Peter Bonnén skulptur afsløres på lørdag

by Lotte Lund

Det er et af Peter Bonnéns helt nye værker, der bliver opstillet i bybilledet på lørdag. Alle er inviteret med til afsløringen kl. 15-17 på Restaurant Oliva. Foto: Galleriet Hornbæk

Har du også undret dig over, hvorfor der er sat en sokkel på hjørnet af Havnevej og Nordre Strandvej. Den står der med en paraply over lige uden for restaurant Oliva.

Jeg kan ikke forklare paraplyen, men jeg kan afsløre den gode nyhed, at soklen skal prydes af en skulptur af billedhuggeren Peter Bonnén. Han er en af Danmarks mest anerkendte kunstnere, berømt og kontroversiel. Han er repræsenteret med værker på de fleste danske museer, samt på flere udenlandske.

Kvinden bag opsætningen er indehaveren af Galleriet Hornbæk, Susanne Risom, der utrætteligt kæmper for at højne Hornbæks kulturelle niveau og bringe kunsten ind i bybilledet.

Nu har hun fået tilladelsen til at sætte den helt nye rødbrune skulptur op på et af byens centrale hjørner, hvor den vil byde alle velkommen til byen.

Opsætningen er sket i tæt dialog med Rina Bank Nielsen og Jakob Ekman, der driver Restaurant Oliva, en af Hornbæks lækreste restauranter.

Kom og vær med til at fejre opsætningen af skulpturen lørdag den 8.september 2012 kl. 15.17 i restauranten. Både Peter Bonnén og Susanne Risom vil være til stede. 
 
Og så må vi nyde skulpturen, så længe vi har den. Den er til salg gennem Galleriet Hornbæk.

Tak til Peter Bonnén, Susanne Risom og Restaurant Oliva for initiativet.

Læs mere om Peter Bonnén her

Læs mere om Restaurant Oliva her

Læs mere om Galleriet Hornbæk her

Vi ses….