Invitation til fernisering i Galleriet Hornbæk på fredag

by Lotte Lund

Det er her i den skønne sydfranske by Roquefort des Corbiéres, at kunstneren Ingvald Holmefjord lader sig inspirere til sine solmættede billeder.

Lad os mødes til fernisering i Galleriet Hornbæk på fredag den 24. august kl. 15-17. Det ligger i Kunsthandelen i hovedgaden – lige over for bageren.

Den dag kan man møde kunstneren Ingvald Holmefjord. Han udstiller og vil fortælle om sin kunst på uformel vis, lige som han vil signere sine kunstbøger, der sælges i galleriet. Holmefjord er blandt andet kendt via sit medlensskab i Koloristerne og Kunstnersamfundet.

Holmefjord er født i Bergen, men har gået på Kunstakademiet i København. Siden 1988 (det år, hvor jeg boede i Paris – ak ja) har Holmefjord været bosat i den sydfranske by Roquefort des Corbiéres sammen med sin hustru Agnete Holmefjord, der ligeledes er kunstner. Det er her, mange af udstillingens værker er blevet til.

– Jeg har sjældent set så smuk, solmættet kolorit – en sand fryd for øjet. Værkerne minder mig på mange måder om de store, franske impressionister, men det ville være forkert at kalde Holmefjord impressionist. Det er nemlig en meget tydelig nudtidig fortolkning af både farver, teknik og stil sammensat med et stærkt nordisk præg, som er Holmefjords helt eget, siger galleriejer Susanne Risom. Hun håber, at rigtigt mange vil komme forbi og sige god dag til weekenden med lidt kunstnerisk inspiration.

Vi ses. Det bliver helt new yorker-agtigt.

Læs mre om Galleriet Hornbæk her