Stor succes for Klovneløbet i Hornbæk

by Lotte Lund

303 hornbækkere løb, grinede og samlede over 14.000 kr. ind til Danske Hospitalsklovne. Her ses Thea med hospitalsklovnen Ludo, som gjorde dagen festlig for alle og som også skød løbet i gang. Foto: Lotte Lund.

Med 303 betalende deltagere og 98 solgte klovnenæser samlede det første Klovneløb i Hornbæk lørdag formiddag over 14.000 kroner ind til Danske Hospitalsklovne. Ud over de mange løbere med klovnenæser blev dagen gjort ekstra festlig af den søde hospitalsklovn Ludo, som skød løbet i gang i gården foran ungdomsklubben PUK og heppede på løberne ude på ruten rundt om Hornbæk Sø.

Der blev afviklet løb i 12 byer over hele Danmark, så det var en flot præstation at klovneløbet i Hornbæk blev det med størst tilslutning.

– Vi er overraskede og yderst taknemmelige over den kæmpe tilslutning som Klovneløbet i Hornbæk fik i lørdags. Og der er ingen tvivl om, at Hornbæk-virksomheden LirumLarumLeg og holdet omkring dem, er årsagen til at 300 personer troppede op, fik pulsen i vejret og dermed støtter syge børn indlagt på danske hospitaler, siger Kenneth Øhrberg direktør hos Danske Hospitalsklovne. Han var selv  kommet til Hornbæk for med sine egne øjne at se arrangementet og høste af Hornbæks gode erfaringer med den store tilslutning.

Både Kenneth Øhrberg og den lokale medarrangør Anja Lytzen fra netlegetøjsbutikken LirumLarumLeg ser meget gerne, at Klovneløbet bliver en tilbagevendende tradition i flere byer over hele landet.

– Det var dejligt at opleve den store opbakning til løbet, både fra tilmeldte løbere i alle aldre og til afviklingen af arrangementet, siger Anja Lytzen. Hendes forretning har siden december samlet penge ind til Danske Hospitalsklovne gennem salg af klovne næser. Indtil videre har hun på den måde samlet mere end 20.000 kr. ind.

Der blev ikke kåret nogen vinder af løbet, for formålet med løbet var først og fremmest at få en sjov oplevelse med motion. Til gengæld vandt 0.A fra Hornbæk Skole en gavecheck på 1500 kr. fra LirumLarumLeg, fordi de var det hold med flest tilmeldte. Hovedpræmien, et Rockboard, som blev trukket på startnumrene.

Der var goodiebags med legetøj og andet godt til alle. Drikkevarer blev sponsoreret af SuperBrugsen og BuyAid. Undertegenede bidrog med PR og den erfarne Hornbæk-løber Linn Bertram og Kristian Uhd fra Running 26, der arbejder med løbekoncepter, sørgede for, at Klovneløbet blev afviklet professionelt.

Anja Lytzen er klar til at lave et nyt Klovneløb i Hornbæk til næste år. Så håber hun, at endnu flere melder sig til og deler den gode oplevelse.

Om Danske Hospitalsklovne:

Danske Hospitalsklovne har siden 2003 eksisteret ud fra grundidéen, at humor letter og fremmer helbredelse. Hvert år sender organisationen mere end 20 hospitalsklovne rundt på danske hospitaler. Danske Hospitalsklovne er desuden ansvarlige for uddannelsen af hospitalsklovne. Foreningen får ingen offentlig støtte og er dermed afhængig af donationer fra private.

Organisationen er inspireret af lægen Patch Adams, som i 1970’erne gjorde oprør mod den kynisme og manglende menneskelighed han mødte blandt sine lægekolleger. Han fik i stedet stor succes med sine patienter ved at tilføre behandlingen sin egen ’medicin’, der bestod i at lave sjov med patienterne og ved lejlighed at iføre sig den røde klovnenæse. Hans historie er kendt af mange fra filmen ’Patch Adams’ med Robin Williams i hovedrollen som Patch.