Hornbæk-sejlere på OL-kurs

by Lotte Lund

Hornbæks topsejlere Laila Fröhlich (tv) og Flemming Nilsson (th) med Ilse Jacobsen i midten foran den nye Hobiecat 15 Spi. Alle selvfølgelig iført Ilse Jacobsens nye sejlerkollektion Cruise, der kommer i forretningerne til december. Foto: Lotte Lund

De to Hornbæk-sejlere Laila Fröhlich og Flemming Nilsson satte i går sejl mod OL i Rio de Janeiro i 2016 med to sponsorater på henholdsvis 40.000 kr. fra Elite 3000 og 50.000 kr. fra Hornbæks egen Ilse Jacobsen, der også vil klæde de to sejlere på med sin nye linje Cruise, der er skabt til folk med båd.

Sponsoratet er gået til indkøb af en ny Hobiecat 16 spi, som blev vist frem på Hornbæk Havn i går i forbindelse med en lille pressereception i Hornbæk Bådeklub, som de to sejlere repræsenterer. Her var Hornbæk Bloggens udsendte naturligvis mødt op.

Hobiecat’en er en katamaran, som kan sammenlignes med Formel 1 i racerløb. Den kan sejle rigtigt hurtigt.

Stærk lokal opbakning

Bådeklubbens Julian Isherwood bød velkommen til receptionen, hvor blandt andre Ilse Jacobsen og formanden for Elite 3000, Benny Olsen, også deltog.

– Her i Hornbæk Bådeklub er vi ret stolte af at have en Hobie besætning, som ikke alene er ret så dygtige sejlere, men også er den besætning som rejser mest rundt omkring i Danmark og Europa og viser Hornbæk-flaget, hvor de nu kommer frem. Det kræver timer og atter timer på vandet at dygtiggøre sig og ikke mindst at få den samforståelse i en to-mandsbesætning, der gør at man kan få det optimale ud af en båd. Det er noget som Flemming og Laila har opbygget, sagde Julian Isherwood.

– Vi vil støtte jer så meget vi kan. Vi ved, at det koster mange penge at være eliteidrætsudøver, sagde Benny Olsen fra Elite 3000. Det er første gang organisationen har støttet sejlsporten. Hidtil har Elite 3000 primært støtte håndbold og fodbold.

– I har energi, I er seriøse og jeg har lige lanceret et nyt brand, Cruise, med sejlertøj. Så det passede jo perfekt sammen. Og jeg skal nok også sponsere jeres tøj. Jeg ved, at I kommer langt, for jeg kan se jer fra mit hus, når I er ude og træne, sagde Ilse Jacobsen.

Vi vil være nummer ét

Det stærke team mødte hinanden ved lidt af en tilfældighed for to år siden. Flemming havde egentlig inviteret Lailas mand på en prøvesejlads, men han blev forhindret og spurgte konen om hun tænke sig en tur i stedet for ham. Resten er historie nu. Parret har på rekordtid markeret sig som en af Danmarks, ja faktisk Europas bedste besætninger i Hobiecat. Parret ligger lige nu nummer 4 på den danske rangliste. De blev tidligere på året nummer 5 ved DM og nummer 6 ved EMtidligere i år. Med den nye båd står parret til at opnå endnu bedre resultater. Og ambitionerne fejler ikke noget.

– Vi vil være nummer ét, vi vil til OL, vi være rollemodeller for de unge, og vi håber, at vi kan få flere til at interessere sig for sejlsport. Vi har jo  fantastiske forhold her i Hornbæk med  vand omkring os, god vind og store bølger. Og vi kan søsætte fra stranden , sagde Flemming Nilsson og takkede både sponsorerne og Hornbæk Bådeklub for støtten.

Parret er i sæsonen på vandet fem gange om ugen plus at de løbetræner 15 kilometer tre gange om ugen. Om vinteren foregår træningen i fitnesscenteret.

– Vi skal have gode muskler, så vi ikke mister kostbare sekunder, når vi kæntrer, forklarede Laila Fröhlich.

Sæsonen er faktisk ved at være slut for i år. I denne weekend sejler de to Harboe Cup i Skælskør og sæsonens sidste konkurrence er klubmesterskabet her i Hornbæk den 6. oktober.

Fodterapeuten og musikeren

Ind i mellem træningen skal Laila Fröhlich og Flemming Nilsson stadig have tid til at passe deres civile liv. Laila er mor til tre og har sin egen klinik for fodterapi på Engholmvej. Flemming er musiker i orkestret Lee van Club, der mixer clubmusik med live dj, live saxofon og trommer. Han underviser også på Fredensborg Musikskole. Han er bedst kendt under navnet Flemze – with a ‘z’.

Hornbæk Blog ønsker de to sejlere til lykke og god vind, og vi glæder os til OL i 2016. Vi følger jer hele vejen til sejrskamlen!

Her ses Hornbæks nye OL-håb, en Hobiecat 16 SPI. Med støtte fra Elite 3000 og Ilse Jacobsen er besætningen Laila Fröhlich og Flemming Nielsson godt på vej til Rio i 2016,

Om Hobiecat:

Hobiecat er opkaldt efter manden, der byggede den første af slagsen. Han hed Hobie Alter. Han producerede oprindeligt surfbrædder i Californien, men i 1965 gik han over til at lave en katamaran – eller en ‘cat’ – en Hobiecat.

Hobie Cat 16 – classic: Hobie cat 16 er verdens største katamaran klasse med mere end 100.000 producerede joller. HC16 så dagens lys for første gang tilbage i 1972, og har i grove træk bevaret sit udseende fra dengang af. En af styrkerne og årsagerne til 16’erens store popularitet er, at den er bund-robust. Samtidig er den hurtig og letsejlende og ikke mindst underholdende, idet de banan-formede skrog ikke ligefrem er med til at yde den helt store stabilitet.

 Hobie Cat 16 Spi: SPI står for spiler, så Hobie Cat 16 Spi er præcis samme jolle som en classic, bortset fra at den er udstyret med genakker og øvrigt nødvendigt udstyr. Genakkeren giver 16’eren betydelig højere fart ned ad bakke og dermed selvfølgelig også større udordringer. I de senere år har mange classic-sejlere valgt at udstyre deres 16’er med genakker for at få den ekstra oplevelse med som det er at sejle med genakker. I ungdomsklassen er Spi et must og det er efterhånden mange år siden at der sidst er solgt en “almindelig” classic i Danmark.