte Lund

Dette er den 2. af forhåbentlig 24 små juleblogs. Det bliver mit lille bidrag til den fælles Hornbæk-jul. I må gerne sende inspiration, som I gerne vil dele – traditioner, opskrifter, julebilleder, bare de har relation til til jul i Hornbæk. Send til lotte.lund@mac.com.

Jeg offentliggør julebloggen på Vores Hornbæk-siden på Facebook. Du kan få den tilsendt direkte til din mail, hvis du trykker på ‘follow’